Hvorfor endnu en blog?

Er verden ikke allerede tilstrækkeligt forsynet med bloggere, meningsdannere, journalister, forfattere m.v., til at jeg behøver melde mig under fanerne og belemre min omverden med endnu én af slagsen?

Jo, så rigeligt. Er det ikke allerede kaotisk og nærmest umuligt at få overblik over, hvem der skriver hvad, og hvor de gør det? Jo, helt sikkert.

Kan man være bare nogenlunde sikker på, at man følger med i det, der interesserer én? Nej, overhovedet ikke.

Det er nemt at længes tilbage til enkelheden dengang, hvor de trykte medier, fjernsyn og radio stort set var de eneste steder, man kunne gøre sig bekendt med nyheder og andres holdninger. Det var ikke så svært at holde sig allround orienteret, og alle talte om det samme. I dag skal man nærmest melde sig helt ud af samfundet og overgive sig til en boheme agtig eneboer tilværelse for at opleve den samme enkelhed. Og hvem gider det, når det kommer til stykket?

Men hvorfor er der opstået den utroligt stærke og mangfoldige trang til at udtrykke sig og dele sine holdninger? Og er det egentlig godt eller skidt? Skal man melde sig ind eller ud? Det nemme svar på det første spørgsmål er ”fordi man kan”, men jeg tror det stikker dybere.

Den omfattende demokratisering af mediebilledet hviler selvfølgelig på en mangfoldighed af teknologiske platforme, som er en forudsætning for, at det overhovedet har kunnet lade sig gøre. Men opkomsten af dem tror jeg beror på en udbredt evne og trang til hos stadigt flere mennesker at deltage i en eller anden form for offentligt tilgængelig meningsudveksling. Vi er bedre uddannet end tidligere, og vi har en kosmopolitisk adfærd og erfaring i verden, der udvikler trangen til at deltage i, berige og præge den offentlige debat.

Og så er der den mere kreative side af menneskets udvikling. I takt med velfærdssamfundets opkomst og forfining og dermed tilfredsstillelsen af en lang række grundlæggende behov bliver der gradvist mere plads til, at vi som mennesker kan udfolde os kreativt og lystbetonet indenfor felter, vi interesserer os for. Og der er efterhånden kolossalt mange virkeligt talentfulde amatører på alle mulige kreative felter – herunder holdningsudvikling og kommunikation som ét blandt uendeligt mange.

Den kreative udfoldelsestrang trænger igennem indefra og bidrager med en helt særlig følelse af livsfylde og glæde, både for én selv og andre.

Demokrati og kreativitet – hvilke skønne plusord, som vi kan takke vores højt udviklede, rige og trygge velfærdssamfund for at have givet os fri og uhindret adgang til.

Og så er der bagsiden af hele molevitten: Dårlig adfærd på de sociale medier og produktion af ufattelige mængder stof, som man nemt farer vild i eller kan spilde meget tid på. Begge dele kalder på omtanke og evnen til at prioritere og udvælge. Ikke så nemt, men nødvendigt og en konstant træning i at manøvrere hensynsfuldt og konstruktivt i en efterhånden grænseløs verden.

Hvad får mig til at tro, at der er en plads til mig på de sociale medier – at der er brug for netop min blog og mine ytringer? Jeg har ikke et specielt spektakulært C.V eller en særligt iøjnefaldende track record, som peger direkte hen til en blog, som man bare må følge. Men nedslag i mit eget livsforløb eller i det, der sker om ørerne på os hver eneste dag, inspirerer mig til at spejle det almenmenneskelige i de store begivenheder eller trends, og det forunderlige og globale livsmysterium i hver enkelt af os. Det har jeg lyst til at dele og måske få feedback på eller skabe debat om.

Mit C.V. eller andre elementer i mit ”ydelseskatalog” kan du se andre steder på min hjemmeside.