Blog

Nogle springer i de kolde, danske bølger med stor fornøjelse, mens andre kommer i centimeter for centimeter under store trængsler. Kan man så ikke bare lade være? Ikke hvis man er frisk og føler sig forpligtet til at udfordre sig selv. Men hvorfor skal man egentlig det?

Som nyslået pensionist besluttede jeg mig for at markere overgangen til min nye, aktive tilværelse ved ind imellem at træde ud af min komfortzone og gøre noget, som jeg ikke har prøvet før, og som jeg er en lille smule bange for. Det er faktisk ikke gået så godt. ”Ind imellem” har vist sig at blive ret sjældent, og når jeg står overfor noget, jeg oplever som skræmmende, viger jeg automatisk tilbage og glemmer mit ærefulde forsæt.

En af mine første bedrifter var at bade fra vores sommerhusstrand i Veddinge Bakker ved Sejrøbugten. Solen skinnede, det var næsten vindstille, og luften var omkring 10-12 grader. En stadig kølig forårsdag, hvor man tager overtøj på og leder efter læ og et uldent tæppe, hvis man vil sidde ude og nyde kaffen.

Jeg har altid, hele mit liv, syntes, at det var koldt at bade i Danmark. Kun ganske få, sene augustdage har jeg decideret nydt at tage en svømmetur i det kølige vand, faktisk fordi det netop ikke var særligt køligt. I min barndoms sommerferier, som vi tilbragte i sommerhuset i Veddinge Bakker, var mine forældre varme fortalere for friske havbade, gerne to gange hver dag. Vi tog badetøj på hjemmefra og gik med raske skridt og håndklædet over skulderen de 10 minutter til stranden, så luften kunne afkøle kroppen og mildne mødet med det kolde havvand. På varme dage var det sjovt, og vi blev længe i vandet, men ofte var det en kortvarig omgang, som skulle overstås, og det føltes rart at komme op i den lune luft og hylde sig et håndklæde.

På varme sommerdage var det mit store ønske, at vi som mange andre familier kunne blive liggende på stranden og hygge os med saftevand, kiks og et blad. Men nej, sådan skulle man ikke spilde tiden. Op igen til sommerhuset, hvor vi kunne hygge i hus, have eller på gårdsplads, mens min far straks genoptog sit højt elskede, grove havearbejde som træfældning, beskæring, udgravning til nyt dræn beplantning etc. Min mor har ofte fortalt, at hun i sin barndom kunne tilbringe oceaner af dovne timer i solen, og jeg fik et klart billede af, at netop den lyst havde hun måttet pakket af vejen i samlivet med min far. Hvem tør sige nej til en effektiv og sund livsstil, hvor man kender sin pligt og får noget fra hånden? På gårdspladsen i sommerhuset lå hun dog på solrige dage ofte på sin foretrukne slap-af-stol, som de hed dengang, og læste eller snakkede med min søster og mig. Om eftermiddagen gentog ritualet sig. ”Det er så frisk at bade i Danmark”, var min fars stærkeste argument. Så hans insisteren på det vitalistiske, friske badeliv i tvetydigt samspil med min mors tydelige tilpashed ved vandret nydelse af sol og varme har installeret en evig, indre dialog i mig om badning i Danmark. Som voksen har jeg efter mange års kamp tilladt mig at mene, at vand under 20 grader er for koldt at bade i, og jeg har hjælpsomt passet på ure og briller og holdt håndklæder parat til dem, der havde lyst til det kolde gys.

Og nu er det så blevet moderne at vinterbade, og utallige er de, der interesseret har spurgt, om vi også har kastet os over den idræt, efter vi flyttede til Amager Strandvej, lige over for Helgoland Badeanstalt, for nogle år siden. Det har vi ikke, men efter at prøvet saunagus og en efterfølgende kold dukkert i 12-13 grader varmt vand på Yoga retreats i Sverige har jeg som led i mit pensionistprojekt insisteret på at fortsætte sommerbadningen fra Helgoland, lige indtil sæsonafslutning den 1. oktober. Det har pirret min nysgerrighed efter at afprøve ægte vinterbadning i jagten på det adrenalin-kick, som efter sigende skulle være det hele værd. Da min søster kastede sig ud i det for et par år siden, blev mit indre pres større. Hun er en nøgtern, sandhedssøgende kvinde, der gerne river selvbedragets slør af både andres og egne øjne. På mit fantasiløse spørgsmål om, hvorvidt det var koldt og ubehageligt svarede hun prompte ja til begge dele, og sagde, at hun aldrig havde oplevet den berømte lykkerus – det skulle da lige være af selvfed stolthed over at have overvundet sig selv.

Min ”vinterbadesæson” går foreløbig fra 1. maj til 1. oktober, og jeg kan efter min stille start afsløre, at det var mindre skrækkeligt, end jeg havde frygtet, og jeg havde ikke problemer med at bevare et roligt åndedræt og undlade hyperventilering. Jeg havde endda åndsnærværelse nok til at råbe til min mand, at han skulle tage et billede af mig. Jeg skulle hen over en stenbræmme på 10 meter, så jeg nåede bestemt at mærke kulden i ben og fødder, men det hjalp at have badesko på. Man kan nok ikke kalde en dukkert i 8-9 grader varmt vand i starten af maj for vinterbadning, men det var alligevel en overvindelse. Måske var jeg endda en lille smule skuffet over, at det ikke var værre, så sejren havde kunnet føles så meget desto større. Men om det bliver en vane, ved jeg ikke – måske snarere enkeltstående projekter i egen ret, som fortjener fejring hver gang.

Mit andet forsøg med grænseoverskridende, kropslige udfoldelser var en fire timers smagsprøve på havkajak ved Amager Strand. Når jeg en tidlig, vindstille morgen eller en sen eftermiddag i gyldent skumringslys ser havkajakker glide forbi i lagunen, tænker jeg, at det lige må være noget for mig. Men inden tilmelding til det store kursus i makkerredning og andre skræmmende finesser, var det måske værd at springe i kajakken og tage en prøvetur med instruktør. Det gik hurtigt op for mig, at man absolut ikke bare ”springer i kajakken”. Den ligger særdeles uroligt, vippende og tippende, i vandoverfladen, og det krævede flere modige forsøg, før det overhovedet lykkedes at komme ned i den – overraskelse nr. 1. Det var en nogenlunde vindstille dag, så det var begrænset, hvad jeg ud over selve den livlige kajak skulle kæmpe med. Men man er tæt på vandet, der kan føles meget nærgående. Bedst som den lille gruppe af deltagere var nået ned i den ene ende af lagunen og skulle vende om og sejle hjem igen, faldt en rolig, moden mand pludselig ud af kajakken lige ved siden af mig. Vi kunne bunde, og instruktøren fik ham hurtigt hjulpet op i kajakken igen, mens han fortumlet spurgte ”hvad skete der egentlig – hvad gjorde jeg forkert?”. ”Man skal holde sig rank, koncentreret, i balance og ikke kigge for meget overskulderen eller læne sig til siden”, svarede instruktøren. ”Det synes jeg også, jeg gjorde”, mumlede manden. Så nemt ryger man altså i vandet – overraskelse nr. 2. Da vi kom tilbage til kajakklubben, lagde til og skulle på land, forestod der en chokerende hård, fysisk øvelse i, med hænderne på bådebroen, at hæve sig op i armene og svinge numsen elegant op på broen. Min præstation var tung, uelegant og kravlende, og jeg landede ikke med et fikst lille bump på enden, men fladt på maven – overraskelse nr. 3. Jeg var dog endnu ikke helt afskrækket, men overvejede at tage det egentlige kajakkursus sammen med min seje, nøgterne søster. Hun aflæste dog min tøven, tog i stedet kurset med sin toptrænede datter og meddelte mig efterfølgende, at det mente hun bestemt ikke, jeg ville have kræfter nok i overkroppen til at gennemføre. Det kunne have motiveret mig til at bevise det modsatte, men jeg afstod. Så det bliver nok ved drømmen.

Er det egentlig et godt projekt absolut at ville udfordre sine grænser? Det er det vel….. Hvem tør sige nej til det? Men lige så stor en sejr det er at gennemføre noget, man har været lidt bange for, lige så stor bør sejren være at konkludere, at nu har jeg prøvet det, og det er ikke noget for mig.