Lava, lupiner og Hveragerdi
Island har i min ikke særligt præcise bevidsthed overvejende været forbundet med en mellemlanding på vej til USA, gejsere, vulkaner, sagaer af et noget bedaget indhold, fisk, varme bade og i stigende grad et moderne, fremadstormende og ambitiøst folkefærd. Min mand og jeg havde aldrig været der, men nu var tiden kommet til at opleve landet og få testet fordommene af.
De senere år har vi besøgt Grønland for første gang og Færøerne som et gensyn for os begge. Det har været enestående oplevelser af den gigantiske og overvældende natur, næsten som en genfødsel face to face med vilkår, der ikke er til at forhandle med – man må bare underkaste sig i erkendelse af sin mikroskopiske størrelse.
Vi var fra de to rejser bekendt med den følelse af lettere uro og utryghed, der er forbundet med at begive sig ud på en ukendt færd, hvor hidtidige erfaringer ikke rigtigt kan bruges til så meget. Man er henvist til sine fantasier og den nødvendige og fornuftige forberedelse, som alligevel virker lidt abstrakt. Sådan havde vi det også før vores 10 dages rejse til Island midt i juni 2026.
De nordatlantiske destinationer ligger faktisk ikke så langt væk. Efter bare knap tre timers flyvning stik nordvest landede vi i Keflavik, som ikke længere er en amerikansk/islandsk militærbase, men en pænt stor international lufthavn på spidsen af halvøen Reykjanes, 50 kilometer uden for Reykjavik. Vi havde forladt Kastrup på kanten af en hedebølge, og nu gik vi ud i 10 graders let overskyet vejr. Det myldrede med fly fra Icelandair i alle størrelser, og da vi kiggede på skærmene for at se, hvilket bagagebånd vores kufferter ville ankomme på, fremgik det tydeligt, at Island er lykkedes med at skabe flyforbindelser til et meget stort antal amerikanske og canadiske byer, samt en hel del europæiske.
Vi fik vores store kufferter, som på fire velsmurte hjul var nemme at skubbe rundt med. Tøj til 10 dages ustabilt og køligt klima nordpå fylder meget. Så hentede vi den lejede 4-hjulstrækker, der til min overraskelse ikke var sådan en jeep-agtig mastodont med traktorhjul, men tilsyneladende en ganske almindelig bil. Kun når man planlægger kørsel tværs over Island – og det kan man ikke i juni, hvor sne og is stadig dækker højlandet – eller begiver sig ud på hullede grusveje, er det nødvendigt med en helt stor 4-hjulstrækker.
Vores første stop var byen Hveragerdi ca. 80 kilometer øst for Reykjavik. Vi kørte ad den navnkundige Ringvej 1, der går hele vejen rundt om Island, og opdagede hurtigt, at den er uhyre velanlagt og af høj standard. Den er tosporet, og hastighedsgrænsen er 90 kilometer næsten overalt. Og den overholdes, selvom man godt kan være fristet til at sætte farten lidt op, for trafikken er yderst sparsom.
Køreturen fra Keflavik går igennem det område, hvor der i 2022 var et voldsomt vulkanudbrud, der dannede en 4 kilometer lang revne i jorden, hvor lavaen væltede op. Byen Grindavik blev evakueret, og en del huse blev ødelagt. Så vores første møde med den allestedsnærværende lava var stort set lige udenfor lufthavnen. Jorden er stadig varm, og skilte advarer om, at man ikke bør stige ud af bilen. Alle vulkanudbrud forvarsles i kortere eller længere tid af en mængde jordskælv, så man når i vore dage typisk at evakuere folk og fæ. Men ikke alle jordskælv efterfølges af vulkanudbrud. Måske lærer man at leve med den konstante risiko for jordskælv og vulkanudbrud, når man bor et sted med så volatil en undergrund. Island ligger ikke alene lige ovenpå spidsen af et såkaldt hot spot, som er en søjleformet, ekstra varm og flydende masse fra Jordens indre, som munder ud tæt på jordskorpen og medfører regelmæssige vulkanudbrud. Island ligger også lige ovenpå mødestedet mellem to tektoniske plader, den amerikanske og eurasiske, så der er på alle måder fri adgang til den kogende og levende undergrund.
Landskabet er brunt/grønligt i smukke, varierede nuancer, men goldt med enkelte spredte småtræer, lavamarker og masser af blålilla, nyudsprungne lupiner overalt. Det er oprindeligt ikke en hjemmehørende plante, men indført i midten af 1900-tallet for at begrænse jorderosion. Den oprindelige, omfattende skovvækst var for længst ryddet, og vulkanudbrud og århundreders fåregræsning havde gjort kål på resten af den naturlige plantevækst, så man havde brug for at finde på noget, der virkede hurtigt og effektivt. Nu er lupinen overalt, hvor den tydeligvis trives fint, og den ligner næsten lavendelmarker ved første øjekast. På grund af de indførte planters begrænsede, genetiske materiale ser man kun de blålilla lupiner. Mange er kritiske overfor lupinen, fordi den er indført udefra, men smuk er den.
Vores første hotel, Frost og Funi, lå smukt lige ned til en lille, brusende elv. Vi satte bagagen og gik en tur rundt i det omgivende, milde, grønne landskab. Det blev hurtigt demonstreret, at vi boede lige midt i et geotermisk område, for overalt stod der mere eller mindre voldsomme dampsøjler op af jorden. Det lignede brud på fjernvarmerør, der i Danmark ville blive udbedret øjeblikkeligt, men på Island er det kogende varme vand med tilhørende damp ikke til at tæmme.
Vi måtte se på uret og mærke godt efter kroppens træthedstegn, for solen går på denne årstid først ned kl. 24 og op igen næsten samme sted i horisonten bare tre timer efter. De første nætter gjorde den medbragte sovemaske god fyldest, men man vænner sig til at falde i søvn i næsten fuldt dagslys. Måske fordi den store natur og den rene luft tager pusten fra én.
Den Gyldne Cirkel
Den tindrende lyse himmel kan godt snyde lidt. Man tror, det er varmere, end det faktisk er. Vi havde i omegnen af 10 grader det meste af tiden – med store udsving i solrigt læ og regnfuld blæst fra gletcherne. Når man mærker den meget friske morgenkølighed, giver det uldne undertøj, fleecetrøjen, skaljakken, uldsokkerne, vandrestøvlerne og ind imellem hue og vanter rigtig god mening. Man går ikke i andet, så det er vigtigt at være velforsynet og kunne skifte fra det ene sæt til det næste.
Det er altid interessant at se, hvad morgenbuffeten byder på nye steder, og det store slagnummer på Island er ubetinget Skyr. Det er et tykt, drænet, proteinrigt mælkeprodukt, som er mættende og lidt tørt i munden. Toppet op med udskåret frugt, mandler, müesli og honning lægger det en god bund, som man kan gå længe på.
På vores første hele dag besøgte vi den såkaldte Gyldne Cirkel, som er en tur rundt til tre af Islands største seværdigheder: Tingvellir-sletten, Strokkur-gejseren og Gullfoss-vandfaldet. Alle tre steder, samt måske også Den Blå Lagune hvis man sætter farten op, kan nås på en dag fra Reykjavik. Det benytter de utroligt mange krydstogt- og mellemlandingsturister sig tydeligvis af. De kommer med store, hvide busser ind vestfra, hvorimod vi kom ind fra østsiden, så efter vores lange, smukke tur igennem smukke, flade, grønne landskaber og store blå søer uden at se ret mange andre biler, blev vi overraskede over trængslen af busser og biler på parkeringspladsen.
Skiltningen er fin, alt er nemt at finde, og det hele er sat i system – turismen er tydeligvis en enorm indtægtskilde for Island. Når man først én gang har lært at betjene deres egen udgave af en parkeringsbetalingsautomat, kan man glæde sig over, at de er ens alle vegne. Alle store seværdigheder har modtagefaciliteter, toiletter, café, restaurant og en særdeles veludstyret souvenirbutik, hvor især islandske strikvarer er et hit. Kraftig uld, flotte mønstre, men det virker ikke som om, at man – som i vores genfødte, flittige, danske strikkekultur – lige strikker en tråd blød mohair med ind. De store, islandske trøjer føles som noget, der kradser fælt omkring halsen.
Tingvellir-sletten er et nationalt klenodie: hjemstedet for de i 900-tallet nyankomne, norske vikingers årlige “folkemøde”, hvor stort og småt blev besluttet, og 7-8000 mennesker fra hele Island mødtes og festede. Det hele blev sat op og taget ned, så der er ingen bygningsmæssige rester at se. Man må selv skabe billedet af det enorme leben, der må have været på stedet. Som en stor by med alle dens funktioner i fuld vigør for en kortere periode – en slags Roskildefestival.
I udkanten af sletten ligger en kløft mellem to stejle bjergvægge. Den er uregelmæssig med mange forskydninger, og man kan vandre igennem den. Her visualiseres de to tektoniske plader, der mødes på Island. Faktisk støder de ikke ind i hinanden, men glider fra hinanden med 1-7 cm om året, så man risikerer ikke uforvarende at falde ned i en revne, der ikke var der i går.
Næste stop var det geotermiske område, hvor gejseren Strokkur hvert 5.-10. minut spyr en voldsom dampsøjle op i luften. Tidligere var det en kogende vandsøjle, men efter en periode hvor den var gået helt i dvale, er den efter uro i undergrunden igen blevet aktiv, men i en mere doven udgave, så det nu bare er damp. Der er masser af mindre, kogende, dampende og svovlduftende pøle overalt. Området er nu anlagt med vandrestier, som man skal holde sig til for ikke at blive forbrændt eller træde den sårbare vegetation ned. Et meget særpræget område med alt for mange mennesker, der står med kameraet parat, når Strokkur sender en dampsøjle til vejrs. I betragtning af den næsten grænseløst lange og lyse dag på denne årstid, er det værd at overveje at besøge disse steder enten tidligt eller sent for at have det en lille smule mere for sig selv.
Vi sluttede dagen af med at se Gullfoss-vandfaldet ved Vita-elven, som er en kæmpe oplevelse. Der er faktisk to vandfald i umiddelbar forlængelse af hinanden. Vandrestierne er anlagt sådan, at man kan se det første, brede, buldrende fald i øjenhøjde. Derefter smaller det lidt ind og falder med en ufattelig kraft 70 meter ned i en slugt, hvor det bliver til en smal, sammenpresset, rivende flod. Man kan stå længe og bare kigge på dette potente natursceneri, som er så uendeligt smukt, vildt, buldrende og skræmmende. Her spiller man ikke smart og udfordrer naturen. Man indretter sig ydmygt på den.
Om aftenen med solen højt på himlen, spiste vi middag på en kendt hummerrestaurant syd for byen Sellfoss, én af de lidt større byer på Island. Den er kendt for sine jomfruhummerhaler, der serveres uprætentiøst i et stort fad med kartofler og brød som tilbehør. Det er en ret, min gourmetinteresserede mand med held selv har forsøgt sig med, og han noterede sig med let rynket næse, at de ikke ulejliger sig med at fjerne den sorte tarm, som skæmmer det hvide kød og i øvrigt er lidt ulækker. I øvrigt et dyrt måltid.
På vejen gennem Sellfoss bemærkede vi det udbredte lejlighedsbyggeri i 3-4 etagers højde. Til gengæld er der ikke mange parcelhuse i eller omkring byerne, hvor der jo ellers er god plads. Vi fandt ud af, at der på Island ikke er den samme veneration for parcelhuset som i Danmark. Man har tradition for, også som børnefamilie, at bo i lejlighed. Vinterhalvårets barske klima, som man har svært ved at forestille sig ved midsommer, gør det attraktivt og billigere at fortætte byggeriet, der opvarmes med geotermisk energi. Der er stort set ingen træ på Island, så man er henvist til at bygge i beton, og det egner sig godt til lejlighedsbyggeri.
Varmt bad, bjergvandring, kunst og kratersø
Vi startede dagen med en dukkert i hotellets pool, d.v.s. vi sænkede os meget langsomt ned i det voldsomt varme vand, omkring 40 grader, pumpet direkte op af Jordens kogende indre. Man bliver ikke just frisk af sådan et hedt bad i svag svovldunst, snarere helt slap i musklerne og lidt tung i kroppen. Det er nok smartere at slutte dagen med sådan en hed afvaskning som optakt til en god nats søvn. Men nu havde vi prøvet det.
Så vandrede vi en lang tur i det nærliggende bagland. Op ad bakke sammen med andre vandrere og ryttere på islandske heste, i støvregn og tiltagende tåge. Smukt, anstrengende og en lille smule utrygt, fordi tågen efterhånden dølgede de stejle bjergsider mere og mere. Med rejsebeskrivelsens løfte om endnu en dukkert, denne gang i en varm elv, gik vi målrettet videre med badetøj og håndklæde i rygsækken, men vejret egnede sig ikke til afslappende badning, så vi vendte om før målet og nød på nedturen den sparsomme blomsterpragt, den grønne sæter som vidner om meget regn, og de utallige boblende, dampende og farverige huller ind i dybet.
Vi mødte grupper af ryttere på islandske heste både op og ned ad de krævende bjergskråninger. På de stejleste steder stod rytterne af og travede afsted ved siden af hestene. Når de kom til en grøn eng, stod de også af og lod hestene græsse, hvilket de øjeblikkeligt gjorde. Det så hyggeligt ud, og jeg har i mange år drømt om at opleve Island fra hesteryg. Men jeg har aldrig siddet på en islandsk hest (eller nogen anden hesterace) før, og troede at man skulle kunne ride til husbehov for at få lov til at være med. Men alle steder gjorde man opmærksom på, at ridning i sådanne fredelige smågrupper med fører var for alle, også dem der aldrig havde siddet i sadlen før. Det må helt sikkert blive næste gang.
Der er heste i alle (heste)farver på markerne overalt, og selvom islændingene rider meget, kan de umuligt selv ride på alle de heste. Det viser sig da også, at der avles mange heste til eksport. Man hæger nidkært om racens renhed, så hvis en islandsk hest først har forladt Island, må den aldrig nogen sinde komme tilbage. Og andre hesteracer er bandlyst, hvilket har betydet, at mange hestesygdomme, som findes på andre kontinenter, ikke findes på Island.
Vi var nysgerrige på den islandske kunstscene, især malerkunst, som ikke har nogen lang tradition. Hveragerdi har et lille men meget ambitiøst kunstmuseum, der udstiller moderne, avantgardistisk, islandsk kunst. Som altid i mødet med samtidskunst er der ikke andet at gøre end at holde alle sanser åbne og lade sig suge ind af dét, der umiddelbart fanger én. Udfordrende og spædende. Der er tydeligvis stor appetit på kunst og kultur, og Island ønsker at være modig, moderne og på forkant. Man kigger sig ikke meget tilbage. Man fornemmer, at det stadig er en ung nation, der er ved at opfinde sig selv, men snarere med et fast blik ind i fremtiden end et vemodigt bagudrettet.
Vi sluttede dagens udflugter af med at besøge en smuk, blågrøn kratersø i bunden af en udslukt keglevulkan, der ved sit sidste udbrud imploderede ind i sig selv. Så den skulle efter sigende være udslukt. Søens vand er ikke et mystisk, bundløst heksebryg fra Jordens indre, men simpelthen grundvand og regnvand. Søen har en bund og er ikke så dyb. Der lever fisk i søen, og man ved faktisk ikke, hvorfra de er kommet. Måske fra fiskeæg der har siddet fast i fugefjer. Man kan gå hele vejen rundt på kraterkanten og nyde det smukke syn.
Lær om vulkaner, vandfald i mange afskygninger, og endeløse lavamarker
Vi sagde farvel til Hveragerdi og kørte omkring 200 kilometer østpå til byen Kirkjubæjarklaustur. Stednavne er lidt af en udtalemæssig udfordring, der er særegne bogstaver og lyde vi ikke kender, så det er ikke så ligetil at komme på skudhold af det islandske sprog. Der er absolut ingen engelske låneord her, og det, der måtte være til at gætte, er nok nærmest oldnordiske ord beslægtet med dansk. Et stort set helt uforståeligt sprog. Da vi besøgte Grønland for nogle år siden, fik vi at vide, at hvis man bare udtaler alle de mange, mange bogstaver i rigtig rækkefølge efter hinanden, med ekstra tryk på to ens, sammenstillede vokaler, har man udtalt ordet nogenlunde korrekt. Så nemt er det ikke på islandsk.
Vi besøgte først Lava Center, et museum der med film og interaktive virkemidler fortæller historien om Islands vulkaner. Island ligger jo både på et såkaldt hotspot og et sted, hvor to tektoniske plader mødes, så der er virkelig lagt op til ballade. Man får intuitivt respekt for naturkræfterne og forstår alligevel ikke helt, selv efter et opmærksomt museumsbesøg, hvordan geologien hænger sammen. Måske fordi forskningen ved meget om vulkantypers adfærd, magma, svovl, aske etc. men ikke helt så meget om, hvad der sker dybt inde i Jorden.
Det kan man have hypoteser om, men ikke vide med sikkerhed. På museets tag var der en udsigtsplatform, hvorfra man bl.a. havde frit udsyn til den bredskuldrede, stadig aktive Hekla med sne på toppen. Navnet Hekla vækker minder om den tidlige geografiundervisning i de små klasser.
Næste stop var endnu et vandfald, ja faktisk nogle stykker på rad og række, som faldt ned over en lang, lodret klippevæg og som elve og åer løb ud i et frodigt og grønt engområde på en bund af lava. Det største, Seljalandsfoss, kunne man gå ind bagved – og blive godt våd. Vi oplevede endnu et meget højt og buldrende vandfald, Skogafoss, inden vi mente, at nu havde vi set vandfald nok for i dag. Der er tusindvis af dem på Island, og de er forskellige og vildt flotte.
På vejen videre østover kørte vi forbi vulkanen Eyjafjallajökull, der ligger gemt under en gletcher, og som i 2010 havde et enormt udbrud af især en 30 km høj askesøjle, som uden større hensyntagen blæste ud over Europa og stoppede al flytrafik i nogle dage.
Sidste stræk gik igennem Eldraun lavafeltet på størrelse med Bornholm, der går tilbage til et udbrud i 1780’erne – én af verdenshistoriens største naturkatastrofer, hvis lavastrømme rev alt med sig. Et meget særpræget og øde område. Knoldet og ufremkommeligt og efterhånden dækket af tyndt lag mos. Det dannede nogle lidt uhyggelige formationer, der ledte tanken hen på døde sælkroppe.
Island omtales ofte som gold, men selvom her ikke er mange træer (dem, der var, blev fældet af vikingerne til boliger og skibe), så er landskabet meget grønt og blomsterrigt, så det opleves egentlig frodigt med græsmarker til heste og får. Men her er meget tyndt befolket med spredte gårde og langt mellem små byer. Det er især mennesketomheden, der giver følelsen af goldhed.
Is, basalt og turkise isbjerge
Så blev det dagen for hue, vanter og andet polarudstyr, for vi var i nærheden af Islands – og verdens – største gletcher, Vatnajökull, en ordentlig basse på størrelse med Sjælland, og den afgiver meget kulde til luften.
Vi kørte østpå til kanten af gletscheren og vandrede op igennem et grønt område med lavt birkekrat til vandfaldet Svartifoss. Navnet skyldes faldets store bagvæg af sort basalt, der fra naturens side har form som 6 eller 8 kantede søjler. Meget specielt og smukt syn, for det ligner et menneskeskabt kunstværk.
Der var mulighed for gletchervandring med guide, men det turde vi ikke binde an med, selvom vores rejsebeskrivelse bedyrede, at det kunne man klare fra 8-års alderen. Vi betragtede vandregruppens forberedelser med hjelme, tov som forbandt alle og diverse formaninger om adfærd på isen, og måske skræmte sporene fra Grønland, hvor vi på en meget lille og sikkert helt ufarlig vandring på indlandsisen fornemmede dens grovhed, knoldede overflade og dybe spalter. Ikke et sted, man har lyst til at komme galt afsted. Men måske næste gang – ligesom med hestene.
Vatnajökull sender her og der lange gletchettunger ud, og man kan se, at de som andre steder trækker sig tilbage på grund af varmere klima. Når de afsmelter, sender de kraftige elve afsted ud mod havet. Og ved vulkanudbrud under isen, forårsages voldsomme og ødelæggende smeltevandstsunamier.
Længere mod øst besøgte vi i regn, kulde og virkelig strid vind en gletcherlagune, hvor én af gletchertungerne kælver store isbjerge i lysende blåturkise farver, som flyder rundt, indtil de glider ud i Atlanterhavet. Et næsten overnaturligt smukt syn. Vi fandt ud af, at den usandsynligt smukke farve skyldes, at den særligt gamle og kompakte is, næsten uden luftlommer (for så opleves den som hvid), opsuger solens gule, røde og orange farver, så kun de grønne og blå kastes tilbage og bliver synlige.
Ude på disse kanter kører man gennem kæmpestore områder med sort lava og smeltevadsselve, der virker seriøst øde og ufrugtbare. Gårde og huse er ikke charmerende og farverige som på Grønland og Færøerne. De er mest bygget af hårdføre, rillede metalplader – en slags robust bølgeblik – og som regel malet i markante farver, men i det hårde klima skaller malingen hurtigt af eller blegner, så det kræver konstant vedligeholdelse at sikre et smukt og farverigt udtryk. Det er en lidt sjusket og kedelig byggestil, der ikke spiller op til det magtfulde, kolossale og imponerende landskab.
Sorte strande, vikinger og sagaer
Så vendte vi kareten og kørte vestpå ad samme vej, som vi kom, Ringvej 1, som går hele Island rundt.
Vi gjorde ophold i byen Vik, hvor vi gik en tur på den kulsorte lavasandstrand, betragtede den voldsomme brænding fra det mægtige Atlanterhav, og fotograferede nogle enorme søjlebasaltklipper ude i havet, tæt på kysten. Imponerende syn. Det er ikke en strand, man bader fra. Selvom havet ser roligt ud, når man skuer ud over det, så fornemmer man, at det meget hurtigt bliver dybt, og at havets møde med kysten får vældige, brølende bølger til at rejse sig. Efter sigende kan der ud af det blå dukke en ekstra stor bølge op, som kan trække én med ud, så man skal ikke nærme sig vandkanten. Det er en mærkelig tanke, at nærmeste fastland stik syd er Antarktis. Intet ligger i vejen.
Vi kørte udenom Reykjavik og videre nordpå til byen Borganes. Her besøgte vi et meget fint, lille museum, Settlement Center Iceland, der fortæller historien om de norske vikinger, der i årene omkring 900 fandt, udforskede og bosatte sig på Island, og i løbet af 0,5 havde formeret sig og spredt omkring 30.000 mennesker overalt, hvor Island var beboeligt. Et imponerende, dygtigt, udholdende og ukueligt folkefærd. Det hele startede netop dér, hvor vi nu stod. De byggede fantastiske skibe, som de hele tiden forbedrede, de havde kun ret primitive navigationsredskaber, og alligevel sejlede de først ud på opdagelsesfærd, og siden frem og tilbage mellem Island, Norge og andre europæiske lande med en sikker fornemmelse af, at de nok skulle ramme den rigtige destination – i live. Der var ikke nogen oprindelig befolkning at tage hensyn til på Island, hverken dengang eller nu. Island var tom og uopdaget.
Meget lærerigt og inspirerende at få genopfrisket historien, som blev suppleret med tableauer og genfortælling af én af de kendteste, islandske sagaer. Pludselig fornemmede man, at de sagnomspundne vikinger faktisk var levende mennesker med udfordringer og følelser, der vækker genklang i dag. Det gav appetit på at dykke ned i sagaerne og stifte nærmere bekendtskab med den litterære guldgrubes menneskeskæbner. Måske bare en enkelt én.
Naturen har ordet
Golf er en populær sport på Island, og hvor er er mulighed for det, anlægges der golfbaner. Pudsig kontrast mellem lava, mos, sarte vækster og en irgrøn green. Vores hotel lå smukt ud til en golfbane med fjorden og de bagvedliggende høje bjerge som baggrund. Efter middagen besluttede jeg at krydse golfbanen, ad de autoriserede stier naturligvis, og gå en tur ned til fjorden. I så storladne landskaber med krystalklar luft er det svært at beregne afstand, så da jeg stod ved kanten af golfbanen og kiggede ud over det terræn, jeg havde tænkt mig at slentre igennem på en lille aftentur, kunne jeg fornemme, at der var mindst fem kilometer ned til fjorden – som måske oven i købet ville være en voldsom klippekyst. Fødeegnens landskaber sætter sig i én som målestok for alt andet – nogle gange helt forvredent. Jeg opgav mit forehavende.
Efter endnu en nats begrænset søvn, fordi lyset driller hjernen, begav vi os ud på en heldagsudflugt til halvøen Snæfellsnes nord for Borganes. Den er lang, 100 kilometer ud til spidsen. Da der ventede os en vandretur med udsigt til fuglefjelde på sydsiden, tog vi dén først, for at få overstået strabadserne.
Vi kørte igennem endnu et smukt og mildt, grønt landskab mellem fjorden og de høje, sorte, vulkanske bjerge, der brat rejser sig lodret fra det flade forland. Ude mod spidsen rejste kysten sig i dramatiske fuglefjelde, som vi vandrede langs med. Man skal stå fast i blæsten, holde balancen og kigge efter, hvor man sætter sine fødder. Det er her, en vandrestav gør god fyldest.
Rejsebeskrivelsen lokkede med udsigt til den store Snæfellsjökull-gletchervulkan med sne på toppen, ”hvis vejret tillader det”, og det gjorde det ikke. Forbeholdet i beskrivelse antyder, at der åbenbart meget ofte ligger skyer omkring vulkanen. Vi vidste, den var der, men kunne ikke se den.
Vi havde gemt nordkysten til hjemturen, fordi vi antog, at vi ville være trætte efter vandreturen og ville nyde ”en række charmerende fiskerlejer med masser af lokal stemning, farverige huse og små havne”, som rejsebeskrivelsen stillede i udsigt. Det lød præcist som den blanding af Amalfikysten, Highway One og vores hjemlige Strandvejen, vores hjerne dannede billeder af, og som vi godt kunne tænke os efter mange dages rå og overvældende naturoplevelser. Men vi blev mindet om, at vejret er en markant medspiller på Island, og at mennesker og kultur har sat langt mindre præg på naturen her end de fleste andre steder. Vi kørte gennem et vildt og øde bjerglandskab op på nordsiden af halvøen og fulgte kysten i mange kilometer uden at se andet end gold natur, bjerge, vulkaner, gletchere, sorte og grå skyer over bjergtoppene, pludselige solstrejf fra en gnistrende lyseblå himmel – og ind imellem en ensomt beliggende gård. Man kan ikke lade være med at tænke på, hvilken gigantisk forskel der må være på at leve her i denne lyse årstid, hvor solen er på himlen næsten hele tiden, og så i det lange vinterhalvår, hvor mørket, kulden, sneen, isen og blæsten hersker.
Hvordan påvirker det sindet? Hvad laver man? Ser man andre mennesker? Hvilke tanker og følelser skaber det?
Omsider nåede vi frem til den særligt fremhævede, mellemstore havneby Stykkisholmur, hvor husene var velholdte og malet i smukke farver, men hvor den stride blæst næsten væltede os omkuld. På en stille, solrig sommerdag minder den sikkert lidt om Skagen – men ikke i dag.
Når man efter sådanne naturoplevelser sidder over middagen og et glas vin, taler man ikke om andet end dagens stærke indtryk, der kalder på at blive vendt og drejet, før de lidt efter lidt kan lægge sig til hvile i det indre kartotek. Dagens avis kommer man hurtigt igennem på Ipad’en, men de medbragte romaner og strikketøjet er der ikke sindsro til at kaste sig over. Derimod bliver rejseguiden flittigt læst, og Chat GPT stillet kaskader af spørgsmål, så der efterhånden kan danne sig et nogenlunde sammenhængende billede af, hvad det er, man står midt i.
Det lokale køkken er enkelt og glimrende, baseret på især fisk, skaldyr, lam og hjemmedyrkede grønsager fra drivhuse opvarmet af det skoldhede vand i undergrunden. Turismens mangfoldighed og moderne livsstil griber om sig, så også vegetarer kan få noget på tallerkenen. På restauranterne rundt omkring ved de store attraktioner kan man få sandwiches, burgers og pizzaer af samme ensartede standard som overalt i verden. God kaffe kan man få alle steder, og der er en stærk kage- og iskultur på Island, hvis man skulle have en sød tand.
Storby, ny arkitektur og hård rock
Vi forlod Borganes og kørte sydpå mod Reykjavik, der tydeligvis er en ambitiøs hovedstad med ønsket om at udstråle noget andet og mere fremadstormende end resten af Island. ¾ af landets 375.000 indbyggere bor her, så det er ikke så underligt, at resten af landet ser lidt halvtomt ud. Vi indlogerede os i et højhushotel, smed polarudstyret, omdannede os til storbyturister og gik ud i byen for at se lidt på det hele.
Først besøgte vi byens topattraktion nr. 1 – Perlan, der med den nyeste udstillingsteknologi og stærke sansepåvirkning, der mere minder om en forlystelse end et formidlingscenter, fortæller den uopslidelige historie om Islands geologi, tilblivelse, vulkaner, gletchere and all that stuff. En historie så vild, langvarig og evig aktuel – fordi Islands undergrund er i konstant, voldsom bevægelse og afstedkommer jordskælv, vulkanudbrud, flodbølger and what have you – at man næsten ikke kan rumme det i sin hjerne, der hele tiden kværner for at forstå tingenes rette sammenhæng.
På en lang række plancher, der i kronologisk rækkefølge fortæller Islands historie, kiggede vi langt efter beskrivelsen af, hvad der skete i 1944, hvor Island ensidigt løsrev sig fra personalunionen med Danmark. Det blev ikke nævnt med et ord, hvorimod 70’ernes torskekrig med Storbritannien, der endte med en markant udvidelse af Islands fiskeriterritorium, blev omhyggeligt gennemgået og illustreret. Den 500 år gamle, danske fortid fra Kalmarunionen til selvstændigheden i 1944 mærker man i det hele taget ikke meget til. Island løsrev sig i forståelse med Danmark gradvist allerede fra sidst i 1800-tallet, så da det sidste bånd i den lidt indholdsløse personalunion blev revet over, i øvrigt i fuld overensstemmelse med aftalegrundlaget, var det ikke noget dramatisk brud, snarere en naturlig og fredelig udvikling. Det eneste blå mærke skyldes nok, at Danmark blev lidt stødt over, at det absolut skulle ske på et tidspunkt, hvor landet var besat og ikke kunne indgå i nogen form for forhandlinger – som sikkert ville have forløbet i fuld, gensidig forståelse og med en passende, efterfølgende fejring.
Eftermiddagens spadseretur gennem byen gav ved første øjekast indtryk af en moderne, byggeivrig rodebutik uden den store arkitektoniske eller planlægningsmæssige harmoni. Vi gik langs havnefronten, der ligesom mange andre steder inkl. København plastres til med høje, ensartede bygninger i beton, stål og glas, der efterhånden tager udsynet fra hinanden, og som i hvert fald dominerer den bagvedliggende rest af gammel bykerne fuldstændigt.
Musikhuset Harpa, tegnet af Henning Larsen og Olafur Eliasson, er en bemærkelsesværdig, smuk undtagelse Det er lidt asymmetrisk i bygningskroppen og prydet af store, meget smukke, rombeformede glasfelter i farver der spejler havet, himlen, lyset og det aktuelle vejr.
Længere oppe i byen ligger der et par lange gågader med få, gamle, historiske huse og masser af caféer, musiksteder, restauranter og turistbutikker med ret ordinære ting. Byens stemning emmer af LGBT+ tolerance og stor optagethed af noget, jeg med min manglende viden og fremmedgjorthed ville kalde en kraftfuld blanding af hård rock, goth og viking. Finkultur er ikke i specielt høj kurs eller noget, man markedsfører sig på.
Vi gik ind for at se den forholdsvist nye Hallgrimmskirke i helt lys beton, der med et spidst himmelstræbende tårn ikke ligner noget, vi havde set før. Tankerne gik lidt i retning af Grundtvigskirken og La Sagrada Familia, men den havde helt sin egen stil. Kirkerummet var badet i lys, der vældede ind gennem enorme vinduespartier bag koret. Den var stort set ikke udsmykket, men stod helt ren og inviterede til at sætte sig ned og hvile sjæl og legeme. Det gjorde vi, og bedst som vi havde sat os, begyndte organisten at øve sig til en kommende koncert, så vi fik en hel times skøn, melodisk, beroligende musik – lige hvad vores overstimulerede nervesystem trængte til.
Reykjavik har efter sigende en spændende og nyskabende restaurantscene, som vi måtte prøve, så det blev middag på en fancy japansk/italiensk restaurant på et virkelig højt kvalitetsniveau.
Byens fedeste villakvarter, et uklart selvbillede og en duft af Louisiana
På vej mod formiddagens besøg på Nationalmuseet, hvor vi ville undersøge, hvordan Island formidler historien om sin tilblivelse og identitet som nation, gik vi forbi byens katedral, Altinget, rådhusrt og en langstrakt sø. Ved søbredden lå en perlerække af de smukkeste, velholdte villaer i svensk/norsk stil, alle med beklædning af det bølgeblik, man vænner sig til at se overalt, men malet i forskellige karakterfulde nuancer. Udenfor stod der dyre biler på rad og række, så dette var tydeligvis byens centrale, attraktive villakvarter.
Nationalmuseet er efter en renovering genåbnet for nylig og ligger i en fin, lidt jugendagtig bygning.
Udstillingen, der rækker fra landnamstiden til vore dage, er klassisk og lidt kedeligt formidlet, også selvom man kan downloade og lytte til diverse forklaringer. Det er en udstillingsstil og et identitetsbillede, der ikke matcher det, man ser lige udenfor museets mure, og der skal vedholdende voksne med lidt år på bagen til at stå det igennem. Sobert og søvndyssende.
Anderledes energi var der over et Louisiana-inspireret kunstmuseum i en stor park med fokus på maleren Johannes S. Kjarval, der har malet skønne figurative og abstrakte billeder med udgangspunkt i Islands natur. Han blev perspektiveret i et par forskellige udstillinger, men udelukkende set i forhold til andre islandske kunstnere. Der var ingen referencer til udenlandsk kunst. Måske et tegn på, at islandsk identitet ikke er så grundfæstet men stadig under dannelse.
Reykjavik er en forvirrende og rodet by med udsagn og ambitioner i alle retninger, og den oser af penge og speederen i bund. Og lige udenfor bygrænsen ligger den mest storslåede natur, som any time kan få jorden til at ryste, revne og udspy sin glødende lava over det hele. Et magisk land, der må opleves – igen.
