Angstens sved eller den lystfyldte spændings fugtige hænder

Jeg gik i en kortere periode til klaverspil som barn. Mine forældre mente, at det hørte med til almen dannelse at lære at spille et instrument, også selvom man ikke have specielt talent for det. Dengang startede man som regel med sopranblokføjte, hvis ikke traditionen tilsagde noget andet i familien. Min far havde spillet violin som barn, og kunne stadig file lidt, men han lagde violinen helt på hylden og hengav sig til sin store interesse som lytter af klassisk musik. Min mor havde spillet klaver som barn, og vi havde arvet et blanklakeret opretstående med lysestager, klaverbænk og det hele, og min mor kunne stadig spille lidt til husbehov. Men jeg skulle starte med blokfløjte hos en uddannet musiklærerinde. Hun boede i et rækkehus i nærheden af os, så jeg kunne gå derhen selv. Undervisningen foregik i en lille, skyggefuld stue ud mod vejen. Stuen rummede et flygel, et spinet, nodestativer, en lille, spinkel sofa med bord og ganske få andre ting, som jeg erindrer det. Oven på flyglet lå der en lang række fløjter i forskellig længde, fint anbragt efter mål – den mindste var en lille bitte piccolofløjte i lyst træ. I en tilstødende, stue ud mod haven opholdt spillelærerindens gamle mor sig. En fin, spinkel, mild, gammel dame, der sad ganske stille i en stol med vindueskarmens pelargonier og havens bladhang som baggrund. Jeg kan se for mig, hvordan solen skinnede igennem hendes tynde, grå hår.

Mit talent for blokfløjte var ikke overbevisende, men jeg lærte det til husbehov, og jeg erindrer, at det var nogenlunde sjovt, i hvert fald ikke lidelsesfuldt. Vi spillede endda julemelodier med min far på violin, min mor på klaver og mig på blokfløjte. Jeg ved ikke, hvordan andre syntes det lød, jeg kan bare huske, at nu var det en slags musik, som man ganske vist ikke kunne synge til, fordi det lå alt for højt, og jeg havde ikke kundskaber nok til at transponere det ned til sangbart akkompagnement. Der sidder stadig en lille nederlagsfølelse i maven, når jeg husker, hvordan familien juleaften så venligt smilende til, men ikke gjorde sig anstrengelser for at synge til musikken – det der vist havde været meningen, måske mine forældres.

På et tidspunkt mente spillelærerinden, at jeg havde basis i orden og burde avancere til et nyt instrument i den pædagogiske rækkefølge, som efter den tids normer var klaveret. Det havde vi jo der hjemme, så det var ikke noget problem at øve sig. Men nu begyndte en anden slags problemer for alvor. Jeg kunne simpelthen ikke få højre og venstre hånd til at samarbejde. Min hjerne arbejdede på højtryk, mit hjerte bankede af stress, og mine hænder blev våde af sved. Der var intet flow, ingen hjælp fra kroppen, der bare gav modstand. Jeg begyndte at frygte spilletimerne, og fiaskoen og nederlaget viste sig i fysisk form, da håndsveden afsatte sig som små, grå, beskidte dråber på de elfenbenshvide tangenter. Jeg fik efter et stykke tid lov til at slippe af klaverkrogen, men spillelærerinden opgave ikke så nemt, for hun satte sig for at lære mig at spille alt-blokblokfløjte. Men den har en helt anden fingersætning end sopranblokfløjten, som jeg havde indarbejdet på rygmarven, og som derfor også blev et stykke hjernearbejde og ikke en musikglæde.

Min videre spilleundervisning fandt sted på min folkeskole, hvor biologilærerens livlige og uformelle kone underviste i musik, og hvor jeg kom til at spille sammen med andre, dog primært på den svære altblokfløjte, som jeg aldrig blev rigtigt gode venner med, men som der åbenbart var mere prestige i end sopranblokfløjten. Jeg holdt som så mange andre musikskolebørn en skønne dag op med at spille, men jeg er glad for, at jeg har haft instrumenter i hænderne, lært at læse noder og fornemme musik og samspil. Jeg ville bare have ønsket, at jeg havde fået lov til at dygtiggøre mig på det instrument, som jeg faktisk var bedst til, og som jeg havde en vis glæde ved at spille. Der kom for meget pædagogik og for mange ambitioner ind over, og jeg har aldrig insisteret på, at mine børn absolut skulle lære at spille et instrument. Sikkert ikke nogen klog beslutning.

Men de grå dråber på tangenterne sidder som uudslettelige erindringsspor i kroppen, og var lige oppe og vende, da jeg satte mig for at skrive denne tekst. Tasterne er heldigvis sorte, men jeg får fugtige hænder, lidt hjertebanken og forstyrrende ambitioner i hjernen. Jeg har nemlig besluttet mig for at give los for min fascination af skriften, og for at følge mig selv på vej fra det professionelle arbejdsliv over i den tredje alder ved at lade tanker, følelser og ordstrømme gennem fingrene, op på skærmen og videre ud til dem, der har lyst til at læse med. Jeg har ingen fast plan at arbejde efter, ingen temaer, ingen struktur – jeg vil prøve at give slip på ambitionerne, lytte opmærksomt efter intuitionen og gå fremtiden i møde for at se, hvad den vil foreslå mig at reflektere over. Hvorfor det er så angstprovokerende, at sveden springer frem i hænderne, ved jeg ikke. Måske netop fordi ambitioner, planer og intuition endnu ikke har fundet hinanden i et samarbejde. Og fordi det er grænseoverskridende at dele sine tanker med en ukendt omverden.