Julen er ovre, og vi gør status. Formentlig på rigtigt mange ting, men også på det ”gaveræs”, som vi med foragt og udmattelse har vænnet os til at kalde den guddommelige anordning, det er, både at give og modtage en gave. Jeg synes, vi skal stryge dét ord af vokabulariet og i stedet reflektere over gaveprincippets dybere mening.
En del af vores personlige status er måske at overveje, om vi gjorde os umage nok med at finde frem til de gaver, vi købte. Og vi tænker sikkert også over, om modtagerne egentlig blev glade for dem? Ramte de plet, eller var der skuffelse at spore? Så modtagerne helt udmattede ud ved tanken om alt det besvær, de nu skulle have med at returnere og bytte? Og hvad med vores egne ønsker? Blev der spurgt til dem? Er ønskesedlen skrumpet lidt ind?
Man kan blive helt rundtosset af at stille sig selv alle disse spørgsmål, og uanset hvad svaret er, sender de mig tilbage til refleksionen over, hvorfor vi overhovedet giver hinanden gaver – eller lader være.
Jeg ved ikke, hvornår ønskesedlen blev opfundet, men jeg kan ikke erindre at have lavet sådan én, da jeg var barn. Der var ikke legetøjskataloger, som vi kunne svælge i og lade os inspirere af. Dem, der gav min søster og mig gaver, fandt selv på noget, eller spurgte måske vores forældre, hvad vi manglede eller ville blive glade for. Jeg husker juleaftener, hvor vi fik vinterstøvler, luffer, et puslespil, en bog, en skoletaske, en gymnastikdragt – og blev glade for det. Der var 1-2 gaver til hver af os fra vores aller nærmeste, som vi holdt jul sammen med. Men vi fik også julegaver af lidt fjernere familiemedlemmer, som kom forbi med en pakke lidt før jul. Den fik vi som regel lov til at pakke ud om eftermiddagen den 24. Det var ikke store ting, men det var meget spændende, for vi vidste, at netop dé havde selv fundet på noget til os. Jeg husker faktisk aldrig nogen sinde at være blevet skuffet over en julegave – det skulle da lige være det obligatoriske stykke dobbeltriflet sølvtøj, vi til hver eneste jul og fødselsdag fik af vores farmor. Skuffelse er måske for meget sagt, men det var i hvert fald ikke nogen overraskelse.
Gaverne kunne i det store og hele godt være under juletræet – måske med undtagelse af en odd size kælk eller et par ski, som blev båret højtideligt ind fra et gemmested, når der skulle pakkes gaver ud. De voksne gav også hinanden gaver. Og ikke mindst lærte vores forældre os, at vi selvfølgelig skulle give gaver til dem, der gav os gaver. Ikke som noget-for-noget, men som en opdragende træning i at se ud over sig selv og lære glæden ved at give. Derfor blev der gjort ret meget ud af at snakke med os om, hvad vi skulle give vores bedsteforældre, moster og onkel, mor og far og hinanden, min søster og mig. Vores forældre tog os ofte med i Panduro Hobby for at købe filt, perler og andet grej til hjemmelavede gaver. Der blev lavet mange lyskranse, bordskånere og dekorerede tændstikæsker, som faktisk blev ret pæne, fordi materialerne og opskrifterne var gode, og fordi vores forældre hjalp os og insisterede på, at vi skulle gøre os umage. Det tog tid at producere julegaver, men det blev prioriteret, og det lærte os glæden ved at se modtagerne pakke gaverne op. Senere fik vi lommepenge og gik selv i byen for at købe gaver. Det var lidt svært med de mandlige familiemedlemmer, så jeg har givet min morfar mange flasker Tabac aftershave, min onkel Dunhill 965 pibetobak og min far sokker og lommetørklæder. Det var nemmere med kvinderne, som fik smykker, velduftende sæbe, lys og servietter og alt muligt nips, som så spændende ud.
Denne gavemodel var nogenlunde uforandret op igennem min barndom og ungdom, og det var utænkeligt at få den idé, at de voksne ikke skulle give hinanden gaver. Men så skete der et eller andet, som sikkert har noget med velstand, udbud, overflod, manglende tid og forkælelse at gøre.
Da jeg selv fik børn i 80’erne, var udbuddet af legetøj og underholdningsartikler eksploderet, det meste var faktisk blevet ret billigt (og sikkert også af dårligere kvalitet), og der var gået mode og sæson i legetøj. Bedsteforældregenerationen havde råd til at give lidt større gaver, og det blev mere almindeligt at købe skoletasker, rulleskøjter, vinterstøvler og cykler undervejs i året, når det gamle var slidt eller for småt. For vi nænnede som forældre ikke længere pålægge vores børn at udsætte deres behov til jul eller fødselsdag. Det blev rutine, at ”det som de alligevel skal have”, fik de undervejs. Fætter BR’s legetøjskatalog var tykt som en telefonbog og blev udgangspunktet for børnenes ønsker. Vi turde ikke udsætte os selv eller vores børn for skuffede miner, så det var endegyldigt slut med fornuftige gaver. Og det var efterhånden helt umuligt at få plads til alle gaverne under træet. Sofaer og lænestole blev taget i brug, og der stod stadig plasticposer med uåbnede gave langs væggene. Børnenes forventning og iver blev større og større, og det var ikke længere muligt at give sig tid til udpakningen og beundre hver enkelt gave. Juleaften blev en effektiv proces, hvor der blev pakket ud i en rasende fart, og hvor én voksen havde til opgave at samle papir, bånd og anden emballage i sorte sække, som løbende blev båret ud. Min morfar ville have våndet sig, hvis han stadig havde levet, for han brugte altid en del af juleaften på at redde både papir og bånd, der blev glattet ud og foldet sammen til senere genbrug.
Vores børn er voksne nu og har beriget os med 7 vidunderlige børnebørn, og jeg synes at kunne spore mange refleksioner og stor eftertænksomhed i børnefamilierne. Forældrene er lige så ivrige, som vi var, for at give deres børn gaver, som de har ønsket sig og bliver glade for, men jeg tror også, de tænker, at ”det hele er altså blevet lidt for meget”, ikke mindst fordi gaverne til de små helt overvejende er det rene plasticbras, som hurtigt bliver uinteressant, og som går vinkelret på forældrenes oprigtige ønske om at leve bæredygtigt. Og så har der sneget sig en yderligere komponent ind, som er kendetegnende for de unge familier: mangel på tid til at hjælpe de små børn med at lave en god og gennemtænkt ønskeseddel, hvor der også bliver sneget noget fornuftigt og nødvendigt ind – til at checke, hvad de store børn fylder i Ønskeskyen af fantasifulde drømme – til at lære dem at sige tak for en gave, også selvom den skuffer lidt – at ringe eller sms’e og sige tak for gaven, hvis man ikke holder jul sammen i år – og til at lære dem vigtigheden af at fremstille eller købe små gaver til dem, de får gaver af.
I år fik jeg to julegaver: en fin hjemmelavet broche og et lille, uhyggeligt Halloween-græskarhoved til et fyrfadslys fra mit yngste barnebarn på 3 år, og fra mit ældste barnebarn på 13 år et feriefoto af hende og mig sat i en smuk hjemmedekoreret ramme. To dejlige kærlighedsgaver.
Manglen på tid ser ud til at skyldes hæsblæsende karrierer med meget mere ansvar og tidspres, end jeg oplevede som ung forælder. Kombineret med behovet for at udfolde sig på mange flere af livets arenaer, samtidigt med at man har små børn, end jeg mindes at have haft ambitioner om. De er så pressede, at de ikke engang selv er i stand til at samle tankerne om at lave en ønskeseddel, før vi har rykket dem adskillige gange. Det har i vores familie i en periode afstedkommet enighed om, at de voksne ikke giver hinanden gaver – ikke som udtryk for manglende kærlighed, men for manglende tid og overskud, og måske også en oplevelse af, at vi jo alle sammen har alt, så hvad skal man finde på?
Denne praksis fulgte vi i nogle år, men den har gradvist sat sig fuldkommen på tværs i mig. Jeg synes, den er kølig, alt for praktisk og helt ude af trit med min grundlæggende trang til og glæde ved at give mine børn julegaver. Jeg bestrider ikke, at det kræver tid og koncentration at finde på gaver til børn, børnebørn og andre, man holder jul med eller ”er på gave med”, men det er som om, vi i farten og det materielle ræs har glemt alt om det ældgamle, dyrebare gaveprincip.
Jeg tror, at vejen tilbage er at genkalde sig gaveprincippet, som handler om at give af hjertet for at glæde. En ønskeseddel kan være et godt udgangspunkt for inspiration, men det gamle ord om, at ”det er tanken, der tæller”, er til syvende og sidst det aller vigtigste. Julegaver må ikke blive en økonomisk hovedpine for nogen af os eller blive en bekymring for, om gaven nu også er god eller stor nok. En gave ”til netop dig”, måske købt på et inspireret tidspunkt i løbet af året, en fælles eller individuel oplevelse eller en nyttig gave til en ukendt nødlidende fjernt fra vores egen privilegerede hverdag emmer da af eftertanke, tid og kærlighed.
Men det er ikke nødvendigvis så nemt at nå hen ”til syvende og sidst”. Vi skal lære børnene og os selv at mærke intentionen bag en gave og blive glade for noget andet og mindre, end vi er vant til, og vi skal prioritere tid – vores mest sparsomme ressource – mere end noget andet.
Når jeg kigger ud ad vinduet her midt i januar og ser de mange lyskæder, der endnu hænger overalt, oplever jeg det som vores trang til at forlænge decembers lys og hjertevarme et godt stykke ind i det nye år. Det lys og den hjertevarme, vi forbinder med december, kommer ikke ud af den blå luft.
Det udspringer af den ældgamle, dybe trang til med tolerant og inkluderende samvær, lys og gaver at skabe en kærlig og varm atmosfære i den mørke tid. Det er da værd at bevare.
