Blog

Vi har sommerhus i Veddinge Bakker – et pragtfuldt sted med udsigt over hele Sejrøbugten. Området blev i begyndelsen af 60’erne udstykket fra en gård, der stadig ligger midt i bakkerne som påmindelse om, hvor hårdt det må have været at køre med landbrugsmaskiner i så kuperet et terræn. Landmanden var en ældre herre, der godt udslidt så en tillokkende mulighed for at lægge landmandslivet bag sig og tjene en mindre formue på sommerhusgrunde, der dengang var begyndt at blive et hit også i dette område. Men priserne var ikke i nærheden af det, man skulle give for en grund i det klassiske Nordsjælland. Her kunne mine forældre erhverve en højt beliggende, 1700 kvm. stor grund med 180 graders panoramaudsigt over hele Sejrøbugten for 17.000 kr., og med bare 10 minutters gang til den skønneste badestrand. Der stod endnu korn på grunden, da de købte den, og min far samlede kerner fra den modne hvede og gemte dem i en lille pose til minde om dengang.

Kommunen og den nye grundejerforening fastlagde ret skrappe regler for, hvordan det nye sommerhusbyggeri måtte se ud. Man var helt klar over, at udsigten og følelsen af at være i den store natur var den helt unikke værdi, og at man ikke måtte ødelægge nogen af delene, hverken for sig selv eller sine naboer. Derfor måtte husene kun være på 50 kvm., man måtte ikke bygge i to etager, al beplantning måtte højst være 2 ½ meter høj, hække og stakitter var bandlyst for slet ikke at tale om flagstænger – totalt no go.

De små klassiske træsommerhuse, som ikke havde noget smart designerpræg over sig, på de vindblæste bakker var områdets kendetegn. Beplantningen var typisk fyr, gran, hybenroser og sandtorn, og der gik lang tid, før de 2½ meter blev et issue, nogen gad diskutere. Tværtimod længtes alle efter lidt læ og ugenerthed fra opvoksende træer og buske. Enkelte frække grundejere blæste også på etagereglen og byggede stråtækte huse med to etager. Stråtaget var jo flot, og ingen gad lave ballade, så efterhånden blev der vundet hævn på retten til at bygge og plante, som man ville.

Årene er gået, velstanden har været stærkt stigende, og folk har fået flere penge mellem hænderne. Mange af de oprindelige huse er renoveret og udbygget og er fulgt med tidens behov for mere komfort. I min barndom var der hverken fjernsyn, telefon, opvaskemaskine eller vaskemaskine i sommerhuset. Det første sort-hvide TV gjorde sin entré engang i 80’erne, og selv i dag synes min 40-årige søn, der har tilbragt mange ferier i sommerhuset, at det var en skam at ødelægge den unikke og særegne sommerhusstemning med et fjernsyn. For ud røg jo Matador, Ludo, Brio tog, biler, 1. generations-Lego m.v., der ikke kunne konkurrere med børnefjernsyn. Det hele blev dog gemt i plastkasser og hives i dag ud under sengene af børnebørnene som de særeste vidundere. Vi samlede 25-ører i en rund tut med fjeder i bunden, og en gang imellem kørte vi i den lyseblå Folkevogn ned til stationen i Asnæs, hvorfra min mor ringede til min mormor og morfar. Vi vaskede op sammen, mens vi hørte Karlsens Kvarter, og vasketøjet blev samlet og vasket på et møntvaskeri i Fårevejle – og jeg erindrer altså ikke, at vi havde nær så meget vasketøj som i dag. Jeg tror, man gik lidt længere med tøjet, før det blev smidt til vask.

Mine forældres generation solgte sommerhusene, eller overdrog dem til børnene, og der har siden været utallige ejerskifter, ligesom sommerhusmoden har ændret sig markant over tid. Der er ganske vist i dag en trend i retning af natur, stilhed, bæredygtighed, enkelhed og vild-med-vilje, og den er formentlig blivende og vigtig for menneskers og naturs trivsel. Men når jeg ser mig omkring, er der ikke noget, der tyder på, at vi har lyst til at opgave moderne bekvemmeligheder. De populære ude-brusere er vel dybest set bare noget pseudo-enkelhed, som er mere livsstil end livsnødvendighed.

Nye købere af grunde og huse i dette område, hvor priserne er blevet absurd høje, har ofte råd til at gennemføre enten voldsomme renoveringer eller simpelthen rive det gamle hus ned og bygge nyt. Og hvad er det så, der bygges? Utvivlsomt huse, som det er dejligt at opholde sig i, og som sikkert er bæredygtige i enhver henseende – bare ikke æstetisk. Jeg har vistnok et konservativt arkitektursyn, men jeg synes, det er charmerende, smukt og beroligende for sindet, når et hus ligner et hus. Når det har en passende tagrejsning, vekslende forløb mellem vinduer og vægflader, og et anstrøg af personligt præg. Når man kan se, at bygherre, arkitekt og tømrer har snakket sammen om smag, behov, økonomi, kvalitet og æstetik. Men for at bruge et slogan fra en super aktuel og begavet serie på DR1 må man spørge ”har der været en arkitekt til stede?”. Og svaret er meget ofte nej. Det er nøglefærdige typehuse, fra de helt små til de kæmpestore, og arkitekten har arbejdet for typehusfirmaet og ikke den enkelte køber. Mine forældre fik en lokal arkitekt til at tegne vores beskedne hus, og det gjorde han med fin sans for udsigt, vindretning, udgravning af den skrånende grund, så huset ikke kom til at ligne en kommandobro men fik sig en gårdsplads med læ. Han hed Bastian og var så populær i familien, at min søster navngav en sort kludedukke efter ham. Nu håber jeg ikke, at jeg bliver beskyldt for et eller andet (hvad hedder det i dag? Racisme, #MeeToo, antiwoke…) ved at nævne dukkens farve, for det var dengang netop et meget bevidst forsøg på at lære børn at kramme og elske mennesker af alle hudfarver.

En særlig kvalitet ved Bastians greb var, at huset ikke kom til at genere naboernes udsigt og æstetiske sans. Gid den omtanke også var til stede i dag, når der bygges nyt. Det er den nemlig overhovedet ikke. De huse, der bygges i området i dag, er for det første mindst 200 kvm, de vender kæmpemæssige panoramavinduer mod vandet, der skabes ikke læ med beplantning men med palisadeagtige trævægge, der omkranser lukkede gårdspladser, enorme træterrasser løber hele vejen omkring huset, de har flade tage og er sortmalede, alle som ét. Et barn kunne med fire forskellige Duplo klodser bygge sådan et hus på et kvarter. Fantasiløst, ensformigt, uden sans for unikke detaljer – og med en helt tydelig fokus på min komfort og min udsigt. Skidt med hvad andre skal glo på, bare jeg har det godt i mit smarte sommerhus, som i øvrigt er indrettet til helårsbrug.

Jeg vil gerne slå et slag for god arkitektur, der er menneskelig i dimensioner og byggestil og derfor intuitivt rar at være i og se på, som tager hensyn til samliv med dyr og planter – og som gerne må udstråle et vist mål af mådehold. Det er vel også en slags bæredygtighed, blot på det åndelige plan.