En lille uge inde i det nye år – 2026 – er det vel stadig i orden at ønske godt nytår; men det er første gang i min snart 68-års levetid, at jeg gør det med så bekymret et hjerte, med så megen uro i maven og med så svag en stemme, selvom man godt kunne have lyst til at skrige det af sine lungers fulde, desperate kraft. Jeg vil tro, at en meget stor del af – ja, intet mindre end menneskeheden – har det på nogenlunde samme måde.
Min mand og jeg havde en rigtig hyggelig nytårsaften i selskab med min kusine og hendes mand. Kære, nære venner og familiemedlemmer, med hvem vi både kan grine, have dybe samtaler om livets og verdens gang, og nyde gode oplevelser. Vi varmede op i sofaen om eftermiddagen med kaffe, te, rugbrød og boller for at lægge bunden til en festlig aften i Operaen med Det Kongelige Kapel, der diverterede med klassiske dansemusikstykker af aller højeste kvalitet, bundet sammen af en dygtig og sjov konferencier og med tre fantastiske gæstesolister. Salen var fuld, publikum festklædt, og Kapellet, der normalt sidder nede i orkestergraven i fred for nysgerrige blikke, var nu halet op i projektørlyset på scenen og skulle efter nøje instruktion være lidt til den sjove side denne aften. Det er de ikke specielt gode til. Det er jo professionelle alvorsmennesker, der koncentrerer sig om musikken, så de er ikke så nemme at slå et smil af som Danmarks Radios Symfoniorkester, der altid er forestillingens midtpunkt. Men Kapellets lidt alvorstunge udtryk gik fint i spænd med Kongens nytårstale, der ikke fik smilet frem hos tilhørerne, men derimod et anerkendende nik for at være en moden mands tale til tiden.
Efter forestillingen tog vi hjem og nød en late dinner med danskernes sædvanlige, nervøse skæven til uret, af skræk for at misse synet af Rådhuspladsen som røgindhyllet krigszone og de hellige klokkeslag fra rådhusuret. Dér i stuen skal man stå ret, ikke langt fra sin mage, omfavne vennerne, kysse sin partner, ønske godt nytår og nippe til den champagne og kransekage, som ingen har rigtig appetit til dette tidspunkt – allerede fyldt op af mad, vin og dessert. Men i år var det anderledes. Hvem turde med fuldtonet røst ønske godt nytår uden at tilføje en bekymret sætning efter eget valg om verdens skæve gang? Hvem har ikke, nærmest permanent, lidt ondt maven? Jeg har.
Vi har gennem årene holdt mange nytårsaftener på forskellige restauranter i Sydfrankrig i nærheden af vores hus. Dér udviser man den aller største omhu og alvor i forhold til aftenens menu og vine. Man kan slet ikke booke bord til nytårsaften, før menuen er fastlagt, og hvis man som vi har forsøgt os med anerkendende og på forventet efterbevilling at sige, at ”det gør ikke noget, vi har fuld tillid til jeres udmærkede køkken, så vi vil gerne booke uden at kende menuen”, så kigger de vantro på én og siger, at det kan man altså ikke. Bordet er altid fint dækket på restauranten, og der dingler måske et par ensomme serpentiner ned fra loftet eller lamperne, men ellers er det nærmest bare som ”en aften ude på en god restaurant”. Det med kl. 24 præcist tager de ret let på. Hvis der er andre danskere til stede, kan man være sikker på, at de har stillet mobilen op foran sig, lænet mod et glas, med direkte transmission fra Rådhuspladsen, så vi i det mindste på dén måde kan holde fast i traditionerne. Vi sad engang i nærheden af et absolut modent tysk selskab, der også havde sans for det afgørende øjeblik. Da der intet skete, rejste en ældre, nobel tysk herre sig resolut op og sagde, at nu tillod han sig altså at ønske alle godt nytår. Det frontalangreb på fransk slendrian løsnede stemningen hos ligesindede, medens de franske tjenere måske følte sig lidt ubekvemt irettesat, da de et par øjeblikke senere kom med champagnen – men da var det jo uhjælpeligt for sent efter danske og tyske standarder. Til gengæld gik vi glade hjem og lagde os ubekymret i sengen og glædede os allerede til at stå forventningsfulde op til et nyt, ubrugt år. Sådan er det ikke mere.
Jeg er ikke vokset op med store, festlige nytårsaftener, men med små og hyggelige, ofte bare sammen med mine forældre og min søster. Jeg var 12 år, før vi fik fjernsyn i mit barndomshjem; noget senere end mine kammerater. Min mormor og morfar havde allerede haft fjernsyn i nogle år, og man var begyndt at sende et langt underholdningsprogram for hele familien nytårsaften. Min mormor og morfar var altid inviteret til nytårsaften hos nogle venner, så mine forældre lånte i nogle år deres fjernsyn nytårsaften – en kæmpe begivenhed i flere dimensioner. Først den praktiske. Et fjernsyn var dengang en stor, tung kasse, som det ikke var så ligetil, måske nærmest umuligt, at bugsere ind på bagsædet af en Folkevogn med to døre. Formentlig har det stået på forsædet ved siden af førersædet, og så har min mor, søster og jeg pakket os sammen på bagsædet.
Men en endnu større udfordring ventede, da fjernsynet skulle bringes til at fungere hjemme i stuen. Det blev tændt, stueantennen slået ud, og med usvigelig sikkerhed var der tyk, flimrende sne på skærmen – intet billede. Min far trykkede og drejede på alle forhåndenværende knapper, sikkert lidt utålmodigt, og antennen blev flyttet rundt for prøvende at indtage stadig nye stillinger. Min mor blev bedt om at holde den i hånden, lidt væk fra fjernsynet. Og med armen strakt op mod loftet tonede prøvebilledet pludselig frem, og min far råbte begejstret ”nu er den der”, hvortil min mor svarede ”jamen jeg kan da ikke blive stående sådan her”.
På mirakuløs vis endte det altid med at virke, og efter nytårsmiddagen satte vi os forventningsfulde i sofaen og så alt, hvad der blev sendt. Indimellem blev det lidt kedeligt, og så spillede vi Ludo, spiste resterne af julens konfekt og småkager og antændte lunten på de få, små bordbomber, mine forældre havde købt. Der kom lidt konfetti og måske en lille plastikdims ud af dem, og det var så det. Fyrværkeri var helt utænkeligt. Måske for dyrt, helt sikkert for farligt, formentligt spild af penge efter især min fars mening, og så var vi jo piger og forventedes ikke at interessere os for den slags. Men vi kiggede på fyrværkeriet fra vinduerne på første sal. Dagen efter blev fjernsynet kørt retur til min mormor og morfar. Det var nok den bøvlede nytårstrafik, der skubbede mine forældre til omsider at købe vores eget fjernsyn.
Det er vel ikke for meget sagt, at den glade nytårsforventning nu er afløst af dyb, dyb bekymring. Ikke af alle. Nogle deler ungdommens helt forståelige og legale tillid til, at de voksne kommer til fornuft og løser problemerne. De unge har mere end rigeligt i at manøvrere i deres egen krævende hverdag med venner, uddannelse, parforhold, børn og arbejde. For dem gælder ordet ”dåren vandrer dér, hvor engle ikke tør træde”, og de er lovligt undskyldt. Vi, der har mere livserfaring i bagagen, kan ikke bare kaste bekymringen over bord og satse på, at det hele nok skal gå. Alle medier kan udenad liste hele remsen af krige, kriser og foruroligende tendenser her og dér op, og den bliver længere og længere. Nu skal vi efterhånden bruge alle ti fingre for at udpege dem. Koncentrationen af udfordringer er så markant, at vi efterhånden med et dybt suk opgiver at pege på konkrete løsningstiltag. Oprustning, møder, forhandlinger, diplomati sund fornuft og ordentlighed synes ikke længere at være indlysende og effektfulde værktøjer i en verdensorden, der er gået så meget i stykker, som tilfældet er. Hver dag bliver der trukket yderligere et stort eller lille søm ud af den i forvejen skrøbelige konstruktion, vi hidtil har troet på kunne holde det hele nogenlunde sammen.
Det samlede billede er så voldsomt, at jeg ikke kan lade være med at inddrage både karma og Forsynet i mine tanker om, hvorfor verden er gået amok, hvad der kommer til at ske, og hvad der kommer bagefter. Så mange alvorlige begivenheder og trusler kommer ikke i en så rivende strøm, uden at Forsynets mening må være, at vores gamle verdensorden og den logik og moral, den hviler på, er ved at rinde ud, og skal erstattes af en ny, der baserer sig på kærlighed, fred og retfærdighed.
Den opstår ikke pludselig som en fugl fønix, men vil, ligesom den gamle, gradvist udvikle sig. Men det kan den slet ikke komme i gang med, så længe den gamle verdensmoral, der alt overvejende bygger på magt, grådighed og troen på, at enhver er sig selv nærmest, hersker. Derfor må den gamle verdensorden bryde endeligt sammen, og det vil uundgåeligt ske under krig, rabalder og lidelse. Det er allerede godt i gang, men jeg frygter, det kan blive meget værre.
Først når røgen atter har lagt sig, vil de konstruktive kræfter, vi allerede i dag kan mærke spirerne til, men som i lang tid ikke har kunnet komme i arbejdstøjet, begynde at tage fat. Og smerteligt belært og stopmætte af den gamle verdensorden, vil den freds- og kærlighedshungrende menneskehed bakke helhjertet op om udviklingen af en ny moralitet.
Mange vil måske ikke abonnere på denne tænkning og finder den alt for fantasifuld og med et lovlig stort spirituelt islæt. Selv finder jeg den logisk, for hvad man sår, må man høste. Og med den måde, hvorpå verden går sin skæve gang i dag, lægger vi virkelig i kakkelovnen til ballade. At tro på de gamle virkemidler, ikke mindst voldsom oprustning og parathed til krig, for at skabe fred, synes jeg derimod er fantasifuld og wishful tænkning. Indtil videre har det i hvert fald ikke virket. Vi tror, vi har lagt både første og anden verdenskrig bag os, men det har vi måske ikke. Er de i virkeligheden aldrig blevet rigtigt afsluttet? Skal vi helt ærligt igennem en tredje for at nå frem til erkendelsen af, at nu skal vi for alvor finde nye veje som menneskehed for at opleve det helt konkrete Paradis på Jord – altså ikke hinsides et eller andet overjordisk sted, men lige her på vores vidunderlige Jord – som er lovet os, og som vi alle længes intenst efter?
Godt nytår og Fred på Jord.
Foto af Pierre-Etienne Vilbert på Unsplash
