Sport – eller kroppens vedligehold?

På vejen mellem motorvej A7 – den navnkundige Autoroute du Soleil – og Avignon kører man igennem et stort, lettere rodet og uskønt område med outlets, hypermarkeder, småindustri, mindre kontorbygninger, lidt boliger, værksteder – og et sportsanlæg med udendørs svømmebassiner, udspringsvipper, stadion og et klassisk elipseformet atletikområde med løbebaner udenom. Alle den slags faciliteter har formentlig præcise navne, men dem kender jeg ikke og er altid veget tilbage for at gøre mig nærmere bekendt med. Vi er kørt forbi det utallige gange, men lige netop på denne tur til Avignon havde jeg åbenbart en frit flydende kanal tilbage til min barndoms oplevelser med idræt, som min krop kunne huske og derfor sendte et sug gennem maven og et spjæt ud i resten af kroppen. Ikke befordret af lykkelige barndomsminder, men det stik modsatte.

I dag har jeg et godt og nogenlunde afslappet forhold til motion, som jeg, pligtskyldigt må jeg erkende, dyrker flere gange om ugen. Jeg bestræber mig på at nå mine 10.000 skridt om dagen, og fordi de indgår naturligt i alle mulige andre gøremål til fods, nyder hvert eneste af dem. Jeg laver yoga et par gange om ugen og glæder mig til mine sessioner med åndedræt, stillinger og koncentration, som jeg har øvet mig i gennem flere år. Jeg løber ind imellem en lille tur, men bryder mig grundlæggende ikke særligt meget om det, fordi det er vildt anstrengende og belaster mine knæ og hofter – men jeg kan godt og betragter det som en effektiv vej til at få pulsen op. Jeg elsker at vandre i naturen på afmærkede ruter, er udholdende men ikke spor modig og hader ruter, der udfordrer mig med klatring eller risiko for at falde ned ad skrænter. Jeg holder af at cykle men har gjort det alt for lidt i de sidste mange år, hvor bilen har været det daglige transportmiddel, og glæder mig til at træde mere i pedalerne, dog ikke så gerne på ruter hvor bilerne suser om ørerne på én. Jeg har været fast gæst i diverse, nærliggende fitness centre de sidste 10-12 år, i starten med en dygtig træner som hjalp mig over barrieren med total fremmedgjorthed ikke bare overfor maskiner, redskaber og øvelser, men også overfor selve det at sætte benene sådan et sted. Det troede jeg fordomsfuldt ikke var noget for mig, men det er det blevet i lange perioder. Efter Corona har min mand og jeg startet indendørssæsonen op igen, med hver sin træner, som kan give os skræddersyede programmer til vores individuelle skavanker og behov. Svømning, især brystsvømning og rygcrawl, holder jeg meget af, både i svømmehal og på åbent hav.

Så jeg er ikke motionsfornægter, men jeg har det tydeligvis bedst med at udfolde mig sportsligt alene, med aktiviteter der ikke gør mig bange, og som er udenfor enhver konkurrencesammenhæng.

Det var lige præcist det modsatte, der prægede min barndoms idrætsundervisning, som udfordrede mig på flere fronter. For det første erindrer jeg både omklædningsrum, gymnastiksal og badefaciliteter som kolde, småsnavsede og indhyllet i en karakteristisk hørm af fugtige håndklæder og svedigt idrætstøj, måske tilsat en duft af madpakke, som i formiddagstimerne steg op af åbne skoletasker. Også salen havde sin særlige duft af måtter, læder, gulvlak og redskaber, berørt af svedige hænder. Jeg nærmede mig det hele med et så anspændt ubehag, at min ellers helt normalbyggede og slanke barnekrop blev stiv og modarbejdede alle instrukser.

Undervisningen havde definitivt ikke noget individuelt sigte, men fokuserede på holdspil, konkurrence og kroppens ydeevne. Ydeevnen blev testet indendørs med redskabsgymnastik og atletiske øvelser på måtter, ofte noget med spring, vejrmøller, kolbøtter og andre aktiviteter, som vendte op og ned på kroppens naturlige position. Jeg var konstant bange for at falde og slå mig, turde ikke tage tilløb og give den gas, så jeg endte altid med at sidde overskrævs på hesten, og jeg fik aldrig lært at slå kolbøtter eller lave vejrmøller, uanset hvor mange støttende skub i ryggen jeg fik. Det føltes pinligt og dybt ubehageligt, og den eneste trøst var, at enkelte andre, fortrinsvis overvægtige, kammerater heller ikke formåede at lave de anviste øvelser. Vi fik efter flere forgæves forsøg lov til at stå ved ribberne og se de andre udfolde sig. Udendørs idræt var som regel atletik, men heller ikke længdespring, højdespring, kast eller sprint ville min krop overgive sig til. Især højdespring føltes som med fuldt overlæg og vidt åbne øjne at løbe direkte ind i en forhindring, som det ville gøre ondt at ramme – nærmest en vanvidshandling. Da jeg følte mig nærmest ude af stand til at udføre de forskellige discipliner, gav det ingen mening at måle mine præstationer, og jeg erindrer derfor intet om mine resultater. Formentlig blev de slet ikke målt. Sommerens svømmeundervisning i Bellahøj Bad gik godt, så længe det handlede om at tilbagelægge baner i diverse discipliner. Min nu 98-årige moster, der selv er gammel elitesportsudøver, og som har undervist i idræt i en menneskealder, havde allerede lært mig det grundlæggende, og mine forældre havde sendt min søster og mig til svømmeundervisning i Frederiksberg Svømmehal, længe inden min entré i Bellahøj Bad. Så her havde jeg et lille forspring. Men det varede kun, indtil kravet om at tage svømmemærker i henholdsvis bronze, sølv og guld dukkede op. Så var den gal igen. Jeg kunne se, at et bronzediplom ville være indenfor rækkevidde, hvis jeg bare kunne overvinde min angst for at tage et hovedspring fra kanten af bassinet, hvilket var et krav. Jeg måtte derfor mobilisere min moster igen, der øvede med mig så længe, at jeg blev i stand til ved at stå på kanten og bøje mig så langt fremover som muligt, nærmest at kunne lade mig plumpe i vandet med hovedet først. Der var på ingen måde tale om et spring, men det blev godkendt. Som dengang den motorsagkyndige til den teoretiske køreprøve kvitterede for nogle lidt uklare svar med ”jeg kan se, der er blevet arbejdet med det” – nok mest for ikke at ydmyge min meget strenge og ambitiøse kørelærer, Gerda, en af Danmarks første kvindelige kørelærere. Så jeg fik mit bronzediplom, som i dag sidder i min scrapbog som minde om min eneste sportslige sejr i skoletiden.

Som om det ikke var udfordringer nok, så var også holdspillene svære for mig. Grundlæggende formentlig fordi jeg ikke var god til nogen holdspil overhovedet. Holdene dannedes af de sagnomspundne udvælgelsesrunder, hvor de to stærkeste spillere skiftedes til at vælge deltagere til deres respektive hold, og jeg blev hver gang valgt som den anden- eller tredjesidste. Måske var der nogle, der vitterligt var ringere end mig, måske var det en slags kammeratlig medlidenhedsgerning at udfri mig fra ydmygelsen ved at være den aller sidste. Jeg var god til de boglige fag, holdt nogle gode, sjove og velorganiserede børnefødselsdage, og havde derved en vis status i klassen, som måske kom mig til gode i denne situation. For på banen var min indsats ikke mindeværdig. Basketbolden var kæmpestor, stenhård og svær at bakse op i kurven, og i rundbold, som ellers betragtes som et nemt og uskyldigt spil, var jeg ude af stand til at ramme bolden med boldbrættet eller køllen – måske kunne jeg til nød slå den ned i gulvet eller banen lige foran mig, så det i hvert fald ikke blev en ”griber” – og jeg turde ikke tage chancen og spæne afsted, hvis der var risiko for at jeg ikke nåede hen til næste helle. Kun hvis bolden fløj sindssygt langt afsted, og alle de andre også bekvemt kunne nå i mål, løb jeg med. Heller ingen solopræstationer her. Vi lærte ikke håndbold i idrætsundervisningen, men flere af mine kammerater spillede håndbold, og i et – desværre mislykket – forsøg på både at få succes med en sportsgren og blive en del af en gruppe, meldte jeg mig til træning, men måtte efter kort tid opgive, da jeg opdagede, både hvor bange jeg var for den lille, hårde bold, der blev kylet imod mig med langt større kraft, end jeg havde forestillet mig, og hvor svært det var at koordinere kroppens bevægelser i et springende kast mod mål. Det gjorde jeg kun i den målrettede springtræning, for naturligvis var jeg aldrig i nærheden af at skyde på mål i en kamp, og jeg tog afsæt på det forkerte ben og mindedes min endnu tidligere barndoms vanskeligheder med at koordinere højre og venstre hånd i klaverspil – som jeg også måtte opgive. Gad vide om der i sådanne situationer anlægges et begyndende kritisk syn på egen krop og dens formåen. 

Da jeg kom på gymnasiet – det nu hedengangne Holte Gymnasium – mødte jeg en helt anden idrætspædagogik. Gymnasiet var kendt for sin musiklinje og har fostret adskillige, professionelle musikere. Stort set alle begivenheder på gymnasiet var ledsaget af især klassisk musik på højt niveau, spillet af eleverne, og der var flere årlige koncerter, som aftvang enorm respekt. Det klassiske musikmiljø er vistnok i høj grad præget af enorm konkurrence og præstationsangst, som ikke lader sportens verden noget efter, men idrættens område var vidunderligt fritaget for konkurrence og fokus på individuelle præstationer. Det vigtigste var, at man fandt glæde ved fysisk aktivitet på et eller flere områder. Vi blev præsenteret for forskellige idrætslige discipliner, og hvis man var dårlig til én eller bange for den, kunne man vælge noget andet. Dér blev grunden lagt til min glæde ved stille jogging i skoven. Der var opstillet store trampoliner i gymnastiksalen, og vi blev instrueret i forskellige spring. Ikke overraskende for mig selv, havde jeg det bedst med – som eneste aktør på trampolinen – at hoppe forsigtigt op og ned. Når en anden betrådte trampolinen, eller vi skulle lande på numsen eller alle fire, blev jeg forskrækket, slog mig eller følte, at jeg var ved at blive kastet ud over kanten. En god klassekammerat havde det på samme måde. Vi spurgte, om vi i stedet måtte løbe en tur i skoven, og fik et begejstret ja som svar. Det tilskyndede os til faktisk at løbe og ikke sætte os på en træstamme og snakke. Vi forstod både pædagogikken og den tillid, der blev vist os.  Sidenhen har jeg set mig selv som ”sådan én der løber”, ”sådan én der cykle”, ”sådan én der svømmer”, ”sådan én der laver yoga”. Jeg har lært, at det er i orden, vigtigt og nødvendigt at lytte til sin krop, sin angst og sin glæde. Så åbner døren sig for at bruge kroppen og blive gode venner med den.

Jeg er inspireret af den danske filosof Martinus, der bl.a. har beskrevet samspillet mellem krop og sjæl. Kroppen og dens fysiske udseende og præstationsevne er ikke målet i sig selv, men den er vores livsoplevelsesredskab, og derfor vigtig at holde af og passe godt på. Det gør man ved at leve sundt på alle planer (og dem er der mange af), herunder dyrke idræt med et mådehold, der kan betegnes som kropspleje, d.v.s. vedligeholde og styrke kroppen så den uden ubehag kan bære vores bevidsthed, lige til vi forlader det fysiske plan. Vores krop er aller mest sund, når vi nærmest ikke kan mærke den – selv med alle sanser skærpet.