Æret være håndens og hjertets arbejde

Det er en svulstig titel på et essay, og jeg kunne lige så godt have genbrugt overskriften ”Hvorfor gør vi alt det forkerte?” – men jeg får ondt i maven, bliver bange og frustreret, når jeg endnu engang læser artikler om, at Danmark i katastrofalt omfang mangler arbejdskraft indenfor håndværk, omsorg og service. Men vi ligger nok, som vi har redt.

Hvis man spurgte tilfældigt udvalgte mennesker fra alle dele af samfundet og fra yngst til ældst, hvilke samfundssektorer og jobs, der er de aller vigtigste for, at vores fantastiske velfærdssamfund fungerer, er jeg ikke i tvivl om, at alle som noget af det første ville nævne læger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, pædagoger, lærere, håndværkere, politi, butiksansatte, renovationsarbejdere….. fortsæt selv. Der optræder ikke mange akademikere på denne liste.

Vi ved det alle sammen helt i marven af vores knogler, helt ind i hjertet, at disse funktioner kan vi under ingen omstændigheder undvære. Vi har mødt dem, brugt dem, tilhører dem måske selv, og vi har helt overvejende haft gode oplevelser med dem, og måske endda taknemmelighed efter mødet og samspillet med dem. Til ”alle sammen” hører selvfølgelig også vores politikere, som jeg er overbevist om har den samme opfattelse. Hvorfor gør vi så ikke mere for at vedligeholde og styrke dette fundament under velfærdssamfundet? Tror vi stadig på kaldet som grundlag for uddannelse og livsbeskæftigelse? Tror vi, at Den Danske Model løser problemet?

Vi mangler at tage konsekvensen af vores viden og højne alle disse uddannelsers kvalitet, anseelse, løn- og arbejdsvilkår, for det er vel dét, det til syvende og sidst handler om. Det kommer på ingen måde af sig selv. Det er en kultur- og økonomisk prioriteringsrevolution, der er behov for.

En af mine veninder lagde for nogle år siden hus til den ældste datters get together med den gamle gymnasieklasse. Det var unge mennesker i begyndelsen af 20’erne, og de var alle mulige forskellige steder i deres liv. Nogle var i gang med en uddannelse, andre arbejdede, mens de prøvede at finde sig selv og deres vej i karrieren. En enkelt havde allerede afsluttet en uddannelse og var tilsyneladende rigtigt godt i vej. De unge mennesker ankom til fods, på cykel, med metro, bus eller i forældrenes bil. Men ham, der var godt i vej, ankom i egen bil – en pæn stor én, som vennerne måbende tog i øjesyn. Den havde han købt for penge, han selv havde tjent i sin egen tømrervirksomhed.

Tømrer, altså håndværker….. er det det, du mener, spurgte kammeraterne? Hvad så med din studentereksamen, har du ikke brugt den til noget? Er det ikke spild af kronen på tre års gymnasieliv at blive håndværker? Han var en begavet, moden og afbalanceret fyr, der blot roligt forklarede, at han havde haft lyst til at tage en uddannelse som håndværker, fordi han kunne lide at skabe noget konkret og brugbart med sine hænder, og fordi det med flid og målrettethed var vejen til at få sin egen virksomhed, som han kunne lede efter sine egne standarder. Efter ganske få år på arbejdsmarkedet levede han nu af at købe mindre, nedslidte lejligheder, som han satte i stand og solgte, klar til indflytning. Han havde et par medarbejdere og et godt netværk af samarbejdspartnere indenfor andre håndværksfag, og forretningen gik godt, hvilket bilen vidnede om. Gymnasiekammeraterne tabte kæben i forundring og begyndte efter de første, famlende kommentarer at spørge interesseret ind til hans valg af karriere.

I mit eget, helt almindelige liv har jeg gennem årene stiftet bekendtskab med en lang stribe af dedikerede mennesker, der har gjort en dyb og beundringsværdig forskel for mig og min familie. Vi kender alle sammen perlerækken af jordemødre, sygeplejersker, pædagoger, lærere, plejehjemspersonale, hjemmehjælpere, skraldemænd og håndværkere, der helt konkret har passet, undervist, hjulpet, vist omsorg, bygget og repareret – på grundlag af en faglighed, vi som mennesker og samfund er dybt afhængige af. Hvor mange af os har ikke i hjertet følt en dyb taknemmelighed over det job, de udfører og købt julegaver og skrevet anerkende hilsener i stribevis gennem årene? 

I enkelte af disse professioner tjener man gode penge, i flere er det mere mådeligt og i enkelte er lønnen ganske enkelt for lav. De er dygtige og helt uundværlige på arbejdsmarkedet – hvordan kan vi andet end at sikre dem de bedste uddannelser og en fornuftig løn?

Vi er netop ved at få færdiggjort en ombygning af vores sommerhus efter en lang og lærerig periode med både høj og lav moral i byggebranchen. Vi lagde ud med at indgå kontrakt med en tømrermester, der efter at have udført et indledende, sjusket stykke arbejde blot ordløst forlod byggeriet og aldrig siden var til at komme i kontakt med, formentlig fordi han havde fået større og mere lukrative opgaver, der gjorde det økonomisk fordelagtigt at lade os sejle vores egen sø. Så mange penge kan man altså også tjene i den branche.

Det lykkedes os at få fat i en ung, lokal tømrermester, og mødet med ham har været både en redning og en øjenåbner. Han har hele vejen igennem været pålidelig, kommunikerende, håndfast og venlig. Han har styret en stribe underleverandører og selv været i aktion, både som tømrer og byggestyrer. En lørdag eftermiddag  kom han af egen drift forbi for ”lige at gøre status” sammen med os. På vej ud af døren efter en kop kaffe nævnte han, at han ville holde fri søndag, for ”da har jeg fødselsdag og fylder 25, og så vil min kæreste gerne være sammen med mig”. Så satte han sig ind i sin bil og kørte hjem til parcelhuset og carporten. What is not to like? Sådan nogle historier er der alt for få af – en uddannelse som fagprofessionel er tydeligvis et solidt, økonomisk fundament for en god tilværelse.

Håndværkernes selvtillid fejler heldigvis som regel ikke noget, og deres faglige organisationer ved godt, hvad de er værd. Men hvor er de faglige organisationer henne, når det handler om at tale omsorgs- og undervisningssektoren, alle de andre fællesskabsfinansierede erhvervsfunktioner og hele butiks- og servicesektoren op? Hvor er de intelligente og målrettede bannerreklamer, der giver et indblik og en spændende appetizer på disse uvurderligt vigtige samfundsfunktioner? Hvis de ringe løn- og arbejdsvilkår føres frem som de væsentligste elementer i beskrivelsen, er det da klart, at de unge vælger andre fag.

Vi, der er forældre til voksne børn, kan nok godt skyde en hvis pind efter yderligere opdragelsesmuligheder, men vi må påtage os ansvaret for at have bidraget til et voldsomt og enøjet gymnasie- og akademikersnobberi. Nu er vi bedsteforældre, og mit ældste barnebarn er snart 10 år og bliver sikkert inden længe både hjemme og i skolen bedst om at forholde sig til sine fremtidsdrømme, og her vil jeg gerne mase mig ind foran og sige noget andet og mere nuanceret, end jeg gjorde, da mine egne børn skulle vælge uddannelse.

Det er det samfund, vi værdsætter og føler os trygge i, der er på spil. Gid trygheden ikke ender med at være en illusion.