Når jeg gennemser mine fotos fra mange, mange års museums- og udstillingsbesøg i både ind- og udland, slår det mig, at jeg aldrig kan gå forbi et billede af et snelandskab uden at standse, dvæle, kigge, mærke et sug i maven og tage et billede. Udstillingerne kan handle om alt muligt andet end vinter og sne, og billederne kan være trivielle og af blandet kunstnerisk værdi. Men de gør noget ved mig. Handler det om barndomsminder? Om bekymringen for klimaforandringer? Utvivlsomt begge dele.
I min barndom i 60’erne var det med usvigelig sikkerhed snevejr på et eller andet tidspunkt i løbet af vinteren. Det var sjældent hvid jul, og derfor har forestillingen om det særligt romantiske ved en snedækket jul aldrig sagt mig så meget. Den var jo stort set aldrig hvid. Men i løbet af januar, februar og måske marts faldt der altid sne, og den blev som regel liggende så længe, at kælk og skøjter kom i brug hver vinter. Måske ikke i en længere periode – men en enkelt kælke- eller skøjtetur blev det altid til. Ski var ikke en del af min barndoms vintre, for de kræver terræn og større vidder eller bakker, og det er der ikke meget af i Danmark.
Jeg delte værelse med min søster, da vi var små – dengang den foregående vinter var uendeligt langt væk, nærmest glemt, og mødet med den nye var en overvældende åbenbaring. Når den første sne var faldet, og det skete ofte om natten, kom min far ind på vores værelse om morgenen, gik ganske stille hen og trak rullegardinet op og bad os komme hen til vinduet. Vores værelse lå på første sal og havde udsigt ned over vores have i Grøndalsvænge. Da vi så den snedækkede have i den tidlige morgens dæmrende lys, blev jeg gennemstrømmet rent fysisk af en gysende, lykkelig, overvældet fornemmelse. Det var så smukt, så rent, så uberørt – og løfterigt. For nu åbnedes muligheden for dage med helt andre lege og meget mere udendørs liv.
Når trækælken med jernmeder blev taget ned fra loftet, var det en særlig oplevelse at trække den de første meter, der afsatte rødbrune ruststriber i sneen. Så kom resterne af stearinlys frem, og mederne blev smurt, så de gled som en drøm, og man slap for, at store sneklumper satte sig fast og forhindrede den glidende fornemmelse af fremdrift. Vi trak kælken op til bakkerne ved Bellahøj. Jeg husker dem som høje og stejle, men dog ikke mere end at vi formåede at standse kælken, inden den gled ud i Degnemosen. De første ture startede nedefra, hvor jeg trak kælken et lille stykke op ad bakken, satte mig på den og kørte ned. Så gik jeg lidt længere op, og til sidste kunne jeg tage bakken fra toppen og ned. Bobslæderne var kommet frem, men sådan én fik vi ikke lov til at køre på, for min mor mente, at benene var bedre beskyttet på kælken, hvor man kunne sætte fødderne enten på mederne eller på de bøjede stykker træ forrest. På bobslæden stak benene bar ud i luften, og man kunne køre ind et eller andet og brække dem. Min mor har altid været ængsteligt forudseende og haft evnen til at se 4-5 mulige skaktræk frem og dermed potentielle uheld, der dog sjældent blev til noget.
Ved siden af den korte bakke, hvor de mindre børn kælkede, var der en meget lang bakke med skrå sider, hvor de såkaldte ”dødssejlere” kørte. Det var her, de store drenge og unge mænd kørte på lange slæder med plads til flere personer, som de selv havde bygget af gamle strygebrætter med meder under. Det gik stærkt op og ned ad banens skrå sider i en slags slalom, mens de brølede begejstret. Sikker både over farten og den frydefulde skræk, de satte i de beundrende tilskuere. Det helt store gys – som tilskuer – oplevede jeg, når vores forældre tog os med på en vintergåtur i Dyrehaven, og min far udpegede ”Djævlebakken” i Ulvedalene som det suverænt farligste sted at kælke. Det så også drabeligt ud, når store drenge og voksne mænd drønede ned ad bakken, som i mine barneøjne både var virkelig stejl og meget lang. Der var opstillet et samaritertelt i området, og jeg fik nærmest indtryk af, at det var forbundet med direkte livsfare at styrte sig ned ad bakkerne. I hvert fald kunne man godt påregne at brække et ben eller to.
Til sidst var vi trætte og drivvåde. Vintertøjet var ikke rigtigt vandafvisende, huer og vanter var tunge af vand, og den våde uld kradsede.
Vi fik også skøjter, da vi var store nok til det. Fine, hvide kunstløberskøjter med hakker i spidsen af meden til at sætte af og bremse med. Ingen af delen fik jeg dog nogen sinde brug for. Jeg var bange for at stå på skøjter, fordi det gjorde så pokkers ondt at falde. Jeg trippede afsted, tog meget forsigtige tilløb til længere glid, men turde ikke sætte farten op og mærke suset hen over isen. Mine skøjteforsøg sluttede brat, da jeg faldt på isen i Degnemosen og brækkede armen. Det gav mig fire ugers velkommen pause fra vintersporten og lidt fame og omsorg fra familie og kammerater. Dengang hed det kammerater og ikke venner, som var et finere og dybere fænomen, som man nok ikke mente, at børn havde forstand på.
Min mormor og morfar forærede os kælk og skøjter i julegave – en passende tid på året, hvor gaverne ofte straks eller meget snart kunne tages i brug. I dag ville jeg aldrig drømme om at forære mine børnebørn den slags gaver, for de ville enten ikke vide, hvad sådan noget underligt grej skulle bruges til, eller de ville blive skuffede over at få noget, som faktisk ikke kunne bruges.
Vores smukke, uberørte, snedækkede have mistede lidt af sin uskyld, da min far lærte os at lave en ordentlig snemand. Den startede som en snebold, der blev skubbet rundt på græsplænen, indtil den var stor nok til at udgøre underkroppen. Så trillede vi det noget mindre hoved, og så var der heller ikke mere sne på græsplænen, der nu havde fået lange nøgne striber af gulnet græs. Min far gik grundigt til værks og lærte os tingene fra bunden, så snemanden fik en stor gulerodstud og et par mørke øjne, som næppe har været kul men sorte sten. Et par grene som arme og en hat på hovedet. Der stod han midt i haven og sank langsomt sammen, som tiden gik.
Haveboligforeningen Grøndalsvænge rådede over en lille fejemaskine til fortovene, som blev betjent af en mand der gik roligt afsted med den foran sig, og en sneplov til vejene, som betjentes fra et førerhus højt oppe over de gigantiske hjul. Sneen endte i to høje volde i begge sider af vejen, der i forvejen var smal, så to biler har ikke kunnet passere hinanden i snevejrstider. Ud over min generelle ængstelse og forsigtighed i forhold til rigtigt mange ting, var der særligt ét vinterfænomen, jeg var skrækslagen for som barn: den store sneplov. Den var fra mit perspektiv enormt stor, den fyldte hele vejen, den kastede en lavinelignende kaskade af sne højt op i luften, og særligt når den kørte om aftenen, lignede den med sine store forlygter mod den hvide sne et rent uhyre. Jeg skreg af angst, lige indtil min far tog mig på armen, og vi gik ud for at kigge på den. Så var den pludselig bare stor, støjende og fuld af kraft og lys.
Vi havde en lille lyseblå Folkevogn, der var parkeret i en garage bagest i haven. Når den skulle ud og køre, måtte vi først åbne den toleddede havelåge helt op, så min far kunne bakke den ud på vejen. Om vinteren var det nødvendigt at skovle et stort hul i snovolden, som fejemaskine og sneplov havde kastet op i vejkanten, for at bilen kunne komme ud. Lidt henne ad vores vej boede der i den ene ende af et dobbelthus en særpræget familie, som vi var lidt utrygge ved: Viggo og hans bror og mor. De to brødre, som dengang nok har været midt i 40’erne, var et par sølle fyre. Den ene var alkoholiker og hang ud på Munkekroen et stykke ned ad Godthåbsvej. Den anden, Viggo, var udviklingshæmmet. Faderen var over alle bjerge, haven var tilgroet, og man kunne dårligt skimte ind ad vinduerne for skidt og gamle potteplanter. Det gøs i os ved tanken om, hvordan der mon så ud inde i huset, hvor den gamle mor skabte et hjem for de to sønner.
Viggo var en fredelig og rar fyr, som min far havde en vis omsorg for. Viggo havde ikke rigtigt noget sprog, men han forstod nogenlunde, hvad min far sagde til ham. Om vinteren tilbød min far Viggo, at han mod en passende betaling kunne komme og skovle sne hos os, så vi altid kunne få bilen ud på vejen. Det ville han gerne, og han troppede trofast op med sin skovl og gik i gang, men han kunne ikke overskue logistikken. Han skovlede sneen fra volden ude på vejen ind i haven og om bag havelågerne, som så ikke kunne åbnes op, når bilen skulle ud. Min far forsøgte at forklare Viggo, at den løsning ikke duede, men han forstod det ikke og fortsatte sin vante praksis. Så måtte min far selv skovle sneen væk igen. Viggo skovlede sne for os, til han døde i en ret ung alder, og han lærte aldrig at gøre det på andre måder end sin egen.
I min barndom havde vi i 12 år en grå mellempuddel – en dejlig hund, som min søster og jeg var glade for, men som mine forældre tog ansvar for og passede. Min mor tog sig af hans kost, rensning af de dybe øregange og klipning af kløer mellem de rigtige trimninger. Min far gik de obligatoriske lufteture med ham, og jeg tror, han nød det. Det var en stille stund med egne tanker og lidt frisk luft inden sengetid. Som voksen fik jeg selv hund og satte også pris især på aftenturene. Selvom man ikke lige gad tage tøj på og begive sig ud i alt slags vejr inden sengetid, var det alligevel hyggeligt at mærke hundens glæde ved at snuse rundt, og man får pludselig hilst hjerteligt på andre hundeluftere, som man overhovedet ikke kender. Men især lufteturene i det stadigt sjældnere snedækkede bylandskab var en helt særlig nydelse. Alt blev oplyst svagt af sneen, og lydene blev dæmpet af det bløde lag. Selv småsnakken med andre hundeluftere blev ført i et lavere stemmeleje.
Vores hunds bedste ven var ubetinget min svigermor. Hun passede ham i utallige, lange sommerferier, og de havde deres egen hverdagsrytme med småsnak, gåture, middagshvil og leg i haven. I hendes hjem i Fåborg hang der over sofaen et maleri af den slags, man finder hos rigtigt mange ældre mennesker. Et skovparti i gyldent og rosa eftermiddagslys over snedækkede skovstier. Ikke høj sne i mandshøje driver, men store snepartier blandet med kig til skovbund, smeltevand i en grøft og en vintergrålig himmel. Et dansk vinterlandskab af den slags, vi ikke så ofte oplever mere. Det lokker minderne om barndommen frem – det, der var, og som ikke kommer tilbage, hverken personligt eller vejrmæssigt. Melankolsk, drømmeagtig skønhed. Et vejrlig, hvor man hverken kan køre, løbe, gå eller cykle stærkt, hvor man tvinges til langsomhed, og hvor opmærksomheden fanges af det magiske, hvide, bløde, lyddæmpende dække.
Men jeg husker også barndommens hårdt sammenpressede, snavsede isagtige sne, der i kolde vintre kunne ligge til langt hen i marts, måske endda april, og som kun langsomt overgav sig og tøede, indtil der kun lå grus og småsten på fortov og vej. Så tog solen, lyset og foråret omsider over, og vinterens sne var pludselig meget fjern, mens man kiggede forventningsfuldt frem mod den sommer, som også en dag ville glide ubønhørligt over i den næste årstid med sine egne drømme om, hvad der så skulle komme.
Foto af Ian Schneider på Unsplash
