Politiken bragte for et nogle måneder siden en hjerteskærende voldsom og ærlig serie personlige beretninger med fotos fra kvinder, der har været udsat for voldtægt. Det er i bogstavelig forstand ikke til at holde ud at læse og se, fordi det gør så ondt. Det er på alle måder hæsligt at se i øjnene, at voldtægt, med alle dens invaliderende følgevirkninger, finder sted i vores moderne samfund i langt højere grad, end vi har lyst til at erkende. At ligestilling, samtykkelovgivning, #Meetoo og fokus på opdragelse af vores sønner til trods, sker det – igen og igen.
I den anden ende af spektret kæmper unge piger og voksne kvinder for retten til at udfolde sig på ligestillingens præmisser. Vi vil klæde os og opføre os, som det passer os uden at skulle tage hensyn til risikoen for overgreb. Det er en vigtig og værdig kamp, der kan få sindene i kog, men den er svær og langvarig. Jeg har en ekstrovert, flamboyant, begavet og debataktiv veninde, der blev helt rød i kammen, da vi en dag diskuterede kvinders ret til at folde sig ud, præcist som det passer dem, og jeg spagfærdigt ytrede, at det har de helt sikkert, men man er nødt til at tage højde for mulige konsekvenser – man må ikke drille dyrene, som jeg vistnok kom til at sige. Ikke en elegant formulering, men er der ikke en realitet, som vi er nødt til at tage højde for, hvor meget vi end hader og foragter den? Er det ikke ligesom med ytringsfriheden? Sig hvad du vil, men vær parat til at tage ansvar for dine ytringer.
Jeg har aldrig været i nærheden af voldtægt eller andre grove overgreb, men jeg har oplevet et par mindre episoder, som både min krop og mine følelser kan huske.
I gymnasiet lagde mine forældre hus til en julefrokost i min klasse. Den foregik i et stort rum i kælderen, hvor der var plads til både mad, drikke, mennesker og musik. Klassens mest avancerede og frække fyr, der var charmerende på en lidt skræmmende måde, havde gået i 10. klasse, vistnok været ude af skolen i et års tid og var derfor lidt ældre end os andre. Han havde for nylig generhvervet sit kørekort efter at være dømt for spritkørsel uden kørekort som 17-årig. Det fortalte han frejdigt om. Han kørte i sin fars Ford Mustang og boede i en kæmpe, hvid villa med sortglaseret tegltag, fjernstyret port, opulent møblement og udsigt over Furesøen. Hans far var ”grosserer”, i hvad ved jeg ikke, men det lød lidt gammeldags og mellemhandleragtigt. Men tilsyneladende noget man kunne tjene mange penge på. Jeg var så langt fra at være en del af hans vennekreds, man kunne forestille sig, og var kun på besøg i hans hjem en enkelt gang sammen med et par klassekammerater, fordi vi skulle lave en hjemmeopgave sammen. Vi sad på hans værelse i underetagen og arbejdede, da hans mor meddelte, at der var middag – for ham og familien, ikke os fra klassen forstås. Han gik ovenpå, indtog middagen nogenlunde hurtigt og kom ned til as andre igen, nu med et glas rødvin nonchalant i den ene hånd og et overbærende, utålmodigt smil hen over underansigtet. Jeg måbede og har aldrig glemt synet og følelsen af at være anbragt i et meget fremmed miljø med koder, jeg ikke forstod.
Hele klassen deltog i julefrokosten – også ham, mærkede jeg med en vis, forvirrende stolthed. På et tidspunkt stod vi ved siden af hinanden ved værkstedsbordet, hvor maden var anrettet, og jeg lænede mig skråt ind foran ham for at tage et eller andet. Min hjerne har ikke formået at udviske, at jeg gjorde det med en bevidsthed om, at mit venstre bryst kom i nærheden af hans højre hånd, ligesom den husker chokket og ubehaget ved at mærke hans højre pegefinger glide hen over mit bryst, mens han grinede på en selvsikker måde. Jeg havde lokket ham, han bed på, og jeg kunne ikke lide det.
I sommerferien mellem 1. og 2. g var jeg på en tre ugers sprogrejse til Newquay i England sammen med en veninde fra klassen. Newquay ligger helt ude mod vest ikke langt fra et punkt, der meget sigende hedder Lands End. Byen var en lidt trist og nedslidt sommerdestination, der formentlig er tom, grim og meget stille om vinteren. Vi var indlogeret privat i hver sin familie, så vi fik lejlighed til at træne vores lidt famlende engelsk. Om formiddagen var der gedigen sprogundervisning, ledet af turens ansvarlige voksne, danske Åse, sekunderet af en lokal sproglærer, Jack. Han var noget af en attraktion, der tog pusten fra os unge, danske piger. Drengene så vist også op til ham. Han var høj, muskuløs, mørk, behåret, sjov, levende og helt bevidst om sine mange fortrin og deres effekt på unge kvinder – han var cirka tre gange så gammel som os. Om eftermiddagen var der arrangeret forskellige udflugter, og han var altid med som guide og ansvarshavende voksen. Hvor Åse var har jeg glemt i fascinationens tåger. På en strandtur bad han pigerne smøre sig ind i solcreme, en leg jeg iagttog men ikke turde deltage i. En aften hen imod opholdets afslutning var hele holdet inviteret hjem til ham privat, hvor vi fik middag og hilste på hans unge kone og små børn. Da det var tid til at bryde op, kørte han os hjem, formentlig ad flere omgange, i hans minibus, og det artede sig sådan, at jeg blev anbragt på forsædet ved siden af ham, og jeg var den sidste, der blev sat af. Jeg var stumt og passivt fascineret af ham, men måske har jeg alligevel udsendt nogle ubevidste signaler eller dufte. Anyway lænede han sig, da jeg lagde an til at stige ud af bilen, over imod mig og kyssede mig, uden tilløb, uden interesse for det berømte samtykke – bare sådan! Jeg blev lettere forskrækket og smigret i én stor pærevælling, og det mest begavede, jeg formåede at sige var ”you could be my father”, hvortil han svarede ”that’s not the point”. Bum. Jeg havde åndsnærværelse nok til at spørge ham, hvor gammel han var – 53 år, og jeg var 17. Der skete ikke mere, jeg sagde farvel og steg ud af bilen, totalt fortumlet. Jeg fortalte aldrig mine forældre om episoden, måske fordi jeg gemte den som et både chokerende og dyrebart minde. Jeg havde trods alt næsten forført en meget voksen, attraktiv mand. Og jeg kunne uden tvivl have fået ham både fyret og straffet, hvis jeg havde betroet mig til Åse. Var det et overgreb? Det var det vel.
Den tredje episode fandt sted i Paris nogle få år efter. Jeg ventede min søn og skulle til en lægeundersøgelse hos en privatpraktiserende læge. Jeg tog metroen og kørte op mod gaden ad en lang rulletrappe. Jeg stod dér i mine egne tanker, fokuseret på min graviditet og den usikkerhed, der følger med at være i en så sårbar og ukendt situation i et andet land. På rulletrappen blev jeg overhalet af en mand, der på vej fordi mig lagde en hånd på min venstre balle og klemte til. Så var han væk, og jeg stod vantro og utilpas tilbage og tænkte ”hvad var det, der skete?”. Ham havde jeg på ingen måde lokket, men han må have følt sig fristet og berettiget til at gå til håndgribeligheder. Også den uvelkomne berøring sidder stadig i mig som dybt ubehagelig og en overskridelse af min integritetssfære.
Man kan nemt kategorisere disse to hændelser som småting, men de har givet mig en personlig erfaring, som farer voldsomt og knivskarpt op i mig, hver gang talen falder på overgreb mod kvinder.
Den juridiske og sociale ligestilling er i vores privilegerede og højt udviklede samfund så absolut på vej i den rigtige retning, men der er et stykke vej endnu. Gennemført ligeløn er endnu ikke en realitet, og antallet af kvindelige topchefer og bestyrelsesmedlemmer er stadig langt lavere end for mænds vedkommende – for bare at nævne to velkendte områder, hvor ligestillingen halter bagefter.
Også når det handler om kønnenes følelses- og værdimæssige udvikling, synes jeg, der er tydelige tegn på ikke alene formel ligestilling, men at de sågar kommer til at lige hinanden mere og mere. Mænd tager i stigende grad som noget helt naturligt og for dem selv ønskeligt, aktivt del i pasning, pleje og omsorg i forhold til deres børn, ligesom kvinder efterhånden har karriereambitioner helt på niveau med mænd. Mænd vedkender sig deres følsomme og sårbare sider, og kvinder tør bruge magten, når de har den, og tale et umisforståeligt sprog, også når budskabet har kant. Det er et godt og frugtbart grundlag for genkendelighed og respekt mellem kønnene som barriere for overgreb. Men vi er ikke i mål, hvilket tallene for overgreb og voldtægt vidner om. Hvorfor? Hvad er der på færde?
Jeg tror, vi har svært ved at acceptere og udholde, at udvikling tager tid. Nogen gange meget lang tid – uudholdeligt lang tid. Fra vi begynder at debattere et emne, åbner øjnene for det og tilslutter os det med hjernen, kan der være et langt skridt til i praksis at handle anderledes. Tænk bare på klimakrisen. Og når kultur, kønsroller, instinkter og drifter er i spil, kan der gå endnu længere tid. Det er ikke mange årtier siden, at man i klassisk dansk kultur i vide kredse anså kvinden for at være manden underlegen, hans trofæ og ejendom. Og hvor man havde repressive synspunkter på, hvordan en ”pæn” pige burde se ud og opføre sig – dydigt, knibsk og i hvert fald ikke inviterende. Sådan ser de fleste heldigvis ikke på det længere, men nogen (mænd) gør. Måske fordi de endnu ikke i enhver konkret og praktisk sammenhæng anser kønnene for at være ligestillet, eller fordi de har en anden kulturel forståelse af kønsroller.
Ungdomskultur med byture, venner, alkohol, gennemført outfit, musik, dansk, hygge, skæg og ballade er en naturlig, uundværlig og ustoppelig del af at være ung – sådan har det vist altid været. Men det er også en parringsdans, hvor kvinder med langt større frihed og selvsikkerhed pirker til mandlige instinkter og drifter, der ind imellem kan komme helt ud af kontrol, når alkohol, afvisning, vrede og krænket værdighed pløres sammen. Så forstår og accepterer man måske ikke en grænse, en afvisning, et manglende samtykke. Når man kommer under en eller anden form for pres, søger man ikke tilflugt eller vejledning i de moderne, holdningsmæssige strømninger i samfundet, man ellers normalt nikker til. Man falder derimod tilbage på sine egne indre værdier, normer og vaner – hvor ufuldkomne de så end måtte være.
Jeg synes, der er mange løfterige tegn på, at manderollen er under udvikling i en empatisk, ligevægtig og respektfuld retning, så jeg er optimist, når det gælder den fremtidige forekomst af grænseoverskridende adfærd, overgreb og voldtægt. Det vil forsvinde – men det vil tage lang tid. Der et evolutionsaspekt i det her. Vi har ikke længere brug for vores lilletå eller blindtarm, men hvornår slipper vi af med dem?
De unge kvinder skal hævde og bruge deres frihed, selvstændighed, ejendomsret til egen krop, lyster og udfoldelsestrang – men de bliver nødt til at erkende, at udvikling tager tid, og at verden endnu ikke er det paradis, vi alle sammen så inderligt stræber imod. Træd varsomt, bare lidt.
Lad os reflekterer over vores samtid sammen – Med udgangspunkt i hverdags begivenheder, personlige oplevelser eller fænomener på verdensscenen, byder jeg ind med mine spontane refleksioner med personlig kant, med spejlende link til eget liv.
Hvorfor? I det stærkt accellererede tampo, som verdens og de enkelte individers udvikling foregår med, er det nemt at tabe pusten i forsøget på at
Julen er ovre, og vi gør status. Formentlig på rigtigt mange ting, men også på det ”gaveræs”, som vi med foragt og udmattelse har vænnet
En lille uge inde i det nye år – 2026 – er det vel stadig i orden at ønske godt nytår; men det er første
Kære Onkel Werner Der er vist ikke mange små drengebørn, der navngives Werner i dag – du hedder endda Werner Rudolph. Når jeg kigger på
Da jeg for nylig ryddede op i en bestikskuffe i sommerhuset, fandt jeg blandt kagegaflerne fra Ikea en enkelt én, der skilte sig ud. Den
Når jeg gennemser mine fotos fra mange, mange års museums- og udstillingsbesøg i både ind- og udland, slår det mig, at jeg aldrig kan gå
Dette indlæg har 1 kommentar
Det er et stort og vigtigt emne, du tager fat på – og det er lige så vigtigt, at vi kan diskutere det uden fordomme og forsøge at hæve os op over, hvad man forventes at mene. Så tak for dit fine og ærlige indlæg, som jeg får lyst til at knytte et par yderligere perspektiver til, der i vid udstrækning handler om skyld og skam – og om uskyld.
Hvis vi som kvinder – eller som mænd eller som alle andre – skal ændre vores opførsel for at undgå at provokere til et overgreb, betyder det så, at vi selv har skyld i overgrebet, hvis vi ikke har ændret vores opførsel “nok”? Og hvis det ikke hjælper at ændre opførsel, er vi så skyldige, fordi vi er den, vi er?
“Tøm bilen før tyven gør det” står der ofte på et lille skilt, når vi parkerer vores bil og mange af os har gjort det til en vane at flytte det tiloversblevne om i bagagerummet, inden vi går på strandtur. Man skal ikke friste svage sjæle. Og at kunne have sit habengut liggende fremme er måske ikke en væsentlig menneskeret, men er det en menneskeret at være sig selv? At klæde sig i det man har lyst til og opføre sig som man vil?
“Man må gøre, hvad man har lyst, sålænge det ikke skader andre” siger vi ofte. Men – skader man andre, hvis det, man gør, gør, at de provokeres til et overgreb? Skal man blive sammen med sin voldelige mand, fordi man er bange for, hvad han kan finde på? Skal man som lille virksomhed føje de store virksomheder, fordi de kan knuse en?
Det er svære spørgsmål – men for at komme videre må vi nok dele det i to. Nogle mænd – og kvinder – er syge og kan ikke styre deres impulser. Mit bud er, at det er ganske få og at de skal behandles for deres sygdom (Eller har jeg helt misforstået det – er der en stor andel mænd, der reelt ikke kan styre sig?). Resten forventes at kunne vælge selv – også selvom de er påvirkede af alkohol, stoffer og diverse indre dæmoner. Og jeg tænker, at det er dem vi taler om. De må have mere viden om kvinder og hvordan vi gerne undgår, at de er nærgående. Det må siges, skrives og fortælles igen og igen og der tror jeg, at vi alle har et stort ansvar for at være tydelige. Metoo har allerede hjulpet en del – det har en kæmpeeffekt, når kvinder tør fortælle deres historier – men der er stadig et stykke vej.