Hvorfor?
I det stærkt accellererede tampo, som verdens og de enkelte individers udvikling foregår med, er det nemt at tabe pusten i forsøget på at følge med. Mange triste, men også en del gode, nyheder og oplevelser suser igennem vores hverdag, og ofte kan man ikke huske, hvad der egentlig mere præcist er foregået i løbet af en dag. Hvis man ved sengetid skulle få trang til at vende blikket indad, eller opad, og sige tak for eller bede om noget, kan man føle sig helt blank og tom. Man tumler bare udmattet omkuld.
Det er ikke nogen rar fornemmelse, og derfor besluttede jeg for et stykke tid siden, at jeg hver aften med få ord ville skrive en slags taknemmelighedsdagbog. Ikke at man skal fornægte eller undlade at reflektere over de svære og tunge ting i verden og ens eget liv, men det kan skygge for de positive og gode ting, som vi skal give liv, lys og opmærksomhed, for at de kan få lov til at fylde mere i vores bevidsthed. I de første dage kan det godt føles lidt kunstigt og hippieagtigt, men med træningen får det livsenergien til at rulle lidt raskere i årerne, og man lægger sig til at sove med lidt mere lethed i sindet.
Når jeg kigger de sidste par ugers notater igennem, slår det mig, at de er både personlige og ret almenmenneskelige. Det kunne tyde på, at vi hver især ikke er så unikke, som vi måske tror, men deler tanker, følelser, bekymringer og håb med de fleste andre. Det ligger der velsagtens en stor personlig og kosmisk styrke i.
Min taknemmelighed – et stort og højtideligt ord, som det til hverdagsbrug godt kan forsvares at erstattes med glæde og forhåbning – retter sig mod alt imellem himmel og jord, fra det mindste til det største. Her er et udpluk af det vigtigste.
At få øje på naturen
På vandreture gennem skoven og langs stranden ved sommerhuset – uden noget i ørerne – så og hørte jeg naturen, på en anden måde end storbylivet tillader. Jeg bemærkede, at skoven her tidligt i marts endnu var vinterlig med nøgne grene og en brun skovbund dækket af visne blade. Kun ganske få steder tittede nogle grønne spirer op. Jeg hørte mange slags fugleskrig, pip og fløjt, uden at jeg dog overhovedet kunne identificere, hvilke fugle, der gav lyd fra sig. Måske skulle jeg sætte mig lidt ind i det? Findes der en app, der kan hjælpe mig på vej? Den ene dag gik jeg i tiltagende regn og blev mere og mere våd, mens jeg tænkte på, at det er dejligt at have en håndklædevarmer i badeværelset, så det våde tøj kan tørre hurtigt. Den anden dag skinnede solen, og da jeg nede fra stranden kiggede op igennem det kuperede skovterræn, kunne jeg se en livligt rislende kilde som en lang sølvtråd, der blev tykkere, jo nærmere den kom mig.
Middagslur – en forkætret energizer
Da jeg kom hjem, var jeg herligt træt i kroppen, og efter en rugbrødsmad lagde jeg mig på sofaen, hvor eftermiddagssolen skinnede så skarpt og varmende, at jeg måtte trække gardinet lidt for. Jeg faldt i søvn og sov ubevægeligt i en time i den samme hvilestilling på ryggen. Så vågnede jeg forfrisket og lavede en kop te.
Sebastian – mit nye idol
Vi går jævnlig til klassiske koncerter, som jeg føler mig hjemme i, hvorimod rytmisk musik er et mere ukendt univers for mig. Det vil jeg gerne råde bod på, for jeg tror, at jeg er gået glip af meget ved at lukke denne dør halvvejs i. Nu vil jeg prøve at lukke den halvvejs op. Derfor købte jeg billetter til en koncert med Sebastian på Bellevue Teatret og fik en kæmpe optur over at lytte til denne gamle troubadour på 75 år.
Ganske alene på scenen og kun med sin akustiske guitar sang han numre fra hele sin karriere – de store hits og de mere ukendte, herunder helt nye sange, som bliver ved med at strømme ud af ham. For første gang gik det op for mig, hvilken enestående poet og melodimager, han er. Det hele flød sammen og ud imod et taknemmeligt og entusiastisk publikum på vores egen alder, der sang og fløjtede med, klappede og tørrede en tåre af øjenkrogen. En bølge af gensidig kærlighed sendte os ud i nattemørket og hjem.
Spotify – omsider
Under armen havde jeg en ny, signeret biografi af Erik Jensen, som jeg havde købt i teatrets foyer, og jeg besluttede mig for at lære Sebastians musik bedre at kende. Teknologisk er jeg en very late bloomer, og jeg har levet godt i mange år uden at interessere mig for eller gidet lære at bruge Spotify – men det er slut nu. Jeg har taget de første skridt ind i junglen og frem til bl.a. Sebastians musik, som jeg nu lytter opmærksomt til. Og når et album er slut, foreslår algoritmen mig noget, som den tror, jeg også godt kan lidt. Den kender mig ikke så godt endnu, så den rammer ikke altid plet, men altså ….. det er sgu smart – og teknologi for mennesker. Det her har alle vidst i mange år – undtagen mig!
Der er en grund til, at noget er klassisk
Der er en grund til, at kunst bliver klassikere. Det er simpelthen langt bedre end gennemsnittet og holder årti efter årti – eller gennem århundreder. Jeg er en stor operaentusiast, og for et par dage siden var vi i Operaen og høre Rigoletto. Mit blind spot er handlingen i de klassiske operaer, som jeg har svært ved at blive grebet rigtigt af. Jeg bruger den mest som ledetråd til at forstå, hvor vi nu er henne i operaens forløb. Men musikken og sangen – den holder og kan drive én vidt omkring i nydelse og beundring.
Jeg har igennem mange timer lyttet til Tammi Østs formidable oplæsning af Sigrid Undsets Kristin Lavransdatter, og er nu i gang med hendes oplæsning af Olau Audunssøn. Det både enkle og dybe sprog, beskrivelsen af middelalderens Norge med dens religion, værdier og endeløse kampe, den store, potente natur som mennesket må bøje sig for – så mesterligt og medrivende.
For et par dage siden så vi den nye film Hamnet om Shakespeares liv som baggrund for hans værk – en oplevelse der gav mod på at dykke ned i hans skuespil og se, om jeg kan knække koden og få noget ud af det. Sidst jeg prøvede var i gymnasiet, og det har jeg ikke nogen sejrrig erindring om. Nu skal det have et skud igen.
Fodbold – mig?
Mine drengebørnebørn er hverken store eller små, 9 og 13 år. Det bor ikke lige om hjørnet og har en travl hverdag med skole, venner og fodbold, som ikke kræver farmors bistand eller nærvær. Så det kræver fantasi og vedholdenhed at se dem regelmæssigt. For tiden er det mest som tilskuer sammen med min søn til weekendens kampe rundt omkring på Sjælland, at det kan realiseres. Jeg har ikke spor forstand på fodbold, og interesserer mig grundlæggende ikke for sport, så det kræver noget af en praktisk og mental omstilling at møde glad og veloplagt op som tilskuer til en kamp i iskoldt regnvejr. Men det lønner sig. Knægtene er ikke større, end at de bliver glade for at mærke min interesse og kommer spænende for at give mig et hurtigt kram, inden de løber tilbage til vennerne og træneren. Og det er en fornøjelse at se dem spille med energi og fokus – og lidt efter lidt går regler og principper forhåbentlig op for mig. I starten var det en udfordring at finde ud af, i hvilken ende de skulle prøve at skore. Jeg er endnu ikke nået til at få en lyd over mine læber og råbe begejstret, når de spiller godt. Det overlader jeg til min søn og de andre fædre. Men måske en dag …..
Mormor og farmor
Mine pigebørnebørn på 3, 6 og 13 år bor meget tættere på, så dem ser jeg oftere. Jeg henter de to yngste i børnehaven en gang om ugen, ofte sammen med min mand, som tålmodigt tager med og går til hånde med diverse praktiske ting, herunder servering af te og eftermiddagsmad for børn og voksne, mens jeg tager del i pigernes lege med perler, catwalk og ballet, som ikke siger ham så meget. Men nu er jeg også begyndt at hente pigerne sammen med min svigersøns mor. Vi kommer godt ud af det med hinanden, supplerer hinanden i samspillet med pigerne og får også en hyggelig og nyttig snak om alt det, der optager sådan et par bedstemødre. Det er en kæmpe glæde, når familierne kan flette sig organisk ind i hinanden på den måde.
Alene i bilen med det ældste barnebarn
Den ældste på 13 år går i 7. klasse og har fuld fokus på skole, sport og veninder. Det kan være svært at finde et naturligt samværsspot med sådan en stor pige, ud over det knus og den hurtige udveksling af kærlige og interesserede ord on the run. Nu er familien flyttet fra Nørrebro til Dragør, og der er ind imellem opstået behov for, at jeg kører den unge teenager til og fra skole, fordi den offentlige transport til Dragør ikke er den bedste. Jeg strecher gerne det egentlige transportbehov til en mulighed for mig til at få en god halv time med hende i bilen, hvor vi uden den intimiderende øjenkontakt kan snakke om løst og fast. En stjernestund.
Træning – at bundvende attituden
Jeg er fast besluttet på at træne i SATS, som ligger lige om hjørnet, tre gange om ugen. Det tager tid, er rimeligt anstrengende (ellers kan det jo være lige meget), og foregår i et miljø mellem maskiner og svedende mennesker i alle aldre, som jeg ikke umiddelbart synes er særligt inspirerende. På vej derover foretager jeg en mental bundvending, sætter en god lydbog eller p.t. Sebastians musik i ørerne og går i gang, mens jeg bevidst siger til mig selv, at ”det er fantastisk at mærke min krops evne til både arbejde og samarbejde” – tak for det.
Bæredygtigt byggeri – nu sker det
Vi bor på Amager og kører jævnligt forbi Amagers første højhus på 16 etager fra 1971 ved Peder Lykke Centret og Urbanplanen. Det har i 15 år stået til nedrivning, fordi det efter sigende var i risiko for at styrte sammen. De sidste beboere flyttede ud i 2022. Det blev ligesom aldrig til noget med den nedrivning, det stod bare tomt, og jeg har tit tænkt, at det er sløvt og u-landsagtigt bare at lade det stå og forfalde endnu mere. Riv det nu ned! Men som tiden er gået, er hele diskussionen om bæredygtigt byggeri, herunder bevarelse og renovering i stedet for nedrivning, kommet højt op på dagsordenen. Og man har fået blik for, at det endog på mange områder er bygget i bedre og mere langtidsholdbare materialer end det, man bruger penge på i dag. Derfor har bygningens ejer i samspil med diverse myndigheder besluttet, at det skal bevares, renoveres og indrettes til 240 ungdomsboliger med byens bedste udsigt. Det er et fantastisk projekt, som bringer snakken om bæredygtigt byggeri over i et helt konkret, synligt og mærkbart spor. Nu gør man det virkelig. Det er dybt glædeligt og lægger sporene til en ny fremtid indenfor byggeri.
Små skridt væk fra vold og undertrykkelse
I går aftes så vi den Oscar-prisvindende, danske dokumentarfilm Mr. Nobody against Putin, om en ydmyg, modig og begavet skolelærer fra en lille by i Uralbjerge, der satte sig for at videodokumentere den massive, statslige krigs- og fædrelandspropaganda rettet mod Ruslands børn og unge. Det hele foregår på den skole, hvor han underviser og har ansvar for skolens kreative fag. Det er dybt skræmmende at se, hvordan børnene enten æder det hele råt og begejstret går strækmarch med det russiske flag og leger med våben, som Wagnergruppen kommer på besøg og demonstrerer, eller med afsky og forstenet ansigt kigger ned i bordet eller fortæller om frygten for at miste brødre og fædre i krigen mod Ukraine. Læreren skaber en lille, tryg boble på sit kontor, hvor eleverne kan ånde lidt mere frit og snakke om alt det, der optager dem, herunder krig og mangel på demokrati. Til sidst kan læreren ikke holde til det længere, hverken følelses- og holdningsmæssigt eller i forhold til sin egen sikkerhed og må rejse ud af landet. Her bliver hans optagelser modnet til det mesterværk, vi nu kan se. Men midt i gruen tænker jeg på, hvor fantastisk og løfterigt det er, at sådanne modige mennesker med små, fredelige skridt langsomt baner vejen for, at frihedshungrende russere kan danne sig billeder af en anden fremtid, som de gradvist kan omsætte til ord, vilje og handling. Det skal nok komme – intet diktatur varer evigt. Det knækker til sidst under sin egen vold og magt.
Tiden læger alle sår
Efter en selvvalgt men vanskelig skilsmisse for 35 år siden, der kastede mig ud i årelange samvittighedskvaler i forhold til min eksmand og ikke mindst mine børn, måtte jeg sande, at helt skilt bliver man aldrig, når man har børn sammen. Det myldrer med mærkedage i alle mulige anledninger, hvor man får lejlighed til at øve sig på at være sammen omkring fælles børn og børnebørn. Hver gang rives såret lidt op, i starten smertefuldt og blødende, med tiden mindre pinefuldt. Nødvendige, ordknappe udvekslinger glider ganske langsomt med tiden over i venlige samtaler, og en skønne dag er det ganske hyggeligt at være sammen med nye partnere omkring vores gamle familiekerne. Skuldrene sænkes, åndedrættet bliver friere, og refleksioner over min egen andel i det brud, der nu ligger mange år tilbage, baner vej for tilgivende og forsonende tanker. Den stemning mærkede jeg, da vi for nogle dage siden fejrede 38-års fødselsdag for vores datter. En usigelig lettelse.
Opbyggelig læsning
Jeg har sat mig for hver dag, helst om morgenen, at læse en lille, opbyggelig tekst, som giver mig indsigt, ro og styrke. Personligt er jeg glad for at læse tekster af den danske filosof Martinus, men det kan f.s.v. være hvad som helst, der giver den enkelte positiv energi. Kirkegaard, Grundtvig, Information, Marx, H.C. Andersen ….. Pointen er bevidst at give sig selv et energiboost, der styrker ånden i stedet for at nedbryde den. Og om aftenen en kort eftertanke på alt det, der i løbet af dagen har fyldt mig med glæde, forhåbning og taknemmelighed. Prøv det. Det virker.
