Jeg har et anstrengt, fordomsfuldt og uforløst forhold til alkohol – jeg indrømmer det straks. Bare overskriften til dette essay volder mig kvaler. Hvis jeg havde skrevet ”Jeg har aldrig været fuld”, ville jeg måske straks blive stemplet som en hellig moralist, og sådan nogen hader jeg selv at blive udsat for. Andre ville måske tænke ”Ej hvor synd – så har hun aldrig oplevet den fede, løsslupne stemning, hvor alle hæmninger fordamper”, og det er nok rigtigt. Jeg var tæt på at bruge ordet ”beruset” i stedet for fuld, fordi det lyder lidt mere klinisk og ansvarligt end det festlige ”fuld”, som mange vedkender sig at være i ny og næ. Bare til illustration af, hvor svært jeg har det med alkohol. Og hvor lidt uafhængig jeg åbenbart er af andres mening om mig. Som om de ikke have andre og vigtigere ting i livet ens at observere og have meninger om mig. Hvor selvoptaget kan man være.
Jeg har aldrig oplevet mine forældre eller deres venner fulde, men der var absolut ikke streng afstandtagen fra alkohol i mit barndomshjem. Der var en øl, måske til deling, på frokostbordet lørdag/søndag og to snaps, én til hver af de voksne. Min søster og jeg fik en citronvand til deling, eller måske en mørk hvidtøl, men det var vist mest mig, der kunne lide det søde stads. Og det kan jeg faktisk stadig. Når der var gæster, blev der serveret apéritif, hvid-, rød- og dessertvin til maden, cognac og likør til kaffen og en sjus til at køre hjem (i bil !!!) på. Jeg erindrer vitterligt ikke, at dette betydelige alkoholindtag afstedkom andet end livlig snak og godt humør – ikke beruselse. Måske tålte man mere dengang, måske nippede damerne bare til varerne og kørte bilen hjem, eller også var alle bare i løftet stemning, uden at det gik over gevind. Og det var før, man for alvor satte ind overfor spritkørsel. Det havde dog helt sikkert været klogt at lade bilen stå. Der gemmer sig måske nogle fortrængninger i disse tågede og lidt for uskyldige erindringer.
Til gengæld husker jeg både min far og onkel fortælle om ungdommens fester, hvor der blev gået til den, og hvor de ikke lagde skjul på, hvor svært det havde været at slingre cyklen hjem og ramme nøglehullet. Men det hørte for dem en anden og svunden tid til. Nu var økonomien bedre, der var en mere moderne og tidssvarende stil over selskabelighed, og festlighederne var indhyllet i tæt tobaksrøg fra første gæst kom ind ad døren, til al røg og lugt var ude efter flere dages udluftning.
Mine forældre introducerede mig ikke til ansvarligt alkoholindtag, og hvor man i dag samarbejder i forældrekredsen om at styre skolebørnene nogenlunde sikkert igennem deres alkoholdebut i 8. klasse, var der i min tid i slut 60’erne og start 70’erne ingen samvær eller fester i folkeskolen, hvor alkohol overhovedet var et issue. Det kom først i gymnasiet, og da var det som om, mine forældre antog, at nu var jeg stor nok til selv at finde vej igennem fristelserne.
Man kunne købe øl til gymnasiefesterne, og der har sikkert været nogen, der har startet festen hjemmefra eller gemte flasker i en busk udenfor sportshallen, hvor festen blev holdt, men det var meget abstrakt for mig, og i hvert fald ikke noget, som jeg eller mine nærmeste venner deltog i. Der blev selvfølgelig også drukket øl til private fester og til de navnkundige jazzkoncerter i Vognporten i Magstræde. Jeg husker mig selv som forsigtig men ikke snerpet og overdrevent principfast, og jeg drak også en øl eller to – og det var så dét. Jeg var glad for mine venner, min bedste veninde og min første kæreste, men jeg tror simpelthen ikke, at alkohol interesserede eller tiltrak mig, fordi min indre feststemning og glæde var stærk nok i sig selv, og jeg var sammen med venner, jeg var tryg ved, og som heller ikke drak specielt meget.
Jeg har aldrig været i nærheden af at drikke for at blive fuld. Jeg har snarere bestræbt mig på at drikke (med) uden at blive fuld. Og så har jeg været styret af en god portion kontrolbehov og panisk angst for at miste min selvforståelse som fornuftig og moden. Måske var jeg faktisk ingen af delene.
Første gang jeg kom rigtigt på glatis og følte mig faretruende tæt på at falde igennem som kedelig og pinlig, også i mine egne øjne, var en opvarmningsfest forud for sidste skoledag i gymnasiet – dén hvor man er klædt ud og kaster karameller ud til alle de øvrige elever. Jeg har altid været utilpas ved at klæde mig ud, spille fjollet og miste mig selv i et tosset kostume. Jeg har fundet på undskyldninger for ikke at deltage i karnevalsfester i vennekredsen, og jeg meldte mig syg den dag, hvor vi på min – i øvrigt udmærkede – terapeutuddannelse, som en bunden opgave i at udforske egne grænser, skulle møde op til en middag sammen med de andre studerende og lade som vi var fulde, spilde mad og drikke ned ad os selv, bøvse, sige upassende ting og grine larmende. Jeg afviste konceptet med alt, hvad jeg havde i mig af modstand, væmmelse og NEJ!!!
Jeg drog et lettelsens suk, da det blev besluttet, at hver af 3. g.’erne skulle klæde sig i en bestemt farve. Det lød ikke så farligt, og min klasses farve var rød. Det tog mig et nanosekund at regne ud, at mit outfit skulle være min gamle, slidte røde Hummel træningsdragt med rød/hvide zigzagger på siden af ben og ærmer. Absolut hverken smart eller iøjnefaldende opfindsomt, men rød nok til at passe ind i farvekonceptet. Så dét mødte jeg op i. Det værste var, at vi selv skulle medbringe drikkevarer til festen. Mine bedste venner fra 1. og 2. g, som jeg tit havde festet og drukket øl med på den moderate måde, havde været på udvekslingsophold i USA og blev derfor studenter et år efter mig. Så jeg var mere på udebane, gik i baglås og anede ikke mine levende råd. Jeg havde ingen som helst lyst til at drikke mig fuld, og jeg frygtede i det hele taget for dagen, der lagde op til, at man skulle råbe, huje, feste og overskride de sædvanlige grænser. Det havde jeg ingen erfaring i, og jeg tænkte mest på, hvordan jeg kunne gøre mig så usynlig som muligt og bare glide med uden at nogen lagde mærke til, at jeg var langt langt uden for min comfort zone.
Jeg ville have været mest usynlig, hvis jeg havde medbragt et par øl fra mine forældres viktualierum i kælderen. Det kunne jeg bare have gjort – de ville have sagt ja og god fornøjelse. Men mit forkrampede indre rakte i stedet ud efter to tonicvand, som jeg listede ned i min taske. Jeg var bange for, at mine forældre skulle spørge, hvad jeg havde taget med, for jeg tror, det ville have bekymret dem, at jeg meldte mig så eftertrykkeligt ud af festen. Jeg håbede, at de to tonicvand ville se lidt OK ud blandt kammeraterne, men det gjorde de ikke, så da den sejeste og mest druktrænede af mine klassekammerater råbe ”hvad fanden, drikker du vand?”, sank jeg sammen indvendigt, men holdt mig oppe i min ydre skal, fuldstændigt overbevist om, at denne dag bare skulle overstås. Og der kommer ingen happy ending. Jeg husker intet fra dagen andet end denne pinefulde start.
Faktisk kom jeg aldrig i gang med drikkeriet. Et år på sprogskole i Frankrig efter studentereksamen med studiekammerater fra hele verden og et livligt socialt fællesskab lærte mig, at dansk drukkultur er i verdensklasse, og at det slidte mantra om, at man kan godt more sig uden at drikke sig fuld, er sandt.
4 ½ års efterfølgende, kedelige jurastudier fik mig heller ikke rigtigt op på druk-beatet. Jeg interesserede mig ikke for jura, men blev pligtopfyldende ved til den bitre ende. Det første til mit første job som nyuddannet jurist i Industriministeriet og et kollegialt fællesskab, som jeg blev meget glad for. Årets festlige højdepunkt var julefrokosten, som blev holdt kontorvist med de nærmeste kolleger og med hjemmelavede bidrag til sammenskudsfrokosten. Kontorchefen gav drikkevarerne, og da min kontorchef havde mange arbejdsmæssige kontakter på fremmede ambassader, og der dengang ikke var forbud imod at modtage gaver som embedsmand, åbnede han generøst for barskabet med diverse julesprut fra især Østeuropa. Stemningen var tryg og sjov, og ved én af disse julefrokoster, hvor der skulle spilles Trivial Persuite, som jeg havde medbragt, hørte jeg mig selv med et par tilløb og snøvlet stemme præsentere spillet. Kollegerne grinede, og til min store overraskelse grinede jeg med, og var måske en lille smule stolt over min sene debut som beruset. Men jeg var også forskrækket, episoden står mejslet i min erindring, og det har aldrig gentaget sig! Jeg kan miste lidt af besindelsen og selvkontrollen, hvis jeg bliver bekymret og bange for noget, der handler om mine børn eller børnebørn – men aldrig på grund af alkohol.
Nogle år inde i min karriere havde jeg igennem et års tid et tæt samarbejde med en kollega, der var fransk gift og udstationeret med familien i New York. Når han var i Danmark, inviterede han som regel på frokost eller middag, og med hans internationale udsyn, familie og arbejde blev jeg både introduceret til begrebet ”middag” i stedet ”aftensmad” og til vinens verden, ikke mindst Bourgogne. Jeg var vandt til, at min far serverede vin uden det store kendskab til de finere nuancer, og mine ophold i Frankrig som fattig studerende havde aldrig åbnet andre døre end til billig Côte du Rhône. Nu kom der mere schwung over det, og jeg lærte at sætte pris på et godt glas vin.
Det samme gør min mand, og med gradvist forbedret økonomi, nye rejsevaner og med venner, der deler samme glæde ved god vin, har det ikke været svært at vænne sig til et forbrug, der ramler ind i de stedse lavere grænser for anbefalet, ugentligt max-indtag. Karrieren har ført mere arbejde, mere ansvar, større belastning og ind imellem stress med sig, og er der noget så afslappende som at drikke et godt glas vin til et veltillavet måltid, når man omsider er kommet hjem, har smidt kontortøjet og nu kan snakke dagen igennem med sin ægtefælle, bedste ven og klogeste samtalepartner? Nej vel? Det er en stjernestund, og når afslappelsen sætter ind, varmen stiger op i kinderne, snakken går let og finder egne nye veje, er det nemt at række ud efter flasken og tage et glas mere. To glas til fruen, tre til herren og en sjat, mens han fylder opvaskemaskine og rydder op i køkkenet. Det var så den flaske.
Det bliver man faktisk ikke beruset af, men eftertanken sætter alligevel ind. Det smager godt, og det er jo én af hovedårsagerne til, at et (2-3) glas vin til middagen er dejligt og fristende. Ingen af os har den mindste lyst til at blive berusede, og dårlig nattesøvn, kvalme og hovedpine dagen efter er der ingen, der gider (mere). Så hvad er det, der er på spil her? Det er måske ikke så sjældent (også) den lette, befriende følelse, som selv en lille smule alkohol bringer os i? Er det så en form for afhængighed? Ja, det kan man vel godt kalde det. Og nu bliver det ubehageligt. Er det uskadeligt at indtage et kemisk opløsningsmiddel? Nej, selvfølgelig ikke.
Hvordan oplever vores indre organer og celler mon den syreregn, vi i større eller mindre kvanta sender ned over dem? Så er én af grundene til, at sådan nogle som os drikker vin, at vi faktisk ikke kun nyder den gode smag men også går en lille smule efter effekten? Ja, det er det vel nok. Hvorfor lader vi så ikke bare være? Fordi det sociale samvær bliver lidt mindre afslappet, sprudlende og let. Hvorfor er det f.eks. svært for nogle ADHD-patienter at overvinde sig selv til at tage medicin? Måske fordi de oplever, at livet så bliver en lille smule mindre farverigt og spændende.
Jeg har fortfarende aldrig været rigtigt fuld, hverken dengang alkohol skræmte mig som ung, og hvor det var tøset og uchecket ikke at drikke, eller senere, hvor jeg har lært at sætte pris på et godt glas vin, og hvor det ikke skorter på gode, helbredsorienterede råd om genstandsgrænser. Jeg indtager aldrig mere end de 10 ugentlige genstande, man anbefaler som max, men jeg tror alligevel, det er på tide at lægge stilen lidt om.
Jeg undersøger og afprøver markedet for Kombucha og alkoholfri vin, for det er hyggeligt at drikke noget festligt og velsmagende til et måltid mad. Desværre smager det ikke alt sammen særlig godt, men forskningen og udviklingen går hurtigt, og ligesom man nu laver fantastisk alkoholfri øl, vil der sikkert indenfor få år findes glimrende ditto vin. Men en godt indarbejdet uvane slipper ikke så nemt taget i os. Lige så besværligt det er at sige nej til flyrejser og i stedet vælge den besværlig togrejse eller lange biltur med elbilen, lige så træls er det at afskære sig selv fra den lille, opløftende rus.
Men jeg vil ikke skubbes alt for meget af sundhedsanbefalinger og dårlig samvittighed. Jeg vil gå selv, og øve mig i at opleve suset, afslapningen og glæden ved at sige nej tak (næsten hver gang) til alkohol.
