The End of History? Nej!

Da jeg for nogle år siden stiftede overfladisk bekendtskab med den amerikanske professor og forfatter Francis Fukuyamas idé om The End of History, som han proklamerede som reaktion på Murens Fald og den kommunistiske samfundsmodels sammenbrud, reagerede jeg med afstandtagen dels på den begejstrede og hoverende tone, dels på forestillingen om, at nu skulle vi – hele verden – så åbenbart være kommet lykkelige i mål, eller i hvert fald være meget tæt på det. Målet skulle angiveligt være det liberale demokrati. Jeg følte, at der manglede noget væsentligt i hans argumentationskæde, men jeg kunne ikke nærmere identificere the missing link.

Årene er gået, og Francis Fukuyama er nu en moden herre på 69 år, der kigger tilbage på de godt 30 år efter Murens Fald og på sin egen idé om The End og History. Det handlede et nyligt interview med ham i Weekend Avisen om. Han har skullet stå skoleret for sin teori utallige gange siden den første lancering, og selvom han måske i dag er lidt mere nuanceret holder han stadig fast i den. Jeg dykkede med større nysgerrighed end sidst ned i interviewet om hans teori og tanker og hæftede mig ved hans udfoldelse af det sammensatte begreb ”liberalt demokrati”.

Som bekendt kan ordet ”liberal” betyde alt fra venstreorienteret over frisindet til markedsøkonomisk overbevist, helt afhængig af hvilken kulturel og geografisk sfære, man befinder sig i. Derfor kan det lige så godt være et 0-ord som et heftigt betydningsladet begreb. I Fukuyamas tænkning betyder det, som jeg forstår ham, at man hylder og beskytter individet i egen ret, dets krav på lige dele fri udfoldelse, beskyttelse og hensyntagen til andre. Et solidt grundlag for de globale menneskerettigheder, som i deres oprindelige form desværre ikke holdes i hævd ret mange steder endnu. Den forståelse af begrebet ”liberal” har jeg stor sympati for. Sammenkoblingen til begrebet ”demokrati” giver også god mening. Man skal være varsom med at udråbe sin egen plet på Jorden til at være den mest udviklede og bedste at udfolde sit liv på, men det forekommer trods alt, at netop demokrati er den styreform, som rummer det største potentiale for beskyttelse af individet, både mod sig selv og andre. Der er stadig mange ufuldkommenheder i de vestlige demokratier, men de har fat i noget, som i sin videre udvikling kan føre til endnu mere fuldkomne samfund.

Hvad er det for ufuldkommenheder, de (endnu få) liberale demokratier i ovennævnte betydning kæmper med? Selv Fukuyama lader til at erkende, at der mangler et eller andet. Han griber ud efter nationalstaten som en nødvendig trædesten for at skabe mening og lykke for mennesker.

Nationalstaten giver i hans logik mennesker noget at elske og kæmpe for. Denne kobling mellem det liberale demokrati og nationalstaten tror jeg er helt forfejlet. Han har ret i det, som vi alle sammen kan få øje på, at den bagud skuende og frygtsomme længsel efter nationalstatens ekskluderende og tilsyneladende beskyttende mure og grænser har kronede dage – men er det virkelig fremtiden? Er det løsningen? Det er logisk, at undertrykte, udgrænsede, bange, forvirrede og ressourcesvage mennesker kigger bagud efter det tabte land, hvor alt forekom mere trygt og overskueligt. Det kan man på ingen måde bebrejde dem. Det skaber grundlag for populistiske strømninger, som vi ser fortvivlende mange af i disse år. Men jeg vover samtidigt det tillidsfulde gæt, at selv de mennesker, som hælder til nemme, nationalistiske løsninger, dybt i deres hjerter godt ved, at i det lange løb er det ikke løsningen at afgrænse sig fra resten af verden – det handler snarere om at komme overnes med den, og mon ikke rigtigt mange af os ganske almindelige mennesker, uden politisk eller økonomisk magt til umiddelbart at ændre noget, længes efter en klog og kærlig verdensregering, der kan sætte en retfærdig stopper for verdens vanvittige amokløb. Det er endnu en utopi, men en dag vil det ske, ganske enkelt fordi det er absolut nødvendigt for at redde kloden og skabe et retfærdigt og lykkeligt livsgrundlag for menneskeheden. Derfor tror jeg ikke på, at nationalstaten er en forudsætning for menneskers stabile livslykke. Det er en midlertidig foreteelse.

Det bør for klarheds skyld nuanceres af alle, der beskæftiger sig med forskellige facetter af begrebet ”nationalstaten”, at kærlighed til det sted, man er født, den kultur man kender og føler sig tryg i, det landskab øjet føler hvile ved, det sprog man ubesværet kan udtrykke sig på – det er ikke det samme som en den politiske hyldest til nationalstaten. Det er det, som man i gamle dage ville kalde glæde ved hjemstavnen. Det er helt naturligt, ufarligt, noget vi alle kender, og som de fleste af os viger markant tilbage fra at bruge som et politisk statement.

Det missing link, som får Fukuyama til at række ud efter nationalstaten, tror jeg er markedsøkonomien – eller kapitalismen med et mere brutalt ordvalg. Det sætter han slet ikke under lup, og det er der faktisk meget få af verdens meningsdannere, ledere, forskere, intellektuelle mv., der gør. Hvorfor det? Fordi markedsøkonomien i stigende grad er blevet den nye verdensreligion, som stadigt flere i disse år bekender sig til. Måske iklædt andre ideologier som f.eks. i Kina. Oftere end man ser koblingen ”liberalt demokrati”, møder man sammenstillingen ”liberal markedsøkonomi”, og det er noget helt, helt andet. Det er en sammenstilling, hvor den tidligere beskrevne forståelse af begrebet ”liberal” nærmest ophæves, fordi den dybe respekt for mennesket i egen ret – svagt eller stærkt – ikke kan forenes med markedsøkonomi i sin rene form. Kun i en stærkt tæmmet udgave, som vi i de nordiske lande igennem mange år, selv under skiftende rød/blå regeringer, har arbejdet på at udvikle til et efterhånden højt, men endnu ikke fuldkomment, stade. Men at stille afgørende spørgsmålstegn ved markedsøkonomi er næsten blevet en umulighed i disse år. Det medfører mistanke om, at man er frafalden i forhold til at hovere over Østblokkens gammelkommunistiske ideologi. Som om der ikke findes en tredje vej – for det gør der jo. Bl.a. begavet udfoldet i Pelle Dragsteds bog ”Demokratisk Socialisme”, som fik en vis opmærksomhed, men nærmest som et futuristisk kuriosum, man ikke helt kan have tillid til.

Markedsøkonomi, vækstideologi og tro på forbrugets lykkeskabende effekt går sin sejrsgang over hele verden, og det vil det gøre endnu en rum tid. Indtil vi bliver mere overbeviste om, at det ikke rummer lykken i sig selv. Det er lykken at leve et fredeligt sted, have en bolig, et arbejde, at kunne gå mæt i seng, at have adgang til sundhedsydelser, uddannelse og ligestilling – men det er ikke kun kapitalismen, der kan give os det. Det kan den faktisk ikke. Den ukontrollerede markedsøkonomi – eller økonomiske globalisering – skaber ulighed, og ulighed er roden til meget ondt. Til krig, terror, migration, fattigdom, sult, manglende indsats mod klimaforandringer etc. Først når verden en skønne dag slår ind på en vej med skarp fokus på effektiv udligning af ulighed, er der realistisk mulighed for at løse alle de dårligdomme, vi slås med i disse år. Og dertil fordres der udvikling af en helt ny politisk ideologi baseret på en næstekærlig vilje til at skabe gode livsvilkår for alle.

En stol med to ben falder hurtigt – derfor kan ”liberalt demokrati” ikke holde den oppe, og hvis det tredje ben er ”nationalstaten”, vil det hurtigt knække. Hvis det derimod erstattes af en modig afsværgelse af den p.t. nærmest hellige markedsøkonomi og samtidig videreudvikling af ægte og aldrig-før-set demokratisk socialisme, kan den stå ved egen kraft – men man må ikke vippe på den, for så risikerer man at falde. Det bedste er en stol med fire ben. Men hvad er det fjerde ben så?

Den franske forfatter og filosof Michel Houellebecq, der ellers ikke har noget lyst syn på verden, har efter sigende allerede i starten af sin forfatterkarriere skrevet noget i retning af, at ingen mennesker, kulturer eller nationer kan i længden klare sig uden religion. Og det synspunkt har han på forskellig vis arbejdet videre med i sine senere værker. Han er ikke bange for at chokere med sine holdninger, og netop denne er formentlig en rød klud for øjnene af især moderne, vestlige intellektuelle, der for længst har mistet trosevnen og derfor overhovedet ikke kan se, hvad religion kan tilføre vore dages højt udviklede samfund. Klassisk trosreligion i kirkelig iklædning er stærkt på vej til at have udspillet sin rolle. Dertil er de fleste mennesker i vor del af verden blevet for vidende, for nysgerrige og for selvstændigt tænkende. Vi vil vide og ikke tro. Vi vil forstå livsmysteriet, og vi bliver ikke hjulpet på vej af kirkers og præsters tågetale, ritualer og appel om at tro. Vi kan ikke, hvor gerne vi end ville. Måske derfor bliver vi også provokeret af eksplicit religiøse menneskers trosudfoldelse, hvad enten det er muslimer, jøder, katolikker eller andre trossamfund. Vi kan ikke holde det ud, fordi vi ikke længere er i besiddelse af troens nådegave, og samtidigt har en dyb længsel efter at forstå livsmysteriet. Men vi ved ikke, hvor vi skal rette vores længsel hen. Antennerne stritter og roterer i alle retninger: yoga, meditation, alternativ medicin, mystiske spirituelle retninger, sund kost, motion, vandring ad religiøse caminoer, intens forskning i naturvidenskab oma. Vi har en indre fornemmelse af, at vi er en del af noget større, at der må være en overordnet, meningsfuld og logisk verdensorden, som vi endnu ikke har kendskab til – og den leder vi efter. Men vi er ikke så meget for at erkende det og tale højt om det, for det er som med afsværgelse af markedsøkonomien umoderne at vedkende sig sin spirituelle side og søgen. Men den er der, og den kommer ikke til at gå væk. Den vil vokse og blive mere og mere kvalificeret og videnskabelig – åndsvidenskabelig. Det er stolens fjerde ben.