You are currently viewing Bremen og Brügge – hvad er autenticitet?

Bremen og Brügge – hvad er autenticitet?

Bremen

På vej ned igennem Europa her i sommer, med vores hus i Maubec som endemål, kørte vi en gevaldig omvej for at besøge et par af Europas sekundære eller måske endda tertiære byer. Når man har været så privilegeret at kunne rejse rundt i store dele af verden, og ikke mindst opleve mange af Europas hovedstæder indtil flere gange, er vi blevet nysgerrige på at dykke længere ned i kulturarven og historien. Vi har længe haft Brügge på ønskelisten, og da vi skulle lægge den mere præcise rute, viste det sig, at Bremen ville være et godt sted på halvvejen at gøre holdt. Og når nu vi var der, besluttede vi at tage mere end en middag og en overnatning, og i stedet se byen ordentligt. Langsomheden har gjort sit indtog i vores liv, og den kan i enhver henseende anbefales. Vi skulle have opdaget den for længst. Vi ville nok ikke have valgt Bremen som primært rejsemål, og det er netop derfor, at man nemt overser, hvad disse såkaldt sekundære byer har at byde på.


Vi havde to overnatninger på et hyggeligt hotel midt i bykernen, lige ud til rådhuspladsen. Det var køligt regnvejr, ganske som derhjemme, så byen gjorde ikke noget af egen drift for at tage sig ekstra lækker ud. Den var, som den var. Der er noget mærkeligt ubestemmeligt over tyske byer. De er en sær blanding af noget måske meget gammelt, der ikke er blevet bombet sønder og sammen under krigen; noget der er genopbygget i den gamle stil, men med et vist plasticagtigt og let afslørbart præg; der er moderne, brutalistiske bygninger fra den sene efterkrigstid og opefter; og så er der helt moderne bygninger med arkitektonisk kvalitet og selvbevidsthed fra de senere år, hvor Tyskland er kommet ud af skammens skygge og for alvor er ved at genopdage sig selv som et betydeligt kulturland. Alt det kan nemt være rodet sammen på et lille areal, og det giver mange byer et grumset og uoverskueligt udtryk.


Bremen blev rent faktisk i vidt omfang pulveriseret under krigen, fordi den med sin store havn, handel og rustningsindustri var et strategisk bombemål. Over 60% af byen blev ødelagt, men ujævnt fordelt.

Vi spiste middag den første aften på et nyt og tilsyneladende dyrt hotel med en restaurant, der holdt et højt kvalitetsniveau. Her var der ikke noget at tage fejl af. Alt var nyt, og vi blev betjent af yngre mennesker, der talte et perfekt engelsk, og som formentlig ikke føler, at de har noget særligt med den længst forgangne 2. verdenskrig at gøre.


Næste morgen gik vi en tur ned i middelalderkvarteret Schnoor, hvis ældste dele stammer helt tilbage fra 1400-tallet med bindingsværkshuse i smalle, snoede gader. En del af dette kvarter gik under bomberadaren, måske tilfældigt, og en stor del fremstår faktisk oprindeligt om end restaureret og vedligeholdt. Her har der boet håndværkere, handlende og andet almindeligt godtfolk. Samtlige butikker er nu omdannet til salg af souvenir og billigt, uoriginalt kunsthåndværk. Vi faldt ikke over noget, vi havde lyst til at tage med hjem. Mellem butikkerne var der caféer og små restauranter, og der var ikke sparet på altankasser, kummer og guirlander af både ægte og kunstige blomster. Meget tysk, var vi tilbøjelige til at sige, hvad det så end egentlig betyder. Området var hurtigt overset, og vi rettede opmærksomheden mod andre af byens seværdigheder.


Rådhuset, som nok er Bremens største, klassiske seværdighed, stammer også tilbage fra 1400-tallet, og der er faktisk noget tilbage af den oprindelige bygning, men der er sket betydelige restaureringer, til- og ombygninger siden. Man skal have et professionelt blik for at skelne, hvad der er oprindeligt, hvad der er look alike gammelt, og hvad der er helt nye tilføjelser. Vi købte billet til en guidet rundvisning på engelsk, og var del af en ret stor gruppe nysgerrige kulturturister. Rundturen på rådhuset gjorde os, ja, nærmest rundtossede. Udefra er bygningen smuk og harmonisk i sin restaurerede renæssancearkitektur, men indenfor er den en helt uoverskuelig blanding af alle de stilarter, der har gjort sig gældende lige siden, sågar en ret moderne festsal i jugendstil. Guiden så ud til at være en pensioneret gymnasielærer i historie, der med passion og tydelig stolthed viste os det ene rum efter det andet, hvor ikke to udtryk var ens. Men han havde gode historier om det hele, og man blev passende benovet, men bagefter var det svært at fastholde, hvad det egentlig var, vi havde set. Ligesom efter et levende og medrivende foredrag af hedengangne Johannes Møllehave, hvor den røde tråd hurtigt fortonede sig i sjove detaljer og anekdoter, måske fordi den aldrig rigtigt havde været der.


Den brostensbelagte rådhusplads, der er fri for trafik bortset fra elektriske sporvogne, er omkranset af smukke, restaurerede og genopbyggede laugs- og købmandshuse, der vidner om en tid, hvor der var rigdom i byen, baseret på handel og søfart. Den næsten helt genopbyggede Sankt Petri Dom med to tårne, påbegyndt år 787, kunne let gå for at være oprindelig, måske fordi den er sort af partikelforurening og kunne trænge til en afvaskning. Selveste Ansgar, Nordens Apostel, var biskop her og ligger begravet i kirken. Dér bliver man som kristen alligevel lidt paf. Det er jo et sandt pilgrimssted. Også dér mødte vi en, denne gang selvbestaltet, omviser, der kunne tale lidt svensk, og som trak os rundt for at se alverdens detaljer – meget rørende.


Men som et skæmmende ar har man også valgt at lægge bystatens regeringsbygning på pladsen, endda trukket frem så den 70’er agtige betonbrutalisme i 3-4 etager i mørke sten og store glaspartier bliver ekstra fremhævet. I egen ret er bygningen egentlig ikke direkte grim, men den er placeret helt forkert og ville have gjort sig langt bedre i et grønt miljø med græs og store træer. Her ligger den og fører sig frem på en dominerende og respektløs måde. Hvad har man dog tænkt på andet end ”se hvad vi kan i det moderne Tyskland”.


På pladsen for an rådhuset står en monstrøs statue, over 5 meter høj, af den sagnomspundne ridder Roland, Karl den Stores kriger og beskytter af byen og handelen. Den troner stolt i en lille mærkelig indhegning, som han ser ud til nemt at kunne træde henover. Nærmest på størrelse med den kyklop, vi for tiden på ny stifter bekendtskab med i Christopher Nolans film om Odysseus. Den er én af de ældste af sin slags i verden og er sammen med rådhuset på Unescos liste over verdenskulturarv.


Bremen er kendt for Brødrene Grimms historie om Die Bremer Stadtmusikanten, en gruppe musikanter bestående af et æsel, en hund, en kat og en hane. Eventyret fortæller, at de fire dyr efterhånden var blevet gamle, og at deres ejere ikke længere så nogen gevinst i at beholde dem. Derfor slog de sig sammen i et lille ældrekollektiv og begav sig på rejse mod Bremen for at forsøge sig som musikanter. På vejen stødte de på en gruppe røvere, der boede i et hus i skoven. I stedet for at flygte forskrækket videre, stille dyrene sig udenfor huset oven på hinanden med æslet nederst, og så gik de ellers i gang med at bræge, gø, mjave og gale, lige indtil røverne skræmt forlader huset. Så flytter dyrene ind og lever dér resten af deres dage uden nogen sinde at nå til Bremen, men de finder i stedet visdommen i fællesskab og gensidig hjælpsomhed. Der er en fin lille skulpturgruppe om den både stærke og ydmyge historie lige udenfor rådhuset, som man ville have overset i Rom eller Paris – men i Bremens mere begrænsede udbud af attraktioner bliver den synlig som et poetisk kunstværk.


Resten af dagen tilbragte vi i den nærliggende, snoede og smalle Böttcherstrasse, der er en hel gade med huse og gadebelægning i røde mursten i alle mulige geometriske og organiske mønstre. Den giver mindelser om Per Kirkebys fascination og netop murstenens kunstneriske kvaliteter. Gaden med alle dens sammenflettede bygninger er anlagt i 1920’erne af kaffegrossisten Ludwig Roselius. Her boede han, og husene rummede, i hvert fald i starten, hans kafferisteri. Han skulle angiveligt også være opfinder af den koffeinfri kaffe. Han var stærkt kunstinteresseret, og ikke mindst Jugendstilen lader sig mærke i den opfindsomme og fortættede stil. Midt i bygningskomplekset anlagde han det mest vidunderlige og meget seværdige museum med fokus på den tyske kunstner Paula Modersohn-Beckers værker. Hun malede i en modernistisk og utvungen stil med brug af stærke farver. Hun blev født i 1876 og døde allerede som 31-årig i 1907 af barselsfeber efter fødslen af sit første barn. Hun blev først opdaget og anerkendt efter sin død. Hun lever videre i én efter besøget.


Hitler brød sig ikke om al denne arkitektoniske og kunstneriske modernisme og lod hele molevitten stå til skræk og advarsel for eftertiden. Heldigvis, for efter krigen kunne man nøjes med en restaurering og altså ikke en total genopbygning.


Den tyske madscene er under udvikling, men det vrimler ikke med gode restauranter udenfor de aller største byer. Vi ledte lidt og landede på en slags diner med frisk og hurtig betjening, masser af glade og sultne tyskere og store, gedigne portioner gammeldags mad. Det er måske et af de spor de tyske emigranter har sat sig i USA, hvor man heller aldrig går sulten fra bordet, men til gengæld smider ufatteligt store mængder mad ud på restauranterne.


Næste morgen kørte vi ud af Bremen og satte kursen mod Brügge. Man er hurtigt ude af den historiske bymidte og kører derefter igennem beboelses- og butikskvarterer af nøjsom, uimponerende efterkrigsarkitektur. Der skulle bare bygges og genopbygges til boliger og handel i en fart, uden overskud til tanke på det æstetiske og arkitektoniske udtryk – forståeligt nok. Måske har det også ligget i efterkrigstidens tyske selvforståelse, at de ikke skulle gøre unødigt opmærksom på sig selv, bare få tingene til at fungere. Med tanke på den svulmende, stolte, romantiske og kulturtunge tyske fortid igennem århundreder er det tankevækkende, at der er gået over et halvt århundrede efter krigens afslutning, før tyskerne igen begynder at turde markere sig indenfor stort set alle kulturområder. Rødderne har været der, men man har ydmygt ventet, til omverdenen igen var modtagelig for tysk foretagsomhed.


Brügge

De alvorstunge regnvejrsskyer, der havde hængt over os i Bremen, lettede og åbenbarede en klar, blå himmel, jo nærmere vi kom Brügge. Man kører fra Tyskland ind i et hjørne af Holland, før man kører over grænsen til Belgien og videre ud imod havet. Hvis man har en forestilling om, at der er åbent land med gårde, marker, kanaler og små landsbyer i dette hjørne af Europa, kan man godt tro om igen. Det er én stor, massiv bybebyggelse med alt fra boliger, fabrikker, motorvejsudfletninger over transportcentre og outlets. Ikke meget grøn natur her. Trafikken er tung og tæt, så man kører med fuld fokus på vejbanen og må slukke for lydbogen, der tager for megen opmærksomhed.


Pludselig er man i Brügge, der i omegnen ligner alle andre byer, men kun indtil man nærmer sig det ret store middelalderlige centrum, omkranset af kanaler der længere ude møder havet. Det er kompliceret at trænge igennem bymidten i bil for at nå frem til sit hotel. Faktisk bliver man i tvivl, om det overhovedet er tilladt at køre i de smalle gader, hvor også fodgængerne færdes midt på kørebanen. Det er det måske ikke, for da vi kom hjem, lå der en bøde i postkassen for én eller anden forseelse, der kostede 58 Euro. Af den flamske tekst lykkedes det os dog ikke at finde ud af, hvad vi havde gjort forkert. Bilen blev parkeret, og vi rørte den ikke de næste par dage, for i Brügge bevæger man sig rundt til fods eller på cykel. Her har elcyklerne også virkelig gjort deres indtog, så man springer lidt for livet mellem de lynhurtige cyklister.


Den gamle bykerne med alle middelalderhusene og kanalerne stammer helt tilbage fra 1400-tallet og er i det store og hele intakt og oprindelig. Efter oplevelserne i Tyskland rynker man automatisk brynene og spørger sig, hvor meget af dette, der egentlig er genopbygget i den gamle stil, og svaret er enkelt: intet. Sådan så det ud, da det blev bygget, og det er blot holdt ved lige og moderniseret passende igennem alle disse mange århundreder. Det er tydeligvis gedigent byggeri, for det har modstået tidens tand, også selvom det står med fødderne i vand. Den gang boede der handlende, håndværkere m.v., og husene, der er små og smalle, bebos stadig af almindelige mennesker, der dog i dag lever af helt andre erhverv. Byen var engang umådeligt velhavende og skabte sin formue ikke mindst på fremstilling og handel med klæde, andre forfinede håndværk og en betydelig skibsfart. Dengang vrimlede kanalerne med småbåde af enhver slags – nu sejler der kun én slags både, og det er med turister. Det giver et lidt livløst og monotont præg, fordi bådene er helt ens og fyldt med folk der bare sidder helt stille og kigger til højre og venstre, mens kaptajnen styrer den mobile båd med én hånd, alt imens han underholder turisterne om byens historie.


Som det er sket i så mange andre kystnære byer, sandede havnen efterhånden til og måtte flyttes helt ud til kysten, og så var festen slut i Brügge. Byen sank hen i fattigdom, men stod dog stadig. Den var uspektakulær og uden strategisk betydning under krigen og blev derfor ikke bombet og ødelagt.


Der ligger fantastiske kirker rundt omkring i byen og et museum med mange af de store flamske mestre, som man i sin tid erhvervede sig. Smukke, detaljerige, mytiske billeder som man kan fordybe sig længe i – især hvis man har en audioguide, der løfter sløret for den bagvedliggende betydning af de mange religiøse motiver. Man forundres over den enorme tekniske dygtighed disse store mestre besad.


En ganske særlig oplevelse var det gamle fattig- og pesthospital, der i dag er indrettet som museum. Sengeafsnit og kirke var ét sammenhængende hele, fordi man havde ringe muligheder for at helbrede og derfor måtte sætte sin lid til Vor Herre, og så var det jo smart at have Ham indenfor rækkevidde. De syge blev passet af nonner, der håbede, at denne farefulde beskæftigelse banede omvej for en adgang til himmelen. De blev jo selv ofte syge af at omgås patienterne. Hele hospitalskomplekset blev drevet på et kristent barmhjertighedsgrundlag, og en stor del af udstillingsrummet er viet præsentationen af en lang række forskellige og højst nutidige hjælpeorganisationer med fokus på fattige og andre, der ikke har adgang til anden hjælp. På en lang række TV-skærme fortalte medarbejdere i forskellige typer af hjælpeorganisationer om deres utrættelige og uegennyttige arbejde for mennesker, der har det svært. De udstrålede en stor professionalisme blandet med en hjertevarme og solidaritet, som var meget inspirerende. Tak fordi der er mennesker, der vier deres liv til at hjælpe andre. De er helt uundværlige og aflønnes ofte på et niveau langt langt under fortjeneste. I et sidegemak var der endnu en omgang flamske mestres religiøse billeder af vingede væsener, men det var ligesom de blegnede lidt ved siden af den virkelige verdens spillevende engle.


Brügge er i dag et mekka for turister af alle slags, og det er svært ikke at blive indtaget af den allestedsnærværende skønhed og idyl. Af de oprindelige håndværk er der i dag kun kniplinger tilbage, i hvert fald hvis man kigger på butikkernes udbud. Og de er næppe lavet i hånden som i gamle dage. Ellers er alle butikker et overflødighedshorn af chokolade, vafler, moules frites og øl, kort fortalt. Ikke nødvendigvis dårligt men ensartet og uopfindsomt gade op og gade ned. Er Brügge så egentlig en autentisk by? Ja, på sin egen moderne måde er den vel, for er alt levet liv ikke autentisk, når det leves på de grundvilkår der nu er til stede?


Foto af Suhail KaziUnsplash

Dette indlæg har 1 kommentar

  1. Kristine

    Interessant beskrivelse af de to byer. Jeg har besøgt Bremen omkring 1990 ifm. nogle filmoptagelser. Byen gjorde stort indtryk på mig. Du nævner ikke EU-universitetet i Brügge. Det ville jeg tro byen bar præg af.

Skriv et svar