De fire engle
Det er som om, vi midlertidigt bliver overskygget af noget helt særligt i julen, der får os til at opføre og anderledes end normalt, have andre prioriteringer og udsmykke vores hjem med ting og sager, som for andres blik kan tage sig virkelig mærkeligt, måske endda grimt, ud. Men vi, der har sat det frem, svulmer af sentimentalitet, lykkefølelse og mindernes stærke kraft. Hvad er der på færde?
Jeg har en lille juleopstilling, som vist på billedet, der med usvigelig sikkerhed ender med at stå fremme i hele december hvert eneste år. Når jeg pakker den ud af julekassen, tænker jeg et kort øjeblik ”ej altså, den er rodet, passer ikke ind nogen som helst steder, er lidt kitsch’et og vel nærmest dårlig smag” – men frem kommer den, fordi jeg kan mærke en indre trang til at give den fysisk og mentalt rum til at fylde min jul med glæde. Når magien har lagt sig efter jul, og den skal pakkes ned igen, tænker jeg stort set det samme som ved udpakningen ”det er altså nok sidste år den kommer frem – den har vist haft sin tid”, men nix, den overlever stædigt og udholdende og må jo have et budskab til mig, som ikke er til at overhøre.
Dens historie er lige så detaljeret og nuanceret som alle andre menneskers mest mærkelige julepynt. Den består af fire vidt forskellige engle med hver sit lys enten på toppen af hovedet, i en krukke der bæres foran kroppen, eller direkte mellem to hænder. Englene matcher hinanden nogenlunde i størrelse, og de står i et firkantet, rødt træfad med et udskåret hjerte på hver side.
Fadet er en gave fra min mormor og morfar. Jeg fik det i julegave, som opfyldelse af et ønske om et ”fad med bloklys”. Det var højeste mode, da jeg var teenager i 70’erne, hvor man sad tæt med gymnasievennerne på skibsbriksen og gispede efter vejret i det beklumrede ungdomsværelse, hvor de mange bloklys havde slugt det meste af ilten. Jeg havde nok forestillet mig et mere rustikt fad, så dette røde julefad måtte tjene andre formål. Og det kom det til.
I de samme år fik jeg på forskellige tidspunkter og uden specifikt at have ønsket mig det, de fire engle. Den lave med lys på hovedet, sort franskinspireret pagefrisure og orange kjole fik jeg af min søster i jule- eller fødselsdagsgave. I nærheden af vores hjem i Grøndalsvænge lå der et par gader med masser af detailbutikker, som alle er væk nu. Strømpeforretning, slagter, osteforretning, viktualiehandler, ismejeri, købmand, grønthandler, kaffeforretning, trikotageforretning, Skovs Sæbehus, tobaksforretning….. og noget der hed ”Gaveboden” – en lille butik, der solgte fine små gaveartikler af forskellig slags. Pæne ting til en overkommelig pris, hvor også børn kunne vælge en gave til foræring. Min mor tog os jævnligt med derhen i forbindelse med gaveindkøb, og hun har sikkert fortalt min søster, at jeg ville blive glad for en lille ting derfra. Om min søster selv valgte englen, eller min mor udpegede den, ved jeg ikke, men den lever i min varetægt som en værdifuld gave fra min søster.
Den høje engel med rød kappe over en hvid kjole, en salmebog mellem hænderne, karrygult hår, blågrøn krans på hovedet, øjnene på salmeteksten og munden rundet i sang, er udskåret i træ og stammer fra Kongsberg i Norge. Dér rejste mine forældre op nogle vinterdage i slutningen af 60’erne, hvor min far skulle til et møde, og hvor ægtefællerne var inviteret med. Min søster og jeg boede i de dage hos vores elskede mormor og morfar på Amager, og jeg husker den dag, hvor vi lidt beklemte fulgte mine forældre til flyet. De var i deres fineste, vinterlige rejsetøj, og vi kunne med vores bedsteforældre komme helt ud oven på én af de offentligt tilgængelige fingre og vinke, ja nærmest også råbe, til vores forældre, da de gik fra trappen hen over flyets parkeringsplads, op ad trappen og ind i flyet. Det var længe før terrorens tidsalder, hvor alt ændrede sig i lufthavnen. Som rejsegave fik jeg den syngende engel. Det var også før de selvslukkende lys’ tidsalder, og engang brændte det spinkle lys så langt ned, at der nærmest gik ild i englen, og hun blev sodskadet. Det var jeg ked af, men min meget praktiske, og ikke specielt finmotoriske, far vidste råd og fandt noget gammel maling frem, som han mente glimrende kunne bruges til at reparere hende med. Hendes før så smukt hørgule hår og gyldne krans på hovedet, blev nu henholdsvist karrygult og blågrønt. Min far mente ikke, der var grund til at købe helt ny, lysegul maling, som man kun skulle bruge få dyp af, for slet ikke at tale om bladguld til kransen, for at reparere hende. Hvert år tænker jeg, at nu må hun altså have en ordentlig make over, men på den anden side er de kiksede farver blevet et kært minde om min praktiske og handlekraftige far.
Den mellemhøje engel med lyset i en krukke mellem hænderne bærer en blågrøn kjole, der svinger folderigt omkring hendes ben. Der stikker en lille fod frem foran, og bagved løfter en hæl op i kjolen, så man kan se, at hun er i bevægelse fremad. Hun har buttede, strittende vinger på ryggen og et glad smil i det hvidglaserede ansigt. Også hun har fået en lille sodskade i det hvide ansigt, men den kan ikke fjernes, så hun må leve med det. At den ikke kan fjernes, skyldes måske, at glaseringen er let krakeleret i overfladen, så fremmed farvestof kan trænge ind. Krakeleringen er et fabrikshemmeligt (fik jeg at vide som barn) udviklet signaturglasur på ting fra Michael Andersens Keramikfabrik på Bornholm. Han var min fars onkel og blev velhavende på keramikproduktionen, men fabrikken er for længst lukket, måske fordi produkterne efterhånden fremstod noget bedagede.
Den lave, siddende engel har den mest usikre proveniens. Hun sidder på numsen med de nøgne fødder strakt ret frem foran sig, som kun et smidigt lille barn kan sidde. Hun har en fin hvid kjole på, der også dækker de små vinger på ryggen, hendes hår er skinnende gult, og også hun har et smilende glad ansigt. Jeg husker ikke, hvor hun kommer fra, men hun har været en del af englefamilien, så længe jeg husker. Just i år, da jeg tog englene frem, kiggede jeg med friske øje på hende og opdagede, som om jeg aldrig havde set det før, at hun har chokoladebrun hud. Hun er derfor pludselig blevet en aktuel og vigtig påmindelse om at favne det diverse, og at englen er et væsen, der kendes fra alle religioner.
Opstillingen er upraktisk i den forstand, at de spinkle lys hurtigt brænder ned, så man skal faktisk arrangere en lille andagtsstund, når man tænder lysene og kigger opmærksomt på de fire engle og reflekterer over deres julebudskab, alt imens lysene brænder kontrolleret ned.
Barndommens juleminder
De fleste af os har heldigvis stærke og varme juleminder fra barndommen, hvor vores forældre og bedsteforældre gjorde alt, hvad de kunne for at skabe en både magisk, festlig og fredfyldt stemning omkring os, så vi én gang for alle kunne mærke, at julen er noget helt særligt. En følelse de færreste nogen sinde giver slip på igen.
Måske har vi også juleminder fra begivenheder eller observationer udenfor hjemmet. Jeg kommer fra et barndomshjem med ”ordnede forhold”, så der var nærmest dato på, hvornår der kom lys på det udendørs juletræ, hvornår vi begyndte at pynte op indendørs, hvornår der blev bagt småkager og lavet konfekt, og hvornår juletræet blev pyntet. Derfor slog det mig som barn – og gør det stadig – at nogle familier slet ikke kunne vente med at tage fat på julen og skrue helt op for julelys i haven og vinduerne allerede først i november. Selvom sådanne ”skred” ikke fandt sted i mit barndomshjem, syntes jeg faktisk, det var en lille smule hyggeligt, at nogen slet ikke kunne holde igen på juleglæden. Når butikkerne nu om dage starter julen i slutningen af oktober, ser jeg måbende på det, som jeg om jeg ikke rigtigt forstår, hvad det er der foregår for mine øjne, og det vækker ikke julestemning i mig. Men vi skal ikke længere hen end midt i november, før jeg kan mærke en lystfuld kildren i maven ved synet af juleudsmykning. Juleglæden er svær at tøjle.
Et kig ind i Paradis
Julens magi, som sidder så stærkt i os, tror jeg er en snert af vores dybe længsel efter fred, gavmildhed, gæstfrihed, rummelighed og kærlighed, og julen giver os for en stund et glimt af dette Paradis, som vi til hverdag må slide så hårdt for at skabe mennesker, religioner og nationer imellem. Vi bliver i julen overskygget af en ekstraordinær kærlighedsfølelse og empati, der får os til at tænde lys, lytte til skøn musik, give hinanden gaver, pynte op med minderige genstande hinsides god smag, og lukke mennesker ind i vores fællesskab, fordi ingen skal udelukkes fra juleglæden.
Jeg husker som barn, den nærmest sorgfulde følelse af magiens forsvinden, når julen var ovre og pynten blev gemt væk til næste år. Synet af den brugte julekalender med alle 24 låger åbne – den tomme pakkekalender – de støvede, nedbrændte og tørre juledekorationer – juletræet hvis sidste tænding var overstået og nu bare fældede – lyden af støvsugeren der grådigt åd nålene – nedpakning i æsker og kasser af julepynten der ikke længere ”talte” til mig – og det grå og uvant skarpe januarlys der trængte sig på.
Sådan er det, når hverdagen melder sig igen – men sikke en gave at få lov til en gang om året, under påvirkning af en helt særlig kosmisk kraft, at linde lidt på gardinet og for en stund kigge lige ind i Paradiset. Kunsten er at beholde så meget af paradisglimtet som muligt, så det kan inspirere til at finde veje i den hverdag, der er trods alt mest af.
