Blog

Det ideelle måltid

Når jeg tænker på det ideelle måltid, forbinder jeg det både med det indholdsmæssige, smagsmæssige og sociale. Et måltid er ikke kun mad. Overalt i verden har måltidet en særlig betydning, der rækker ud over det rent ernæringsmæssige. Alle mennesker skal spise for at leve, men de gange, hvor man bare hugger et måltid hurtigt i sig, fordi man har travlt eller ikke er oplagt til at gøre noget ud af det, husker man det som et ligegyldigt eller trist øjeblik – hvis man overhovedet husker det.

Jeg har i mange år været tiltrukket af vegetarisk levevis, som min intuition fortæller mig, vil være den fremherskende måde at ernære sig på i de kommende mange år. Vi er der som menneskehed ikke endnu, men interessen for vegetarisme, sågar veganisme, er i stærk fremmarch.

Hvorfor vegetar?

Der er flere grunde til at leve vegetarisk, og de lever lidt side om side i disse år. Klima- og miljøbegrundelsen kan de fleste efterhånden identificere sig med, fordi dyrehold er en kæmpe Co2-belastning. Det er spild af ressourcer at sende plantefoder igennem dyrene, for at vi derefter kan slagte dem til brug for menneskeføde.

Personlig sundhed er en anden begrundelse, fordi forskning viser, at det er en hård belastning for kroppen at fordøje kød. Det er sundere og lettere fordøjeligt at spise plantebaseret mad.

Dyreetik er endnu en begrundelse, som endnu ikke står særligt højt på de fleste menneskers prioriteringsliste. Der er imidlertid ingen tvivl om, at både dyr og mennesker kæmper for at beholde livet. Alle levende væsener har en iboende trang til at opleve livet, hver på sit stadie, og kroppen er vores livsoplevelsesredskab. Hvis det bliver taget fra os, kan vi ikke opleve livet i fysisk forstand. Det er niveauet for vores kærlighedsevne, for vores evne til at nænne at fratage et andet levende væsen, dyr eller menneske, dets krop, der bestemmer, hvor meget denne begrundelse egentlig fylder.

Og så er der den mere karmiske begrundelse for vegetarisme, der handler om, at hvis vi ønsker beskyttelse mod drab og lemlæstelse, er vi nødt til selv at yde vores levende medskabninger samme beskyttelse.

Jeg har det ikke lige ubesværet med alle disse begrundelser. Klimabegrundelsen er ikke så svær, fordi vi stort set alle deler den og kan se det fornuftige i at reducere kødforbruget. Den glider over i sundhedsbegrundelsen, som de fleste mennesker også abonnerer mere eller mindre på. Kødforbruget falder, og opfindsomheden og produktudvalget hjælper os godt på vej til at lever mere vegetarisk, uden at vi føler, at vi lider store afsavn. Dyreetikken har det sværere, fordi mange mennesker, drevet af deres glæde ved kød og de årtusinder vi har spist kød som en meget vigtig del af vores føde, endnu ikke føler den store medlidenhed med dyrene og faktisk godt kan nænne at slå dem ihjel. Dyreslagtning foregår udenfor vores synsfelt, så vi beskyttes mod at blive konfronteret med dyrenes instinktive dødsangst og de lidelser, der er forbundet med slagtning.

Er det ikke på tide at vægte etikken højere?

Det er også et aspekt, som man nemt kan komme galt afsted med at fremføre, fordi det kan lyde frelst og nærmest imod naturens orden. Der henvises ofte til, at sådan har mennesker levet i umindelige tider, men det er jo ikke i sig selv en begrundelse for at blive ved med det. Der er så uendeligt mange andre ting, menneskeheden har udviklet i en mere human retning, så hvorfor ikke også dette? Den karmiske begrundelse vinder, i takt med den stigende interesse for tilværelsens åndelige aspekter, efterhånden genklang hos flere og flere, men mange ryster stadig på hovedet af det, som var det gammel overtro og ikke logisk livsvisdom.

Det kommer ikke i et snuptag

I 1999 besluttede jeg mig ved en kraftig indskydelse for, at nu ville jeg holde op med at spise kød. Og det var faktisk ikke svært. Begrundelsen er nok, at overgangen til vegetarisk levevis sker ikke med et snuptag eller en hurtig indskydelse. Det er en meget langvarig proces, der strækker sig over flere inkarnationer, og den fase, jeg er i lige nu, kan være ret bøvlet. Jeg har ikke spist kød siden min beslutning, men fisk er stadig ikke helt ude af min kost. Det sker, at jeg får lyst til fisk, og at min mand har købt det i den tror, at det spiser jeg stadig – hvilket jeg jo også gør ind imellem, så det er ikke nemt for ham at holde rede på mine griller. Når vi er inviteret ud, bliver der ofte serveret fisk for en vegetar, og så nænner jeg ikke at sige nej tak. Og på visse restauranter er det endnu ikke rutine at have vegetariske retter på menuen. Så skal man i hvert fald bede om det. Men dybest set handler det jo i al sin enkelhed om, at min empati og kærlighedsevne endnu ikke er mere fremskreden, end at jeg godt kan nænne at spise et dyr – en fisk. Det forstyrrer mit selvbillede, og jeg bliver igen og igen skuffet over mig selv. Det er hårdt at vide, hvad der er rigtigt at gøre, og så vælge noget andet. Det er en stor kunst at have en passende tålmodighed med sin egen udvikling – man kan virkelig komme op at slås med sig selv.

Ny fokus på måltidet

Det ideelle måltid er for mig en enkel, velsmagende, smuk, mættende vegetarret, som jeg indtager sammen med min mand, familien eller venner. Vi har som mennesker et sanseapparat, der gør, at vi nyder smagsindtryk, visuelle indtryk og teksturer, og derfor skal man ikke nedvurdere måltidet og gøre det til et simpelt spørgsmål om ernæring og mæthed. Det sociale aspekt spiller også en stor rolle. Det er omkring måltidet, vi kan få snakket med hinanden i en passende vekselvirkning mellem anerkendelse af det tilberedte måltid og relationen mellem mennesker. Jeg bryder mig af den grund ikke om gourmetrestauranter – der i øvrigt næsten aldrig er vegetariske – fordi maden kommer i centrum og forventes nydt og kommenteret næsten som et sakramente.

Når jeg lever vegetarisk (og ikke falder i gryden med gamle vaner) føler jeg mig glad og på rette spor. Intuitionen er en god rettesnor.