For nogle uger siden kørte jeg fra sommerhuset i Odsherred ind til min mosters plejehjem på ydre Frederiksberg og kom i den forbindelse igennem Vigerslevvej i Valby. En bydel der står vagt og udflydende for mig – jeg kender ingen, der bor der, og kommer der derfor aldrig. Vigerslevvej er en ret karakterløs og kedelig gade med lave etageejendomme, næsten ingen butikker, og trafik der bare suser hurtigt igennem.
Jeg har ikke desto mindre tre erindringstråde, der går fra min barndom og ungdom til Valby. Den ene rækker tilbage til en sommerdag i 1964, hvor jeg legede i haven til vores hus i Grøndalsvænge, da der pludselig lød et gevaldigt brag, efterfulgt af en trykbølge der smadrede adskillige vinduer i området. Der gik ikke længe, før mine forældre fortalte, at det var Valby Gasværk, der var sprunget i luften. Jeg er jo ikke krigsbarn, så brag, trykbølger og eksplosioner – et godt stykke væk – gjorde mig kun moderat forskrækket. I øvrigt vidste jeg ikke, hvad Valby Gasværk var, men jeg fik en fornemmelse af, at gas – som var energikilden til vores komfur – åbenbart kunne være noget farligt stads.
Den anden tråd går tilbage til et feriejob, jeg nogle somre i træk havde, da jeg gik på gymnasiet. Jeg arbejdede som PA’er – hvilket ikke betød ”personlig assistent” men derimod plejehjemsassistent, en pæn omskrivning af rengøringsassistent. Vi boede i Holte, hvor jeg gik på det lokale gymnasium, og hver morgen, mens jeg bestred feriejobbet, tog jeg cyklen til stationen og derfra et tidligt S-tog fra Holte til Valby for at møde på arbejde kl. 7. Det var sommer med lyse morgener, og jeg var ung og energifyldt, så jeg husker det ikke som specielt krævende at stå så tidligt op. Togturen varede omkring 40 minutter og gav mig tid til koncentreret at læse Vilhelm Mobergs Udvandrerne og Indvandrerne, i hvert fald den ene sommer. Hvad jeg læste den næste har jeg glemt. Jeg stod af på Valby Station og gik direkte til plejehjemmet, der lå lige op ad Søndermarken, uden jeg ofrede resten af Valby nogen som helst interesse.
Den tredje tråd, der tidsmæssigt ligger imellem de to andre, fører tilbage til den hushjælp, der kom og gjorde rent hos os en gang om ugen. Hun står til gengæld knivskarpt i min erindring. Og hun boede på Vigerslevvej.
Mine forældre, min søster og jeg boede i et halvt dobbelthus i Grøndalsvænge, med kælder, stueetage og 1. sal. Kælderen var lavloftet og havde engang bl.a. tjent som kulkælder. Nu stod der et oliefyr, der tændte og slukkede regelmæssigt under ret meget larm. Der var et lille vaskerum, et værksted med arbejdsbord, tørresnore og oliefyret, et lille opbevaringsrum til henkogte og syltede sager og andre lagervarer, skummel krybekælder hvor min far og morfar engang jagtede nogle rotter, der havde gnavet sig vej fra kloakken, en mellemgang og et badeværelse med badekar og terrassogulv. En kælder der fungerede, men som også hurtigt blev støvet og snavset. I stueetagen var der en lille bitte entré med opgang til 1. sal og dør ind til en ”rigtig” entré med knager, kommode og spejl. Ikke mindre end tre stuer, nærmest en suite: en lille stue med skrivebord, reoler, sofabord og den sovesofa, som blev slået ud og redt op, når min søster og jeg var syge. En opholdsstue med opretstående klaver, sofaarrangement, dragkiste og fjernsyn med jalousilåger og stueantenne, og med havedør til en terrasse. En spisestue med bord, stole og hjørneskab, og så selvfølgelig et køkken med stålvask, køkkenbord, overskabe der var bredere for oven end for neden, med skydelåger af finér og en række små skuffer af glas monteret på undersiden, et stort skrummel af et dengang moderne køleskab med et kæmpe, lodret greb til at åbne det, samt et gaskomfur med fire blus og ovn. Emhætte fandtes ikke dengang i 60’erne, men over komfuret blev der engang monteret en slags udsugning, som man tændte ved at trække i en lang tråd af bittesmå metalkugler. Gult linoleum på gulvet. 1. salen med skrå vægge og skunkrum havde oprindeligt tjent som en selvstændig lejlighed med køkken, toilet og to værelser. Nu var køkkenet nedlagt og indrettet som værelse, men der var stadig vandhane fra tiden som køkken, så da værelset blev mit, var jeg så heldig at have egen håndvask.
Det lyder som en rummelig Hellerup-villa, men det var et ret beskedent byggeforeningshus med ca. 50 kvm. pr. etage, så alle rum var små, og huset fremstod som tæt møbleret, fordi moderne minimalisme med hvidt- i- hvidt, nedrivning af vægge og max lysindfald endnu ikke var opfundet. Der skulle være plads til gulvtæpper, gardiner, persienner, lampetter, lysekroner, billeder på væggen og nips på alle vandrette flader.
Tobaksrygning var en helt almindelig indendørs foreteelse, både til hverdag og når der var gæster. Min mors, mosters og mormors cigaretter og min morfars cerutter og cigarer hang i luften som et hyggeligt dufttapet, fordi det var mennesker, jeg elskede overalt, og med hyppig udluftning forsvandt tobakslugten nogenlunde hurtigt – men lidt blev der jo altid siddende i hjemmets tekstiler. Når der var gæster blev der røget tæt både før, under og efter middagen, og der blev på ingen måde endnu set skævt til tobak. Min søster og jeg blev endog bedt om at anrette tobaksfadet med halvt udtrukne cigaretter med og uden filter, cerutter, cigarer, små tændstikæsker og et kuvertaskebæger til hver gæst. Som aftenen skred frem, blev luften tyk og tåget af røg, og det rev lidt i næsen og halsen. Næste morgen og de næstfølgende dage gik med at lufte den kolde, sure røg ud.
Min barndoms madlavning var meget traditionel. En eller anden form for stegt kød med kartofler, sovs og en grønsag flere gange om ugen, fisk og grød et par gange. Min mor var omhyggelig med at holde døren ind til stuerne lukket, når der blev lavet mad, men den ineffektive ventilator og åbne vinduer kunne ikke forhindre, at stegemolekyler fløj rundt overalt og især gjorde køkkenet fedtet og snavset.
Så en ugentlig, grundig rengøring var i alle højeste grad nødvendig for at holde hjemmet pænt efter den tids standarder. Og en gang hvert 5 år kom den lokale malermester Hansen og hvidtede lofter, malede og tapetserede, fordi tobaksrøg og madlugt efterhånden havde sat sig i maling og tapet. Jeg husker det chokerende syn af brede, gråbrunlige aftegninger på væggen, når alle billeder og lampetter blev taget ned af væggen for at gøre klar til maleren.
Min mor har fortalt, at da hun blev gift med min far i 1954 gjorde man rent, så godt man kunne, med kost og tæppebanker. Og det var ikke ret godt, så hun udbad sig som et ufravigeligt krav til min far en støvsuger, som dengang ikke var noget, enhver bare havde. Måske var den dyr. Sådan én fik hun, og da mine forældre flyttede fra deres første lejlighed til hus i Grøndalsvænge, og min mor samtidigt passede sit job som lærer på Amagerbro Skole, gik hun et trin op i sine fordringer og meddelte min far, at hun gerne ville have en hushjælp til at bistå med rengøring. Det fik hun, med anbefaling fra én af min fars gamle skolekammerater.
Her i begyndelsen af 60’erne trådte så en ydmyg, kærlig, dygtig og flittig kvinde, Mille Sund, ind i vores liv – og blev der, til hun døde ca. 30 år senere, alt for tidligt. Hun boede på Vigerslevvej med sin mand og anpriste ved enhver given lejlighed Valby som et dejligt sted med gode butikker, ikke mindst på Valby Langgade.
Mine forældre forblev ”Des” med Fru Sund, som hun hed, igennem alle årene. Min far var på nogle områder en uformel mand og foreslog engang i de frisindede 70’ere, at de skulle være dus. Min mor, der var en god og indlevende psykolog, frarådede min far at fremføre det forslag. Hun mente, at det ville være blive opfattet som upassende og ukomfortabelt. Hun fik helt ret. Fru Sund brød sig bestemt ikke om forslaget, afviste det naturligvis ikke eksplicit, men fortsatte bare med at sige De.
Når jeg nu mindes Fru Sund og skriver om hende, føler jeg, at vi træder hinanden et skridt nærmere i kærlig erindring, og derfor vil jeg bruge hendes fornavn, Mille, i det følgende.
Hun var barn af såkaldte ”roepolakker”, som kom til Danmark som sæsonarbejdere i perioden fra 1893-1929 for at påtage sig markarbejde, sukkerroedyrkning og optagning af sukkerroer. Flere af dem sparede sammen til, som Milles forældre, at finde varigt fodfæste i Danmark.
Jeg tror ikke, at Mille fortalte min mor særligt meget om sig selv, og af den smule, hun fortalte, nåede kun en lille del frem til mig, der jo var barn og ung i de år, hun kom hos os. Mille havde været gift før, og havde fået to døtre med en mand, der ”ikke var god ved hende”, som man floromvundent omtalte konsekvenserne af vold og druk dengang. Men hun havde dog haft styrke nok til at forlade ham, og det er mit indtryk, at han gled ud af både hendes og døtrenes liv. Hun fandt heldigvis kærligheden igen i skikkelse af Erik Sund, en tårnhøj, hærdebred buschauffør med grov og arret ansigtshud, der kørte elektriske Trolley busser et sted i omegnen af København, hvor Mille havde sin gang som rengøringskone, og hvortil hun fragtede sig hen med én af Eriks busser. De giftede sig, og han tog Milles to døtre til sig som sine egne. De fik ikke børn sammen.
Den ugentlige rengøring hos os tog Mille og min mor sig af sammen i de år, hvor min mor gik hjemme. De gik i sving lidt op ad formiddagen og var ofte netop nået til en pause over formiddagskaffen og en cigaret, da jeg kom hjem fra skole omkring middagstid i de små klasser. Børn bryder sig som regel ikke om stemningen af rengøring. Der er spande, støvsuger og klude alle vegne, persiennerne trukket op, vinduerne åbne, lysindfaldet skarpt, man går i vejen og skal passe på ikke at træde på det våde gulv – hyggen er i det hele taget som blæst væk. Men kaffepausen ved udtrækspladen i køkkenet var hyggelig. Den var ikke for børn, men for de to travle kvinder, og der blev ikke nydt andet end sort kaffe og en cigaret. Jeg satte mig på køkkenbordet eller gulvet, sagde ingen ting, blandede mig ikke, men indsugede den voksne hyggesnak og mærkede, at de nød at hvile ryg og ben.
Mille havde en særlig passion for boning af parketgulvene. Hun anbragte sig på alle fire, pressede en stribe lysegrøn bonevoks ud af en stor trekantet tube af klar, tyk plastic. Det smurte hun ud på gulvet og polerede ihærdigt og omhyggeligt efter med en stor, ulden klud. Hun var stolt og glad, når gulvet skinnede. Min mor syntes, at Mille brugte lidt rigeligt meget bonevoks, og selvom den kemiske, groft parfumerede duft var skarp i næsen, nænnede hun ikke at lægge en dæmper på forbruget af bonevoks. Det var jo nærmest rengøringens højdepunkt og flotte finale for Mille.
Om sommeren, en dag i skoleferien, blev der gjort hovedrent, og det tog en hel dag. Forinden havde min mor vasket og strøget gardiner, så de var klar til ophængning efter hovedrengøringen. Ud over det sædvanlige rengøringstøj tog min mor et tørklæde om håret og lignede én, der nærmest havde klædt sig ud som rengøringskone. Tæpper blev trukket ud i haven og hængt op på tørresnorene og banket. Hynder og puder og alt andet flytbart kom også ud og blev banket og luftet. Alle møbler blev trukket ud fra væggene, og så blev der fejet ned med en støvekost på et langt skaft, vasket paneler, flader og kanter overalt, billedrammerne fik en tur og de besværlige lamper, lampetter og lysekroner blev tørret af med sæbevand. Det fedtede og ”støvlådne” køkken fordrede knofedt og tredobbelt salmiakspiritus. Hele huset så mærkeligt ud, men sommersolen (det var altid godt vejr – måske var dagen valgt med omhu) og det glade leben formildede det hele og gjorde det til en slags festdag. Der var i dagens anledning wienerbrød til formiddagskaffen, og min mor havde købt fint afskåret pålæg til frokost. Efterhånden som dagen skred frem begyndte huset at ligne sig selv igen, og jeg husker den markant friskere duft overalt.
Vi havde en grå mellempuddel, Chianty, med et mildt og godt sind, som Mille heldigvis var gode venner med. Når vi skulle på ferie tilbød hun og Erik generøst at passe ham. Vi kørte ham ud til dem i lejligheden på Vigerslevvej, hvor de voksne fik en kop kaffe, mens jeg opmærksomt så mig omkring. De boede i halvandet værelse med køkken og bad, og alt var pænt, enkelt, og velholdt. Et arbejderhjem hvor man satte en ære i at vise, at man havde styr på sin tilværelse. De havde holdt bryllupper for døtrene på den trange plads. Så blev stuen ryddet, og der blev dækket op til 25 mennesker. På skænken stod der et bryllupsbillede af den ældste datter Inge og hendes man Rikard. Hun var i en brudekjole af lyseblå blonder. Det havde jeg aldrig set før, og jeg syntes, det var både særpræget og flot. Den yngste datter Else, hendes mand Henning og børnebørnene Gitte og Jan boede i samme ejendom, og der var et nært forhold mellem de to familier. Mille var stolt af Else, der var leder af afdelingen for bluser og nederdele i Magasin i Rødovre. Henning var maler, og de to børn var centrum for uendelig kærlighed og stolthed. Chianty trivedes fint i Valby, og som regel kørte Erik ham hjem igen til os efter ferien, når han alligevel var på vej til arbejde. Så var den kæmpestore mand iført sin musegrå buschaufføruniform med metalknapper og kasket og så ganske imponerende ud i døråbningens modlys.
Henning blev ramt af ”malersyndrom”, som man talte en del om dengang, da man blev klar over, at almindelig maling faktisk var giftigt og skadeligt. Det havde han gået og indåndet i årevis, og det havde på en eller anden måde skadet hjernen. Som om det ikke var nok, så blev Milles øjesten, Else, ramt af kræft i maven, da hun var i 40’erne. Som jeg fik det fortalt, stod det hurtigt klart, at hun ikke kunne helbredes, og at hun med styrke og klarhed havde sagt, at hun var taknemmelig for det dejlige liv, hun havde haft med kærlige forældre, en god mand og skønne børn, så hun var parat til at sige farvel. Hvilken afklarethed og styrke.
Men denne triste begivenhed sugede helt bogstaveligt livet ud af Mille. Hun blev mere og mere grå, stille og trist, og begyndte efterhånden at fejle forskellige ting. Til sidst gav kroppen op, og det har altid forekommet mig, at hun slet og ret døde af sorg. Mine forældre holdt kontakten til Erik, der dog tydeligvis ikke kunne leve uden sin Mille, så også han begyndte at skrante og døde efter kort tid. Så blev de genforenet med hinanden og Else, og har sikkert fra det hinsides kærligt og omhyggeligt påtaget sig opgaverne som skytsengle for Gitte, Jan – og Chianty.
Min mor, som nu var udearbejdende og flyttet med familien til et større men langt mere praktisk og moderne hus i Holte, var blevet en moden kvinde i midten af 50’erne, men hun ønskede aldrig at få en hushjælp igen. Min mor var en dygtig og effektiv husmor, tog selv fat, vidste hvordan man gjorde ordentligt rent – og havde mindet om Mille i sit hjerte livet igennem.
