Det første barn

I går blev jeg færdig med Olga Ravns ”Mit arbejde”. Jeg fløj igennem den på trods af en vanskelig og vankelmodig start. Det er en kompliceret bog – efter min smag unødigt kompliceret, fordi den veksler forvirrende mellem forskellige fortællepositioner, tider og genrer. Jeg bliver ikke begejstret og nysgerrig af den slags benspænd, snarere irriteret. Nok min fejl, for den har jo fået fantastiske anmeldelser. Og den er faktisk rigtig god, trods alt. Den tog et hårdt greb om mit hjerte, min mave, mine egne kropslige og følelsesmæssige erindringer om at blive mor, og så min helt aktuelle anspændte omsorg for min datter, der begge skal nedkomme midt i maj. Jeg har lige slettet tilføjelsen ”og min bonusdatter”, der også skal nedkomme medio maj. En skøn unge kvinde, jeg har kendt siden hun var 5 år, og som jeg knytter stadigt tættere bånd til. Men når det handler om moderskab, bliver vi som dyr igen, så er det blod, slægt og instinkter, der midlertidigt driver os – uskønt, primitivt, selektivt, så langt fra alkærligheden man kan komme. Ikke noget at være stolt over, men noget man måske kan studere i strakt arm som et interessant fænomen. Den dyriske kamp for egen og barnets overlevelse, både fysisk og mentalt, er det, der slår mig mest ved min læsning af Olga Ravns bog.

Da jeg blev bedstemor for første gang den 8. august 2012, faldt der ligesom en bombe ned i mit liv og rev det midlertidigt fra hinanden i følelser, der ikke kunne finde hinanden, men rumsterede rund i mit indre og satte mig i en form for alarmberedskab. Jeg havde spejlet min datters graviditet i min egen og troede, at jeg var fint og erfarent på omgangshøjde med min nye, kommende rolle som mormor. Og alligevel blev jeg slået omkuld af en følelse af nødvendighed i forhold til at stå opmærksomt vagt om datter og barnebarn. Jeg så ikke en specifik opgave for mig, jeg skulle bare være beredt. Jeg skar mine aktiviteter ind til benet og droppede f.eks. i en længere periode mine to ugentlige træningssessioner i fitness centret. Jeg vidste ikke hvorfor, jeg iagttog det bare. Som når man er bekymret for noget og frysende og anspændt pakker sig ind og kryber sammen i sofahjørnet – så er et venligt forslag om en rask gåtur bare no go. Man kan nærmest ikke bevæge sig. Chokket klingede af, og jeg fandt mig til rette i min nye rolle, mens jeg med lettelse konstaterede, at min datter er et naturtalent som mor, nød rollen og bare surfede afslappet og intuitivt afsted på moderskabets bølger.

I mellemtiden er der kommet en lillesøster, og nu kommer der endnu én. Jeg er begyndt at forberede mig, og det handler blandt andet om at være klar til at passe de to storesøstre, mens mor føder og far hjælper til. Jeg er beæret over at blive valgt til denne betroede rolle, som man nok skal være mormor for at få tildelt. Det glæder jeg mig til, og det skal nok gå. Men forberedelsen handler også om at tøjle den ydmyghed overfor livets skrøbelighed, som usvigeligt sikkert kommer med alderen, og som den yngre generation ikke kan bruge til noget som helst. Den er bare i vejen. Jeg fornemmer, at der er drøn på fødeafdelingerne, at ressourcerne er knappe, og at barselspleje og -omsorg ikke er noget, der ruttes med i vore dages fødsler.

Min beredthed driver tankerne tilbage til min egen første nedkomst for snart 40 år siden.

Hvis du lægger en nyfødt, en hundehvalp eller blot en blød bamse i armene på en gammel kvinde, begynder hun instinktivt at vugge det lille væsen. Og hvis du spørger hende, hvad hun kan huske om sine egne børnefødsler, vil der trænge erindringer igennem tågerne, og hun vel begynde at berette. Så stærkt er de indprentet i sindet. Ind imellem kan jeg længes efter, at nogen spørger til oplevelsen af mine børns fødsel, fordi de fylder så meget i erindringen, at det kan føles som en lettelse af overtrykket at få lov til at fortælle. Min barndomsveninde var gravid med sit første barn nogenlunde samtidigt med, at jeg ventede mit andet barn, min datter. Hun var et par måneder længere henne end mig. Jeg ville ikke trænge mig på med uopfordrede beretninger om mine erfaringer fra min første graviditet og fødsel, og til min store frustration var hun ikke interesseret i at høre noget som helst. Hun spurgte ikke, ville gøre sig sine egne erfaringer. Det måtte jeg respektere, men det føltes næsten som usøsterlig tortur ikke at få lov til at åbne bare en lille smule op for posen.

Jeg blev som 23-årig uplanlagt gravid med min søn. Jeg var lige blevet gift med hans far, der skulle læse en Ph.d. i Paris, så både graviditet og fødsel fandt sted dér. Jeg havde ingen anelse om, hvordan man blev behandlet som gravid og fødende i Danmark, så jeg havde intet at sammenligne med, men jeg følte mig i absolut gode, professionelle hænder undervejs i hele processen i Paris. Der var utallige undersøgelser hos jordemoder og læge, og der blev ført minutiøse protokoller med alle data. Jeg blev tilmed booket til en såkaldt ekkografi – en scanning – som man dengang endnu ikke brugte i Danmark. Det foregik på en privat klinik, og jeg havde fået besked på forinden at drikke to liter vand, så blæren var fuld, hvilket gav et bedre scanningsbillede. Venteværelset var fuld af gravide kvinder, der alle kæmpede med at holde de to liter indenbords, og da jeg til sidst måtte bede om lov til at tisse en lille smule, blev jeg bevilget nogle få dråber og formanet om, at hvis jeg ikke kunne holde igen, ville jeg måske have gået forgæves, fordi billederne ville blive dårlige. Når blæren er fyldt til bristepunktet, er det simpelthen meget svært at holde igen, man må bare befriet give los, lige indtil man er i stand til at stramme omkring strålen og beholde resten i blæren. Billederne blev efter sigen gode, men helt tågede og udflydende for mit blik. Jeg kunne dårligt se, det var et foster. Og der var slet ikke mulighed for at konstatere kønnet. I vore dage er det jo en lidt hippieagtig modeting ikke at ville kende sit barns køn på forhånd, men jeg anede det ikke, før min søn kom ud.

Jeg gik til gratis fødselsforberedelse på hospitalet og trænede vejrtrækning og presseveer med en gruppe kvinder, hvoraf flere havde indvandrebaggrund. Jeg pressede ihærdigt blodet helt op i hovedet på mig selv, hvorefter jordemoderen mindede mig om, at barnet ikke skulle ud af munden på mig, så jeg skulle fokusere på at presse nedad. Hun belærte også indvandrerkvinderne, hvoraf flere havde adskillige døtre og nu ængsteligt håbede på omsider at få den længe ønskede søn, om, at det kromosom, der afgør barnets køn, kommer fra faderen – det kunne de jo fortælle der hjemme. Og at børnene efter den femte fødsel ville blive gradvist mindre, fordi kroppen ikke længere havde energi til at ”bage” en stor og fuldfed baby.

Det var en typisk, mellemlang førstegangsfødsel på et halvt døgns tid. Min unge, stærke, stramme krop var ikke meget for at lade mit barn slippe ud, så jeg fik vestimulerende drop og mærkede for første gang i mit liv en smarte uden sidestykke. En smerte alle fødende kvinder kender. Min søn kom ud med navlestrengen snoet tre gange omkring halsen. Jeg hørte det og kan huske det, fordi det borede sig ind i mig som noget potentielt alvorligt, men jordemoderen så ubekymret ud, viklede ham fri og placerede ham på mit bryst, hvor jeg prøvende og forsigtigt lagde mine arme om ham for første gang. 

Min søn blev vejet, målt, gjort i stand og klædt i en lyseblå sparkedragt og derefter lagt i en lille varmekasse af plexiglas, hvor jeg kunne ligge og kigge på ham, mens jeg selv blev syet og kom lidt til hægterne.

De følgende dage fik jeg en pleje og omsorg, som jeg kan se var langt over den standard, man i dag tilbyder barslende kvinder, i hvert fald i Danmark. Jeg blev installeret på en enestue og fik tilbudt at lade min søn sove under overvågning af personalet, så jeg kunne få en nats søvn. Om morgenen efter den første nat, trådte der en hel lille hær af personale ind på stuen og gik i gang med at sengebade mig nænsomt og se efter, at alt var, som det skulle være. De skiftede min søn på sengen og forberedte mig på synet af mercomium, den første sorte klistrede afføring, som har samlet sig i barnets tarm under graviditeten. Jeg fik serveret tre glimrende måltider på stuen om dagen, og en fysioterapeut kom og instruerede mig i diverse nyttige øvelser. Jeg fik gang i amningen og havde venlige mennesker omkring mig hele tiden. Jeg havde intet at sammenligne med men oplevede stor ro og tryghed. Da jeg blev udskrevet efter en uges tid, følte jeg, at jeg var begyndt at kende min søn, og at vi nok skulle finde rytmen sammen der hjemme.

Vi havde ingen barnevogn eller andet kostbart udstyr, bare det aller mest nødvendige, hvilket faktisk ikke er ret meget i de første par måneder. Vi havde lært et par franske familier at kende, og den ene – et ungt par på vores egen alder med et enkelt barn – gav os brugt tøj og en bæresele fra deres egen lille søn, og den anden – en familie med fem voksne børn, en far på pension og en myndig mor, der stadig arbejdede som socialrådgiver – lånte os en lænestol, så jeg kunne sidde og amme i en behagelig stilling. Jeg gik ture med min søn i bæreselen på maven og armene omkring ham, og vi nød nærheden til hinanden. Jeg ammede ham, mens vi kiggede på hinanden – jeg ind i hans mørkebrune øjne, og han ind i mine grågrønne.

Efter et par måneder rejste jeg hjem fra Paris med vores søn, og hans far fulgte efter nogle uger senere, da han havde afsluttet sin Ph.d. på universitetet. Jeg gjorde mit indtog i det danske sundhedsvæsen med en nyfødt, og oplevede det som trygt og kompetent. Måske endda lidt faderligt, da jeg ved mit første besøg hos en ældre, mandlig praktiserende læge, som tilså både min søn og mig, beklagede mig lidt over de markante strækmærker, jeg havde fået hen over maven, og som gjorde sammentrækning af huden noget ineffektiv. Han kiggede både på strækmærkerne og drengen og sagde ”men han har vel været det hele værd, ikke?”