Siden 1978 har jeg hilst venskabeligt på en klokkestreng, der hang i mine forældres hjem. Den har et enkelt, smukt motiv af en brunlig fugl, der sidder på et langt, slankt siv. Det er tegnet af Mads Stage i hans let genkendelige, enkle og stemningsfulde streg.
Det er mig, der har broderet klokkestrengen, da jeg var 19-20 år gammel, og jeg har altid set på den som et hyggeligt minde fra dengang – og som en hilsen fra min mormor, der lærte mig at brodere. Materialerne er købt i broderiforretningen Clara Wæver, der lå på Strøget. Her var udvalget ret klassisk, hvorimod den nærliggende og konkurrerende Håndarbejdets Fremme havde mere moderne ting, der krævede indsigt i teknikker og materialer, som min mormor ikke mestrede eller interesserede sig for – og derfor gjorde jeg det heller ikke.
Det var ikke mit første broderi. Allerede i folkeskolens håndarbejdstimer morede det mig at brodere små, enkle ting, så da min moster og onkel havde sølvbryllup i 1973, og min mor foreslog, at min søster og jeg som et fælles projekt som gave skulle brodere seks mellemlægsservietter med kongeblå og dybrøde motiver og hulmønster i kanten, som ville passe fint til deres engelske fajance, var jeg straks med på idéen, mens min søster ikke faldt for den og derfor ubekymret overlod stort set hele produktionen til mig. Min mormor og morfar havde guldbryllup næsten samtidigt, og det lykkedes mig ved at sætte farten op også at brodere et vægophæng med en rød rose til dem. Jeg var meget tilfreds med mellemlægsservietterne, som min mormor også nikkede anerkendende til, medens vægophænget var hurtigt broderet med store sting på groftvævet stof og derfor ikke en værdig tribute til min mormors evner udi håndarbejde.
Jeg kunne godt lide at pakke materialerne ud af plasticposen med kliklås og hank, som også kunne tjene til opbevaring af håndarbejdet undervejs i processen. Det lyse, lidt stive hørlærred skulle først kantes med sytråd og store sting, så det ikke trevlede under arbejdet. Dernæst skulle der ries en linje midt på stoffet både vandret og lodret, så man havde præcist styr på midten og kunne tage udgangspunkt i motivet derfra. Så var det tid til at folde mønsteret ud og danne sig et overblik over de mange forskellige farvesymboler, og ikke mindst sammenholde dem med dukkerne af Amagergarn i de relevante nuancer. Med et motiv som en brunlig fugl i et grønbrunligt siv er der mange farver, der ligner hinanden, så det gælder om at holde styr på farvenumrene. Der fulgte som regel én eller flere nåle med, tynde, fine men med rund spids, så man ikke kom til at stikke nålen ind i en tråd i hørlærredet men nemt kunne ramme de bittesmå huller i stoffet. Garnet kom i flere tråde og skulle deles alt efter stoffets finhed – og så kunne man gå i gang.
Man kan diskutere, hvor kreativ processen var, når mønster, stof og garn var afmålt fra starten, men det føltes som et kreativt præcisionsarbejde at brodere motivet frem. Det var nødvendigt at koncentrere sig, tælle og checke uafladeligt, for det var ikke hverken sjovt eller nemt at finde fejl og pille op. Så kunne man blive så varm i hænderne af nervøsitet, at stivelsen i stoffet opløste sig og gjorde både stof og hænder lidt klistrede. Bordløbere og mellemlægsservietter kunne jeg selv gøre helt færdig med et fint hulmønster i kanten, men min mormor trådte til, når en klokkestreng skulle monteres med silkebagside og messingbeslag til ophængning. Min klokkestreng med fuglen blev dog monteret hos Clara Wæver, fordi min elskede mormor var død et par år forinden.
Jeg har i mange år gået stille med min tidlige passion for broderi, fordi ingen andre på min alder broderede, og det derfor føltes kikset og gammeldags. Jeg kastede mig over strikkeriet i stedet, og det var i en årrække en acceptabel ungdomsbeskæftigelse, men også det gik af mode, og siden lukkede stort set alle broderi- og håndarbejdsforretninger.
De senere år har klokkestrengen hængt i entréen i mine forældres lejlighed, og når jeg er gået forbi den, har jeg bare tænkt ”nå, der hænger du, hej med dig” og er gået videre ind i stuen. Nu er vores elskede far som den sidste af vores forældre gået bort, og min søster jeg har brugt tid på at rydde hans lejlighed og tage stilling til hans ting. Det er ikke nogen nem proces. Der er ting, der vækker glade minder, som man tager i favnen og bringer med hjem, hvor de måske kan få nyt eller fortsat liv. Og så er der ting, der trykker på svære stemninger og erindringer. Om dem har min søster konsekvent sagt, at ”det får jeg hovedpine af, jeg vil ikke have det”, hvorimod jeg er mere træg og sentimental og har haft sværere ved at slippe ting, også selvom de fremprovokerer lettere hovedpine.
Sådan var det med klokkestrengen efter min fars død, som ikke længere bare hilste venligt på mig med et vink fra min mormor, men som pludselig gav mig et sug af ensomhedsfølelse dybt i maven. Det har intet med min mormor eller mine forældre at gøre, men derimod med en følelse af – også – at føle mig akavet og utilpasset i min ungdom.
Jeg var i gang med at brodere klokkestrengen, da jeg efter studentereksamen rejste til Frankrig for at gå på sprogskole et år. Og klokkestrengen kom med i bagagen. Jeg havde et par nære venner, der var taget på high school ophold i USA, og enkelte der valgte sprogskoleophold i England. Selvom Tysk var obligatorisk for os nysproglige studenter i 70’erne, var det ikke et populært sprog at fordybe sig i. Det blev betragtet som både svært, firkantet og ucharmerende som hele den tyske kultur, vi frimodigt afviste som uinteressant. Anderledes forholdt det sig med fransk, som pirrede nysgerrigheden med sin skønhed og en bagvedliggende, forfinet kultur. Men også fransk blev oplevet som svært og derfor ofte afskrevet som et umuligt sprog at lære ordentligt. I gymnasiet havde jeg imidlertid en kæreste, som havde kastet sig over det franske, og som besluttede sig for at tage et år på et fransk gymnasium for at få sproget helt ind under huden. Jeg har aldrig været nogen modig type, så det kom som lidt af et chok for mig selv, at jeg pludselig besluttede mig for, at så kunne jeg også lægge arm med det franske sprog.
Jeg valgte ikke et gymnasium men en sprogskole i den sydvestfranske kystby Royan. Det fulde skoleophold varede ni måneder. Jeg var den eneste dansker mellem ældre studerende fra alverdens lande, der var kommet til Frankrig for at læse en Ph.d., og som først skulle lære sproget ordentligt. Vi blev undervist formiddag og eftermiddag af universitetsuddannede sproglærere, arbejdede audiovisuelt, trænede grammatik og konversation, gik til eksamen – og jeg kom hjem som fransktalende og har aldrig glemt det siden. Kulturen og sprogtonen sidder i kroppen – hvilken fryd.
Men det var det ikke i starten. Royan er en Atlanterhavskystby med 20.000 indbyggere om vinteren og 300.000 om sommeren, og da jeg ankom i september måned, var alle turister rejst hjem, og en del af byens mange småhoteller og pensionater overlevede vinteren ved at indlogere sprogstuderende. Ikke som familiemedlemmer, men som logerende. Jeg boede i et mindre pensionat hos en familie, der bestod af en fraskilt mor med tre teenagedøtre, en gammel mor, en svagt begavet køkkenassistent, en hund og en trebenet kat. Moderen havde rigeligt at se til med dét menageri, så vi fire logerende fra Japan, Kuwait, Jordan og Danmark måtte i store træk passe os selv. Vi mødtes til måltiderne, som vi indtog uden deltagelse af familien, og vi famlede os igennem akavede, kulturelle og sproglige tilnærmelser.
Jeg tilbragte i begyndelsen ganske meget tid alene på mit lille loftsværelse, der i slutningen af september blev mere og mere koldt, fordi huset var dårligt isoleret, og det kneb med at få gang i den lille radiator på 3. sal. Jeg skrev breve til familie og venner, som gav indtryk af langt flere oplevelser end dem, jeg fik ved at kigge ud over det grå og regnfulde Atlanterhav. Og så broderede jeg….., og følelsen af den ensomhed, der som en knugende anspændthed lejrede sig i min mave, kan min krop stadig huske. Og ensomhedsfølelsen bredte sig til en skamfuldhed over….. ja, netop at føle mig ensom og henvist til at beskæftige mig med noget, jeg pludselig oplevede som pinligt, kikset, utidssvarende.
Som tiden gik, fik jeg fodfæste, venner og en rytme i min nye tilværelse, og det hele foldede sig ud til at blive én af mit livs mest spændende, skelsættende og udviklende oplevelser. Hukommelsen er barmhjertig – den sorterer, forskønner og kaster et formildende slør over det svære, så man er i stand til at bære sin historie med sig videre.
Men følelsen af ensomhed og skam har sat sig i mig som en viden om, hvor vigtigt det er at inkludere andre, række ud og skabe menneskelig kontakt, ikke mindst i forhold til børn og unge, som endnu kun har uklare værdier og et usikkert kompas at styre efter.
