Blog

Man vil sikkert genkende et af Nye Borgerliges slogans i overskriften, og det lyder altid besnærende nemt og tillokkende at løse et stort problem ”fra bunden”. Så er det gjort ordentligt, det kommer ikke igen, og vi kan lægge det bag os. Men hvad vil det egentlig sige at løse indvandrerudfordringen ”fra bunden”?
Man behøver ikke at høre til på den yderste højrefløj for at have lyst til at gribe om nældens rod og gøre noget effektivt og modigt ved den indvandrerudfordring, som de fleste kan se, vi ikke har formået at løse tilfredsstillende hverken i Danmark eller EU.

Hvis jeg havde politisk magt, ville jeg indledningsvist appellere til, at vi én gang for alle accepterer, at migration altid har eksisteret, og at det er et ustoppeligt fænomen i en verden præget af ulighed, krig og klimakatastrofer. Mennesker har en instinktiv trang til at bryde op og finde mere egnede steder at leve, hvis deres hjemegn er blevet utryg, farlig eller ubeboelig af forskellige årsager. Ville vi ikke selv gøre præcist det samme? Det er en drift, et instinkt, at søge fred, mad, adgang til lægehjælp og skolegang til børn.
Migranter søger forhåbningsfulde derhen, hvor mulighederne ser ud til at være bedre end i deres hjemland, og her falder blikket ikke overraskende på vort priviligerede Europa. Det kan ikke være anderledes, og mon ikke Europa både kan og bør absorbere en hel del migranter, uden at det vælter vores europæiske kultur og velfærd helt over ende?
Det er i øvrigt værd at dvæle ved, at de mennesker, der har mentale og materielle ressourcer til at migrere væk fra ulidelige forhold, har robusthed, intelligens og gå-på-mod, og det er værdifulde kompetencer for et modtageland. Hvorfor har vi slet ikke blik for disse kvaliteter? Dette fjerner dog ikke fokus fra vores både konventionsbestemte og moralske pligt til at modtage kvoteflygtning med måske knap så stærke ressourcer.

Det er i alt væsentligt de sydlige og østlige randstater i Europa, der først møder migranterne, hvad enten de kommer til en landegrænse, eller har forsøgt sig med den livsfarlige vandvej. Europakortet ser simpelthen bare sådan ud, at især Spanien, Italien, Grækenland og Ungarn har trukket det lod at skulle tage hånd om det første møde. Det er uheldigt for dem, fordi der absolut ingen solidaritet er i EU i forhold til denne geografiske realitet. Alle andre lande hytter deres eget, vender det blinde øje til eller erkender, at der er et problem, som ”vi bør løse på EU-plan”. Men der sker ingen ting, fordi en løsning ville indebære, at alle EU-lande måtte tage deres fair share af udfordringen, og det har ingen lyst til. Derfor hører det med til en løsning ”fra bunden”, at EU-landende sætter sig sammen og finder frem til kriterier for en retfærdig fordelingsmodel. Foreløbig forøger enkelte lande, herunder desværre med Danmark i front, at udskyde problemet og trække pinen i langdrag ved at indgå den meget omtalte, skamfulde og dybt uforståelige aftale med Rwanda om at tage vare på den første sagsbehandling. Mage til ansvarsforflygtigelse skal man lede længe efter. Mit gæt er, at rigtigt mange danskere har det uhyre svært med den ”løsning”. Den er udansk, og vi kan ikke genkende os selv i den.

Men nu bliver det svært, for hvilke fælles kriterier skal man opstille for asyl i et EU-land, og hvordan skal man fordele migranterne mellem EU’s lande på en retfærdig måde?
Der vil sikkert være migranter, der har massiv uorden i straffeattesten, eller som kommer fra lande eller områder, som EU ikke kan anerkende som så ubeboelige, at det berettiger til asyl. De må selvfølgelig sendes tilbage – med håbet om, at deres hjemlande vil modtage dem, og at de kan finde fodfæste der hjemme.

Når migranter skal fordeles mellem EU-landende bør vi lægge den præmis til grund, at der skal etableres en fællesfinansieret, hurtig sagsbehandling, og at migranterne i den korte ventetid skal indlogeres i asylcentre på et passende og anstændigt niveau, langt over det vi har været chokerede vidner til i f.eks. Grækenland.

En yderligere, afgørende præmis bør være, at migranterne hurtigst muligt – nærmest øjeblikkeligt – skal sættes i beskæftigelse. Ikke som et tilbud, men som en pligt.
Nu nærmer jeg mig mineret terræn, for når vi skal fordele migranter blandt EU’s lande, må vi lægge til grund, at EU-landende er ret forskellige, og at de ikke har ens muligheder for at absorbere og beskæftige migranter. Lande med stort behov for ufaglært arbejdskraft i industri, landbrug, omsorg og service må tage imod dem, der umiddelbart vil kunne påtage sig den slags arbejde. Lande med et mere sofistikeret arbejdsmarked, som f.eks. det danske, må overvejende tage imod de migranter, der kommer med en eller anden form for uddannelse. Eller skaber vi en ophobning af migranter, der ikke kan finde beskæftigelse.

Min hypotese er, at alle mennesker har et grundlæggende ønske om dels at kunne tage vare på sig selv, dels at bidrage til samfundet/fællesskabet. Hvis nogen skulle migrere til Europa, herunder Danmark, med den opfattelse, at her bliver der sørget for én med offentlige ydelser, man behøver ikke nødvendigvis arbejde, må vi straks belære dem om, at sådan fungerer det ikke. Alle skal arbejde med noget, de kan bestride eller lære. Det vil jeg tro, at langt de fleste synes er helt naturligt.
For at bestride et job i Danmark – for nu at blive inden for egen havelåge – skal man lære dansk, og derfor begynder danskundervisningen øjeblikkeligt, for alle. Og børn skal naturligvis i skole for at lære både sprog, kultur og andre fagligheder.

Kan det her lade sig gøre? Nej, ikke sådan som vores arbejdsmarked fungerer p.t. Og her er der desværre noget helt galt. Hvis man som migrant sættes i arbejde, nærmest i samme øjeblik man sætter foden på dansk jord, vil man naturligvis ikke kunne yde en indsats, der modsvarer de høje, danske lønninger. Derfor er der ingen vej uden om, at arbejdsmarkedets parter bliver enige om en lav startløn, der måske sågar skal suppleres med et vist offentligt tilskud, for at man kan finansiere en hverdag på beskedent niveau. Det er en stopklods for en solidarisk løsning af migrationsudfordringen, at de faglige organisationer ikke vil vige en millimeter fra de løn- og arbejdsvilkår, de har tilkæmpet medlemmerne igennem mange år. Synspunktet er forståeligt, men ubrugeligt, når vi står over for et problem, der ikke ser ud til at løse sig selv.

Jeg vil træde et skridt længere ind i det minerede terræn og reflektere over, om alle migranter uanset oprindelse skal behandles ens. Det tror jeg ikke, de skal. Der findes arbejdsomme, stolte kulturer, hvor begge køn arbejder, hvor man ønsker at integrere sig, lærer dansk, og hvor religion er en privat, stilfærdig sag. Kinesere og vietnamesere er eksempler herpå. Og så findes der kulturer, der er præget af knap så stor arbejdsomhed, hvor kvinder er underlagt social kontrol, hvor kvinder uden job ikke lærer sig dansk, og hvor religion bæres frem som et skjold mod dialog og integration. Migranter med muslimsk baggrund er klart overrepræsenterede i denne gruppe. Kigger vi til Sverige, kan vi se, hvor galt det kan gå, når det løber helt løbsk.

Det giver ikke mening at håndtere de to grupper ens. Den første klarer det meste selv, medens den anden kalder på radikal nytænkning. Jeg tror ikke, der er behov for at tale om religion, for dels har vi religionsfrihed i Danmark, dels tror jeg ikke, det er religionen, der er problemet. Problemet er den katastrofale mangel på rollemodeller for de unge. Derfor skal både mænd og kvinder, far og mor, i arbejde med det samme, også selvom man kommer fra et land, hvor kvinder ikke arbejder udenfor hjemmet, og manden ikke er meget for det. Der er ingen vej uden om. I Danmark arbejder både mænd og kvinder, og det er vejen til fortrolighed med sproget, kulturen og en løn, der skaber oplevelsen af at kunne klare sig selv. Mit gæt er, at hvis mor og far arbejder, bliver familien optaget af alt muligt andet end religion som forsvarsmekanisme, og så begynder vi at bryde den onde cirkel. For nu at sætte det på spidsen, vil jeg på spørgsmålet om, hvorvidt vi ligefrem skal sætte muslimer foran alle andre i jobkøen, herunder danskere, svare ja, det bliver vi nødt til. For så har vi for alvor fat i at løse udfordringen ”fra bunden”.

I øvrigt er der jo katastrofal mangel på arbejdskraft i Danmark inden for brancher og områder, hvor man selv med beskedne faglige og sproglige færdigheder, hurtigt vil kunne gøre nytte og dermed skabe tilfredshed både hos sig selv og andre.

Alternativet er, at vi inden længe igen må i gang med som i 70’erne at invitere udenlandsk arbejdskraft til Danmark. Hvorfor så ikke i stedet bruge dem, som selv kommer hertil, og som har så ufatteligt hårdt brug for, at vi hjælper med at skabe en bæredygtig livsbane.