Disruption

Da jeg stod i stemmeboksen til kommunal- og regionsrådsvalget den 16. november og med rystende blyant for første gang satte kryds ved liste Ø – ikke på en person men partiet – gav det mig en ny impuls til at reflektere over, hvad jeg er rundet af, og hvad der får mig til denne gang at stemme på Enhedslisten.

Jeg betragter mig selv som inkarneret københavner, mens både min mors og fars slægt blot et enkelt led tilbage peger ud i provinsen til hhv. Sønderjylland og Sydsjælland. Min fars familie er overvejende små selvstændige erhvervsdrivende og politisk borgerligt sindede. Der verserer en historie i familien om et folketingsvalg, hvor manden efter stemmeafgivelsen strengt forhørte sig hos sin hustru om, hvorvidt hun nu havde stemt på det parti, hun havde fået besked på – de Konservative vil jeg antage. Hvortil hun svarede, at det havde hun selvfølgelig, nemlig på liste K. Så var der ballade. Som om en enkelt fejlslagen stemmeafgivelse (eller var det et modigt oprør mod det borgerlige mandsvælde?) kunne kaste det danske rige direkte i armene på det kommunistiske Sovjetunionen.

Min far har som en politisk vakt, offentligt ansat altid stemt til venstre for midten, og han har nu i en alder af 95 år bevæget sig så langt derud, som han kan komme. Han synes, at verden med faretruende stor fart bevæger sig i en helt forkert retning, og han beundrer de unge, intelligente, vidende, venlige og velformulerede folketingsmedlemmer af Enhedslisten. Han bor på Frederiksberg, og har store forventninger til Pelle Dragsted. Så det er ikke min far, jeg chokerer med min stemme på liste Ø.

Min mor, som ikke lever mere, har så vidt jeg ved hele sit liv stemt på de Radikale. Hun var en klog, følsom og jordnær kvinde, der var i stand til at se så mange sider af en sag, at hun aldrig følte trang til at gå til yderligheder. Hun gik i min mormors fodspor, der efter nogle år ”hos” Socialdemokratiet, som min morfar forblev tro mod hele sit liv, gik sine egne veje og blev radikal.

Jeg har selv forsøgt mig med både de Radikale, Socialdemokratiet, SF og nu Enhedslisten. Om jeg bliver her, ved jeg ikke endnu. Men jeg ved, at det føles både rigtigt, mærkeligt og grænseoverskridende at stemme på et parti, der med sikkerhed har ambition om at ændre på forhold i samfundet, der vil påvirke min tilværelse markant. Den vil blive mere besværlig og mindre rig – i klassisk forstand. Og alligevel gør jeg det.

I gymnasiet havde jeg en kæreste, hvis forældre fandt, at Mogens Glistrups Fremskridtsparti lige var noget for dem. Jeg var endnu ikke specielt politisk vakt og engageret, men jeg kendte mine forældres grundholdninger, som jeg naturligvis var præget af, og jeg erindrer derfor det chock og ubehag, jeg følte, da min kærestes forældre forklarede, at ”man er jo nødt til at stemme efter pengepungen”. Det lød absurd og helt forkert. Hvor var solidariteten og medfølelsen?

Når jeg griber ud efter Enhedslisten, er det dels i anerkendelse af, at partiet har nogle meget begavede, rolige, velargumenterede og afbalancerede folketingsmedlemmer (om det samme gør sig gældende på kommunalt niveau, ved jeg ikke, men Line Barfoed tør jeg godt betro ganske meget magt og indflydelse), dels fordi jeg har en stærk fornemmelse af, verden – og man kan jo passende starte med sin egen lille én af slagsen – har behov for konkret, effektiv og gennemtænkt disruption, og det tror jeg, at Enhedslisten kan være med til at insistere på og bidrage til. De kan ikke gøre det alene, men det ser ud til, at de øvrige partier skal skubbes meget hårdt i ryggen for at sætte sig i bevægelse.

Igennem de senere år er jeg flere gange blevet kontaktet af store konsulenthuse, der driver professionelle netværk, med invitation til medlemskab af et netværk, der netop skulle arbejde med disruption. Jeg er meget sjældent first mover på nye trends, og jeg måtte spørge (mens begrebet endnu var så nyt, at det ikke var pinligt), hvad disruption egentlig betød i den kontekst, de tilbød. Jeg synes, jeg fik tågede svar, og i hvert fald ikke nogen, der pegede på behovet for at vende grundigt op og ned på vante forestillinger og måder at løse samfundets problemer på. Jeg opgav at finde en dybere mening med det og sagde nej tak til endnu et netværk med fokus på virksomheders konkurrenceevne, kundepleje og profit.

For hver dag, der går, opstår og afdækkes der nye kriser rundt omkring i verden – og flere af dem trænger dybt ind i vores eget samfund og skaber et hidtil ukendt spor af ulighed, fattigdom, fysisk og psykisk sygdom, udsultede og underprioriterede vitale dele af vores velfærdssamfund (sygeplejersker, jordmødre, sosu’er, prædagoger, Skat…). Kigger vi ud over landets grænser, ser vi desperate flygtninge og migranter, kamp mod demokrati og menneskerettigheder, ufred og væbnede konflikter, tikkende fattigdoms- og sygdomsbomber, miljøødelæggelser, klimaforandringer med oversvømmelser/brande/tørke/storme/isafsmeltning som konsekvens….. Den slags daglige påvirkninger skaber efterhånden en stærk længsel efter disruption i skikkelse markant nye måder at arbejde med verdens problemer på.

Meget tyder på, at velkendte metoder, der ofte rummer dyb modstand mod at afgive privilegier eller nedsætte overforbruget af klodens ressourcer, og som uden vilje til de store investeringer håber på forskningsmæssige, teknologiske gennembrud, der løfter os videre, som om intet vær hændt, ganske enkelt ikke virker. Både metoder, ambitioner og mod ser ud til at mangle. Hvor skal vi så vende blikket hen? Indad for at mobilisere den viden og de erfaringer, vi trods alt har, og ikke mindst udad for at inddrage de unge, der er i færd med at overtage ansvaret for en verden, som min generation – den mest forkælede og forbrugende nogen sinde i verdenshistorien – på mange områder har bragt i en elendig forfatning. De unge er meget forståeligt ved at være utålmodige og mobiliserer en energi og et ambitionsniveau, som vi kun har set begyndelsen af. Og de gør det faktisk både klogt, vidende og afbalanceret, når vi f.eks. ser på deres klimaaktivisme. Men hvis vi ikke meget snart indgår i et lyttende, ligeværdigt og ambitiøst samarbejde generationerne imellem, kommer den helt nødvendige og mere markante udgave af disruption ikke til at gå stille for sig.