I december 2022 så jeg i Hamburger Kunsthalle en udstilling med titlen ”Femme Fatale”. Den var kæmpestor og allerede derfor ret udmattende, men også det tema, den udfoldede – nemlig begrebet femme fatale igennem kunsthistorien – tog pusten fra mig. Ikke fordi det var svimlende smukke billeder, eller fordi jeg blev oplyst og klogere, men fordi der undervejs igennem udstilling begyndte at krybe en uro op i mig, der henimod slutningen næsten var blevet til en slags ophidselse eller vrede.
Begrebet femme fatale er kendt op igennem historien og kunsten i utallige versioner og må derfor kulturelt betyde noget ganske særligt. Sprogligt kan begrebet oversættes til ”den skæbnesvangre kvinde”, altså en kvinde der bringer en eller anden form for ulykke med sig. Ofte fremstilles hun som en selvstændig kvinde, der vedkender sig sin seksualitet, og bruger begge dele til at lokke og forføre mænd i én eller anden form for fordærv.
På udstillingen i Kunsthalle var der billeder fra adskillige århundreder helt op til vore dage, og som derfor også afspejlede forskellige kunsthistoriske retninger, men fælles for dem alle var, at de portrætterede kvinder var klassisk smukke med slanke, stærke kroppe, smukke ansigtstræk og et fyldigt langt hår. Enkelte havde antydningen af fiskehale, spidse ører, vinger eller andre kendetegn på fantasivæsener, men langt de fleste var ganske enkelt blot smukke og så ud på beskueren med et fast, selvsikkert blik og måske et lille, uudgrundeligt smil.
Mange af kvinderne befandt sig i en vild og bjergtagende natur, måske på vej op af bølgerne eller i en positur, der afspejlede deres forbundethed med de utæmmelige naturelementer, ofte nøgne eller blot løseligt halvdækket af stof eller planter. I moderne tid var kvinderne iklædt enten æggende kjoler eller – i den anden grøft – stramme jakkesæt, tilsat en drink og en cigaret, der gav et mere vredt og pågående udtryk.
Fremstillingerne gav mig mindelser om en udstilling, jeg så i Marseille i oktober 2021, med værker af Jeff Koons – ham der laver metallisk skinnende kæmpefigurer af noget, der ligner balloner. Hans værk rækker over vidt forskellige udtryksformer, hvoraf én er gigantiske malerier af smukke, unge kvinder med Barbie-kroppe, der på alle fire, halvnøgne kryber beskueren i møde, tværs igennem et junglelignende buskads med lianer og eksotiske blomster. En tigerlignende, truende positur, der ikke desto mindre fastfryser beskueren i livsfarlig ubevægelighed. Billederne rejste dengang en storm af væmmelse i mig, og under en efterfølgende frokost med min mand, hvor jeg spurgte ham, hvad han mente om de pågældende malerier, sagde han, at ”de var flotte”. Så fløj der en storm af usorterede ord ud af munden på mig, hvortil min rolige mand lakonisk sagde, at Jeff Koons sikkert ville blive begejstret over, at hans kunst sætter sindene så meget i kog. I det sekund opstod min optagethed af femme fatale figuren, og den fik blot ny næring i Kunsthalle i Hamborg.
Det forekommer mig, at langt de fleste af alle disse kunstneriske fremstillinger af figuren dels er lavet af mandlige kunstnere, dels bag den umiddelbare skønhed udtrykker en sær blanding af kvindeangst og kvindehad. I kunsten er kvinderne naglet dødt i materien og kan ikke gøre skade, men hvad er det for en angst for kvinder, der ind imellem udarter i had, der er på spil her?
Når jeg ser mig omkring, synes jeg, det stadig er tydeligt, at kvinder i mange forskellige kulturer, også vores egen, tager det mandlige kvindesyn på sig, som udtrykkes i femme fatale figuren. Dette kvindesyn har mange ansigter og udtryksformer, og i det omfang, det har til formål at tøjle og kontrollere kvinden, må det betragtes som undertrykkende.
Jeg lægger i gade- og mediebilledet straks mærke til mere eller mindre tildækkede, muslimske kvinder og tænker, at det er ikke noget, de selv har fundet på. Det bunder ganske vist i en lang, mandligt defineret kulturtradition og unddrager sig måske dermed de fleste muslimske kvinders selvstændige stillingtagen, men det er næppe forkert at antage, at formålet er at få kontrol over nogle skræmmende, kvindelige kræfter. Heldigvis er der så småt ved at opstå modstand – desværre ofte med fatale konsekvenser – blandt kvinder i bl.a. Iran mod dette undertrykkende kodeks.
For nylig stod jeg bag en ung, japansk/koreansk kvinde i check-in køen i Københavns Lufthavn. Det kan være svært at gætte alderen på japanske/koreanske kvinder, fordi de ofte klæder sig som små piger, men at dømme efter hendes kropsformer har hun nok været omkring 25 år. Hendes smukke, tykke, sorte hår var sat op i en høj hestehale, som hun holdt på plads med hårspænder prydet med små farvede plasticdyr og blomster. Hun bar en ultrakort nederdel, en farverig sweater med striber og glimmer, sportsstrømper og flade pigesko, som hun tøffede afsted i, som om hun lige havde lært at gå og måtte tage små forsigtige skridt. Denne voksne kvinde gav indtryk af at være klædt ud som en lille, hjælpeløs 10-årig. Det er kultur, det er mode, I know – men hvilket kvindesyn gemmer der sig bag dette specielle outfit? Tør japansk/koreanske mænd kun nærme sig kvinder, der ligner små piger?
Den traditionelle, hasidiske, jødiske kvindedragt med paryk på det skaldede hoved, lange, tunge kjoler og frakker, tykke strømper og flade, klodsede sko, alt i nuancer af brunt – og en stor børneflok på slæb, ligner i aller højeste grad et kontrollerende, frihedsberøvende, maskulint greb. Det er et udtryk så trist og usexet, at der ikke er den store risiko for, at kvinden antastes inviterende af en fremmed mand.
Tættere på vores egen kulturkreds finder vi den velkendte penduleren frem og tilbage mellem luder- og madonnaskikkelsen i katolsk tro og samfundsliv. Den fromme madonnafigur, der glider over i nonnernes kyske liv og ensformige klædedragt, stimulerer måske den mandlige fantasi om, hvad kvinden inde bagved egentlig drømmer om, og hvad hun egentlig har på under gevandterne – måske ikke noget, så der er fri og uhindret adgang til at tilfredsstille hendes længsler? I det moderne modebillede genkendes denne klædedragt i androgyne, løstsiddende dragter, men i adfærd har den et mere prægnant udtryk. Kvinder i hele den kristne kulturkreds ved, hvordan man forventes ind imellem at spille svag, forvirret og hjælpeløs (hvilket understøttes af stramme nederdele og høje hæle som man hverken kan gå eller flygte i), så den mand, under hvis vinger man lever, kan træde beskyttende og hjælpende til. Da jeg var ung og i en periode boede i udlandet, havde jeg en kæreste fra en klassisk, katolsk kultur, og det forvirrede mig, at han altid tilbød at bære min taske, at han som en refleks altid gik på den side af mig der vendte mod trafikken, og at han uden undtagelse sprang frem og hold døren for mig, når vi skulle ind et eller andet sted. Jeg vænnede mig til det, ikke mindst fordi jeg kunne mærke, at det betød meget for hans selvbillede, at han påtog sig den beskyttende og galante rolle.
Den katolske fristerinde – luderen – har traditionelt en klædedragt, der fremhæver og afslører hendes kvindelige former og attributter. Netop det udtryk har vi i vores hjemlige, antireligiøse hverdagskultur taget til os med et gevaldigt, opadskruet twist. Mange kvinder, fra helt unge piger til modne kvinder, går til fest i et outfit, der ikke efterlader meget til fantasien, og som tangerer karikaturen. Langt, afbleget, havfruebølget hår, kraftig make up, kunstige øjenvipper, ”botoxede” læber og bryster, lakerede negle så lange som kløer, nedringer, lårkort, kropsnært, tårnhøje hæle….. you name it. Hele molevitten betegner vi som feminin frisættelse, men er det egentlig det? Frisættelse fra hvad? Det maskuline, vurderende blik? Næppe. Med et outfit, der i den grad spiller på mandens seksualitet og sultne blik, er det svært at se, hvori frisættelsen består. Vi hænger snarere fast i drømmen om at tiltrække mandens opmærksomhed med vores krop. Hvis vi som kvinder derimod tog udgangspunkt i vores egen smag, seksualitet og kropslige bevægelsesfrihed, tror jeg, udtrykket ville blive et andet. Hvor er vores mod, selvtillid og kreativitet i forhold til at skabe spændstige og energifyldte relationer mellem kønnene på nye og reelt frisættende måder?
Alle disse mange femme fatale udtryk i både kunst og hverdagsliv giver indtryk af, at der hos mænd i mange kulturer, også vores egen, eksisterer en udtalt frygt for kvinden, der kammer over i kvindehad og vold mod kvinder. #Metoo er med til at kaste lys på dette skræmmende fænomen. Hvad er det, mænd frygter hos kvinder? Hvorfor kommer det til udtryk som kvindehad og omfattende undertrykkelse? Hvad er det for en magt, kvinder tillægges, og som åbenbart anses for at være så stærk og farlig, at den skal tøjles mere eller mindre voldeligt? Og hvorfor spiller kvinder i så høj grad med, selv i vores kultur, hvor råderummet til frigørelse og ligestilling er ekstremt højt?
Mit forsimplede og ukvalificerede gæt er, at det historisk og kulturelt har noget at gøre med, at kvindens frugtbarhed og evne til at bære og føde børn og knytte dem tæt til sig, er forlenet med en magisk og mystisk kraft. At kvindefællesskaber er langt tættere, ærligere og mere solidariske end mandlige fællesskaber og derfor anses for potentielt farlige. Og at manden aldrig med sikkerhed kan vide, om han nu også er far til de børn, hans kvinde føder. Og så er der selvfølgelig den stadig, mange steder i verden, gældende præmis, at kvinder er økonomisk afhængige af mænd og derfor modstandsløst må følge deres anvisninger og forventninger.
Jeg læste for nyligt en lille artikel om en japansk kvinde, der igennem længere tid havde været generet af en seksuelt pågående mand i en bus, de begge tog på vej til arbejde. En dag havde hun fået nok, og bevæbnede sig dels med en nål, som hun stak ham med, dels et par stiletter som hun trådte ham eftertrykkeligt over tæerne med, så hun kunne høre knoglerne knuses. Endelig en forfriskende og innovativ anvendelse af de håbløse stiletter.
Personligt er jeg steget ned af dem. Jeg gider ikke længere have ondt i fødder, knæ og hofter for at blive betragtet som smækker og attraktiv. Jeg finder andre veje. Skal vi afsøge og gå dem sammen?
