Blog

Verden vrider sine hænder for tiden – og der er nok at bekymre sig om, måske sågar fortvivle over. Vi kan alle sammen hele remsen i søvne: krig mellem Ukraine og Rusland, ufred og konflikter uendeligt mange andre steder, tørke/misvækst/oversvømmelser/brande som følge af klimaforandringer, politiske sammenbrud i lande som vi har støttet os tillidsfuldt til, voksende kløft mellem rige og fattige, you name it.

I mindre skala smitter alle disse udfordringer af på vores eget enestående velfærdssamfund, og det må have været en sjælssønderrivende svær opgave for regeringen at fremlægge et finanslovsforslag midt i det kaos, som til en vis grad råder for tiden. For det har vel været svært for Socialdemokratiet, må man antage, at finde frem til noget, der bare tilnærmelsesvist ligner et balanceret forslag til, hvordan byrderne og goderne bør fordeles mellem danskerne. Eller har partiet, for på én gang at tilbageerobre vælgere og skaffe sig nye, valgt at bøje sig for de skiftende vinde i befolkningen og føre andre partiers politik? Har partiet helt glemt sine stolte rødder og modet til at stå fast på at vise, hvad der er ægte socialdemokratisk politik? Mette Frederiksen og alle andre ledere af de store, regeringsbærende partier, har tilsyneladende lært af Anders Fog, at man bedst slår modstanderen ved at tage vedkommendes synspunkter på sig og i øvrigt erklære sig enig i det, folkestemningen p.t. tilsiger. Den lektie bør partierne aflære hurtigst muligt, for vi kan ikke holde det ud længere.

De fleste danskere bekymrer sig sikkert, og med rette, over både krigen i Ukraine og de verdensomspændende klimaforandringer, men det er legitimt, forståeligt og nødvendigt også at bekymre sig for sin nære hverdag og de trusler, den er udsat for. Undersøgelser viser, at danskernes aktuelle bekymringer bestemt ikke befinder sig i toppen af behovspyramiden, men især omhandler frygt for, at vi er ved at nedbryde de bærende søjler i det velfærdssamfund, vi har opbygget gennem årtier. Vi bliver i pressen og ved selvsyn vidner til et nedslidt psykiatrisk system, alt for få ressourcer på hospitaler, plejehjem, hjemmepleje, skoler og daginstitutioner, samt alt for få unge der ønsker at uddanne sig inden for de håndværksfag, vi alle har brug for. Og det skattesystem, der opkræver og forvalter de skattekroner, som de fleste af os gerne bidrager med til velfærdens opretholdelse, er gennem år systematisk tvunget helt i knæ.

Det er ikke forkælelse at bekymre sig om dette nedbrud – det er dybt alvorligt, og med den demografiske udvikling og vores konstant stigende forventninger til, hvilken velfærd vi gerne vil modtage, bør alle røde lamper blinker. Det her er mord på velfærdssamfundet for åbent tæppe.

Det er efterhånden en triviel joke at spørge, om der er en voksen til stede. Men her er det på sin plads. Og det er ikke bare trivielt men decideret tragisk, at denne talemåde fra børnenes verden forekommer dybt relevant, men nu i de voksnes rækker.

Hvor er det Socialdemokrati, der burde skære igennem både sin egen og andres ulidelige støj, finde tilbage til sine rødder og omsorgen for sit eget skaberværk – den ægte, retfærdigt fællesfinansierede velfærdsstat – og skabe et solidt omdømme- og lønløft i hele vores velfærdssektor? Et reelt, gevaldigt lønhop vil være det første og vigtigste tegn på, at vi værdsætter medarbejderne i velfærdssektoren, og det vil automatisk tiltrække unge til uddannelserne.

Et velkendt, og efterhånden næsten alment anerkendt modsvar fra stort set hele det politiske spektrum er, at det har vi ikke råd til. Og det er verdens dårligste svar. Ikke bare fordi vi ikke har råd til at lade være, hvis vi ikke ønsker at bevidne den totale forvitring af den velfærd, vi værdsætter og er afhængige af i langt højere grad, end vi måske gør os klart i hverdagen. Men også fordi vores politikere over hele linjen tilsyneladende har besluttet, at det er fuldstændigt no go og politisk selvmord at finansiere kernevelfærden med stigende skatter. Men selvfølgelig bliver vi nødt til at opløse dette selvpålagte, politiske dogme og tale åbent og udramatisk om, at de forventninger vi har, ikke bare til kernevelfærd men også til grøn omstilling, kun kan finansieres, hvis vi, der har mest, bidrager mere til fælleskassen og fællesskabet. Og det gør vi faktisk gerne. Men hvor er den voksne politiker, der tør stå ved sin egen politik og foreslå det?