Denne besynderlige figur, som nogen måske vil kalde direkte uhyggelig, faldt jeg for hos en lokal kunsthandler i Sydfrankrig. Den er lavet af kunstneren Pierre Sgamma, hvis værker ofte har karakter af en blanding mellem mennesker og dyr.
Den forestiller – i min tolkning – et gryende menneske, der er ved at krænge dyreidentiteten af sig. Et sart, lidt udtryksløst ansigt med halvt lukkede øjne kommer frem under rovdyrets hugtænder. Det fascinerer mig, fordi det på mange måder minder om den mentale situation, en meget stor del af menneskeheden lige nu befinder sig i.
De krige og kriser, vi ser udspille sig for vore øje, ikke mindst i Ukraine, Mellemøsten og USA, som vi jo i vores del af verden får daglige rapporter og billeder fra, afslører ikke bare korrupte, brutale og skruppelløse ledere, men også bagvedliggende kulturer og store befolkningsgrupper, der bakker om den brutale fremfærd.
Alle mennesker – også de brutale ledere – bærer i sig drømmen om en fredelig og lykkelig verden, hvor der er mad, uddannelse, sikkerhed og sundhed for alle, og hvor relationen mellem mennesker er båret af venskab og tillid. Drømmen har uendeligt mange nuancer, for mennesker er forskellige, men kimen ligger i os alle. Det, der i særlig grad udviser store forskelle, er forestillingen om, hvordan man når frem til denne idealverden.
Verdens store diktatorer – Putin, Xi, Netanyahu, Trump – ser ud til at mene, at vejen til en fredelig og retfærdig verden går gennem hhv. territorialt angreb på nabolande, massiv undertrykkelse af egen befolkning, forsøg på udryddelse en udvalgt befolkningsgruppe og global krig med penge som våben for at fremme egne nationale interesser. Alle fire, nøje udtænkte og vedholdendt gennemførte ”metoder” er forskellige former for brutal angrebskrig.
En del af verdens ledere og befolkninger – som f.eks. den europæiske – har udviklet sig forbi denne rendyrkede angrebsmentalitet og står nu i et meget stort moralsk dilemma: I en verden, der tydeligvis endnu i vidt omfang er drevet af primitiv, dyrisk mentalitet, hvor angreb har til formål at fremme egne territoriale, politiske, etniske og økonomiske interesser, føler mere fredeligt indstillede ledere og befolkninger, at man i et vist omfang er nødt til at beskytte menneskeliv, værdier, infrastruktur m.v. for ikke at blive rendt over ende. Og det er nok rigtigt. Verden er ikke generelt moden til ”at vende den anden kind til” og ”stikke sit sværd i skeden”. Den er endog så umoden i den henseende, at der ikke engang er ansats til nogen som helst debat om, hvorvidt man kunne forestille sig en neutral, pacifistisk reaktion baseret på tålmodighed og nødhjælp.
Debatten i vor del af verden – fredelige, demokratiske, ikke-aggressive nationer – handler ene og alene om behovet for massiv, afskrækkende oprustning og forberedelse af civilbefolkningen til krise og krig. Her skærpes dilemmaet markant, for jeg gætter på, at mange som mig føler en direkte angst for, at dette modsvar risikerer at eskalere til et niveau, der kan blive meget farligt, og som absolut ikke stopper krigen.
Angrebsmentaliteten kan vi i vores lille del af verden hurtigt blive enige om at afskrive som forældet, uacceptabel og umenneskelig. Men hvordan etablerer vi et passende forsvar, der alene har til formål at beskytte liv og værdier, og som ikke risikerer at kamme over i hævn? Når først man har det store forsvarsskyts fremme, kan det være fristende at give angriberen en gevaldig omgang bank for at understrege, hvem der har retten på sin side. Og dermed har man uden at ville det bevæget sig over stregen og er selv blevet angriber, båret af hellig vrede og retfærdighedstrang. Det er den toneart, jeg hører, at vores egne politiske ledere spiller i: Rusland skal så meget ned med nakken, at landet aldrig nogen sinde igen vil kunne rejse sig og gå til angreb. Det er ikke alene en ubegribeligt kostbar vej at gå, den er også fuldstændigt urealistisk.
Det er muligt, at hvis man stabler alt det militære isenkram, man overhovedet kan skrabe sammen i Europa, inkl. truslen om brug af Frankrigs atomvåben (USA er det måske bedst slet ikke at regne med), oven på hinanden og fyrer det hele af, vil Rusland blive slået så kraftigt tilbage og lide så store tab, at landet vil kapitulere. Men det er næppe et realistisk scenarie med Ruslands nye venner i Kina og Nordkorea i ryggen. Krigen vil fortsætte i lang, lang tid, tabene vil være ufattelige, de økonomiske omkostninger astronomiske, og der vil hænge tunge skyer af død, ødelæggelse og ulykkelige skæbner over alle slagmarker. Men det er også urealistisk i den forstand, at en tilsyneladende nedkæmpet angriber altid, før eller siden, vil rejse sig og tage hævn. Så ikke bare angrebs- men også forsvarsmentaliteten er vejen til fortsat krig, ufred og ulykke.
Som den danske filosof Martinus udtrykker det i en artikel fra 1946 med reference til sejren over Tyskland: ”Det er rigtigt, at den ene parts styrke og overlegenhed naturligvis kan bringe den anden til tavshed eller accept af sin forestilling eller sit begær, men det er jo ikke ”fred”, selvom det ganske rigtigt kan udtrykkes som ”ro”. En ”ro”, der opretholdes i kraft af tvang, er jo det samme som indestængt kraft. Og indestængt kraft er jo i virkeligheden det samme som en ”bombe”. Men en ”bombe” rummer jo i sig altid en eksplosionsfare, der igen kan betyde ”katastrofe”. Der hvor to væsener får bragt deres kontrære til ro eller tavshed i kraft af den ene parts overlegne magt og diktatur, der er den anden part altså kun skabt om til en ”bombe”. Og jo mere kraft, der er indestængt, desto større bliver nævnte væsens eksplosionsevne. Og jo større eksplosionsfare desto større vagt og agtpågivenhed betinger nævnte ”bombe” af sejrherren.”
Det er ikke så svært at se parallellen til det sammenstyrtede Sovjetunionen og den krig, der nu udspiller sig i Ukraine.
Både krigen i Ukraine og Hamas’ terrorangreb den 7. oktober 2023 har genoplivet begreberne ”legitimt og proportionalt selvforsvar”. Bag begge begreber gemmer der sig både ”hellig vrede” og trang til genoprettelse af balance og retfærdighed – d.v.s. hævn baseret på såkaldt ”retsfølelse”. Det legitime og proportionale er i realiteten en omskrivning af Det Gamle Testamentes retsprincip ”øje for øje og tand for tand”. Længere er vi som menneskehed ikke kommet, end ikke i den vestlige verden der føler sig som ”bedre end de andre”. Men når en angriber mødes med forsvar af denne kaliber, opleves det som modangreb, der på ny legitimerer forsvar, og så fortsætter balladen.
Men hvad skal man så gøre? Det handler om at holde igen på sig selv, få kontrol over sine dybtliggende aggressive impulser og gå en anden vej. Men hvilken? Først og fremmest nedskalere forvaret til udelukkende at handle om beskyttelse af liv, ejendom og nødvendig infrastruktur, og det er noget helt andet end ”militært proportionalt modsvar”.
Næste svære skridt er at træde ud af vanetænkningen og begynde at overveje, hvad det egentlig var, Jesus anbefalede som den eneste vej til fred. Den vej, der er beskrevet billedligt i Det Nye Testamente, og som vores kristne tro baserer sig på: Kærlighed og tilgivelse. Ud over at vende den anden kind til, stikke sit sværd i skeden og elske sin næste som sig selv, hørte verden af Jesu egen mund, i hans aller mest lidelsesfulde stund, de bevægende ord: Herre, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør. En krævende og for tiden næsten umenneskeligt svær anbefaling om at elske og tilgive sine fjender og dem, der gør én ondt.
Det kan vi ikke endnu. Selvom det er 2000 år siden, Jesus levede og anviste os en anden og sikker vej til fred – til intet mindre end ”Himmeriges Rige” her på Jorden, ikke et eller andet fjernt, galaktisk sted – så lever vi på mange måder stadig med den ene fod solidt plantet i Det Gamle Testamentes angrebs- og hævnmentalitet og kun spidsen af storetåen på den anden fod i Det Nye Testamentes kærlighedsbudskab.
Men der er ikke andet for os at gøre end at øve os, tage små skridt ad gangen i den rigtige retning, ellers får vi bare mere af den ufred, vi alle sammen er så inderligt trætte af og længes bort fra.
