Blog

Kære farmor

Da jeg for nogle dage siden stod under bruseren og vaskede hår, greb jeg ud efter en lille bitte lysegrøn flaske Clarins hårbalsam, som jeg engang har taget med fra et hotelbesøg. Da jeg fordelte balsam i håret bredte der sig en parfumeret duft, som øjeblikkeligt bragte mine tanker tilbage til dig. Jeg ved ikke, om du i din righoldige samling af diverse skønhedsprodukter havde netop dette mærke, men duftstoffet kunne jeg straks genkende, og du genopstod lyslevende for mig, og jeg fik lyst til at sende dig en hilsen, hvor end du nu befinder dig.

I dag ville du have været 128 år, en helt usandsynligt høj alder på vore breddegrader – og så gammel blev du jo heller ikke. Men du blev 93 år, og det var ganske bemærkelsesværdigt for en kvinde født i 1896. Måske havde du gode gener, men jeg ved, at du faktisk efter den tids standarder også passede rigtig godt på dig selv. Far har fortalt, at der hjemme hos jer blev købt tandbørster og tandpasta, I gik til tandlægen, og børnevaccinationsprogrammerne blev fulgt. Du havde sans for sund mad – der blev spist fisk, grød og grønsager, og du forblev slank og rørig – med dine egne tænder i behold – lige til det sidste.

Du er københavnerbarn af den lavere middelklasse, født og opvokset på Nørrebro. Din far var murersvend, og din mor hjemmegående. I var fire børn, dig med det flotte navn Erna Margrethe, Viggo, Oskar og Ida-Marie. Din søster døde som barn, og det blev ligesom noget, man bare nævnte som en ting, der var, som den var. Børnedødeligheden var stadig ret høj dengang. Men i dag, hvor jeg selv har børn og børnebørn, tænker jeg, at det alligevel må have været en sand rædsel – at miste et barn, at miste en søskende.

Som ung arbejdede du på kontor. Om der fulgte en egentlig uddannelse med, ved jeg ikke. Det var vel en slags mesterlære. Men du kom dog ud på arbejdsmarkedet som ung kvinde, og da jeg husker dig som en stolt, selvbevidst og ambitiøs kvinde, tænker jeg, at det har været vigtigt for dig at arbejde udenfor hjemmet i et job, der krævede pænt hår og påklædning, men at du sikkert også var indstillet på, at den dag, du blev gift, måtte du hellige dig mand, børn og hjem. Jeg har dog en mistanke om, at det ikke huede dig fuldt ud. I hvert fald har du fortalt, at da din mor blev syg, og der blev behov for pasning af hende i hjemmet, var det dig, der måtte tage den tørn, og det kostede dig jobbet. Det lå i kortene, at drengene ikke var udset til at tage del i den opgave.

Jeg kan ikke huske historien om, hvordan du mødte farfar, men han var også ægte københavner, dog med en slægt fra Sønderjylland ikke så lang tilbage i tiden. Jeg har aldrig kendt farfar, der døde i 1956 af en nyresygdom, kun 62 år gammel. Han var ud af en stor søskendeflok, men skilte sig ud med et markant udseende, sort hår, store øjne – bare anderledes end resten af flokken. Far har fortalt en røverhistorie om, at hans farmor, min oldemor, i en periode tjente i kongehuset aller længst nede i hierarkiet, og at farfars eksotiske udseende nok skyldtes, at hans mor var blevet forført af en mørkhåret mand ved hoffet – måske selveste kongen. Hvem ved?

Du var, som jeg har fået fortalt det, og som jeg selv lyttede mig til gennem dine beretninger, meget betaget af farfar, men havde måske nok håbet, at han havde drevet det til noget mere end en stilling som bogholder i Privatbanken. Far har beskrevet ham som en meget mild og kærlig mand, der ikke ejede evnen til at albue sig frem i hierarkiet, men var tilfreds med det, han havde opnået.

Du og farfar havde en fælles passion for udadtil at føre jer frem som et velsitueret ægtepar. I gik i skræddersyet tøj, han havde altid blomster med hjem til dig på lønningsdagen, og om søndagen gik I i Frederiksberg Have og drak kaffe på Restaurant Josty. Disse udskejelser, som jeg tror, du nød i fulde drag, må have gjort et pænt indhug i farfars formentlig moderate hyre, og far har beskrevet, hvordan jeres hjem var yderst beskedent indrettet. Farfar led meget af uro i benene, og sad hver aften i sin lænestol og sled med hælene hul i gulvtæppet – og det var der ikke uden videre råd til at reparere eller erstatte med et nyt.

Far har fortalt, at farfar absolut ikke var en gør-det-selv-mand. Tværtimod havde han fine, slanke hænder med 10 tommelfingre, som ikke rakte til at fixe ting i hjemmet eller lave legetøj til sin søn. Far plagede angiveligt sin far om at bygge en legetøjsgarage til ham – sådan én som hans kammeraters fædre havde bygget, og det kastede han sig fortvivlet men dog beslutsomt over, hvilket resulterede i et vakkelvornt arrangement, som ikke levede op til sønnikes forestillinger. Men min milde far, din smukke søn med det det sorte hår ligesom sin far, havde forstået, hvilken kraftanstrengelse og heltegerning denne umulige garage repræsenterede, og derfor var han glad for den.

I fik to børn, først min faster Ida-Marie, opkaldt efter din søster, og siden min far Jørn, som du i øvrigt altid af uforklarlige grunde tiltalte Jørgen. Jeg tror, der var en længsel efter et eller andet i dig, måske et mere udadvendt og stateligt liv. I hvert fald har du selv som en tilbagevendende beretning fortalt mig om de formiddage, hvor du havde sendt børnene i skole og derefter klædte dig i dit bedste formiddagstøj for at flanere på Nørrebrogade, hvor du kigge på butikker. Der har sikkert ikke været råd til at købe noget.

Vi kom ind i hinandens liv i 1958, da du var 62 år gammel. Lige fra mine aller første erindringer om dig, var der en aura af mystik og fin dame over dig.

Da du blev enke, skaffede Privatbanken, som åbenbart ikke havde glemt sin gamle bogholder, dig en lille halvandet værelses lejlighed i Gentofte, og mor og far flyttede ind i fars barndomshjem i Grøndalsvænge, som også blev mit barndomshjem.

Uden at der blev brugt mange ord på det, havde jeg en fornemmelse af, at du og far ikke havde et særlig nært forhold, men heller ikke fjendtligt, måske bare neutralt og fredeligt. Du og mor havde derimod ikke nogen særlig god radiokontakt. Det smittede af på mig, der fik et lidt distant forhold til dig, og hele tiden sammenlignede det lidt kølige forhold til dig med den langt varmere relation til mormor og morfar. Det var ærgerligt og spærrede måske vejen for, at vi to fandt hinanden rigtigt. Du forblev lidt mystisk.

Jeg har jo aldrig oplevet de spartanske og nedslidte forhold i fars barndomshjem, men jeg så med egne øjne, hvor umoderne, upraktisk og meget lidt hyggelig og varm din lejlighed var. Måske havde du ikke råd til at indrette den mere tidssvarende, måske interesserede det dig faktisk ikke. I dit soveværelse havde du et kæmpestort, mørkebrunt, gammeldags skrummel af et klædeskab, som sugede alt lys og hygge ud af rummet. Et dyrebart klenodie skabet var en cape af sølvræv, som du bl.a. bar til mors og fars bryllup. Da vi ryddede op i dit tøj efter din bortgang, tog vi forsigtigt sølvræven frem – og alle hårene faldt af den. Måske var det kun dig, den ville smyge sig elegant omkring. Dit køkken var ikke moderniseret, siden ejendommen blev bygget, så det var udstyret med et gasbord med to fritstående blus med slanger op til gasrøret. Og et ældgammelt, upraktisk køleskab, som du vedholdende kaldte isskab, også da far insisterede på, at det blev udskiftet med et mere moderne Gram. Du var ikke interesseret i madlavning, og når vi en sjælden gang spiste hos dig, stod menuen altid på hamburgerryg med gemyse, og det rakte de to gasblus åbenbart fint til. Desserten var altid kræmmerhuse med flødeskum og syltetøj, og det krævede jo ikke megen tilberedning. Til gengæld kunne min søster og jeg godt lide det, til forskel fra den salte hamburgerryg med en smal, mystisk bruskkant og de let udkogte ærter og gulerødder. Dit lille badeværelse ville man i dag have indrette med en brusekabine, men den tids standarder tilsagde åbenbart et badekar, hvis der overhovedet var plads til det. Det var der faktisk ikke, for man skulle kante side sidelæns hen langs badekarret for at nå frem til toilettet. For enden af badekarret var der en håndvask og en lille hylde – og den var til gengæld spændende, for her havde du din righoldige samling af diverse beauty produkter, som duftede dejligt. Et særligt eksotisk element var et produkt til blåning af dit grå hår.

Din kosmetik havde du i en rummelig pung i vindueskarmen ved siden af din gyngestol i stuen. Den skulle være indenfor rækkevidde, så du kunne spejle dig og friske dit look op nogle gange i dagens løb. Jeg elskede at kigge på dine neglelakker, læbestifter, rouge, øjenskygger, mascara og ægte kohl, som krævede en dråbe vand for at blive opløst til brug for optegning af dine øjenomgivelser. Vandet var jo ikke lige ved hånden, så en lille, diskret dråbe spyt mente du, måtte kunne gøre det. Det synes jeg var lidt ulækkert.

Du var slank og altid nydeligt klædt, så du tog dig godt ud dér i dit hjørne af stuen, hvor solen strømmede ind igennem persiennerne og lyste på dig. Din stue var som resten af lejligheden gammeldags og lidt ”død” i stemningen. Det mørke dækketøjsskab, det lille upraktisk chatol, et stilleben fra dine unge dage med frugter og sølvkniv var fra en svunden tid. Kun din elskede hvide gyngestol og dit lille hvide sofabord lyste op i rummet. Når vi besøgte dig kastede jeg mig med kun begrænset ildhu og nysgerrighed over dine to foretrukne ugeblad: Hjemmet og Familiejournalen. Dem havde du altid læst og følte dig hjemme i, men jeg syntes, de var utroligt kedelige. Renset for petitstof om kendte, kongelige og mode – og fyldt med noveller, forløbende romaner, brevkasser, gammeldags håndarbejde og klassiske madopskrifter.

Du holdt dig til indkørte rutiner, så når du besøgte os i Grøndalsvænge havde du altid enten mariehøner i rødt stanniol med hvide prikker (dem der nu er blevet til skildpadder) og karamelfyld eller chokoladefrøer med pebermyntecrème med til os. Og til vores fødselsdage eller jul forærede du os altid en smal, aflang æske, stramt indpakket hos guldsmeden og med fint silkebånd omkring. Vi vidste præcist, hvad det var: endnu en Dobbeltriflet kagegaffel eller teske i tretårnet sølv. Da vi var små var æsken større, for sølvpriserne var endnu så moderate, at du havde råd til at forære os knive, gafler og skeer i middagsstørrelse. Uanset størrelsen på bestikket, blev vi ikke spor glade for den kedelige gave – men heller ikke skuffede, for vi vidste jo på forhånd, hvad du ville forære os. Det eneste fascinerende ved disse altid ens gaver, var ”swush-lyden”, når man løftede låget af den perfekt tilpasse æske, næsten som om der var et let undertryk i den, synet af det næste hvide, uridsede sølv i den lukkede pose af kraftigt plastic, og det fineste, bløde, lyserøde vat i æsken, som egnede sig godt til at svøbe om døde fugleunger inden den højtidelige begravelse i haven. Undskyld denne barnlige utaknemmelighed, farmor. Jeg håber, men husker ikke, at vores forældre bad os se glade ud og sige pænt tak.

Du kom anstigende i dit, som vanligt, pæne tøj, sko med lave hæle og om vinteren en muffe af pels. Du havde en lidt stiv gang, og jeg husker, at far engang sagde til dig, at du skulle holde op med at bruge den tåbelige muffe, som ville være svært i vejen, hvis du skulle falde og have brug for at tage fra. Men det overhørte du, selvstændig og forfængelig som du var. Din påklædning antydede på ingen måde, at du havde tænkt dig at sætte dig ned på gulvet og lege med os eller trække os op på skødet og læse for os. Jeg husker, at du ofte sad ude på kanten af lænestolen med samlede knæ, benene lidt til den ene side og den ene fod bag om den anden – ganske som de kongelige damer. Og fra den position kiggede du ned på os, mens vi legede på gulvet, mens du smilede dit lidt anstrengte smil, som om du kunne risikere at blive blitzet hvert øjeblik, altid beredt. Vi blev ofte passet hos mormor og morfar og elskede at sove hos dem, men jeg husker kun en enkelt gang, hvor du passede os, mens mor og far var ude til middag. Vi var alle tre utilpasse ved den uvante og utrygge situation, som ingen af os brød os om, så det blev en enkeltstående oplevelse.

Når du havde besøgt os, fortsatte du ofte ind til Baptistkirken i Baggesensgade. Du havde giftet dig ind i en baptistfamilie, men jeg tror ikke, at det religiøse aspekt optog dig særligt meget. Det eneste religiøse og meget manifeste synspunkt, jeg husker, du en dag lige pludselig gav udtryk for, var, at ”Jesus var verdens første kommunist”. Modigt og kontroversielt på det tidspunkt. Et synspunkt far i øvrigt var ganske enig med dig i, men det kom vist aldrig til yderligere uddybning. Jeg har igennem barndommen set dig med sikker hånd strikke uendelige mængder strømper i blødt Frölich uldgarn. De var til ”børn i Afrika” som Baptistkirkens Ydre Mission arbejdede for. Det gjorde stort indtryk på mig. Når du i dit pæne tøj tog ind til kirken i Baggesensgade, var der det for at ”smøre smørrebrød til spritterne”, som kirken drog omsorg for. Jeg kunne ikke forestille mig nogen større modsætning end dig i dit nydelige antræk og velplejede, lakerede negle og så en sulten, usoigneret ”spritter”. Men du gjorde det igennem mange år, og jeg beundrede dig for det.

Julen har for mig altid været intim, hyggelig og skåret over nogenlunde samme læst. Den blev hvert år holdt med mor, far, min søster, mormor og morfar og min moster og onkel – på skift i de respektive hjem. Jeg har på et tidspunkt nok spurgt, hvorfor du aldrig var med til vores juleaftener, og jeg kunne forstå, at du på et tidligt tidspunkt havde meddelt, at ”jeg holder jul hos min datter”. Det kom aldrig på tale at ruske lidt op i den model, måske slå de to familiers jul sammen en gang imellem, og af den grund har jeg aldrig oplevet at holde jul med mine to kusiner. I en lille familie med få børn, ville det ellers have været hyggeligt. De voksnes fikse idéer kan ind imellem snyde børnene for nogle gode oplevelser, som kan lære dem, at selvom man er ret forskellige, kan man godt have sjove og berigende oplevelser sammen.

Vi holdt altid sommerferie i sommerhuset i Veddinge Bakker. Det fik mor og far bygget i 1965, og det var på de dengang tilladte 50 kvm. Soveværelse med to senge i vinkel så man i det mindste kunne flette tæer, børneværelse med en køjeseng, toilet med terrassogulv og en bruser koblet til vandhanen i håndvasken så vandet sprøjtede på alt i rummet, når man tog bad, en lille mellemgang og en stue med køkkenafdeling, spisebord, sovesofa og en såkaldt slap-af-stol i kraftigt bambusflet som kunne vippes tilbage til liggende stilling, hvis man havde tyngde nok i overkroppen til at få den til det.

Hver sommer kom du, mormor og morfar på nogle dages besøg – ikke sammen men hver for sig. Far hentede dig på stationen i Holbæk, for du magtede åbenbart ikke at skifte til lokaltoget, eller også har far tænkt, at du med dine pakkenelliker, stive gang og pæne bysko med hæl nok ville snuble ned ad trapperne – hvad du faktisk også engang gjorde, så du ankom med forstuvet fod. Far og mor overlod dig deres soveværelse og sov selv i stuen. Jeg bad hvert år om lov til at sove sammen med dig, for du havde vedholdende en dragende effekt på mig, som en koloreret fugl fra fremmede egne der bar sin egen historie med sorger og glæder med sig. Vi lå og snakkede om aftenen, og jeg fik igen anledning til at beundre dine beauty produkter og smykker. Det hele kom med på landet. Din påklædning var immer den samme, og jeg kan ikke forestille mig, at du har følt dig specielt velanbragt i landlige omgivelser, sol, blæst og udendørsliv. Du blev indendørs, mens vi andre nød udelivet. Jeg spurgte dig en aften, om du ikke havde lyst til at tage med ned og bade den næste dag, hvortil du med vanlig dramatisk mine og tonefald sagde ”nej, jeg har taget mit sidste havbad!”.

Da jeg var i begyndelsen af tyverne og endnu havde svært ved at tage store, voldsomme begivenheder ind og forstå deres fulde dybde og alvor, blev din datter, fars søster, min faster, alvorligt syg, og det blev efterhånden klart, at hun ikke ville overleve sin sygdom. Far stod hverken dig eller sin søster specielt nær, men jeg husker, at han i denne situation trådte i karakter og tog hånd om dig. Han besøgte dig ofte, og jeg tror, at den coolness og nøgternhed, I begge havde i jeres personlighed, hjalp jer, og ikke mindst dig, til at finde styrke til at overkomme det uundgåelige. Det må have været en ubeskriveligt dyb sorg for dig at miste din datter på bare 57 år, men på mirakuløs vis genvandt du gradvist fodfæste og balance og fik endnu mange leveår herefter.

Da jeg som voksen ventede min datter, besøgte jeg dig ind imellem, og vi snakkede ofte om dine ungdomserindringer. De sad stærkt i dag, og du var en god fortæller. Jeg kunne mærke, at du bar på en del sorger og skuffelser – en barndom med tab af din søster, en ungdom med pleje af din syge mor, et ægteskab med en mand du holdt af, men som ikke havde mulighed for at skænke dig det økonomisk velpolstrede liv du havde drømt om, og hvis mildhed og livsglæde du ikke matchede – og naturligvis tabet af din datter, min faster, som du naturligvis aldrig kom over. Der var langt mellem glæderne, og da jeg med inspiration i min egen tilstand spurgte ind til dine to fødsler og forventede at høre om glæden og taknemmeligheden over at bringe to, smukke, sunde børn til verden, blev jeg overrasket over den drejning, din beretning tog. Den handlede om din stolthed over at føde dine børn på Doktor Esmanns private fødeklinik på Hauser Plads, og over de smukke natkjoler du havde fået syet forinden, så du kunne tage dig godt og standsmæssigt ud i barselssengen. Der må have ligget en hård økonomisk prioritering og kraftanstrengelse bag sådan et barselsophold.

Dine aspirationer fornægtede sig aldrig og kom engang til udtryk, da jeg sammen med far ledsagede dig til et besøg hos en tandlæge, du konsulterede for første gang. Da tandlægen bad om dit fulde navn, svarede du ”Fru Daniel Hoffmann”, med reference til farfars fornavn og dit pigenavn i en skøn forvirring. ”Det hedder du sgu da ikke”, svarede far prompte og havde svært ved at skjule et smil. ”Du hedder da Erna Margrethe Schmidt”. ”Nåh ja, det kan vi også godt sige”, replicerede du.

I det omfang din økonomi tillod det, var du god til at forkæle dig selv. Engang kom du på besøg iført en fin, ny kæde af ægte perler. Selvom jeg aldrig oplevede det privilegium at blive tæt knyttet til dig, forærede du mig perlehalskæden til min 30-års fødselsdag. Det blev jeg både overrasket og rørt over og mærkede som en kærlighedserklæring.

På den måde gav du ufrivilligt anledning til mange skæve smil, og som denne lange beretning afslører, har du sat dig tydelige spor i min erindring. Hvis du var her endnu, var der meget, jeg gerne ville have snakket med dig om.

Dit livs aften tilbragte du på et plejehjem i Gentofte, som du blev rigtigt glad for. Det passede dig glimrende at få tilberedt og serveret maden, få gjort rent omkring dig og blive hjulpet med personlig pleje. Så omsider fik du de tjenende ånder omkring dig, som du altid havde drømt om. Dine sidste timer lå du i dyb søvn omgivet af min kusine, min søster og mig. Det er en meget speciel oplevelse at våge ved et menneske, der er her endnu, og dog alligevel på vej væk. På et tidspunkt kom én af de modne, kærlige, professionelle plejere ind til dig, dvælede ved din seng, tog din hånd og sagde ”Kan du nu have det rigtigt godt, Erna”. Hun vidste, at du ikke ville være der i morgen. Din vejrtrækning blev svagere og svagere, og til sidst holdt den op.

Det var sent, og børnene sov, da jeg kom hjem. Berørt og forsigtigt fortalte jeg dem næste morgen, at nu var oldemor død. Min datter på 2 år var for lille til at forstå det, men min søn på 8 år, som var glad både for legetøjsvåben og sin oldemor, spurgte nøgternt ”Hvem har skudt hende?”. Så landede vi i den nye hverdag uden dig og kunne glæde os over, at dit 93-årige liv nu havde fundet en fredfyldt afslutning.