Blog

Glas har altid både tiltrukket og skræmt mig som materiale. Jeg har en stærk og ukompliceret faible for keramik, fordi det udstråler en naturlig robusthed, der ligesom inviterer til, at man rører ved genstanden og mærker dens overflade mod fingerspidserne. Med glas er det anderledes. Det er et magisk materiale, fordi almindelige mennesker, der ikke ved, hvordan man skaber glas – selvom vi har set glaspustere arbejde, og set flydende, glødende glas strømme ned i støbeforme  – simpelthen ikke forstår, hvordan det kan lade sig gøre at skab smukke, spinkle, skrøbelige genstande, uden at de brister mellem hænderne på håndværkeren eller kunstneren.

Min første skæbnesvangre fascination af glas kom til udtryk, da jeg var en lille pige, måske 7-8 år gammel. Jeg var på besøg hos naboen, og på en hylde i deres stue stod der en ganske lille fugl af glas, kun få centimeter på hver led. Den havde stærke farver, udslåede vinger og et rødt næb. Jeg blev øjeblikkeligt syg af forelskelse og måtte både eje og røre den, og jeg kan i dag mærke i kroppen, hvordan jeg lynhurtigt rakte ud, tog den og puttede den i lommen på en rød, lidt stiv sommernederdel af hørlærred. Min mor fandt senere på dagen den ukendte fugl i lommen, nogenlunde synkront med at naboen opdagede, at den var forsvundet. Skammen krøllede mig sammen, mens jeg hårdnakket hævdede, at jeg ikke vidste, hvordan den var landet i min lomme. Den blev leveret tilbage, og mine forældre tog episoden roligt og med kærlig pædagogik. Heller ikke naboen blev vred på mig.

På trods af denne traumatiske hændelse var jeg ikke blevet vaccineret mod de små glasdyr, for jeg begyndte senere at ønske mig og samle på dem, og de stod fint og dekorativt opmarcheret ikke bare på min barndoms men også på min ungdoms bogreol, så det var et årelangt, passioneret forhold. Jeg passede omhyggeligt på dem, berørte dem meget forsigtigt og støvede dem af med en pensel. Men jeg var evigt urolig for, at de skulle falde på gulvet og gå i stykker, og jeg blev rædselsslagen, hvis én af mine venner i fascination og beundring tog én af dem i hånden.

Jeg har ikke siden turdet ønske mig genstande af glas, selvom jeg kan se skønheden i materialet, men jeg oplever det som lunefuldt og truende – lokkende, forførende og skrøbeligt på samme tid. Bedst som man beundrer og glæder sig over det, kan det uden varsel gå i stykker.

Glaskunst løber endnu mere om hjørner med mig. Det suger min opmærksomhed til sig og støder mig væk på samme tid. Det har jeg oplevet på Glasmuseet i Ebeltoft. Jeg kigger vantro og beundrende på forunderlige genstande i de smukkeste farvekonstellationer og med overflader, som spejlblankt vand eller grumset og knudret som ler. Men deres hårde overflade og skrøbelige indre skubber mig væk, der er næsten noget neurotisk over dem – eller mig… Jeg ville aldrig turde anskaffe mig den slags, og hvis jeg fik det foræret ville jeg sætte det et unaturligt sikkert sted, måske bag en lukket skabslåge, så ingen risikerede at række ud efter det og skubbe det på gulvet.

Men udstillingen forvirrede mig yderligere. Jeg har altid betragtet glas mest som materiale til små pyntegenstande eller brugsgenstande som drikkeglas, skåle og vaser. Og jeg har set, hvordan dygtige håndværkere har skubbet brugsgenstandene mere og mere i retning af kunstneriske værker. Så fine at jeg ikke ville turde bruge dem, om end de var skabt til det. Men nu så jeg, hvordan glasset blev brugt til at skabe værker med eget kunstnerisk budskab, ofte i kombination med andre materialer. Væk var det dekorative, transparente og sårbare, og frem kom et værk der kaldte på fortolkning på helt andre præmisser. Mit komplicerede forhold til glas kunne måske have åbnet en dør til disse værker, men foreløbigt betragtede jeg dem med smalle øjne og en vis modstand. Men det pirrer min nysgerrighed efter at dykke mere ned i refleksioner over, hvad kunst egentlig er. Det er vel et værk skabt af en kunstner, men hvad er så en kunstner? Én der er uddannet kunstner? Hvad så med den talentfulde autodidakte kunstner? Jeg kan godt lide en definition, der holder på, at et værk, der er skabt med en intention om at udtrykke eller formidle noget, er kunst. Så kan det for den enkelte beskuer være interessant eller det modsatte, og dårlig teknik kan spærre for oplevelsen, men det er kunst.

Min mand er begejstret for glas og sværmer om mere eller mindre skrøbelige skulpturer af korpusglas. Derfor forærede jeg ham i begyndelsen af 90’erne disse to smukke, mundblæste glas af kunstneren Anja Kjær – men de har kun været brugt ganske få gange. Jeg mærker et sug af beundring, hver gang jeg ser dem i skabet, men ingen må komme dem for nær, for tænk hvis de gik i stykker. Senest har han købt fire, heldigvis knap så dyre, smukke vinglas på den tyndeste stilk og meddelt mig, at dem skal vi bruge til hverdag, for hvorfor ikke gøre hverdagen til en fest. Jeg bliver stiv af skræk ved tanken om at vaske dem op og tørre dem af – jeg gør det ikke.

På Louisianas betagende udstilling om havet, der beskriver og fortolker grænsefladen – eller måske snarer sammensmeltningen – mellem kunst og naturvidenskab, vises denne lille, helt naturtro, glasmodel af en gople. Den er lavet for flere hundrede år siden af en glasmester, der havde til opgave minutiøst at gengive den pågældende goplearts udseende. Og man kan tydeligt fornemme, hvordan det illustrative og kunstneriske her går hånd i hånd. Men hvilken biologilærer turde stille sådan én foran sine studerende uden med hjertet i halsen?

Glas giver mange gode grunde til at føle hjertet banke helt op i halsen. Det kom jeg til at tænke på, da jeg hørte statsministerens alarmerende nytårstale til danskerne, og når jeg iagttager flere af verdens største statsledere føre sig frem. Vi kan alle se de trusler, der står opmarcheret lige foran øjnene af os, men hvad er den rigtige, den medmenneskelige og langtidsholdbare handlemåde? Det er det store spørgsmål. Statsministerens svar er entydigt: oprustning så vi er klar til både selvforsvar og krig.

Jeg er ikke enig. Verden balancerer på en knivsæg så skrøbelig som glas. Selvfølgelig skal vi beskytte os relevant og effektivt mod de farer, vi kan se – men det er ikke det samme som massiv og dyr militær oprustning. Vi burde agere mere lavmælt og melde os på banen med upartisk, humanitær hjælp, gerne som det land der giver forholdsmæssigt mest. Men vi bør afholde os fra at spille med militære muskler og støjende stormagtsretorik, som henleder uønsket opmærksomhed på Danmark, og som kan føre os på skæbnesvangre afveje. Det er som at trampe ubekymret ud på et skrøbeligt underlag af glas, der leder tanken hen på det bibelske udtryk ”dåren vandrer trygt dér, hvor engle ikke tør træde”. Men det giver tilsyneladende ikke megen mening for flertallet i øjeblikket.