Blog

I sommeren 1976, mellem 1. og 2. g., satte jeg for første gang fod på amerikansk jord. Et par af mine klassekammerater fra gymnasiet havde allerede besøgt USA på sprogrejser eller high school ophold, men ingen i min familie havde nogen sinde været der. Så på den front var jeg lidt af en pioner og first moover – noget der ellers ligger mig ret fjernt med mit lidt ængstelige sind, som ser potentielle farer eller faldgruber, længe før de dukker op, hvis de overhovedet gør det.

Min familie havde haft en jævnaldrende amerikansk pige, Sandy, boende nogle måneder hen over vinteren 1975/76, og nu var jeg inviteret til at besøge hende i USA. Familien boede i den lille by, Cold Spring Harbor, på Long Island, en god times kørsel øst for New York. Ingen af stednavnene sagde mig noget særligt præcist, så jeg drog afsted med åbent sind og følelsen af sætte kursen mod alle drømmes mål.

En pige fra min klasse, som jeg ellers ikke havde meget at gøre med, skulle med sine forældre og bror med det selvsamme fly til New York, og jeg fik lov til at slå følge med dem igennem lufthavnen og ombord på flyet. Familien var velhavende og rejsevant, og havde adgang til en lounge, hvor vi kunne vente, til det var tid til at boarde flyet. Jeg havde aldrig været i en lounge før og forstod ikke helt konceptet med at forlade den pulserende og forventningsfulde stemning i afgangshallen for at sætte sig i et tyst rum med kaffe og aviser.

Jeg kunne ikke helt se for mig, hvordan vi kunne sidde fem personer på rad og række i flyet. De fly, jeg havde fløjet med, havde kun tre sæder på hver side af midtergangen. Her viste der sig at være store forhold med 11 sæder på hver række, fordelt på begge sider af to gange. Min klassekammerat og hendes bror var rolige og trygge i selskab med deres forældre, og hele familien udstrålede fortrolighed med alt, hvad der forgik under den lange flyvetur. Jeg var urolig og spændt og havde svært ved bare at synke ned i det medbragte læsestof. Det bestod bl.a. af Billed Bladet, der diverterede sine læsere med en omfattende reportage af Kong Carl Gustaf og Dronning Silvias bryllup i Stockholm. Da vi landede i JFK stod Sandy klar til at modtage mig, og jeg gav jeg slip på mine rejsefæller, der havde passet på mig tværs over Atlanten.

Jeg havde taget kørekort et halvt år forinden, da jeg fyldte 18, og var efterhånden blevet fortrolig med mine forældre lille, rustfarvede Simca – et enkeltstående eksperiment mellem barndommens lyseblå Folkevogne og den senere række af cremefarvede Lada’er. Mine forældres bilsyn var meget pragmatisk og praktisk: en bil er et transportmiddel og behøver ikke være større, end hverdagsbehovet tilsiger – og det er i hvert fald under ingen omstændigheder et prestigeprojekt, egnet til at imponere andre. Sådan forholdt det sig ikke i USA, erfarede jeg. Sandy viste mig med en vis stolthed familiens nyerhvervelse: en kæmpestor, sølvfarvet Cadillac med automatgear og servostyring, og tilmed familiens bil nr. 2. Hun manøvrerede rundt med den ved nonchalant at stikke en pegefinger ind i rathjulet og dreje det rundt, som om det nærmest kørte af sig selv.

Den kørte vi hjem til Cold Spring Harbor i, alt imens jeg ivrigt forsøgte at få en samtale i gang på dansk, som højst usædvanligt havde været vores fælles sprog, da Sandy boede hos os. Hun var en højt begavet pige, der under sine måneder i Danmark havde lært sig perfekt dansk. Men nu brugte hun det naturligvis ikke længere og havde nærmest helt glemt det igen. Det bragte mig en tand mere på udebane, end jeg havde forventet. For en nysproglig 18-årig i 2024 er engelsk piece og cake, men dengang var den engelsksprogede hverdagspåvirkning ikke tilnærmelsesvist så stærk som i dag, så engelsk var faktisk et vaskeægte fremmedsprog. Sandys 16-årige lillebror, Jeff, der som resten af familien var bidt af golf, forsøgte en dag med stor iver og i høj hastighed at forklare mig golfspillets regler. Jeg tror nok, at jeg så passende interesseret ud og formåede at fremstamme nogle anerkendende lyde, men mine ører blokerede, og jeg husker ikke andet end begrebet ”birdie”, som gik igen hele vejen igennem beretningen. Jeg kom mere på glatis, da Sandys mor, Nancy, en dag bad mig forklare, hvordan man reder en seng på dansk. Hvad hedder egentlig dyne, hovedpude, lagen, dynebetræk, hovedpudebetræk og sengetæppe? Et behjertet forsøg på at få mit lidt generte engelsk på gled.

Da vi nåede frem til familiens hus, åbenbarede der sig som en materialisation af et arketypisk drømmesyn en villavej med smukke, lidt tilbagetrukne, to etagers huse i New England stil, med store træer og buske i forhaven og en smooth og elegant overgang mellem have og kørebane – ingen cykelstier og fortove her, ej heller stakitter, hække eller metalhegn med lukket port.

Jeg blev vist rundt i hjemmet, der var smagfuldt indrettet med afstemte farver på møbler, tæpper og nips, der efter danske standarder hældede lidt i den opulente og overlæssede retning. Jeg hørte for første gang om begrebet ”interior decorating”, som noget der bevidst indebar til- og fravalg, uanset hvor meget man måtte holde af arvestykker og ukurant skrammel. Sandys værelse var indrettet i en overvældende, amerikansk ungpigestil med flæser og blomstrede tekstiler i pastelfarver. Min forklaring på dansk sengeredning må have efterladt indtrykket af, at jeg enten simpelthen manglede ord, eller at en dansk seng er meget simpelt redt, for jeg havde aldrig set så overdådige sengetæpper, pyntepuder og – neden under – så elegant og farverigt sengetøj.

 

Badeværelset var en sag for sig, ligeledes indrettet med en mangfoldighed af detaljer helt ud i blomster, nips, belysning og tykke, tykke håndklæder. Sandys far Fred forklarede mig noget, som han selv betegnede som ”very smart”, nemlig at det våde håndklæde efter douche bare skulle smides i en stor skuffe, der kunne trækkes ud under badeværelsesbordet. Hverken et stort bord omkring håndvasken eller sådan en skuffe havde jeg set før, og jeg spekulerede på, hvor det våde håndklæde mon havnede, når man smed det ned i skuffen. Svaret var det meget enkle, at det havnede på bunden af skuffen, hvorfra Nancy om formiddagen samlede det op og bragte det ned i kælderen til vask. Den lidt respektløse machoattitude slog mig, ligesom det var helt uvant for mig, at man bare smed et håndklæde til vask, der kun havde været brugt en enkelt gang.

Bag Jeffs entusiastiske forklaring på golfspillets finesser gemte der sig en hel families passion, ikke bare for golf, men for en lang række sportsgrene. Allerede da Sandy boede hos os havde hun fortalt om golf, skiløb, tennis og vandski, men jeg var ikke klar over, at det hører med til amerikansk livsstil og selvforståelse at dyrke mindst én men gerne flere sportsgrene. Jeg havde nogle vintre stået på ski med mine forældre i Norge, men jeg havde aldrig haft en golfkølle, en tennisketcher eller et håndgreb til vandski i hånden.

Fred ejede en værktøjsvirksomhed i New York. Han tog tidligt afsted om morgenen og kom sent hjem, men dårligt havde han sat kontortasken, før han iførte sig golftøjet og tog afsted til ”the club”, som var den golfklub mange af familiens aktiviteter cirklede omkring, ikke bar sportsligt men også socialt. Jeg blev introduceret til golfspillet på en træningsbane, hvor jeg fik stukket en kølle i hånden og blev instrueret i, hvordan jeg skulle slå til den lille, hvide kugle for mine fødder. Jeg havde kun erfaring fra det danske sommerlands minigolfbaner og gik meget forsigtigt til værks. Det duede ikke, og jeg fik besked på at starte slaget med arme og kølle helt oppe til venstre for hovedet og så slå igennem helt over til den anden side. Jeg husker bedst det stød i kroppen, det gav, når køllen ramte jorden og slog et lille stykke grønsvær løs, mens kuglen lå lige så stille og ventede på, at jeg skulle få ram på den. Det gjorde jeg aldrig, og jeg fik en første fornemmelse af, at golf er en meget teknisk sport. Jeg kørte med rundt på banen i én af de legendariske, små, elektriske golfbiler, som jeg anså for en lidt doven løsning på transporten fra hul til hul. Familien spiste ofte på klubbens restaurant, hvor alle hilste hjerteligt på hinanden, og hvor jeg for første og sidste gang blev præsenteret for snegle i hvidløgssmør.

Som barn havde jeg fra stranden i sommerhuset ved Sejrøbugten kigget på vandskiløbere, der med rank ryg og strakte arme fløj hen over vandet bag en speedbåd. Jeg syntes det så sjovt og ikke særligt svært ud. Nu fik jeg chancen – og tog den ikke. Med nogle af Sandys venner, herunder én der havde adgang til en speedbåd, sejlede vi ud på Long Island Sound, og de tog på skift en tur på vandski. Bådens fart, motorens larm, vandets dybde, den muskelkraft i arme og ben jeg kunne se skulle til, og den teknik hvormed de stillede skiene i vandet, mens farten tog til og de kom op og stå på vandoverfladen, overvældede mig, og jeg afslog at kaste mig ud i det. I stedet kom jeg hjem med en tomatrød ryg, der havde fået sol og vandspejling flere timer i træk den eftermiddag. Den var smertefuld, tør som pergament, og det tog flere dage, før jeg kunne ligge på den igen.

Det var den sommer, hvor Sandy blev færdig på high school, og jeg var med til hendes graduation ceremony, hvor jeg måbende iagttog de lange, sorte kapper og firkantede hatte med kvast. Derefter fulgte en række fester og sammenkomster mellem vennerne, som jeg var inviteret med til. En af festerne forgik hos en familie, der havde swimmingpool. Aftenen faldt på, det blev mørkt, og lysene blev tændt i poolen og de omkringliggende træer. Der blev spist og drukket på pool kanten, og alt var meget stemningsfuldt og fortryllende – som taget ud af en film. Jeg blev præsenteret for en svensk dreng, der var udvekslingsstudent på Sandys high school. Jeg tænkte naivt, at han måske syntes, det kunne være sjovt at tale dansk/svensk med mig, men intet var han mere uinteresseret i. Han var fuldstændigt i flow med sine amerikanske venner, denne festaften, og sit engelske sprog som bare flød ham ubesværet ud af munden. På et tidspunkt tror jeg, at nogen har tænkt, at hende den lidt stille dansker trænger til en ordentlig én på opleveren, så hun kan komme i festhumør, så de tog mig i arme og ben, svingede mig i luften og kastede mig ud i poolen. Jeg kom op, lånte noget tørt tøj og følte på en sær og lettet måde, at jeg nu rent faktisk havde fået min ilddåb blandt alle disse unge venner. Det eneste, der bekymrede mig bagefter, var, at der var trængt vand i det Tissot ur, jeg havde fået af min moster og onkel i konfirmationsgave. Jeg tog ikke let på den slags og kendte ikke til nogen køb-og-smid-væk-kultur, så Fred fik det renset og tørret hos en urmager.

Jeg kendte til fester fra mit eget gymnasieliv der hjemme, dog ikke med swimmingpool, men det var nyt for mig, at Sandy og veninderne gik ud og spiste frokost sammen. Det forekom mig meget voksent og var et kig ind i et ungt veninde-kvinde-liv, som jeg ikke kunne genkende. Det gik hurtigt op for mig, at min medbragte garderobe var udpræget dansk og sommerfornuftig, med et meget lille udvalg af gå-i-byen-tøj. Og det festligste af mit tøj var klasser under det stil- og pynteniveau, som Sandy og veninderne stillede op i. De var iført de flotteste sommerkjoler, højhælede sandaler, smykker, stylet hår, make-up og lakerede negle.

Restauranten serverede især lækre og fyldige frokostsalater, og ikke nok med, at udvalget af salater var overvældende – man skulle også vælge mellem mange forskellige typer dressing. Jeg var udmattet af hele tiden at stå overfor noget totalt nyt, så jeg husker mit valg: Spinatsalat med blue cheese dressing.

Nancy havde spottet min mere ”fornuftigt sporty” end ”feminint yndige” garderobe og tog mig med til en veninde, der syede kjoler i Laura Ashly stil. Jeg prøvede først en mellemlang kjole i brunlige mønstre med lange, gevaldige pufærmer, brede manchetter, bindebælte under brystet og lange, flæsekantede etager med masser af stof, der svingede omkring benene, når man gik. Derefter prøvede jeg en lang kjole i lyseblå nuancer, syet i et lidt tungt faldende chiffonstof. Den havde en corsageagtig overdel med bindebånd midt for, holdt oppe af to stropper kantet med hvid blonde – og helt bare skuldre. Det hele svimlede for mig, da jeg så mig selv i spejlet. Det var som at prøve prinsesse-udklædningstøj for sjov i en ekstravagant, udansk stil. Men de var drømmeagtigt flotte, hvilket Nancy straks kunne se, så hun sagde bare ”vi tager dem begge to”. Det var svært at finde anledning til at gå med dem, da jeg kom hjem, men de få gange, jeg havde dem på, blev de bemærket.

En aften tog vennegruppen til New York for at se en IMAX film i Lincoln Center. Salen var gigantisk og stejlt trappeformet, så alle havde uhindret udsyn til lærredet. Jeg fik et par 3D briller på og et bæger popkorn stukket i hånden, og så lettede jeg bogstavelig talt fra sædet i skræk, benovelse og kildren i maven over at flyve hen over dybe kløfter, forrevne bjerge, høje bygninger og pludselig dybt ned og hen over havoverfladen. Vild og ukendt oplevelse. Salen flød med popkorn bagefter. Jeg kan ikke huske, om jeg fik spist mine, så måske har jeg i kroppens automatiske medleven i 3D-oplevelsen også bidraget til den del af festen. Jeg syntes, at den altgennemtrængende lugt af popkorn og alle de efterladte, hvide prikker mod det mørke tæppe var noget rigtigt svineri.

Sandy og jeg blev sendt på indkøb i supermarkedet, som opviste et imponerende skue af fantastisk flotte frugter og grønsager, modne og farverige. Udvalget af morgenmadsprodukter var enormt og uoverskueligt, og der var metervis af dybe og brede kølediske og frostskabe med alle mulige færdigretter. Man kunne få ”low calory” sodavand – men kunne det nu virkelig være rigtigt?  På vej ud snuppede Sandy lige et stort glas peanut butter, som især Jeff spiste store mængder af i en klam sandwich sammen med en ubestemmelig rød jelly, klemt sammen af to store skiver firkantet, hvidt brød. Og en æske med alt nødvendigt til en kage, der på indpakningen nærmest lignede en bryllupskage. Den bagte vi i et snuptag et par dage efter, hvor den ene af de to sølvfarvede poser, der lå i pakken, blev rørt op med mælk, hældt i en form og smidt i ovnen, mens indholdet af den anden pose blev rørt op med vand, så der opstod en metalliskglinsende, nærmest selvlysende pink frosting, der blev hældt ud over den bagte kage. Ingen opskrift, ingen vægt, ingen mel på bordet, ingen knuste æggeskaller – ingen synlige råvarer overhovedet.

En aften havde Sandys forældre inviteret gæster til barbecue i haven. Havegrillen var ganske vist også kommet til Danmark, men dels blev den vist mest brugt til at grille pølser, dels havde mine forældre på det bestemteste afvist at købe sådan én. Men her var grillen hele aftenens omdrejningspunkt, og Fred var grillmester og bartender, mens Nancy havde sørget for diverse tilbehør. Der blev bl.a. grillet kvarte kyllinger, der først havde fået en tur i en såkaldt mikroovn, der på ingen tid gjorde noget mystisk ved kødet, så det bagefter bare skulle steges smukt færdigt på grillen i haven. Det var toppen af stemning og hygge på terrassen i den varme sommeraften, omgivet af havens træer, buske, blomster og lyde.

Til fester, frokoster og hjemmemiddage blev der aldrig serveret alkohol for os unge – kun vand eller sodavand. Det var mit første møde med den strenge, amerikanske alkoholkultur, som sikkert buler ud i det gedulgte. Men det så jeg ikke. Sandy havde en kæreste, Charlie, som deltog i alle de mange ungdomsfestligheder i anledning af graduation og sommerferie. En morgen hørte jeg fra værelset, hvor jeg sov, at Fred havde taget sin datter i højlydt, alvorligt forhør om, hvorvidt Charlie havde overnattet hos hende og var smuttet tidligt afsted, før resten af familien nåede at opdage ham. Sandy bedyrede sin uskyld overfor sin far, og det kom bag på mig, at han i givet fald ville have anset det for en meget alvorlig forseelse. Da jeg fik min første kæreste i 1. g., sendte min mor mig uden videre formaninger og dikkedarer til lægen, hvor jeg fik p-piller.

Familien inviterede mig på et par uforglemmelige byture til New York. Først viste de mig den ekstremt smukke og harmoniske Chrysler Building i amerikansk Art Deco. Og så syntes de, jeg skulle se det hele lidt fra oven, og tog mig med op i det nu hedengangne World Trade Center, dengang byens højeste bygning, hvor vi fra et udsigtsdæk havde en storslået 360-graders udsigt over byen i solnedgang. Bagefter spiste vi middag på roof top restauranten. Den næsten fysiske følelse af højde, udsigt og luksus husker kroppen stadig, og den responderer på mindet med hjertebanken, måske også med tanke på, hvad der siden skete med Tvillingetårnene. På næste bytur skulle vi se en Broadway musical, der hed Bubbeling Brown Sugar, og som havde udelukkende sorte sangere og skuespillere som medvirkende. Jeg sugede det uvante og dybt professionelle sceneri ureflekteret til mig, men har senere tænkt, om det mon ville være god tone i dag at spille en musical med den titel. Bagefter skulle vi spise på en restaurant, og jeg var blevet bedt om at fortælle, hvilken type mad, jeg havde lyst til. Jeg må have set spørgende og uforstående ud, for Fred kastede en håndfuld eksempler på bordet: Italiensk, indisk, mexicansk, kreolsk, fransk ….. Jeg greb ud i luften efter det mexicanske, der lige så lidt som de andre forslag på forhånd sagde mig noget. Sort dans og musik, stærk mexicansk mad ….. hvor eksotisk kan det blive?

Sandy arbejdede nogle dage hver uge i en lokal gavebutik – The Unique Shop – i Cold Spring Harbor, så Nancy tog mig med på et par ture, hvor jeg mødte nogle af hendes voksne veninder. Vi startede med en shopping tur, hvor hun skulle købe en bryllupsdagsgave til Fred. Det var ikke en rund bryllupsdag, og jeg havde fra min egen familie kun set, at min far købte en buket blomster til min mor på deres bryllupsdag – hvis han huskede den. Min mor købet aldrig noget til min far. Så jeg syntes det var meget ekstravagant, at Nancy overvejede en læderjakke som gave til Fred. Hun bad sågar om min mening. ”Rigtig flot” har jeg sikkert sagt, og tænkt, at min far med sine dyreetiske principper meget ville have frabedt sig sådan én. Så kørte vi ud til en strand med private badehuse, hvor man kunne skifte tøj og låse det hele inde, mens man badede. Det var vigtigt, at man ikke afslørede sin nøgne krop, og der var absolut ingen, der solede sig eller badede topløs, så det var praktisk, at hele tøjskifteprocessen kunne foregå i et badehus. Imens vi baksede med det, snakkede de to veninder om, hvorvidt de tog deres smykker, herunder brillantringe, af, når de badede i henholdsvist havvand, klorvand og badekar. Jeg husker ikke konklusionen men fornemmede, at deres udfordring måtte befinde sig højt, højt oppe i problempyramiden. Udflugten endte til en frokost hos en veninde, der levede af at dyrke miniature grønsager til restauranter. Haven med dens mange fint passede og lugede bede var imponerende med deres bittesmå squash, auberginer, græskar, blomkål m.v. En Bonsai-verden af grønsager der handlede om et for mig uopdaget aspekt af gastronomisk æstetik.

Nancy havde en veninde, der drev en antikvitetsbutik i New York, og på endnu en bytur havde veninden tilbudt, at vi kunne overnatte i hendes lejlighed, der meget passende var møbleret udelukkende med tunge, dyre antikviteter. Måske en slags lager for noget, der senere skulle sælges i butikken. Da vi ankom til adressen, blev vi ved gadedøren modtaget af en vagtmand i uniform, der bad os legitimere os. Så blev vi lukket ind i vestibulen og gik hen imod elevatoren. Da døren gik op, stod der endnu en uniformeret mand, der betjente knapperne og ledsagede os til den ønskede etage. Så var vi omsider fremme ved lejligheden, der var enorm og lidt uhyggelig i al sin tunge overmøblering. Jeg sov i en dobbelt himmelseng med en kæmpe baldakin svævende højt over mit hoved.

Nærmere himlen kunne man ikke komme, og jeg var efterhånden også ved at have fyldt mit sanseapparat så meget op med overvældende oplevelser, at jeg begyndte at længes efter at komme hjem i velkendte rammer, der ikke hele tiden bombarderede mig med nye indtryk.

Det var en overvældende generøs modtagelse, jeg havde fået, og rejsen står for mig som overopfyldelsen af forestillingen om amerikansk kultur. I dag er det meste mainstream også i Danmark, og vi er på baggrund af de senere års iagttagelse af udviklingen i det amerikanske samfund begyndt at se på det med en dyb, skeptisk panderynke. Har de nu også fat i den lange ende? Er det stadig et samfund, vi beundrer og kopierer, eller ser vi snarere en kultur, der nærmest begår selvmord for åbent tæppe? Der er en verden imellem de to yderpunkter.

Billede af Aaron Burden fra Unsplash.com