Ingen i hele kæden fra designer over tekstil- og tøjproducent til detailhandel, kunde og diverse miljøorganisationer er efterhånden uenige om, at der produceres alt, alt for meget tøj – og i alt for ringe kvalitet. Både brugt og ubrugt tøj destrueres i enorme mængder, og en stor del af alt det tøj, der indsamles til nødhjælp rundt omkring i verden, kommer aldrig afsted, fordi der er alt for meget af det. Og det, der sendes afsted i rigelige mængder, truer design-, tekstil- og tøjindustrien i modtagerlandene. Sikke noget skamfuldt roderi. Det burde vi kunne gøre bedre.
At købe nyt tøj kan derfor nemt give en følelse af skam på niveau med den nu navngivne flyskam. Kan man virkelig være det bekendt? Har man så meget brug for et nyt stykke tøj, at man ikke under nogen omstændigheder kan udsætte sit behov, i hvert fald til man har tænkt sig grundigt om?
Samtidigt er der noget dragende ved tøj, ikke bare som beskyttelse mod vejrliget, men fordi tøj er et sprog, en udtryksform, en måde at fortælle hvem vi er, og hvem vi godt kunne tænke os at være. Sådan har det været i umindelige tider, og med den voksende individualitet ser denne trend ikke ud til at tabe flyvehøjde – tværtimod.
Måske er trangen til at kommunikere gennem tøj større for unge end for ældre, fordi man gennem afprøvningen af forskellige outfits, stilarter og udtryk undersøger, hvem man selv er. Man kender ikke sig selv og skaber sig tryghed ved at ligne de andre, som om man var én stor, sammensmeltet krop. Man ser det for tiden i bybilledet, hvor stort set alle piger mellem 12 og 17 år er klædt i noget, jeg ville kalde nattøj og sutsko – i hvert fald noget der ligner en hjemmedragt til afslapning på værelset. Bukserne er i gråhvidt sewatshirtstof, poser godt om numsen og er så lange, at de rører jorden og bliver beskidte og slidte i kanten. De kan ikke varme meget i koldt vejr. På fødderne har de nogle store, bløde forede ruskindsstøvler, der hurtigt bliver udtrådte og i hvert fald ikke ser ud til at egne sig til vådt vejr. De ægte hedder vist UGG og er hundedyre, så nogle må nok nøjes med et kopiprodukt. Er det koldt, har de en dynejakke på og øverst virrer de unge piger lyksaligt med det moderigtige lange hår, enten løst eller i hestehale. De er fuldstændigt ens og føler sig tydeligvis trygge i flokken. Hvis en enkelt skulle føle sig fristet til at eksperimentere med et mere personligt udtryk, vil jeg tro, at lysten straks undertrykkes af skræk for at falde igennem og ud i ensomheden. Det er nok kun pigeflokkens leder, der tør tage et så modigt skridt, som de øvrige så trygt kan kopiere. Kun gradvist, i takt med at man lærer sig selv at kende og tør stå ved det, opstår modet til at finde sin egen stil.
Når man bliver ældre ved man efterhånden godt, hvem man er, og tøjvalget bliver derfor gradvist sekundært i forhold til personlighedens eget sprog. Ikke at tøj bliver ligegyldigt, men man lytter mere til sig selv end til andre. I Leo Tolstojs Anna Karenina er der en pragtfuld scene, der illustrerer, at tøjvalg og personlighed er to forskellige ting – også selvom de ind imellem ser ud til at smelte sammen. Til et stort bal i Moskva i 1870’erne skal den unge Kitty på 18 år møde den mand, hun er forelsket i, og som hun håber gengælder hendes følelser. Hun er iført det mest fuldendte skrud og ser fuldstændigt vidunderligt smuk ud. Man lægger mærke til stof, tyl, blonder, kniplinger, sløjfer, perler, bånd, blomster, farver, smykker og hår, der alt sammen omkranser det fine, unge ansigt, der endnu ikke bærer præg af erfaring, visdom og levet liv. Alle ser hende og falder i svime. Men det gør de sandelig også, da Anna Karenina, der er noget ældre, gift, har et barn, og er på visit fra Sankt Petersborg, træder ind i festlokalet i en helt enkel sort kjole. Den gør ikke noget væsen af sig, men det gør til gengæld hendes udtryksfulde, smilende og åbne ansigt og lidt tilfældigt oppurrede, krøllede hår. Hun slår ikke blikket ned men møder alles øjne med smil og nærvær. Hun kunne have haft hvad som helst på, og man ville først og fremmest have mærket hendes stærke udstråling og personlighed. Sikke en frihed og grounding.
For et par år siden købte jeg en bog, der hedder Dronningens Kjoler. Jeg læste den fra ende til anden og nød både de smukke billeder og de yderst indholdsrige beretninger, dronning Margrethe havde om alverdens detaljer, der knytter sig til de kjoler, hun igennem tiden har fået syet i forskellige anledninger. Dronning Margrethe har både en god hukommelse, og en fantastisk evne til at knytte detaljerede og farverige beretninger til det tøj, hun har fået syet igennem årene, men der er også noget tidstypisk ved hendes forhold til tøj. Kvalitet, håndværk og genbrug er ikke fremmede begreber for hende.
Jeg har aldrig brugt mange penge på tøj, nærmest tværtimod, men tøj har altid interesseret mig af grunde, jeg aldrig har været helt klar over. Jeg kan godt lide stof, tekstur, farver og mønstre, men jeg har aldrig syet mit tøj selv og har ingen viden om håndværket bag skræddersyet tøj. Jeg har aldrig interesseret mig for modens strømninger og har altid været bagud og ligeglad, hvad angår de nyeste trends. Jeg tror, det er fortællingerne, der gemmer sig i valget af og forholdet til tøj, der optager mig.
Når jeg ser på barndoms- og tidlige ungdomsbilleder af mig selv, kan jeg meget ofte huske det tøj, jeg har på. I hvilken anledning jeg fik det. Hvor det det købt. Hvem der eventuelt har syet eller strikket det. Hvordan pasformen var. Hvordan det føltes på kroppen. Om det blev slidt op, lavet om eller givet væk. Om det gik det af mode. Alle disse erindringer viser, at man tog stilling til det tøj, man havde, og at man havde langt mindre af det end i dag. Tøj kom til verden i vores liv og forsvandt ud af det igen på helt andre måder, end det sker nu.
Når jeg ser på senere ungdomsbilleder, for slet ikke at tale om billeder fra voksenårene, er det tydeligt, at tøj var blevet billigere og dermed lettere tilgængeligt, og at skiftende mode har sat ind og med stor kraft indført og kort efter udraderet forskellige trends. Meget af det tøj, jeg har på, kan jeg slet ikke huske, og kun en ubetydelig del har sat sig spor i min erindring.
I min barndom strikkede min mormor utallige trøjer, sweatre og bluser til mig – med mønstre, flotte farver, fine knapper og andre detaljer. Min mormor kendte en lokal syerske på Amager, der dels syede nogle sommerkjoler til min søster og mig, dels ”omforandrede” vores tøj, når det var blevet for kort eller for stramt, for det var syet med et ordentligt sømmerum, så der var plads til at vokse. Syersken kan umuligt have været særligt dyr, for der var ikke penge til luksus i vores familie, så det var nok stadig et almindeligt kvindeerhverv, der kunne udfoldes der hjemme med symaskinen på spisebordet.
Da denne type syersker forsvandt fra arbejdsmarkedet, købte min mor en symaskine og gik i gang med at sy gardiner, sengetøj, badekåber, kjoler til hverdag og fest, både til hende selv og min søster og mig. Da jeg skulle til mit første skolebal var det i en hjemmesyet, rundskåret nederdel, og når vi var til afdansningsbal med danseskolen var det i de flotteste, farverige, kjoler med tylsskørter, syet af min mor. Og min første lange nederdel i tungt, brunt fløjl havde min mor også syet. Jeg syntes, det var noget af det smukkeste – og samtidigt husker jeg det som noget, enhver kvinde eller mor kunne. Min mor var uddannet skolelærer – uden speciale i håndarbejde – så hun må have lært sig selv det. Da jeg blev stor nok til selv at betjene en symaskine, købte vi mønstre og stoffer, tog mål, klippede papirmønstret i den rette størrelse, hæftede det på stoffet med knappenåle, opmålte sømmerum og tegnede med skrædderkridt, klippede, kantede, riede, prøvede, syede på maskine etc. Det var tøj, der lå tanker, arbejdstimer og stillingtagen i – det knyttede man sig til.
Min mormor kom ind imellem på besøg der hjemme for at hjælpe min mor med at stoppe strømper, sy bændler i sengetøj og stropper i håndklæder og lægge op/ned/ud eller ind. Hun lærte mig at stoppe strømper i en slags vævet mønster, som jeg blev ret skrap til. Jeg er ikke sikker på, at mine børnebørn overhovedet forstår begrebet ”at stoppe strømper”, og de har i hvert fald aldrig set nogen gøre det. Det skulle da lige være på Arbejder- eller Frilandsmuseet.
Hvis jeg skal beskrive min stil i dag, uden at overveje om mit klædeskab faktisk afspejler mit postulat, vil jeg sige, at den hælder til det maskuline, enkle og sporty med et feminint touch. Jeg har et praktisk og husholdningsøkonomisk forhold til tøj, og fører lange diskussioner med mig selv om, hvorvidt jeg kan tillade mig at anskaffe og senere kassere eller på anden vis skaffe mig af med tøj, som jeg ikke trives i.
I dag har jeg et par GANNI-jeans på i kraftigt denim. En udsalgsvare købt på nettet – den store skurk i forhold til fejlkøb. De har en god pasform omkring livet, med en elastisk linning der griber godt fat et par centimeter under navlen, uden hverken at stramme eller glide ned. De har en lang slids for neden på indersiden af benene. En detalje, jeg aldrig har set før, og som jeg til min skræk først opdagede, da jeg pakkede dem ud. Det så rent ud sagt mærkeligt ud. Jeg er rimeligt slank og velproportioneret og har efter et par børnefødsler og 67 levede år fået slanke lår, større livvidde og flad bagdel. Mit undersøgende blik fortæller mig, at sådan er der rigtigt mange, der ser ud i min alder, og jeg tænker, at mange som jeg, må være irriteret over jeans, der flagrer for meget om lårene, strammer omkring livet når man sidder ned, og ikke sidder ordentligt til omkring bagdelen. Mine nye jeans med den mærkelige slids var alt for lange, så de måtte lægges op for ikke at røre jorden og dække fødderne, når jeg gik. Måske var det meningen, at de skulle se sådan ud, og at jeg burde have taget at par høje støvler på for at ”fuldende look’et”? Men sådan nogle støvler kan jeg slet ikke holde ud at have på mere – det gør alt for ondt i forfoden. Slidserne synes min datter ser smarte ud, men jeg kan ikke vænne mig til dem. Bagpå, nærmest midt imellem baglommerne, var der påsyet et ret stort hvidt mærke, hvorpå der med store, sorte bogstaver stod GANNI. Jeg har hen over vinteren set mange gå med uldne strikhuer i flotte farver, hvor der på ombukningen hen over panden sad et lignende, stort mærke. Jeg har undret mig over, at de ikke fjernede det, for ud over at signalere et kendt brand så det forstyrrende grimt ud. På mine jeans sad det et lidt mere diskret sted, og det anede mig, at det på ingen måde var meningen, at man skulle fjerne det. Jeg tog en lille sprætte-op kniv og gik i gang, med en forventning i mit løse greb om, at det ville være piece of cake. Det var det ikke. Det var syet utroligt godt fast, og jeg blev hurtigt klar over, at jeg var i gang med noget utilsigtet, nærmest ødelæggende. Og da mærket endelig gav slip efter lang tids modstand, var jeg endt med at lave et lille hul i selve stoffet. Jeg kunne vælge at anskue det lille hul, fjernelse af mærket og de forkortede, sammensyede slidser som en redefinering og personlig videreudvikling af designet. Jeg er stærkt irriteret på de jeans, og jeg har lyst til at smide dem ud, men det er helt utænkeligt. Det gør man ikke med endnu brugbart tøj, i hvert fald ikke før det er definitivt for småt, slidt op eller har hængt i skabet i mindst to år uden at have været brugt. Så jeg bliver nødt til at give redefineringen en chance.
Selv tøj, jeg har kasseret, vasket og lagt pænt samen i en pose, som jeg vil lægge i en tøjcontainer, når posen er fyldt, hvilket tager meget lang tid, fordi ovennævnte kriterier, skal være opfyldt forinden, kan ende med at snige sig op af posen igen. Jeg købte for et par år siden to par bukser i en billig tøjforretning i et indkøbscenter i Asnæs. Jeg prøvede selvfølgelig begge par og syntes umiddelbart, at de sad fint. Min smag er ikke usikker, jeg kan hurtigt se, om det er noget, jeg kan lide, og netop disse to designs var enkle i pasformen og smukke i farven. Men min kvalitetssans svigter mig, når jeg ser noget billigt. Og efter kort tids brug var de begge blevet lidt for løse over det hele, fordi stoffet havde givet sig. Jeg vaskede jeg dem og lagde dem ærgerligt i posen med tøj til containeren. Ingen herregård, men alligevel… Så fik jeg den idé, at de kunne bruges, når vi var ude og gå lange ture, med en lang jakke over der skjuler den dårlige pasform. De nærmest sprang op af posen og i favnen på mig igen, og nu forsøger de loyalt at tjene det nye formål. Men ligesom med tøj, man parkerer i sommerhuset, så bliver pasform og komfort ikke bedre af dét. Så nu ligger de igen dér og venter på, at de nævnte to år er gået.
I min mangeårige selvtugtelse for ikke at falde i den evigt lokkende tøjgryde – især den med udsalgstøj – har jeg fra tid til anden pålagt mig selv at afstå fra enhver form for tøjkøb i en given, defineret periode. Systematik fremmer viljestyrken, ville en disciplineret gymnastik- eller militærperson nok nikke bekræftende til. Og den er god nok, det holder mig på sporet, og der går sport i at overholde regimet. ”Heller ikke bare et par trusser eller sokker?”, spørger en lille, uskyldig stemme. ”Nej!” svarer mit overjeg med rungende autoritet.
I år holdt mit forsæt næsten helt fra efterårsferien til jul – og så gik det galt. Mine gamle vinterstøvler, der snart er 10 år, er hårde i sålen og giver fødder, når jeg går langt, så jeg faldt for fristelsen til at købet et par norske Gaitline støvler med tyk blød sål, der bare ruller mig dansende afsted som efter et let puf i ryggen. De er en drøm, og mit undskyldende narrativ må drive tårerne frem i enhver: moden kvinde med alderssvarende nedsunken forfod og tendens til pronation – skulle hun ikke fortjene et par nye, fornuftige vinterstøvler? Jeg vender jævnligt bunden i vejret på de gamle for at se, om de dog efterhånden ikke er så nedslidte, at det ville være direkte utilrådeligt at gå mere med dem, men det er ikke galt. Ej heller inden i er de påfaldende slidte. Så de fik nogle uger på reservebænken. Nu er de forsøgsvis lagt i posen med brugbart genbrugstøj og venter på, at jeg en dag dumper dem i containeren – eller tager dem op igen.
De nye støvler kom med posten fra Norge mellem jul og nytår, så jeg kunne ikke engang fortælle mig selv, at jeg dog i det mindste havde overholdt tidsfristen. Men når første der går hul på viljestyrken, er der risiko for, at den fosser lige så stille ud, som sukker af en mikroskopisk revne i posen. Så før jeg havde set mig om, faldt jeg for fristelsen til at købe to par Mosh Mosh jeans på udsalg – et virkelig godt køb! Men jeg blev som straf sat på en hård prøve. De to første par var for store, og kastede mig derfor tilbage i selvransagende diskussion om, hvorvidt dette mon ikke var et tegn på, at jeg ikke skulle købe nye jeans. Jeg checkede hjemmesiden i håb om, at den rette størrelse nu var udsolgt, for så var ansvaret, som jeg åbenbart ikke magtede at administrere, taget ud af hænderne på mig. De var ikke udsolgt, jeg bestilte dem, og de passer mig. Jeg havde haft et svagt håb om, at de heller ikke passede, og at det simpelthen skyldtes en forkert pasform, men nej, jeg fik ansvaret smidt direkte i hovedet. Jeg har ikke haft dem på endnu, de hænger i skabet ved siden af de to par ældre jeans, som er for tynde og for korte. De ryger i sommerhuset – men vil jo stadig være for tynde og for korte.
Tøj giver fantastiske muligheder for at lege, udtrykke sig, eksperimentere, gemme sig – eller bare holde varmen. Men desværre er tøj også blevet en kilde til misbrug. Lige så afhængige især yngre mennesker kan være af skærme og sociale medier, der ødelægger evnen til med tålmodighed at læse en bog, lige så afhængige kan de være af modens skiftende udtryk og lokkende tyranni for konstant at følge med. Modehusene, små som store, dyre som billige, lancerer utallige kollektioner året igennem, og hvem har dog brug for alt det? Ingen, ret beset. Men den umættelige trang til det rette outfit har gjort det af med enhver form for tålmodighed. Slow fashion er et godt udtryk, men ingen tøjproducenter efterlever det. Når jeg ser ”forårets sneaker trends” eller ”bademode” lanceret, spørger jeg mig selv, om nogen tænker på, at et par gode sneakers eller en velsiddende bikini eller badedragt kan holde mindst fem år, så hvad skal man bruge de evindelige nye trends til? Men ofte er tøj og sko slet ikke produceret med fokus på en vis tidløshed og holdbar kvalitet. Skal det så bare kasseres i kapløbet for at følge med moden? Hvor er det en grusom hån mod Jordens ressourcer, klimaet og de mennesker der for en lav løn og under frygtelige arbejdsforhold har produceret tøjet, at kun en begrænset del af det bruges og genbruges. Det alt for store overskud af tøj smides ud af forbrugerne, eller destrueres af producenter og forhandlere.
Mit håb og min hypotese er, at min generations opdragelse og påholdenhed, der udspringer af dét småkårs- og efterkrigtidssamfund, mine forældre og bedsteforældre er vokset op i, vil møde de yngre generationers stærke fokus på bæredygtighed og berettiget smaløjede pointering af, at hvis det hele bare bliver ved snakken og ikke omsættes til kreativ handling, så drukner verden i tøj og anden overflod, som kortsigtet, uigennemtænkt og grådig masseproduktion har ført med sig.
