Må jeg bede om ro!

Jeg vender i mine tanker ofte tilbage til begrebet ”for meget af det gode”. Det er klart, at hvis det ene fristende tilbud om aktiviteter, samvær, oplevelser, kulinariske lækkerier og nyerhvervelser følger i hælene på det næste, kan man få for meget, blive overmæt og udmattet – og udbryde, at nu er det næsten for meget af det gode. Vel vidende, at den slags problemer i toppen af behovspyramiden kan man ikke på nogen måde tillade sig at klage over. Når jeg alligevel ind imellem får trang til at ømme mig lidt, er det fordi, jeg er blevet alvorligt i tvivl om, hvor vidt al den velstand og stopfodring af både krop og sjæl er så ”godt”, som udtrykket afspejler. Et symptom på, at jeg måske snarere slider på min fysiske og mentale kapacitet, er min voksende lyst til at forenkle, skære fra, sige nej tak.

Vi holdt påskeferie i sommerhuset, og sidste stop inden Veddinge Bakker var Brugsen i Asnæs, hvor vi købte ind. Med udsigten til et par uger med base i sommerhuset fik jeg spontant lyst til at købe nogle små potteplanter med gule blomster – tre forskellige slags, jeg ikke kender navnet på, og som ikke kostede alverden. Vi har ingen grønne planter i vores hjem, for jeg er ikke så god til at passe dem. Det er som om, planterne og jeg ikke kan finde ud af at samarbejde. Jeg overvander, gøder og glemmer dem i ukyndig utakt, og som regel sygner de hen, taber bladene og bliver døende efter et stykke tid. Måske kan de mærke, at jeg betragter dem med en vis irritation som noget, jeg også skal tage mig af, og som fylder op mellem andre genstande, der tager plads op i hjemmet. Jeg ser ikke på dem som levende væsener, der selvfølgelig kræver omsorg og omhu. Det gider de ikke.

Men nu fik jeg pludselig lyst til de tre små planter med gule blomster, og jeg fandt diverse underskåle og passende placeringer til dem. Jeg var bevidst om, at et par af dem stod i sol en del af dagen og derfor skulle have mere vand, og jeg var omhyggelig med at fjerne visne blade og mærke efter, om de var trængende, inden jeg vandede. Det kunne de lide. Jeg var forberedt på, at de måske knap kunne holde de par uger, vi skulle være i sommerhuset, men det kunne de så sandelig. De struttede og blomstrede, og jeg nød det. Sommerhuset udmærker sig blandt andet ved at være sparsomt møbleret og uden vindueskarme og hylder, som indbyder til opstilling af diverse nips. Der er få ting at tage vare på, og måske netop derfor trådte de tre planter tydeligt frem og fik den pleje og opmærksomhed, de havde behov for. Det var en sjælden glæde. Og en tilsvarende vemodighed at måtte tage afsked med den ene, som efter ivrig og smuk blomstring ikke havde mere kraft i sig. Den fik en smuk og naturlig død. De to andre tog jeg med hjem til Amager, og de lever endnu. De har vist mig en tillid, som jeg kvitterer for ved at se dem, passe dem og forholde mig til dem. De træder frem blandt alle hjemmets andre genstande som levende væsener. Men det kræver mere af både dem og mig, fordi mylderet af genstande, opgaver og muligheder, som hjemmebasen tilbyder, støjer og kæmper om opmærksomheden.

Min kamp for enkelhed begyndte engang for mange år siden, da vi med fire børn og fuld oppakning regelmæssigt kørte til Fåborg i weekenden for at besøge min svigermor. Hun udstrålede i sig selv åndelig enkelhed og fredfyldthed og stimulerede min længsel efter det samme. Udbuddet af tøj- og skoforretninger i Fåborg er naturligvis mærkbart mindre end i København, og i en længere periode købte jeg kun tøj og sko, når vi besøgte hende. Hvis jeg ikke fandt, hvad jeg havde behov for, købte jeg ikke noget. Det var en selvpålagt begrænsning, som familiens øvrige medlemmer ikke forstod den dybere visdom i, og på et tidspunkt ebbede den ud. Men den sidder i mig som en meningsfuld bodsøvelse, jeg bestod – nogenlunde.

For nyligt besøgte vi nogle gode venner på det sydligste Sjælland, hvor de har slået sig ned i deres sommerhus, nærmest på permanent basis. Det ligger i en stor, dejlig have lige ned til vandet. I København har de en lille, attraktivt beliggende og velindrettet lejlighed stående nærmest tom det meste af tiden. Den tjener fortrinsvist som overnatningssted, når de har ærinder i København. Det er højt begavede, intellektuelle, belæste og kloge mennesker, som er fuldt bevidste om Københavns bugnende kulturtilbud, som man kun kan nå at nyde en meget lille del af, før de næste fristende tilbud rulles frem imod én – lige til at blive stresset af på den dér skamfulde måde, hvor man godt ved, at det her kan jeg absolut ikke tillade mig at klage over. Men man kan få en ustyrlig lyst til at flygte fra det hele. Det har de faktisk gjort ved at tilbringe størstedelen af deres tid på landet. Den ene udforsker og nyder naturen og omegnens lavmælte men spændende kulturarv, mens den anden især bruger roen til fordybelse i litteratur og musik. Og begge har i rigt mål oplevelser og refleksioner at dele med hinanden ved middagsbordet. Med særlig glæde fortalte de om en forfatteraften med Søren Ulrik Thomsen på Stege Bibliotek. En stor begivenhed, der pludselig var til at få øje på, fordi den ikke druknede i alverdens andre måske endnu mere spektakulære tilbud, som det ville have været tilfældet i København. De var tydeligvis sunket ned i mødet med forfatteren og havde taget den til sig med en dybde og refleksion, som de videregav med entusiasme.

Lysten til enkelhed og fravær af rod kan ind imellem antage lidt komiske udtryk, som når man falder i svime over en japansk oprydningsguru, der lærer os at sortere effektivt i al hjemmets materielle overflod, så kun det væsentlige og betydningsfulde er tilbage. Hun lærer os at tage afsked med ting og tøj, som vi ikke længere bruger. Forhåbentlig kan andre bruge det, og næste skridt i denne proces er selvfølgelig at lade være med at erhverve alt muligt, man ikke har brug for.

Da jeg for nogle år siden læste Annelise Marstrand Jørgensens fabelagtige roman om Hildegard af Bingen pirkede den til en dybtliggende trang til – i hvert fald i en periode – at gå i kloster under en eller anden form. Jeg elsker at besøge gamle klostre, der ofte ligger mere eller mindre i ruiner, men der ånder en mærkbar fred over sådanne steder, hvor mennesker gennem generationer har tænkt, bedt og åndet i stor enkelhed.

Det moderne menneskes længsel efter ydre og indre ro er grundlag for det kæmpe forretningsområde, der i dag findes indenfor forskellige former for retreats, men de fleste af os har kun bevilget os selv ganske få dage sådan et sted. Det er dyrt, vi har ikke tid til mere, eller vi opdager hurtigt, at varme bade, massage og god mad kun udgør en lille del af vejen til indre fredfyldthed.

Jeg har nogle gange under enkle former tilbragt en uge på et åndsvidenskabeligt retreat, og længes efter at vende tilbage og gentage oplevelsen. Dagene forløber efter et fastlagt skema og er centreret omkring fordybelse, undervisning, samtale og den omliggende natur. Der er en form for renselse i sådan en oplevelse, og når ugen er slut, og man træder ud i den pulserende og støjende verden igen, er man faktisk blevet lidt sart og fintfølende. Alt træder frem med større tydelighed, trænger ind og sætter spor.

Roen og stilheden er blevet en mangelvare, og selv os i den modne alder er måske uerkendt ofte for FOMO-fænomenet, fear of missing out. Vi tør ikke vælge noget fra ret lang tid ad gangen og farer derfor uroligt og zappende rundt i en stressende jagt efter det håbløse mismatch af oplevelser, løsning af vores mangfoldige livsopgaver og indre ro.

Vi behøver ikke gå til yderligheder og forsage alle de muligheder, der står på rad og række foran os. Men vi bliver nødt til at træne vores evne til at vælge med omtanke, nyde med nærvær og sige tak. Det kræver fravær af fysisk og mental støj, for ellers kan vi ikke koncentrere os og lytte til vores intuition. Den erfaring ligger måske til grund for, at flere og flere af os har opdaget den livsfylde, der flyder af meditation og samtale med Forsynet, Universet, Gud, Naturen eller hvad vi nu foretrækker at kalde dét, vi retter vores opmærksomhed imod.  Så er vi bedre rustet til at stå imod og ikke lade os overvælde af den flimrende omverden, der møder vores blik, når vi åbner øjnene igen.