Kære Onkel Werner
Der er vist ikke mange små drengebørn, der navngives Werner i dag – du hedder endda Werner Rudolph. Når jeg kigger på navneskiltene i børnebørnenes daginstitutioner, er der ganske vist rigtigt mange genopdukne, gamle danske navne, samt masser af nye, som vidner om stor multietnicitet – men Werner er jeg endnu ikke stødt på. Ej heller Rudolph, som vi aldrig har kaldt dig, og som både børn og børnebørn udelukkende forbinder med ”Rudolf med den røde tud”. Måske stammer det fra din svenske far, men jeg ved det ikke, og fik aldrig spurgt dig. For mig har du altid været Onkel Werner, en uadskillelig ordsammensætning, et begreb, der gjorde det svært at fornemme ”Werner” som dit navn. Du havde en kæmpestor familie, og min søster og jeg har ofte mødt andre af dine niecer, som naturligvis også kaldte dig Onkel Werner, hvilket vi som børn fornemmede som en uvenlig indtrængen på vores domæne, og et overgreb mod vores ganske særlige forhold til dig. Der kunne da ikke være andre, der tillod sig den frihed at kalde dig Onkel Werner. End ikke dem du endda var kødeligt forbundet med gennem dine mange søstre og brødre – vi var kun dine niecer gennem moster, din højt elskede hustru gennem 72 år. Men det havde vi ingen forståelse for – de skulle bare ikke nærme sig vores territorium, vores Onkel Werner.
Du er her ikke mere. Du døde på Dronnings Margrethes fødselsdag den 16. april 2020, 97 år gammel. Jeg har længe vidst, at jeg ville skrive et brev til dig, men jeg har villet vente, til moster ikke levede længere. Det satte mig mere fri til at skrive uden at føle mig forpligtet til at checke mine erindringer om dig med hende. Nu er hun her heller ikke mere. Hun døde den 18. august i år, 101 år gammel. Nu er I genforenet i den åndelige verden, og det var alt, hun ventede på med uendelig stor længsel. Hvis ikke du vidste det i forvejen, hvad du selvfølgelig gjorde med knivskarp erkendelse, var du hendes livs store kærlighed, og hun var både dybt forbundet med og dybt afhængig af dig. Nok om moster, hun skal nok høre fra mig, når hendes død er kommet på så lang afstand, at jeg kan skrive et brev til hende.
Jeg har gået rundt om dette brev til dig i lang tid. Jeg kastede mig ikke over det ved først givne lejlighed. Hvorfor mon? Du er en mastodont i mit liv og i min erindring. En autoritet, et geni, en uomgængelig overdommer i enhver henseende – én man tilgår med aller største respekt og forsigtighed. Du er også et forbillede, en kreativ, sjov, vidende og spændende onkel. Jeg ville så gerne skrive ”kærlig og generøs”, men det er bare ikke de ord, der presser sig på som de første. Måske kommer de senere. Hvis de skal med nu, er det af høflighedsgrunde, og fordi du selvfølgelig også var både kærlig og generøs – men bare ikke som det, der kendetegnede dig mest i forhold til mig. Og alligevel er der opstået et stort hul og et stort savn efter dig, som jeg ofte cirkler omkring i mine tanker. Du var lidt gådefuld, magisk og ophøjet – men hvordan blev du egentlig det? Var det en piedestal, andre satte dig op på, eller havde du så markant en personlighed, så klare værdier og så voldsom en gennemslagskraft, at det skete helt af sig selv? Begge dele naturligvis.
Du var en systematisk og meget detaljeorienteret mand, der efterlod sig en komplet samling små lommebøger med dagbogsnotater fra hver eneste dag igennem hele dit voksne liv. Dem har vi omhyggeligt og efter dit ønske destrueret ulæst, så dem behøver jeg heldigvis ikke konsultere for at skrive dette brev. Du har også efterladt dig en stor samling flotte og grafisk gennemarbejdede fotoscrapbøger, der dokumenterer dit og mosters liv. Dem har jeg endnu til gode at kigge igennem. I dine 80’ere skrev du sågar din familiekrønike, og for at fuldende dit dokumentariske livsværk har du udarbejdet en såkaldt Svanemappe, som jeg til gengæld, efter først din og siden moster død, ofte blader lidt febrilsk i for at sikre, at jeg ikke begår fejl. Det kunne man nemt komme til efter dine standarder.
Svanemappen henviser til et motiv af et smukt glidende, svagt flirtende svanepar, på en sø med vajende siv i kanten, som prydede invitationen til jeres bryllup i 1948. Og som om du allerede dengang kunne skimte helt frem til enden på jeres lykkelige samliv, lavede du en omfattende mappe med oplysninger og instrukser, som skulle finde anvendelse i forbindelse med jeres respektive ”svanesang”. Derfor genbrugte jeg, tro mod idéen, motivet på sanghæfterne til jeres begravelser. Ud over diverse personlige dokumenter, testamente og andre nyttige informationer til brug for bobehandling og begravelse, har du udfærdiget en omfattende liste over indbo med en historie, som du syntes, det var vigtigt, at vi kendte. Og næsten alt har en historie. Det var sjovt og anekdotisk at læse igennem første gang, men efterhånden blev det også en kogebog, en brugsanvisning, en instruktion, som jeg har følt det meget vigtigt at efterleve. Til sidst er det ikke helt så sjovt længere. Jeg var bange for at kaste vrag på dine kæreste ejendele, hvis jeg ikke selv faldt for dem med samme entusiasme som dig. Blandt de mange ting, du beskriver i Svanemappen, er der en lille, uglaseret tepotte af keramik, som stod i vindueskarmen i jeres lejlighed. Den er ret undsélig og havde tilmed en revne, som gjorde, at den ikke længere kunne bruges som tepotte. Men du var med dit skarpe blik og sans for design begejstret for dens smukke form, hvilket du gjorde opmærksom på i Svanemappen. Det kunne jeg godt se, men jeg synes ikke rigtigt, jeg havde lyst og plads til netop den. Det har jeg ikke fortrudt, men jeg har haft dårlig samvittighed.
Moster blev enke og efterladt alene tilbage efter din død. Det var hun stærkt utilfreds med, ikke mindst fordi du altid har været hendes livs utrættelige klippe, støtte, hjælper og trøst. Det vidste jeg godt, og derfor sagde jeg til dig på dit dødsleje på Bispebjerg Hospital, at ”vi skal nok passe godt på moster”. Du så på mig og sagde med umisforståelig tydelighed: ”Det er meget vigtigt!”. Jeg tror, du var aldeles klar over, hvilken stor opgave jeg dermed påtog mig, og jeg vidste, at du forventede, at vi gjorde vores allerbedste for at leve op til dine meget høje standarder. Det viste sig at blive svært for os, fordi moster var én blandt flere – herunder ægtemænd, børn og børnebørn – som vi også skulle tage vare på, og derfor har jeg tit sendt dig en frygtsom tanke og spurgt ”synes du, vi gør det godt nok?”. Og jeg synes, jeg kunne ane dit smukke ansigt, din dybe stemme, dit lidt uudgrundelige smil og din store ærlighed, når du svarede mig ”nej, det synes jeg faktisk ikke”.
Med alt det materiale, du har efterladt dig, ville jeg kunne skrive din biografi, men det er ikke mit ærinde. Det er ene og alene at fortælle dig, hvordan jeg husker dig, og hvad du har betydet for mig.
Din biografi ville bestemt ikke være uinteressant, for du tilhører en generation, som har oplevet en fuldstændig uhørt forceret udvikling. Du blev født den 8. august 1922 som næstyngste barn i en flok på 9. Der var en ret stor aldersspredning imellem jer, og måske var de ældste allerede flyttet hjemmefra, da du kom til, for I boede i en lille lejlighed i Arendalsgade på Amager, hvor skrønen om, at de mindste måtte sove i udtrukne kommodeskuffer vistnok var sand nok i din familie. Din far var svensker men kom til København, hvor han arbejdede som sporvognskonduktør, i begyndelsen for hestetrukne sporvogne.
Du har altid omtalt din store familie med den aller største varme, og du lagde mange kræfter i at holde kontakt med alle, invitere til sammenkomster og hjælpe, hvor det var nødvendigt, både økonomisk og praktisk. Du var ikke en mønsterbryder i klassisk forstand. Alle søskende var godt begavet og byggede deres karrierer op gradvist fra bunden. Det gælder dog ikke pigerne, som der ikke blev ofret uddannelse på, og som måtte hægte sig på ufaglært arbejde, og siden en ægtemand. Du havde et særligt stort hjerte for én af dine søstre, som aldrig havde heldet med sig i kærlighedslivet, og som derfor fik den byrdefulde opgave at passe sine gamle forældre – mere end de andre søskende i hvert fald. Du havde et skarpt blik for, at livet ikke havde været nemt for hende, og du gjorde alt, hvad du kunne for at hjælpe hende hele vejen igennem, lige indtil hun døde på et plejehjem.
Du havde en særlig status i søskendeflokken, som nok skyldtes din stærke karisma, dine ufravigelige værdier, din humor og kreativitet, din selvsikkerhed – toppet op med et særdeles fordelagtigt udseende. Du var simpelthen en smuk mand, og det åbner mange døre både konkret og mentalt. Skønheden boede især i dit ansigt og dit smil, for du var ret firskåren og havde tendens til overvægt. Faktisk brød du dig ikke om din krop, og jeg har aldrig set dig gå i vandet eller være lettere påklædt end i et par nydelige herreshorts, der dog ikke formåede at skjule din omfattende livvidde. Måske var dét et af dine svage punkter, som bed i din selvtillid og gjorde dig kropsligt blufærdig. Du var altid ulasteligt klædt i tøj af høj kvalitet og havde helt ufravigelige idéer om, hvad der klædte dig. Jeg var engang på en længere tjenesterejse til Kina og købte gaver med hjem til hele familien. Til dig havde jeg valgt et silkeslips i brunlige nuancer. Du var forlegen ved at pakke det op, for du ville hellere være giver end modtager, men da slipset dukkede frem af indpakningen, kiggede du på det og sagde ”tak, det var sødt af dig, men brun er ikke min farve, så der er sikkert en anden, der kan få mere glæde af det”, og så rakte du mig det tilbage over bordet. Ærlighed er grundlæggende en god ting, men man skal ikke rutte med den for enhver pris. Jeg blev ked af det og skamfuld over at få gaven tilbage.
Jeg forbinder dig meget med kontrol og check på tingene. I dit karrierejob som underdirektør på Berlingske Tidende, udviklede du idéer til mange store arrangementer. Du var arkitekt bag Eremitageløbet (som du aldrig kunne drømme om selv at deltage i), og Berlingske Tidendes Musikkonkurrence, som i mange år var en skelsættende begivenhed for unge, danske musiktalenter, var også din idé. Her var du mere på hjemmebane med din kærlighed til og store viden om klassisk musik. Du var en eminent god organisator, og intet var overladt til tilfældighederne. Du har uden tvivl lagt enormt mange kræfter i detaljerne, men alting fremstod altid smooth og naturligt glidende. Du har været en forrygende klog og sjov toastmaster til utallige fester, både private og professionelle, og du har skrevet et utal af sange, som altid – altid – var morsomme, og hvor versefødderne med sikkerhed sad lige i skabet. Derfor blev du ethvert selskabs naturlige midtpunkt, som al opmærksomhed blev rettet imod.
Min søster og jeg kom engang af ”kærlig vanvare” til at udfordre dit behov for absolut kontrol. Til jeres guldbryllupsfest havde vi hyret en harpespiller, der som supplement til den hyggepianist, du selv havde entreret med, skulle komme og spille et par klassiske musikstykker, som vi tænkte var ufarlige og ville falde i din smag. Det ville de måske også have gjort, hvis det overhovedet var kommet så vidt, men i respekt for din afsky for at blive overrasket, havde vi på forhånd fortalt dig om det, hvortil du svarede, at det kunne vi godt aflyse. Det var der ikke brug for.
Når du havde situationen i din hule hånd, var du til gengæld fantastisk selskab, og vi elskede som børn at være sammen med dig. Du kunne trylle cigaretter, som du røg mange af, ud af næsen eller ørerne, få mønter til at forsvinde og dukke op de særeste steder, du kunne sige som et lille dyr, der piber, og du kunne tegne hvad som helst med stor sikkerhed. Til gengæld kan jeg ikke huske, at du nogen sinde, da jeg var lille, har taget mig på skødet, trøstet mig, læst en historie for mig, eller sat rammen for et roligt og kærligt samvær. Det skulle helst være sjovt, lærerigt og underholdende – og måske en lille smule skræmmende, så man ikke skulle være i tvivl om, hvem der svingede taktstokken. Du kunne godt finde på at kilde mig eller trække mig i håret, og ingen af delene kunne jeg lide. Når du legede med vores hund – en lille, fredelig sølvpuddel – kildede og tirrede du også ham, lige indtil han knurrede og måske snappede ud efter dig. Så blev du vred på ham. Du sagde ind imellem, at du ikke brød dig om sådan nogle små hunde. Hvis du en dag skulle have en hund, skulle det være en stor én, som du kunne dressere og træne til absolut lydighed. Godt at vores elskede hund ikke forstod det.
Du og moster fik aldrig børn sammen. Moster gennemgik en kræftoperation som 20-årig, og derefter kunne hun ikke få børn. Det var en livslang sorg for hende, men jeg ved egentlig ikke, hvor stort et tab det var for dig. I skabte jer et liv med arbejde, selskabelighed og rejser, som jeg tror i vidt omfang – for dit vedkommende – kompenserede for de manglende børn. Men du var fuldstændig klar over mosters sorg, og det resulterede i en livslang forkælelse og puslen omkring hende. Det hævede dig også op på en piedestal i mormor og morfars øjne. De så det som en stor generøsitet, som de var evigt taknemmelige for, at du ville gifte dig med deres ældste datter, vel vidende, at I ikke kunne få børn. Hver gang vi var til de højt elskede familiemiddage hos mormor og morfar, satte de dig konsekvent for bordenden, på hæderspladsen. Heldigvis var far fuldstændigt afslappet i forhold til den slags, og jeg tror, at han forstod baggrunden.
Mon du var klar over, at du havde den stjernestatus, uanset hvor du viste dig? Var du bevidst om din egen karisma og indflydelse på dine omgivelser? Vidste du, at du overskyggede moster i en grad, så hun midt i sin egen dybe betagelse, kærlighed og afhængighed følte, at hun selv kun blev et ubetydeligt vedhæng til dig og ikke var noget særligt i egen ret? At det ikke altid var sjovt for hende at opleve andre kvinders betagelse af dig, og endeløse bemærkninger om din charme, dygtighed og personlighed? Jeg tror, du vidste det – du kunne næppe undgå at bemærke det – men jeg tror ikke, du søgte det, det var bare sådan, det var. Du passede utroligt godt på moster og ville aldrig kunne svigte eller såre hende bevidst, men derfor kunne din ”storhed” godt gøre ondt på hende ind imellem.
Din professionelle karriere kom til at handle om medier og reklame, men dine interesser og evner rakte vidt. Du interesserede dig levende for godt håndværk, arkitektur, design, musik og billedkunst. Du var faktisk en ferm snedker, og sagde engang, at du måske godt kunne have forestillet dig at gå den vej – eller måske være blevet arkitekt. Du kunne sidde i den dybeste ro i lang tid og blot iagttage et eller andet, der fangede dit blik, ofte noget med former, farver og harmonier tror jeg. Jeg fornemmede, at du var godt til at være fuldt til stede og virkelig nyde det, der optog dig. Du lyttede til klassisk musik, fra du var ganske ung, og din pladesamling begyndte med 78’ere i lak. Du gik til torsdagskoncerter, fra de blev opfundet, og blev efterhånden en stor musikkender. Jeg tror, du drømte om selv at spille klaver, og du havde nok en forestilling om, at din passion for musikken ville få den til at flyde automatisk ud af dine fingre. I hvert fald købte du i en moden alder et klaver, som du satte dig ved for nærmest at improvisere den musik ud, som dit sind var fyldt af, men du kunne ikke læse noder, gik ikke til undervisning, og fandt hurtigt ud af, at det var meget sværere, end du havde regnet med. Det var måske en skuffelse, som du med din perfektionstrang – og måske også store tillid til egne evner – havde lidt svært ved at rumme, så klaveret forærede du til min søster. Ude af øje, ude af sind.
Du var en meget habil tegner og havde livet igennem ambitioner om at male. Du begik et par fine ungdomsværker, som hang i jeres hjem, og da du gik på pension, ville du gøre noget mere ved det og anskaffede dig malergrej. Men også her måtte du sande, at lyst, inspiration og et moderat stort talent ikke er nok, så du opgav det ret hurtigt. Jeg ved egentlig ikke, om disse to erfaringer udgjorde egentlige skuffelser, eller om du blot inkasserede dem med accept af realiteterne. Du var ingen drømmer – egentlig ret nøgtern.
Min søster og jeg elskede at besøge og overnatte hos jer i Holte. Vi kom fra et absolut pænt og ordentligt hjem, men vi kunne godt se, at hos jer herskede der en anden æstetik og sans for detaljen. Det var ikke et ”fint” hjem, hvor man hele tiden skulle passe på alt muligt. Der var plads til os, men jeg husker tydeligt fornemmelsen af at iagttage et hjem mere end blot at være i det. Det var ikke så tit, vi blev passet hos jer, så det var en speciel oplevelse hver gang. Vi kunne tydeligt mærke, at det var et hjem uden børn. Det var ikke noget legetøj, men derimod en plan for, hvad vi skulle lave. Det kunne være en tur rundt i jeres flot anlagte have hvor vi hørte om planterne, et spil whist som var svært men en god start på bridge kunne vi forstå, lytning til musik hvor vi skulle være opmærksom på et eller andet specielt, eller fremstilling af ”muffer” til juletræet – en specialitet fra dit barndomshjem, som vi lærte at lave under præcis vejledning. Alt var under kontrol – fri leg eller rod var der ikke noget af. Til morgenmad fik vi yoghurt naturel, som dengang var et ret nyt produkt, der var så bittert, at munden blev helt tør og snerpede sig sammen. Til at forsøde oplevelsen blev der hældt en klat hjemmesyltede solbær på – men det blev næsten bare endnu værre. Slik var der ikke noget af, men måske et stykke mørk chokolade som også du og moster kunne nyde et stykke af til kaffen. Jeg tror ikke, det var din yndlingsoplevelse at have os til overnatning, men det blev afviklet efter din koreografiske plan – og vi elskede det, fordi det var så anderledes og stilfuldt.
I rejste efter tidens standarder rigtigt meget og havde altid små gaver med hjem til os. Eksotiske minder fra fjerne steder, som vi bare kunne drømme om. Vi fik pæne gaver til jul, fødselsdage, konfirmation og andre store mærkedage, aldrig overdådigt, for frås lå ikke til dig med din beskedne baggrund. Især var jeg betaget af din evne til at pakke gaver smukt ind. Det var tydeligvis din opgave, og du har nydt den. Flere slags matchende papir lagt skråt ind over hinanden på en finurlig måde, bånd i flere farver og teksturer, og ikke mindst klistermærker eller en anden form for smagfuld dekoration. Det var sådan en slag gaver, man næste ikke havde lyst til at pakke ud, og som afveg markant fra alle andre pakker under juletræet eller på gavebordet.
Du købte på et tidligt tidspunkt i min barndom et smalfilmskamera, som du flittigt brugte i alle mulige familiesammenhænge. Du var dygtig til at klippe, redigere, indsætte sjove tekster og sætte musik til – det var jo stumfilm! Vi elskede at se dine film, ikke mindst når vi selv var med på dem, og det var vi ofte. Jeg tænker i dag, at det var en måde at kærtegne os på. Du kunne ikke tage os i favnen eller give os en svingtur, men med dit kamera så og fangede du vores personlighed i forskellige situationer. For få år siden fik du lagt alle de smalfilm, som du tænkte kunne have vores interesse, over på en hel serie af CD-rom’er, så vi selv kunne botanisere i minderne. Jeg fornemmer det som kærlighed.
I mit første ægteskab tog du min mand, som er udlænding og far til vores to børn, til dig med stor gæstfrihed og interesse. Da vi siden blev skilt, voksede dit engagement til rendyrket omsorg og ansvarsfølelse for et menneske, du var kommet til at holde af og respektere. Og du påtog dig opgaven med at holde en tæt og loyal kontakt til ham resten af dit liv, ikke mindst af hensyn til vores børn, som så vidt muligt skulle opleve, at familien stadig hang sammen, og at deres far stadig var et fuldgyldigt medlem. Det er jeg dig uendeligt taknemmelig for – og det samme er børnene. Da jeg blev gift igen, tog du imod min nye mand, hans to børn og hans mor med konkret og engageret gæstfrihed. Der skete en sammenfletning, en sammensmeltning, båret af kærlighed og sympati. Den er gået begge veje, og for min mand, hans børn og mor blev du også en højt værdsat Werner – lige så mytisk mægtig som du allerede var i resten af min familie.
Min søster og jeg fik et kørekort af jer – en kæmpe gave, som vi var taknemmelige for, og som aflastede vores forældres økonomi en smule. Og da vi en dag, da I var blevet gamle, bad om en snak med jer om, hvorvidt der var noget særligt, vi skulle vide i forhold til jeres personlige papirer, død og begravelse, fik vi forelagt Svanemappen og herunder et testamente, hvoraf fremgik, at vi og vores børn – sammen med SOS Børnebyerne – skulle arve jer. Det gjorde voldsomt indtryk på os, ikke mindst fordi du jo altid har været meget knyttet til din egen, store familie. Jeg tolker det som en utvetydig tilkendegivelse af, at selvom du aldrig har haft så mange følelsesladede ord på dit forhold til os, så havde vi alligevel en særlig plads i dit hjerte. Alle de taler og sange, du igennem tiden har skrevet til min søster og mig, har ganske vist været fulde af sjove iagttagelser og underfundige formuleringer, som vi har værdsat og set som udtryk for kærlighed, men altid på en lidt blufærdig og sløret måde.
Jeg bliver også klar over, at der ligger et tilvalg i at holde hver eneste jul igennem hele mit liv sammen os. Du kunne med stor selvfølgelighed have ønsket også at holde jul med dine søskende, nevøer og niecer fra din egen familie – og de ville have elsket det og set det som en stor ære. Jeg tror faktisk også, moster ville have fundet det helt forståeligt. Men du holdt dig til os, til mormor og morfar, mor og far, min søster og mig, vores ægtefæller og børn og min svigermor, som du satte stor pris på. Du valgte os til – og det må have været af kærlighed, hvad ellers? En enkelt gang forsøgte I jer med at holde jul i Østrig, men det faldt i meget dårlig jord hos min søster og mig, og det undlod vi ikke at gøre opmærksom på. Ikke som kritik, men med sørgmodighed og savn. I øvrigt forstod vi ikke valget af Østrig. Du ville aldrig tage et par ski på, og det må have været jævnt kedeligt at gå ture i et terræn, der ikke indbød til vandring om vinteren. I gjorde det aldrig igen. En anden gang valgte I at holde jul hos din lillebror og hans kone og to døtre. Han havde et svagt helbred, og jeg ser din beslutning som en kærlighedshandling i forhold til ham. Det husker jeg, at min søster og jeg bedre forstod, men helt tilfredse var vi ikke. Det var nemlig ikke bare en beslutning om at holde jul et andet sted – der opstod et stort, tomt, trist hul hos os sådan en juleaften, fordi du ikke var der.
Kære Onkel Werner – jeg kunne blive ved. Du har efterladt dig så mange indtryk, følelser og erindringer, at det er uden ende. Du er en kæmpe, en gigantisk autoritet, et forbillede, en referenceramme, et holdepunkt for stil, ansvarlighed og ordentlighed. Men du forblev også en lille smule gådefuld, hyllet i et let røgslør. Jeg føler ikke, jeg kom til at kende dig ufiltreret, og det tror jeg heller ikke, du havde lyst til, men jeg tænker meget ofte på dig, du er med mig, og jeg savner dig.
