Blog

Min far døde den 24. november 2022, 96 år gammel. Han var mæt af dage, træt, taknemmelig for et langt og harmonisk liv, og helt afklaret med, at det kun var hans udslidte legeme – hans livsoplevelsesredskab – der snart måtte give op for årelangt brug og slid, ikke hans sjæl. Den ville, i overensstemmelse med hans livsfilosofi, leve videre i fuld vigør på et åndeligt tilværelsesplan, indtil den en dag på ny ville inkarnere i et fysisk legeme her på Jorden for at fortsætte sin udvikling mod større fuldkommenhed.

Denne livsfilosofi har jeg delt og diskuteret med min far, siden jeg var barn, så jeg er fortrolig med den og finder stor inspiration og ro i den. Men ingen almindelige, jordiske mennesker kan jo med sikkerhed vide, om det lige præcis er sådan, det vil foregå. Vi kan tænke, at det lyder logisk, men et bevis i klassisk forstand kan vi ikke lægge på bordet.

Derfor lavede vi med et glimt i alle fire øjne den aftale, at når han en dag var overgået til det åndelige tilværelsesplan, skulle han sende mig en hilsen, som jeg ville forstå som et udtryk for, at nu var han der, og han havde det godt. Jeg var helt sikker på, at hans hilsen ikke ville komme i skikkelse af en drøm, som han ikke tillagde den store vægt, ej heller som et åndesyn/spøgelse eller en mystisk hilsen på et stykke papir, som ville falde udenfor det logisk mulige. Jeg havde en stærk fornemmelse af, at hans hilsen ville komme som en tanke, en følelse, en impuls, en oplevelse, et svar på et spørgsmål jeg gik og grublede over.

Jeg vil ikke sige, at jeg har ventet i spænding og utålmodighed, men jeg har nok tænkt, at han havde så meget andet spændende at se til i den åndelige verden, som han vitterligt glædede sig til at møde, at han ikke foreløbig havde tid til at sende mig hilsener. Jeg tænkte, at han også ville give mig ro til at finde mig til rette i en tilværelse uden ham, og at den proces ville blive forstyrret af hans intervention.

For nogle uger siden var min mand og jeg på en lille cykelferie på Samsø, en ø ingen af os havde besøgt før. Før vi tog afsted tænkte jeg, at dette lige ville være en ferie efter min fars hoved. Han har rejst en del i sit liv og haft gode oplevelser med hjem, men han var af natur en lidt ængstelig hjemmefødning, som bestemt ikke søgte de store udfordringer udenlands. De små og store dramaer, der altid følger med rejser, omdannede han, som vi andre, til lærerige og sjove anekdoter, men han gik absolut ikke efter dem. Som generationen efter ham har jeg rejst betydeligt mere – ligesom mine børn og børnebørn sikkert vil erobre mere af verden, end jeg har gjort, hvis den altså fremover arter sig trygt og fredeligt. Men min far bifaldt aldrig direkte vores store udlandsrejser, og han glædede sig, til vi kom hjem.

Jo mere rejserne handlede om oplevelse af naturen, og jo tættere på Danmark de udfoldede sig, jo mere kunne han glæde sig over dem. Hans kærlighed til naturen var legendarisk, især den danske. I den store lysbilledsamling, han har efterladt sig, er der kasse efter kasse med billeder af den danske natur, og i en årrække morede han sig med at lægge musik til, især danske sange, som altid kunne drive fugten frem i hans øjne. Som børn sled vi os søndag efter søndag igennem gåture i sjællandske skove, og medens vi udmattede håbede på, at turen kronedes med en is (hvad der var størst chance for i Dyrehaven i sommerhalvåret), kunne min far pludselig stoppe op og recitere et digt med reference til den fugl, det træ, den sø, den udsigt, han netop havde fået øje på. Vi fattede ikke hans begejstring og grødede stemme, som bare trak gåturen i yderligere langdrag.

Så en cykeltur til Samsø ville min far have fulgt med stor interesse og indlevelse.

Min far nærmede sig sidstningen af sit liv med den aller største sindsro. Han var klar i hjernen til det sidste og reciterede sine foretrukne digte og spøgefulde anekdoter og vittigheder til det sidste. Han havde udpræget klæbehjerne og var god til tysk, hvilket ikke er mine stærkeste sider, så da han sengeliggende og med tiltagende svag stemme havde reciteret et digt af Schiller, kiggede han på mig og spurgte ”er du med?”. Det var jeg ikke, så jeg måtte bede ham oversætte, hvilket han gjorde à capella med lukkede øjne for at koncentrere sig. Han opgav ikke at proppe visdom i sin 64-årige datter.

Min far havde et nært, personligt gudsforhold, og jeg er sikker på, at bønnen – d.v.s. den naturlige og ligefremme samtale med Vor Herre – var en integreret del af hans liv og hverdag. Han mente ikke, at der var brug for en mellemmand i skikkelse af en præst til at hjælpe ham over på det åndelige tilværelsesplan. Faktisk frabad han sig på det bestemteste, at der kom nogen form for ”præsteri” ind over hans begravelse. For ham var begravelsen i al sin enkelhed en respektfuld jordfæstelse af hans afsjælede legeme, så han ønskede bare at blive sænket i jorden uden nogen ceremoni. Også dekoration af kisten havde han frabedt sig. ”Blomsten er smukkest i naturen på sin rod” plejede han at sige om afskårne blomster.

Min søster og jeg kendte hans ønske og havde forberedt os på det, så den hvide kiste blev båret fra rustvognen til graven og nedsænket af svigerbørn og børnebørn. I sådan en situation bliver man klar over, hvor hjælpsom den ceremonielle ramme med musik, salmer og præstens ledelse kan være, når man – den afdødes afklarethed til trods – selv skal orkestrere begivenheden. Men det blev, ganske som han ønskede sig, og vi fulgte op med det afslappede og hyggelige gravøl på en god restaurant, han havde beskrevet for os.

Min far ville helst have været begravet smukt, enkelt og naturligt på ”de ukendtes”, men det blev vi klar over, ikke kan ske, når man kistebegraves. Det forudsætter kremering, og det ville min far under ingen omstændigheder udsætte sit afsjælede legeme for. Det skulle have lov til at forgå og formulde stille og roligt over tid. Så nu ligger han ved siden af vores mor på Bispebjerg Kirkegård, og ingen af os forbinder de to gravsteder med de kærlige, levende og engagerede mennesker, som vores forældre var. De lever til gengæld i den grad i vores tanker og erindringer og er med os hele tiden.

Natten mellem den 23. og 24. maj, præcis et halvt år efter min fars bortgang, lå jeg i hotelsengen på Samsø og kunne ikke falde i søvn. Vi havde været på en lang og smuk cykeltur i lunt solskin, let brise, mellem bølgende rapsmarker og lange kartoffelrækker. Overalt var der kig til havet, og i det fjerne skimtedes enten Sjælland, Fyns Hoved eller Jylland. Det var så dansk, fredfyldt og smukt, at man nærmest mistede mælet og bare fyldtes af taknemmelighed over at mærke dette altdominerende kærtegn fra naturen.

Min fars foretrukne filosof Martinus har beskrevet dette overvældende møde med sommeren på denne måde: ”Efter foråret kommer sommeren. Da er livet i sin aller højeste udfoldelse. Da kulminerer alt i farveorgier. Sommervarmen er den herskende. Blomster og blomster og atter blomster farver dagens hvide lys i en mangfoldighed af farvekombinationer. Af den sorte muld har en guddommelig kemi sammensat livets største kunstværker i farver. Og menneskene folder også deres liv ud. Det er feriernes og rejsernes tid. Alle forlader de mørke stuer for at være så meget i sollyset som muligt. Alt, hvad man tidligere måtte værne og beskytte inden for husenes kunstige varme og lys, er nu fremme i selve naturens eget strålende favntag af kulminerende lys og varme. Dagene er lange, natten kort. Vi er i livets domæne”.

Da jeg hen imod morgenstunden efter ganske lidt søvn var parat til at stå op til endnu en dags cykeloplevelser på Samsø, var jeg ganske klar over, at nu havde min far sendt mig den hilsen, jeg havde ventet på. En kærlig påmindelse om, at naturen er vores største læremester, og at vi skal passe godt på dén og hinanden.