Mon ikke der er mange af os, der både kan huske og savner skuespilleren Anne Marie Helger? Hun var i stand til at gestalte personer og fænomener, som vi lo hjerteligt af, og som vi først bagefter opdagede var et spejlbillede af os selv – eller i hvert fald et aspekt af vores endnu lidt primitive og ufærdige sind.
Jeg husker en sketch fra et TV-program, hvor hun frejdigt fremviste sine ”kødfulde ankler”, som hun kaldte dem, og smurte dem grundigt ind i mayonnaise, fordi hun mente, at ”med fedt skal fedt fordrives”. Ha-ha hvor var det sjovt, men netop denne sketch rinder mig i hu nu, hvor vi som en aktuel, langt mere grusom, men lige så paradoksal, parallel ser ud til at mene, at ”med krig skal krig fordrives”.
Hvis man tillader sig at betvivle dette dogme, bliver man lynhurtigt udråbt som naiv, og man bliver prompte bedt om at redegøre for forskellen mellem Hitler og Putin, der efter manges opfattelse er to alen ud af ét stykke, hvad de nok også er i moralsk forstand, og derfor skal have et benhårdt, resolut, militært svar på sin fremfærd i Ukraine. Ikke den samme tøvende og tillidsfulde holdning, man lagde for dagen i forhold til Hitler, da han snuppede Sudeterland og bedyrede, at nu havde han fået, hvad han ville, og så skulle vi ikke få mere bøvl med ham. Det fik vi som bekendt.
Sådan en diskussion er jeg ikke i stand til at vinde, for alle andre argumenter end oprustning og krig accepteres og høres overhovedet ikke i den brede offentlighed og på politisk niveau. Jeg synes bare ikke, der er så mange gode eksempler på, at krig (uanset om det er angreb eller forsvar – for sidstnævnte glider som regel før eller siden sammen med førstnævnte) har skabt fred, højst en midlertidig, fredslignende periode.
En anekdote, som vistnok bunder i en helt reel episode, fortæller, at en dansk, nu afdød, filosof engang for mange år siden gik en tur, iført bl.a. sit helt almindelige armbåndsur. Det havde en forbipasserende ”bølle” fået øje på, og han passede filosoffen op og bad truende om at få uret udleveret, hvortil filosoffen svarede ”jamen, hvis du mener, at du har mere brug for det end mig, så må du jo tage det”. ”Bøllen” blev så paf og usikker på sit forehavende, at han løb sin vej – uden uret.
Det er jo en helt anden tilgang til et ”angreb”, og er langt mere i overensstemmelse med Jesu ord om, at ”uanset hvem der giver dig en lussing på din højre kind, så vend også den anden til”, og ”stik dit sværd i skeden, for alle der griber til sværd, skal falde for sværd”. Det er et par meget kontante, vidtgående og krævende bud at efterleve for nutidens mennesker – så krævende at vi faktisk ofte slet ikke er i stand til det.
Igen vil den, der henviser til disse vejledende råd, når talen falder på krigen i Ukraine, Mellemøsten eller andre steder, blive anset for lallende naiv, og man vil blive belært om, at man ikke kan sammenligne hverdagens småangreb med rigtig krig. Det er også svært, det må man erkende, men i princippet er den lille og den store krig det samme.
Det paradoksale er, at vi i vores vestlige kultur føler os sikre på, at vi – ganske som i de krigeriske korstogs tid – går i krig med det kristne kors højt hævet over hovedet og i tillid til, at vi er på en helt legal, nødvendig og fredsskabende mission, som før eller siden vil få fjenden ned med nakken og lære ham, at sådan spiller klaveret ikke. Vi mener at udleve, at ”ret er magt”, hvorimod fjenden uretmæssigt demonstrerer, at ”magt er ret”.
Vi kan alle sammen blive fotograferet i et uheldigt øjeblik, hvor vi har en grimasse eller et ansigtsudtryk på, som er upassende, eller som vi mener helt fejlagtigt udtrykker et humør eller sindelag, som vi ikke kan genkende os selv i. Sådan et billede bliver straks slettet fra vores private smart phone. Så jeg ved ikke, om jeg gør vores statsminister uret ved at fremhæve disse to nylige fotos af Mette Frederiksen, hvor hun ser ualmindeligt glad og tilfreds ud ved at sidde og lave sjov med Volodomyr Zelenskyj i et dansk F16 fly på jorden, og ved i forbindelse med våbenindkøb i Sverige i stige smilende op af en kampvogn til ventende journalister.
Det gyser i mig, og jeg bliver alvorligt bekymret, når jeg ser denne uhæmmede begejstring over den igangværende gigantiske oprustning og donation af våben. Jeg tror, vi er totalt på vildspor og på vej ned ad en vej, som fører os dybere ind i krig, hævn og langvarig ufred. Måske af gigantiske dimensioner. Statsministeren er end ikke bange for åbent at sige, at det hele godt kan ende i en tredje verdenskrig. Og på seneste Nato-topmødet i USA giver hun udtryk for, at vi i Vesten skal slå langt hårdere tilbage på Rusland, der ikke ser ud til at ville fred. Ja, risikoen for en tredje verdenskrig er desværre ikke ren fantasi, men det beror vel ikke alene på den såkaldte fjende – det beror vel også på, hvordan vi selv reagere på fjendens fremfærd. Er krig virkelig det eneste svar? Tror vi på, at kun gengældelse og hævn kan skabe fred?
Kunne man ikke – i det mindste i teorien – forstille sig en dansk regering sige, at vi på det kraftigste tager afstand fra Ruslands illegale angreb på Ukraine, men vi ønsker ikke at gå i aktiv krig. Derimod påtager vi os gerne en omfattende humanitær bistand. Sådan én er der vel også brug for i krig, og ville det ikke være en værdig opgave for at land som Danmark, der ser sig selv som fredeligt og fredselskende? Alle de penge vi sætter af til oprustning nu, kunne jo sættes til side til massiv og effektiv genopbygning af efter krigen, når den engang slutter.
Hvis krig er det, den overvejende del af den vestlige verdens befolkninger og politiske ledere af hjertet tror på og derfor absolut vil sætte alt ind på at gennemføre, så kommer det til at ske, med alle de frygtelige lidelser og konsekvenser det vil få. Den eneste trøst er, at jo voldsommere fejltagelser og attentater mod selve livet vi gør os skyldige i, jo mere smerte vil vi påføre os selv – og kun ad den vej bliver vi klogere og indser nødvendigheden af at slå ind på en helt anden verdensmoral. Men den kommer ikke som en blot og bar beslutning. Den kommer alene gennem smertefuld erfaring og derigennem evnen og viljen til at gå nye veje.
I mellemtiden må vi bare være ærlige og se i øjnene, at vi i praksis i stor udstrækning stadig lever efter Det Gamle Testamentes dogmer om ”øje for øje og tand for tand”. Det Nye Testamentes næstekærlige fredsmoral har vi knap nok taget fat på.
