Da jeg for nylig ryddede op i en bestikskuffe i sommerhuset, fandt jeg blandt kagegaflerne fra Ikea en enkelt én, der skilte sig ud. Den har nogenlunde samme størrelse som de andre, er lavet af rustfrit stål, tænderne er en anelse kortere end på moderne kagegafler, og så har den en lille riflet detalje på forsiden som dekoration. Enkel, smagfuld og nordisk i stilen. Jeg blev ikke overrasket over at finde den, for den har hørt hjemme i sommerhuset, siden mine forældre fik det bygget i 1965. Da jeg så den, tænkte jeg straks på dens makker, en te- eller sukkerske i samme design, men den kunne jeg ikke finde, og den er ikke siden dukket op.
Jeg tog gaflen i hånden og vendte den om, så jeg kunne læse den velkendte, indgraverede tekst på bagsiden: ”Fra Deres piger i 1. c”. Det lille, fine ske- og gaffelsæt med den ydmyge tekst på bagsiden er en gave, som min mor, der dengang var lærer på Amagerbro Skole, fik i anledning af min fødsel i februar 1958. Jeg knytter ingen sentimentale følelser til min egen fødsel, men den lille indgravering gav et sug i maven, der stak i to forskellige retninger. Den ene bragte mig i kontakt med min mor, der døde for snart 10 år siden, og som var en fremragende pædagog og en højt elsket lærer, både i dette job, som hun bestred, indtil min søster blev født i 1960, og hun besluttede at gå hjemme nogle år og passe sine småpiger, og i sin mangeårige gerning sidenhen som lærer på Rigshospitalets Børneafdeling.
Den anden fik mig til at tænke på en artikel, der for nylig blev bragt i Politiken, om en ung lærer, der elskede sit fag, og som brændte for at gøre en forskel både fagligt og menneskeligt for sine elever, men som i stedet selv var brændt ud, havde givet op, og nu valgt at forlade Folkeskolen, fordi hun ikke længere orkede den daglige kamp med både børn, forældre og en skoleledelse der ikke magter at bakke lærerne effektivt op. I gamle dage kom børn fra ressourcesvage hjem i skole uden madpakke og varmt vintertøj – i dag kommer børn fra alle slags hjem ofte i skole uden respekt for lærerens autoritet og uden forståelse for det sociale fællesskab. Da jeg læste artiklen, kunne jeg næsten føle den udmarvende træthed og magtesløshed, der havde fået den pågældende lærer til at rette sin faglighed og sine ambitioner i en anden retning.
Vi skal ikke ønske os tilbage til Folkeskolen anno 1958 i den tro, at da var alting bedre. Men noget var måske faktisk lidt bedre. Jeg startede i 1. klasse på Rødkilde Skole i København i 1965. En ret ny og meget moderne skole, som delegationer fra mange lande kom og besøgte. Samtidigt var det vidt berømte og meget værdifulde danske børnesyn brudt kraftigt igennem i skolen og kom til syne som en grundlæggende respekt for barnet i egen ret. Et lille menneske man taler ordentligt til, ikke råber ad og slet ikke lægger hånd på. Vi var ikke bange for at blive skældt ud eller slået på. Men læreren var en ubetinget autoritet, som vi rettede os efter og ikke gik i diskussion med. Én lærer kunne nemt styre en hel klasse, og hvis en elev ikke opførte sig ordentligt og forstyrrede undervisningen, blev vedkommende sat uden for døren, indtil timen var slut eller læreren forbarmede sig og kaldte eleven ind igen. Det var utænkeligt at forlade skolen, så læreren bekymrede sig ikke for, om eleven nu kunne finde på at stikke af. Hvis opførslen havde været særligt uacceptabel, blev eleven sendt op på inspektørens kontor, hvor man jo så måtte forklare sig nærmere, og dén konfrontation var ikke rar.
Der var selvfølgelig lærere, som ud over den formelle autoritet, som rollen gav, også besad en naturlig autoritet, og hvis læreren yderligere var sjov, en dygtig pædagog og et rart menneske, var det nærmest kærlighed ved første blik – og en relation man aldrig ville glemme, og som kunne få betydning for én resten af livet. I de første skoleår sagde vi ”De” til læreren, rejste os op, når der af én eller anden grund kom en fremmed lærer ind i klassen, sang morgensang og bad sågar Fader Vor – det sidste beroede nok på den enkelte lærer, men var i hvert fald tilladt og afstedkom ingen kritiske reaktioner.
I 5.-6. klasse omkring 1970 begyndte rollerne at ændre sig. En vikar havde ikke samme fodfæste som den faste lærer og blev ofte udfordret på sin autoritet af de mest modige elever. Til gengæld kunne unge vikarer med gode pædagogiske evner komme ind som et frisk pust og skubbe os ind i de mere uregerlige 70’ere. De krævede en anden selvstændighed af os og lyttede på en måde, vi aldrig havde været udsat for før. Vi lavede gruppearbejde, projekter, teater, tog på lejrskole, og enkelte lærere kunne endda finde på at invitere hele klassen hjem for at vise, at læreren bor i et rigtigt hjem med en familie og ikke i et aflåst skab på skolen. Det var sjovt, anderledes og udviklende og understøttede det danske børnesyn.
Men der var måske også noget, der begyndte at skride lidt i de år. Også forældrenes opdragelse af børnene ændrede sig, og frihed, øjenhøjde og tillid blev gennemgående værdier for både hjem og skole. Men det kræver meget af børn at trives med al den frihed. Faktisk kan det være rigtig svært, og pludselig går der kludder i rollerne, og både børn, forældre og lærere bliver usikre på, hvad der forventes af dem. Der kommer usund uro i geledderne. Jeg gik ud af folkeskolen i 1974 efter 2. real med en oplevelse af, at skolen var en helt, helt anden, end da jeg startede i 1965. Ikke værre, sikkert bedre, men i hvert fald totalt anderledes.
I min gymnasietid – et privatgymnasium med indbygget folkeskole – var vi blevet modne nok til at fornemme lærernes faglige dygtighed og deres pædagogiske og menneskelige kompetencer, men generelt smittede det ikke nævneværdigt af på vores respekt for deres autoritet som lærere. Vi opførte os faktisk rigtig pænt. En lille gruppe af os tog på hele klassens vegne engang et frisk og modigt initiativ til et møde med rektor for at påtale en række dårlige oplevelse med vores dansklærer. Han var et gammelt, konservativt buldrehoved, der ikke havde opdaget ”de nye tider”, som tiltalte os ved hjemmelavede øgenavne, og som – ikke mindst – havde et alkoholmisbrug, som han omhyggeligt passede og vedligeholdt i spontane pauser i undervisningen, så han kunne gå ned til sin bil på parkeringspladsen, som kunne ses fra klasseværelset, åbne bagagerummet og tylle et par guldøller i sig, inden han med fornyet, ondskabsfuld energi genindtog klasselokalet. Det var en stor overraskelse at møde rektors bagatellisering af vores oplevelser, hans fulde opbakning til læreren og hans anmodning om at vi viste lidt tolerance og tålmodighed med en ældre lærer, der nok snart gik på pension. Han gav os taletid, skældte ikke ud, men udviste ingen forståelse. Hvordan ville en rektor mon reagere i dag?
Mit næste konkrete møde med Folkeskolen var mine børns skolegang. Det var gået lidt hen over hovedet på mig, at man i mellemtiden havde indført skolebestyrelser, og jeg var usikker på, hvad formålet var, og hvilke beføjelser sådan en bestyrelse havde. Da min søn skulle i gang med sit andet fremmedsprog og egentlig gerne ville have valgt fransk i stedet for tysk, blev jeg klar over, at skolebestyrelsen havde valgt at nedlægge fransk og alene satse på tysk. Skolen ville ikke drøfte det med mig, men henvist mig til bestyrelsesformanden, i hvis hjem jeg mødte op for at tale min sag. Det var hurtigt overstået for mit vedkommende, hvorimod han brugte ganske lang tid på at fortælle mig om erhvervslivets behov for tyskkundskaber – det måtte jeg da kunne forstå. Den oplevelse gav mig en dyb fornemmelse af, at skolebestyrelser for mange skoleledere og lærere må opleves som en desavouering af deres kompetencer og evner til at anlægge kloge helhedsvurderinger, før der tages store beslutninger. Dygtige skoleledere kan sikkert i kraft af deres personlige kompetencer få et fint samarbejde op og køre med de obligatoriske skolebestyrelser, men hvorfor ikke overlade skolefaglige beslutninger til skolerne selv?
Men hermed åbnedes også døren for forældrenes meget store indflydelse på skolerne, som er gået hånd i hånd med en stadig mere individorienteret opdragelse. Det er stor opdragelseskunst for forældrene at finde den rette balance mellem individ og fællesskab, og det er vel, når dét kikser, at lærerne i dag giver op og forlader Folkeskolen.
Det må være en rimelig forventning, at børnene ved skolestart og hele vejen igennem skolegangen ikke blot møder udsovede og velforberedte op med madpakke, gymnastikpose og varmt vintertøj – men også med respekt for fællesskabets krav og lærerens autoritet. Og læreren bør kunne forvente at blive bakket solidt op af skoleledelsen, når der skal udkæmpes opdragelses- og værdikampe med børn og forældre. Ellers står læreren alene med sin magtesløshed og følelse af ikke at lykkes, og det er ikke rimeligt.
Til gengæld er det samfundets opgave at stille en toptunet, højkvalitetsuddannelse til rådighed for dem, der ønsker at gå lærervejen, og honorere den krævende gerning af aller største betydning for vores samfund med en god løn.
Jeg husker de implicitte overskrifter for min egen skolestart som ydmyghed og autoritetstro – hvis man kunne leve op til de to krav, tolket i datidens kontekst, var alt godt og skolegangen fredelig. Men selvom datidens kontekst ikke længere er relevant, rummer begge begreber en iboende kvalitet, som stadig er aktuel – men som selvfølgelig ikke kan stå alene.
Ydmyghed overfor fællesskabet og de krav, det stiller, på balanceret bekostning af fokus på det enkelte individ er en forudsætning for at kunne fungere i alle former for sociale sammenhænge, ikke mindst i skolen.
En passende autoritetstro (der er noget ganske andet end den skadelige underdanighed og frygt) overfor de lærere, der notorisk er klogere og mere erfarne end eleverne, burde være en selvfølge. De er uddannet til og betroet ansvaret for vores børns uddannelse og en del af deres opdragelse til fællesskabet, og vi må vise dem tillid og opbakning.
Taknemmelighed for vores velfærdssamfund og dets demokratiske og kulturelle værdier træder i disse urolige og ustabile tider vel tydeligere frem for os alle. Mon ikke tiden er kommet til at tale meget mere og meget tydeligere om disse dyrebare goder, bl.a. i Folkeskolen.
Og som en naturlig konsekvens af det unikke, danske børnesyn, hvor vi ser barnet i egen ret, og hvor vi lærer det at udvikle egne, kritiske holdninger til og kreative bud på det samfund, vi ønsker at leve i fremover, er visioner og handlekraft helt naturlige og uundværlige kompetencer og udtryksformer hos børn og unge.
Gid vi kan hjælpe hinanden med at skabe en skole, hvor alt dette trives, og hvor de veluddannede og dygtige lærere har lyst til at udfolde sig.
Billede lånt fra: https://www.ecophon.com/dk/articles/inspiration/rodkilde-school/
