Oops!… I did it again

Var det ikke Britney Spears der engang havde en sang med denne lidt infantile titel? For et barn eller et ungt menneske, der godt ved, at det forbyder sig imod en regel, som det i øvrigt ikke tager specielt alvorligt, og som regner med at blive tilgivet på stedet, er denne kommentar forståelig – selvom den er irriterende og provokerende, netop fordi den oser af ligegladhed med det, man har gjort.

Derfor er det upassende, hvis det er et voksent menneske, der reagerer på sine fadæser med denne reaktion. Så det vil jeg ikke gøre.

Når vi tænker tilbage på vores liv, kan de fleste af os sikkert komme i tanke om en handling eller to, som vi skammer os inderligt over og ville ønske, at vi kunne gøre om. Der kan gå mange år, hvor handlingen bare ligger og murrer ubehageligt i maven, og hvor vi har stor ulyst til at vedkende os den eller tale om den. Men gjort er gjort, og en skønne dag får vi måske mod til at tage handlingen op til nærmere granskning og undersøge, om vi har lært noget af den. Hvis den har været tilstrækkeligt smertefuld også for os selv i skikkelse af årelang dårlig samvittighed, har vi helt sikkert lært noget – det kan slet ikke undgås. Men hvor meget? Og kan vi være sikre på, at vi ikke gør det igen? Måske ikke præcist det samme, men noget andet skamfuldt, som ikke tåler dagens lys? Vi begår fejl på fejl, indtil vi ad smertens vej er blevet kloge nok til at handle anderledes. Og så længe vi ikke er ”kloge nok”, er vi ikke garderet mod at begå fejl, der kan gøre ondt på andre.

Det er vanskeligt og dilemmafyldt at stå det sted i sin personlige udvikling, hvor man har erfaring nok til at iagttage og vurdere sine egne handlinger kritisk og med fortrydelse, og samtidigt ikke er i stand til i enhver situation at handle klogt og kærligt. Så kan man komme til at smage lidt af selvhadets bitre saft.

Jeg har selv erfaret, at dér, hvor jeg har begået et par af mit livs største fejl, som har udsat andre for smerte og risiko, har været indenfor familiesfæren, hvor mit instinkt har drevet mig mere end mit intellekt. Jeg har handlet som en blind og beskyttende mor og partner og ganske overset, hvad det kunne udsætte andre for.

I disse Ruben Östlund tider, hvor han igen barsler med en guldpalmebelønnet film om det pinlige ”Triangle of Sadness” (en film der endnu ikke har nået vores breddegrader), men hvor mange af os sikkert helt klart husker hans tåkrummende ”Force Majeure” hvor en familiefar ved synet af en lavine, der ruller ned ad bjerget mod den skirestaurant, hvor han på terrassen spiser frokost med kone og børn, snupper sine nærmestliggende, og spænder afsted for at redde livet uden tanke for også at forsøge at redde sin familie. I slipstrømmen på denne pinlighedstrend vover jeg at dykke ned i et par af mine egne pinligheder. Den ene så gammel at den måske efterhånden har fået afstandens forsonende og anekdotiske skær – den anden så ny at jeg ikke føler mig sikker på at undslippe alvorlig forundring og kritik.

Da min datter gik i folkeskolens små klasser, var hun i flere år hårdt ramt af sine forældres skilsmisse, fordi vi havde så svært ved at samarbejde med udgangspunkt i hendes behov og udviklingstrin. Der var en kamp imellem os, som skyggede for det, der i situationen ville være den bedste løsning for hende. Det var meget pinefulde år, også for mig, fordi det smertede mig voldsomt at mærke min datters mistrivsel uden, at jeg følte mig i stand til for alvor at beskytte hende. Det ville have eskaleret konflikten til et endnu højere niveau. En kamp jeg måske burde have taget, men sådan blev det ikke.

Jeg kunne ind imellem miste hovedet af bekymring og iver efter at arrangere så meget glædesfyldt og ukompliceret omkring min datter som muligt. Når hun var hos mig, skulle der ikke være konflikter og barrierer. Vi nærmede os en børnefødselsdag, hvor der var en sund og prisværdig tradition for, at man inviterede alle klassens piger med, eller måske bar et par stykker, hvis det skulle være et lille, eksklusivt arrangement. Ingen måtte naturligvis for alvor føle sig udenfor. Der var en enkelt pige i klassen, som min datter af en eller anden grund ikke brød sig om, eller ikke var tryg ved. Hun kom i øvrigt fra et hjem med en psykisk syg mor, en far der var brudt ud af ægteskabet efter det fjerde barns fødsel, så hun var så rigeligt belastet med opgaver og problemer, der langt oversteg, hvad et lille barn burde føle ansvar for. Og netop hende ville min datter ikke have med til sin fødselsdag. Jeg har formentlig – det håber jeg da, selvom jeg har glemt det – argumenteret for, at det ville være helt forkert at invitere alle piger undtagen hende, men min datter gav modstand, og jeg gav op – nærmest helt uden kamp. Og sådan blev det. og jeg tror, min datter havde en god fødselsdag, ganske uvidende om, at hendes mor havde svigtet kolossalt.

Jeg har uden tvivl følt et dybt ubehag og en voldsom anger et eller andet sted i min bevidsthed, for jeg blev ikke forbavset over, at to af de lærere, der havde klassen i flest fag, indkaldte mig til en samtale. En skole-/hjemsamtale uden barnet, fordi det var moderen, der var problemet. Jeg satte stor pris på de to dygtige og dejlige lærere, og jeg mødte op vel vidende, at jeg nu med al ret på Jorden ville blive irettesat og spurgt om, hvad i al verden jeg havde tænkt på. Vi fik en god snak, hvor jeg forklarede om min datters problemer med baggrund i vores skilsmisse, men jeg undlod heldigvis at forsvare min handling – jeg erindrer, at jeg skamfuldt gik til fuld bekendelse. Alt andet ville også have været utænkeligt, men jeg gik ikke renset og tilgivet derfra, for den smerte, jeg uden tvivl har beredt den pige, der ikke blev inviteret, kunne ingen tage fra hende, ligesom min skam og fortrydelse har klæbet til mig siden. Det er svært at acceptere, at yngelplejeinstinktet hos et reflekterende menneske kan have så brutalt et udtryk.

Og hvad er det så I did again?

Min mand, der lider af en kronisk lungesygdom, og som derfor helst ikke måtte smittes med Covid, blev efter et par års passende stor forsigtighed og fire vaccinationer alligevel smitte med Omikron varianten for nogle uger siden. Han blev tiltagende dårlig, havde feber, var svag og blev stærkt forpustet ved den mindste anstrengelse. Han var kortvarigt indlagt på Amager Hospital, og vi håbede, at han havde redet stormen af og nu blot skulle væbne sig med tålmodighed. Men en nat blev hans vejrtrækning underlig og anderledes, og jeg kunne ikke komme i kontakt med ham. Han trak vejret men var tilsyneladende bevidstløs. Jeg ringede efter en ambulance, to redere kæmpede med ham, råbte til ham for at få kontakt, gav ham ilt og ringede efter en læge, der kunne følge med i ambulancen til Hvidovre Hospital. Han var bevidstløs i tre timer, hvor han blev undersøgt for alverdens alvorlige lidelser, som han heldigvis ikke havde pådraget sig, men en skanning af hans lunger viste, at der som en kendt konsekvens af Omikron havde dannet sig et antal blodpropper i hans lunger. Han kom til sig selv, kunne kende mig, men var stærkt svækket både fysisk og følelsesmæssigt. Han kom i en to uger lange behandling med ilt, blodfortyndende medicin, antibiotika og binyrebarkhormon. Der var omsorg, tid, faglighed og nærvær på et højt niveau. Vi følte os på alle måder godt behandlet, og er hospitalet dybt taknemmelig.

Midt i forløbet, hvor alle mine sanser var indstillet på min mands situation, og hvor jeg ønskede at give ham nærvær og støtte så meget, som jeg overhovedet kunne, blev jeg selv småsyg med lidt feber, forkølelse og hoste – tydelige tegn på Covid, og en hjemmetest bekræftede, at jeg var positiv. Jeg skubbede min egen tilstand til side, tog nogle Panodiler og fulgte stramt mit velindkørte besøgsprogram på hospitalet. Jeg var dybt i min bevidsthed helt klar over, at jeg burde holde mig langt væk fra en infektionsmedicinsk afdeling, hvor min mand sågar havde ligget i isolation et døgns tid – men det gjorde jeg ikke. Jeg iførte mig to mundbind, holdt afstand og sprittede mine hænder af i ét væk – men jeg besøgte ufortrødent min mand. Dagen før jeg tog testen, tog jeg med resten af familien til mit barnebarns 9 års fødselsdag. Jeg havde symptomer, men fortrængte dem – indtil næste morgen, hvor virkeligheden trods alt trængte sig for meget på. Det lykkedes mig formentlig at smitte min far på 95 år, som har haft et nogenlunde mildt forløb, men jeg havde hans liv mellem mine rystende hænder i et par dage. Og jeg ved reelt ikke, om jeg også har smittet nogen på Hvidovre Hospital, men jeg har i hvert fald udsat allerede indlagte patienter for en betydelig risiko. Jeg vidste det, mens jeg gjorde det, men jeg havde kun blik for min mands situation og følte ikke, at jeg kunne bære at svigte ham og blive væk, indtil jeg var symptomfri.

Det er en dyster selvindsigt, som giver anger og skamfuldhed – og en stor lyst til at undlade at dømme andre for deres uforsvarlige adfærd. Hvor er der stadig meget dyrisk instinkt og primitivitet i os jordmennesker, når det handler om vores afkom og aller nærmeste. Men selv med denne evolutionære indsigt har jeg meget svært ved at tilgive mig selv – og fortjener det heller ikke.