Sig til mig, at jeg skal slippe kontrollen, og jeg går helt i panik. Det er noget nær det værste, man kan foreslå mig. Jeg er et kontrolleret og desværre også kontrollerende menneske, og det er så vigtig en del af min rygrad, at jeg ikke ved, hvordan jeg skal navigere uden. Jeg betragter det overvejende som en svaghed, jeg gerne vil arbejde mig ud af, men jeg ser også visse fordele ved at have kontrol over tingene. Måske 80/20. Jeg konfronteres ofte med dette karaktertræk hos mig selv, og jeg bruger mange kræfter på i en løbende vekselvirkning at kæmpe mig ind i, fastholde og give slip på kontrollen. Det sidste sker ikke så ofte som en bevidst handling, snarere som en opgivende erkendelse af, at jeg har tabt kampen om kontrollen – denne gang.
Der er mange teorier om, hvorfra denne trang til orden og kontrol kommer. Er den medfødt? Er man opdraget til den? Har der været så meget uorden i barndommen, at man griber til den modsatte strategi? Er der et indre kaos på spil, som man søger at håndtere gennem ydre orden og kontrol? Hvis ikke det står meget tydeligt for én, hvorfra trangen til orden og kontrol stammer, eller man er så generet af fænomenet, at man er villig til at bruge tid og penge på hjælp hos en psykolog – hvis den er helt gal, måske endog hos en psykiater – kan det være svært at komme på sporet af. Men det er et rigtigt irriterende og anstrengende karaktertræk, både for én selv og andre. Kan man komme af med det?
Jeg er ramlet ind i det utallige gange i mit liv. Nogle af de mest karakteristiske sammenstød står særligt stærkt i min erindring.
Både i mit første værelse i mit barndomshjem, og i mit ungdomsværelse i mine teenageår, havde alting deres faste plads, og jeg var omhyggelig med, at der ikke blev flyttet rundt på tingene. Første gang jeg blev konfronteret med, at mit system havde en vis rigiditet over sig og gav andre mere anledning til grin end respekt, var da nogle af mine gymnasievenner var på besøg og i et ubevogtet øjeblik, da jeg hentede te eller var på toilettet, havde skubbet nogle af mine sirligt, alfabetisk sorterede og omhyggeligt placerede bøger tilfældigt ind i reolen og flyttet lidt om på nogle af mine nipsting. Faktisk var jeg slet ikke tryg ved at have den slags besøg, for det anede mig, at det kunne skabe uorden i min strukturerede verden. Jeg ville hellere besøge dem på deres rodede værelser, fordi det var et mere afslappet og loose sted at være. Jeg så selvfølgelig omgående, at der var rod i reolen, og jeg måtte mobilisere al min selvkontrol for ikke straks at ”rydde op”, hvilket blot ville have forstærket indtrykket af en slet skjult neurose.
Da jeg var blevet gift med min nuværende mand, som har båret over med mig ud i snart 30 år, gik det op for mig, at jeg ikke blot havde giftet mig med ham og fået to dejlige bonusbørn med i købet. Jeg havde også skibet mig ind i to nye familiekulturer – han egen og hans ekskones – som jeg først langsomt lærte at kende og forholde mig til. Også her mødte jeg mit behov for kontrol – denne gang over andre menneskers samvær og indbyrdes sympatier – og det er et giftigt forehavende. Det gik op for mig, at min nye svigermor og min mands ekskone igennem mange år havde opbygget et nært og fortroligt forhold til hinanden, som de ønskede at bibeholde også efter skilsmissen. De var begge respektfuldt indstillet på at give mig plads som den nye svigerdatter, men den eksklusivitet, jeg havde forestillet mig, var dem fremmed og uforståelig. De besøgte hinanden og tog på ferie sammen, og begge dele havde jeg i mange år svært ved at rumme. Jeg søgte forståelse hos min mand, der faktisk ikke begreb, hvad jeg havde gang i, så ud over mit kontrolbehov skulle jeg nu også rumme min egen jalousi og det dybe ubehag ved mig selv, som sådan en følelse skaber. Jeg insisterede på det rimelige i mine følelser og ønsker, indtil min mand en dag rådførte sig med en gammel ven for at finde ud af, om det var mig eller ham, den var gal med. Det var mig! Vennen sagde meget tydeligt, at han ikke mente, at man skulle forsøge at lægge hindringer i vejen for andre menneskers omgang med hinanden, uanset hvor generende det måtte føles. Den kunne jeg ikke stikke, og her begyndte min lange kamp med mig selv for at leve med, at jeg aldrig ville få det samme nære forhold til min svigermor, som min mands ekskone havde haft, og at jeg ikke var berettiget til at rode i deres relation og forsøge at få kontrol over den.
For 10 år siden købte vi et hus i Sydfrankrig, og vi søgte målrettet efter ét med tilstrækkeligt mange værelser til, at vores fire børn kunne være der sammen med os. Efterhånden har de fået familie, så alle kan ikke længere være der på samme tid, men børnefamilierne velsigner os hver sommer med besøg i flere uger. Vi nyder samværet med børn, svigerbørn og børnebørn og er taknemmelige for, at de gider holde ferie med os – men så er der lige det med køleskabet! Jeg forsøger at holde en form for orden i køleskabet, der dels handler om, at bestemte fødevarer har bestemte pladser, men det system kan ingen, ej heller min mand, finde ud af, så det bryder hurtigt sammen. Dels handler det om, at alting står på passende rad og række, så jeg kan overskue, hvad der er i køleskabet og sikre, at de ældste ting bliver spist først, så intet går til spilde. Det system er det umuligt at opretholde, når flere familier køber ind – herunder ting jeg aldrig selv ville købe – og med de mængder, der skal til for at holde børn og voksne kørende i sol, varme og feriestemning, bliver tingene proppet ind, hvor der nu er plads til dem. Jo mere familien mobber mig med min køleskabsneurose, jo mere stålsat bliver jeg på at stå rodet igennem med godt humør, alt imens jeg ser frem til den dag, hvor jeg uovervåget kan kaste mig over køleskabet, ikke for spise uhæmmet men for at genskabe orden i kaos.
Jeg har et hemmeligt regneark, hvori jeg holder styr på, hvornår jeg har set mine venner og veninder. Det er hemmeligt, fordi jeg ikke tør fortælle andre om det. Jeg har forsøgt enkelte gange som forslag til løsning på det evindelige problem, at der går for lang tid mellem, man får set sine venner. Men alle der har hørt om mit regneark, ser vantro på mig og tænker måske, at den kvinde må have en diagnose, for hvor bliver spontanitet og lyst af i forhold til samvær med andre? Nogle har sågar med en vis uro spurgt, om de også optræder i mit hemmelige arkiv. Ja, det gør de da. Øverst, vandret er angivet månederne i ét år – efter et år ryger den ældste kolonne ud. Lodret i venstre side står alle vennerne opført i alfabetisk orden, og i takt med, at jeg laver aftaler med dem, indsætter jeg en dato for samværet. Alle venner har en farvekode: de grønne har jeg set for nylig, de gule kan godt vente lidt endnu, de røde haster det med at få set, og de lilla ser jeg p.t. ikke – men jeg vil ikke glemme dem. Det her kan virke skrupneurotisk, men det sker ikke sjældent, at mine venner giver udtryk for, at de er glade for, at jeg er så omhyggelig med at holde kontakten. Men det kommer med en pris. Ingen relationer får lov til at dø stille og naturligt ud, og jeg har altid alt for mange aftaler i kalenderen.
Jeg er således ret hårdt ramt af ordens- og kontrolmani og er af selvsamme grund meget utryg ved at give los, go with the flow og have tiltro til, at det hele nok skal gå, selvom jeg, bare ind imellem, slukker for strømmen til mit falkeblik. Når det hele bliver for belastende og udmattende og min mand minder mig om, at ingen har bedt mig om at prøve at holde så meget styr på det hele, og at mine omgivelser formentlig ville blive glade for at skippe af krogen ind imellem, sætter jeg mig selv på en helikopterflyvning, hvorfra jeg kan kigge ned og kun skelne de vigtige ting. Alt småtteriet forsvinder og lader sig ikke længere holde under opsyn.
Jeg minder mig selv om at lade folk have deres relationer med hinanden for sig selv – bidrage til at fjerne barrierer for andres udfoldelse – og undlade at dræbe andres glæde og virkelyst. Det lykkes mig ind imellem at træde tilbage og mærke, hvilken befrielse det er ikke at skulle styre og overskue alt muligt.
”Giv nu slip på forsøget på at kontrollere alt muligt, det kan alligevel ikke lade sig gøre, og prøv i stedet at skabe rum og tolerance dér, hvor du kan – hold op med at udvise en adfærd der begrænser andres livsglæde og udfoldelsestrang” – siger jeg jævnligt til mig selv i håbet om, at jeg begynder at lytte til mine egne formanende ord.
