Hold dig munter!

For nogle år siden, da Claus Rifbjerg stadig var levende og livskraftig, verden så mindre truende ud end nu, og jeg selv var begyndt at være modtagelig for kloge pointer som forklarende støttepiller i en flimrende verden, afslørede han i et interview et par af sine egne, dyrebare livsindsigter: ”Er der noget som et godt glas vand?” og ”Hold dig munter!”

De står begge så tydeligt for mig, fordi de i deres krævende enkelhed har fat i hver sin ende af livsspektrets udfordringer. At værdsætte det enkle og livsnødvendige – og turde møde verdens ufuldkommenheder med glæde og optimisme.

Det første er ikke altid nemt, men nok det letteste, og noget vi alle sammen næsten dagligt konfronteres med. Når vi træder ud af gadedøren om morgenen og med velbehag mærker den friske lufts kølighed mod ansigtet. Når vi møder et andet menneskes venlighed og smil. Når vi ser et lille barns spontane leg og væren. Når vi midt i vinterens mørke opdager tålmodigt afventende, saftspændte knopper på træer og buske. Når vi ”opdager” solnedgangen, de første anemoner eller den myldrende stjernehimmel. Så bliver vi næsten helt automatisk slået af nærvær og taknemmelighed over livets gratis glæder.

At holde sig munter er straks mere krævende, fordi det fordrer indsigt og evne til – fra det store til det små – at skræve mildt og tolerant hen over oplevelser, møder og fænomener, som nemt kunne have slået os med vrede, tristhed eller pessimisme. Især i disse tider synes jeg, at fordringen er næsten umenneskeligt stor.

Når man som engageret samfundsborger læser avis og hører TV-nyheder, bliver man hårdhændet tvunget til grundigt at overveje, hvad ”munter” egentlig betyder, og hvorfra man skal finde energien og inspirationen til netop det:

Krigen i Ukraine – som jeg har skrevet om i det selvstændige essay ”Hvorfor gør vi alt det forkerte?” – er p.t. vores største frygt og hovedpine. Hvordan kunne det ske, bedst som vi troede, at vi omsider var på sikker vej mod en fredelig(ere) verden? Et af mine store satiriske forbilleder, skuespilleren Anne Marie Helger, havde engang en sketch på TV, hvor hun beklagede sig over sine ”kødfulde ankler”, som hun med energiske bevægelser smurte ind i mayonnaise, fordi hun troede på, at ”med fedt skal fedt fordrives”. Har vi ikke alle sammen dybt nede i maven en tvivl på, om det virkelig kan være rigtigt, at ”med krig skal krig fordrives”?

EU-Kommissionen overvejer at udnævne kernekraft til grøn energi, og Nye Borgerlige erklærer sig med lystig optimisme helt enig og vil hellere have et kernekraftværk end en vindmølle i baghaven. Vores klimaminister Dan Jørgensen, der er blevet alvorlig og voksen at se på med nye hornbriller, talte heldigvis galskaben ret imod og mindede om, at kernekraft er dødsensfarlig og har en komethale af uløste udfordringer efter sig, og at Danmark faktisk er langt fremme i forskning og udvikling af vedvarende, grøn energi, som vi formentlig kan berige resten af verden med. Om vi bygger den ambition på den sædvanlige drøm om, at det kan Danmark tjene mange penge på, eller om vi i erkendelsen af, at energiudfordringen er så global og sammenfiltret, at vi måske står os bedst ved at forære viden og teknologi væk, er i første omgang ligegyldig. Det er blot vigtigt at stå fast på, at kernekraft er ikke vejen frem. Men det kan blive en hård kamp – trangen til at skyde genvej med kernekraft er måske for stærk til, at den kan modstås med argumenter, investeringer og tålmodighed. Og senest er der som konsekvens af krigen i Ukraine spæde forsøg på at genintroducere kul som en acceptabel energikilde i Europa. Hvor sort kan det blive?

Ruslands uomgængelige samtalepartner og gamle rival, USA, er i den dybeste krise i landets historie. På egen jord undermineres og ødelægges det demokrati, som man med kraftfuld retorik ønsker at være mønster for i resten af verden. Trump og hans kampfæller går målrettet i spidsen for denne uforståelige nedbrydning af landets demokratiske institutioner, og en kæmpestor del af landets indbyggere synes at være helt enige i den linje. Biden kæmper en helt anden kamp, han har gode intentioner og fornuftige politiske visioner, men dels er han lammet af sit eget splittede parti, dels er der næppe grobund for i det amerikanske samfund, at han bliver mere end en velkommen pause fra galskaben. Vi ser måbende til og spørger os selv, om amerikanerne da ikke vil deres eget bedste? Hvorfor vælger de en vej, der er så destruktiv og skaber så megen ulighed, undertrykkelse og fattigdom? De er på vej ud i et eksperiment, der kan koste det USA, vi hidtil at beundret og haft tillid til, livet. Det hele kan falde fra hinanden, og skal det måske også. Mens vi iagttager dette gyselige scenarie, kan vi glæde os over, at der tydeligvis er opstået en underskov af vilje til et helt andet samfund. Det vidner både Obama, Biden, Sanders og – under dem – millioner af skamfulde, besindige og fortvivlede amerikanere, der heller ikke tror deres egne øjne, om. De er ikke mange nok til at stoppe vanviddet, men det er da betryggende at vide, at når støvet har lagt sig, er der spirer under overfladen, der er stærke nok til at pible frem med konstruktive og indsigtsfulde løsninger, så snart solens stråler atter bryder frem.

I flere måneder har vi kunnet bevidne – men næsten glemt af krigen i Ukraine – den ekstreme, humanitære katastrofe, der udspiller sig i Afghanistan under Talebans ledelse. Det kan ikke undre, at dette styre ikke magter andet end at bryde ned – det har hverken visioner, viden eller ressourcer til at bygge et tåleligt samfund op for dets indbyggere. Regeringen skriger på nødhjælp og mener ikke overraskende, at Vesten er skyld i miseren. Det synspunkt kan man slet ikke diskutere med en religiøst forblændet og voldelig regering. Der er kun én ting at gøre: tilføre massiv nødhjælp og lægge vores egen skuffelse og sårede stolthed til side. Vesten lykkedes ikke med sit urealistiske eksperiment om i et snuptag at gøre Afghanistan til et velfungerende demokrati. Vi har uden lydhørhed og viden mast rundt med et land, der ikke forstod vores intention og værdigrundlag, og som det bare er lykkedes os at gøre afhængige af vestlig kapital. Det må selvfølgelig briste. Også her burde vi træde et skridt tilbage, erkende vores fejltrin og drøfte med Taleban, hvad landet har brug for (som Norge gør). Drøfte med Taleban? Ja, hvad ellers? Hvis vi skal hjælpes med at skubbe verdens udvikling i en positiv retning, er der ingen vej uden om dialog, også med dem, vi næsten ikke kan holde ud at være i stue med. Men det har Vesten næppe selvindsigt og tålmodighed til. Vi straffer med sanktioner, krav og kritik, som kun gør ondt værre.

Mellemøsten, Kina, Brasilien, Afrika….. der er spændinger på eksplosionsstadiet så mange steder i verden, at det synes umuligt at finde veje til at lette presset. Det virker som om, menneskeheden målrettet og med fuld fart styrer sig selv i en katastrofal retning, der næsten kun kan ende med et stort brag. Og måske er det også det, der skal til, for at vi for alvor kan erkende, at de spor, vi kører ad i dag – kapitalisme, krig og troen på at enhver er sig selv nærmest – ikke er gudsgivne og indiskutable. Det er valg, vi har truffet på baggrund af vores ufuldstændige viden om, hvad der skal til for at skabe en fri, fredelig og kærlig verden. Det som vi alle sammen uden undtagelse jo faktisk længes desperat efter. Måske er vi nødt til at køre ind i den store mur og mærke, at vi er på helt gale veje. Så først kan de konstruktive, kloge og kærlige kræfter, der overalt allerede i dag heldigvis ligger som en spirende underskov under vores forpinte verden, komme op i lyset og bringe os på rette spor.

I en verden, hvor alt – både godt og skidt – sker i et stadigt mere forceret tempo, er det ikke underligt, at tålmodighed er en hårdt presset egenskab hos mennesket. En meget, meget stor del af verdens befolkning vil det samme: fredelig sameksistens, omsorg for Jordens klima, tryghed, sundhed, uddannelse, mad og bolig til alle – men vi presser på for at nå disse mål med delvist forkerte midler og med alt for stor utålmodighed. Udvikling tager tid, både den materielle i skikkelse af forskning frembringelse af fremtidens teknologier, og den åndelige for det enkelte menneske og for menneskeheden som helhed. Det er vigtigt, at vi involverer os med handling og holdninger, men uden ro og tålmodighed nytter det ikke noget.

En ”anmeldelse”, som ovenstående af verdens tilstand p.t. kan nemt blive en undergangsfortælling, så hvad skal vi gøre for at indgyde de unge generationer håb, inspiration og virkelyst? Vi skal vide med os selv, at ”fortvivlelse er en fornærmelse mod fremtiden”, som en klog m/k har formuleret det (det kunne godt have været Klaus Rifbjerg), og vi skal uophørligt lede efter og pege på den håbets underskov, der skal indgyde os alle mod til at holde os muntre.