Hvorfor gør vi alt det forkerte?

Mon ikke vi alle sammen kan huske en episode fra vores barndom, hvor vi uvidende, men ikke desto mindre med følelsen af at være overlegent stærke, har råbt bøh til en kanariefugl i bur, har spærret de skrækslagent zig-zaggende myrer vejen frem, eller lige lovligt længe har forhindret en springende kat i at få fat i det stykke papir, vi svirpede den om snuden med? – hvorefter en voksen formanende har stoppet legen med beskeden om, at ”man må ikke drille dyrene!”. Det må man nemlig ikke, for det ender galt. Dyrene er drevet af primitive instinkter, de reflekterer ikke og forstår ikke perfid humor.

Det kom jeg til at tænke på, da jeg for nyligt hørte Leif Davidsen genfortælle en passage fra Vladimir Putins få år gamle erindringer. Han skulle efter sigende engang som dreng have leget med en rotte i en kælder i sin barndoms fattige Leningrad. Han pressede drillende rotten op i et hjørne, hvorfra den til sidst ikke kunne slippe ud, og da sprang rotten i desperation på den lille Vladimir, så han med rotten dinglende fra benet måtte løbe op til sin mor efter hjælp.

Uden at undskylde sammenligningen, for Putin bruger den jo selv, kan man godt genkende ham som den rasende, truede rotte, der bider fra sig – som et primitivt og farligt dyr, man ikke skal drille.

Efter igennem længere tid at have opført sig truende langs grænserne til Ukraine og stillet umiddelbart uopfyldelige krav til det store, ubestemmelige ”Vesten”, skred Rusland som bekendt slet og ret til territorial angrebskrig mod Ukraine og har skabt uro, nervøsitet og oprustning i Europa, herunder i Danmark.

Det er naturligvis politisk, intellektuelt og menneskeligt nødvendigt – åbenbart fuldstændigt i modstrid med både vores stats- og udenrigsministres synspunkt – at forsøge at sætte sig ind i Ruslands geopolitiske interesser, landets psykologi som falden stormagt og dets følelse af at have mistet vigtige dele af moderlandet.

Konsekvensen af den indsigt, som forsøget måske ville give, kunne være at træde et skridt tilbage i sin (berettigede) harme og fordømmelse, gyde olie på vandende og indse, at Rusland er et såret rovdyr, der ikke tåler at blive tirret og udfordret. Det skal af hensyn til verdensfreden og alles chancer for overlevelse håndteres med moderation og diplomatisk indsigt, og omverdenen må som konsekvens leve med at blive udsat for og være vidne til utåleligt, primitiv regeringsledelse. Men den stamina har Vesten næppe.

Dårligt havde støvet lagt sig efter Murens og det sovjetiske imperiums fald, før vi i Vesten respektløst og hoverende fremhævede vores demokrati og frihed som den eneste rigtige måde at indrette sig på, og som andre lande burde kopiere 1:1 snarest muligt. Selvfølgelig hylder vi taknemmeligt vores demokrati og frihed, som mange lande i verden med god grund beundrer og misunder os, og som sender mennesker på flugt i vores retning for at få del i, men var det nødvendigt at håne og hovere så skamløst?

Det er svært at forstå Ruslands offensiv som andet end en vågnende, urealistisk drøm om tilbagevenden til fordums storhed, der til gengæld er stærk nok til at kunne udløse en fuldbyrdet katastrofe på europæisk, og måske også amerikansk, jord.

Kan Putin tales til ro og fornuft og opgive sit forehavende? Næppe. Vesten opruster med en hast og målrettethed, som om vi omsider kan udløse en længe opsparet trang til at spille med de militære muskler. At se fem danske partiledere stille op på rad og række både her hjemme og senere i Baltikum for i en svært kontrollerbar glædesrus – man fristes til at sige blodrus – der tilsyneladende næsten gjorde det svært for dem at være i deres egen krop, at proklamere lille Danmarks forsvars- og kampvilje, er både latterligt, bekymrende og farligt. Endnu mere urovækkende – ja, efterhånden angstprovokerende – er det at opleve et stort set samlet Vesten, inkl. USA, forsyne Ukraine med næsten uanede mængder af våben. Enhver kan vel se, at det udefra betragtet må se ud som om, NATO nu de facto har involveret sig i krigen med Rusland. Er vi fuldstændigt vanvittige?

Så indgyder det mere respekt at se et billede af de svenske og finske statsministre Magdalena Andersson og Sanna Marin i dyb, alvorlig og eftertænksom samtale om betimeligheden af de to landes indlemmelse i NATO. Det ender det måske med, men jeg digter mig til, at de har en dyrekøbt, intuitiv fornemmelse af, at man skal vare sig for at tirre et såret rovdyr. Snarere berolige det.

Hvad kan det beroliges med? En større eller mindre sejr i Ukraine som vi må leve med, hvor nødigt vi end vil. Og så må vi bagefter hjælpe både med genopbygning af Ukraine og retablering af fornuftigt handelssamkvem med Rusland – for Vesten havde vel ikke forestillet sig, at vores sanktioner ville føre til, at Rusland simpelthen forsvandt fra Jordens overflade?

Enigheden og sammenholdet i Vesten er uden sidestykke, og hvor den måske betrygger nogle og indgyder mod til og håb om, at vi nu omsider – igen – kan vinde over det utopisk genopstandende, storrussiske rige, så er jeg dybt foruroliget og fornemmer intuitivt, at det her går helt galt på et tidspunkt. Hvor langt dette ligger ude i fremtiden er det naturligvis svært at gisne om.

Det er vel ikke utænkeligt, at Vestens sammenhold og enorme leverancer af våben til Ukraine, og Ruslands formentlige umiddelbare ulyst til ved første, lurende afmægtige raserianfald at gribe til atomvåben og dermed selv gå ned med mus og mand, kan føre til en længerevarende våbenhvile eller skrøbelig fred, baseret på sejren over og annekteringen af en vis del af Ukraine. På den korte bane.

Men på den mellemlange bane vil Putin ikke kunne leve med denne halve sejr og umiskendelige ydmygelse – igen. Han vil komme tilbage, og næste gang bliver det med en kampvilje, slagstyrke og vikingeagtig tro på, at det er ærefuldt og nødvendigt at gå i døden for sine principper. Og gerne trække andre med sig ned. 

Det han vil trække med sig ned vil ikke blot være det til den tid endegyldigt slagne storrussiske fatamorgana. Det vil også være de dele af Vestens endnu ufuldkomne, såkaldt liberale, demokratiske og frie verden, der bygger på mammon, magt, militær og materielle værdier. Og det er måske den kosmiske, spirituelle pointe i alt det skræmmende, der for tiden sker lige for øjnene af os: Vi må komme til selvoplevet erkendelse af, at disse byggesten er et ubrugeligt fundament for den verden af kærlighed, lighed og fred, som vi så inderligt længes efter.

På den lange bane vil den verden blive til virkelighed, for frøene ligger i vores vestlige sfære lige under overfladen er og er klar til spire og vokse op, så snart solen kan bryde varmende og livgivende igennem krigsrøgen. Heri tror jeg vores højt udviklede vestlige samfunds fremtidige opgave ligger: at være den ægte ledestjerne og inspiration for udvikling af en fredelig verden med plads, kompetencer og vilje til at skabe livslykke for alle mennesker på Jorden – men baseret på andre værdier end dem, der i dag er de herskende, også i vores vestlige lykkelande.