Jeg tænker på dig hver dag
Det er snart otte år siden, du som 86-årig forlod den fysiske verden, syg af Parkinson og demens og som beboer på et plejehjem, der havde et sødt og omsorgsfuldt personale, men som alligevel var uendeligt trist. Ikke kun fordi det var et af Frederiksbergs gamle, mørke og umoderne plejehjem, men også fordi dit liv var blevet uendeligt trist. Jeg tænker på dig hver eneste dag, nogle gange bare i et glimt, andre dage mere sammenhængende og centreret omkring begivenheder eller følelser, der folder sig mere detaljeret ud.
Du var slet, slet ikke dig selv, da du døde. Jo, det var du selvfølgelig, men din hjerne var så ødelagt, at dit sind, din personlighed, din kærlighed og nysgerrighed, dit engagement og din omsorg, dit moderskab og dine mange andre roller som hustru, mormor, oldemor, søster, svigermor ikke kunne trænge igennem og folde sig ud. Vi fik at vide af din neurolog, at man ikke bliver ramt Parkinson efter 70-års alderen, og når jeg husker tilbage, giver denne rettesnor god mening. Der begyndte at ske næsten umærkelige forandringer og indtræffe små hændelser, hvis aftryk i hjernen først efterhånden samler sig til en oplevelse af, at noget er galt, at personligheden har ændret sig. Det er en ubehagelig sygdom med både fysiske og psykiske konsekvenser, og din neurolog sagde trøstende, at det er en sygdom, man ikke dør af, men med. Det har jeg aldrig helt forstået, for den ledsagende demens var vel det, der i sidste ende slukkede din fysiske krop endegyldigt ned. Du blev forvirret, vred, frustreret, bange, hjælpeløs, psykotisk, og det var svært og trist at besøge dig. Du genkendte mig, men blev ligesom ikke rigtigt glad for at se mig, snarere vredt ulykkelig over ikke at kunne trænge igennem dig selv.
Må man være lettet over at tage afsked?
Dine sidste år var så svære for dig, og for min søster og mig som pårørende, at vi oplevede det som en lettelse på flere planer, da du gik bort. Jeg var meget bevidst om, at du nu var udfriet af de pinsler, som dit udslidte og beskadigede legeme beredte dig, og at du var overgået til en tilværelse på det åndelige plan, hvor du nu kunne udfolde dig frit og kreativt med dét, du havde lyst til.
Lettelsen på både dine og mine vegne var så stor, at jeg aldrig har grædt over din bortgang. Jeg har været sorgfuld over, at du skulle igennem så mange års især psykisk smerte, før du fik fred, men jeg tog en lille smule afsked med dig, hver gang vi var sammen, og den kloge og kærlige mor og kvinde, du engang var, havde jeg ikke været sammen med i mange, mange år.
Hun er til gengæld gradvist nu kommet mere frem i min bevidsthed og erindring. Jeg tænker ofte på, hvad du mon ville have følt, sagt og gjort i en bestemt situation, og ikke sjældent kan jeg bruge det som rettesnor.
Du har været en fantastisk dejlig mor, klog, kærlig og med stor psykologisk indsigt. Du kunne læse mig og havde intuitivt, selv på stor fysisk afstand, en klar fornemmelse af, hvordan jeg havde det og kunne spørge ind til mig, så jeg følte mig set og forstået, og ikke det mindste omklamret.
Din barndom
Du blev født den 13. maj 1929 – i en anden tid, i en anden verden.
Hver gang jeg støder på datoen den 13. maj, giver det et lille sug i maven på mig, for den har prentet sig ind i mig som en betydningsfuld dag, sådan én, man ikke glemmer. Jeg tror, alle børn har det sådan med deres forældres fødselsdage, måske som en projektion af den betydning, de tillægger deres egen fødselsdag. Du havde dog aldrig særlige forventninger til din fødselsdag, ja faktisk kan jeg ikke engang huske, at vi rigtigt fejrede den, men det gjorde vi jo nok. Mon ikke far sørgede for festlig morgenmad, flag og gaver? Jeg husker, at du har fortalt, at det som barn ikke var særlig sjovt at have fødselsdag den 13. maj, fordi din søster havde fødselsdag den 12. maj og din mor den 11. maj, så du var rosinen i pølseenden, og alle var trætte af fødselsdage, der måske også var blevet slået sammen til én, så mormor ikke skulle traktere gæster tre dage i træk. Det var der nok heller ikke råd og overskud til, og man havde sikkert ikke den fintfølende forståelse for det enkelte barns behov for en gang imellem at være centrum og blive set i egen ret, som man har i dag.
Din familie og hverdag
I var fire der hjemme i lejligheden på Amager, dig, din 5 år ældre storesøster og dine forældre. I din tidligste barndom boede din mormor hos jer, og din moster og hendes kvindelige samlever var faste gæster i adskillige dage ved højtiderne. Dine forældre var i deres ungdom kommet ind fra landet – Næsteved og Vordingborg – fik ingen uddannelse men et rigtigt godt voksenliv, båret mere og mere frem af velfærdssamfundet. Din mor var hjemmegående, og din far var postbud. Du havde – på trods af krigen – en tryg, ukompliceret og nøjsom barndom, der ikke har efterladt sig mange røverhistorier. Der manglede ikke noget væsentligt efter den tids standarder, men der var heller ikke overskud af noget som helst. Det skulle da lige være persille, asier, rabarber og blomster fra din fars lille kolonihave, der forsynede jer i en mangeltid.
Sommerferie på landet
Dine livligste barndomsfortællinger var fra dine somre på en gård i Kogsbølle, lidt udenfor Nyborg. Din moster og gårdmandskonen havde været på højskole sammen, og de knyttede et livslangt venskab, der rakte ind i de følgende generationer. Din moster udviste stor omsorg for dig og din søster, og hun udvirkede, at I kom på ferie efter ferie på den fynske, firlængede gård med bindingsværk og stråtag. Dens historie rakte vistnok tilbage til slutningen af 1700-tallet. I den lille bitte landsby var der småbutikker, skole, jernbanestation og ikke mindst et hav af børn, som I legede med. Det var et klassisk, blandet landbrug med køer, heste, svin, høns og kornmarker. En kæmpemæssig lade, der duftede sødt og støvet af hø, en gårdsplads med toppede brosten og vandpost, en markvej så lang øjet rakte, en smuk, velplejet og frodig have, en hund og en kat. Fuldkommen idyl, og du beskrev det som en bid af Paradis. Duftene og synet sidder i mig i dag, fordi hele molevitten fungerede intakt indtil begyndelsen af 70’erne, hvor min søster og jeg oplevede det med egne sanser. Et drømmebillede på en længst svunden tid.
Du blev gift
I 1954 blev du gift med far. Et klassisk kirkebryllup i Højdevangskirken på Amager, med efterfølgende bryllupsmiddag i dit barndomshjem.
I var et meget smukt par, du var lys, åleslank og med et bevidst og gennemtrængende blik. Far var mørk, lige så slank og med et blidt tillidsfuldt udtryk. I klædte hinanden så flot. Du havde fået syet en brudekjole i et perlemorsagtigt, changerende silkestof med en lille, kort jakke over udskæring og skuldre. Dine store, lyse krøller stak elegant ud under sløret. Fars kærlighed til den danske natur fandt vej til brudebuketten, som bestod af margueritter, valmuer og kornblomster og hang smukt ned foran dig. En professionel fotograf stod for billederne, og de kvindelige gæster bar lange kjoler og handsker, og herrerne var i kjole og hvidt. Et sådant bryllups-set-up må forholdsmæssigt have kostet langt mindre dengang end i dag, for dine forældre havde en beskeden økonomi og kan ikke have haft mulighed for at spare særligt meget op. Til gengæld afholdtes middagen traditionelt i dit barndomshjem, hvor de fleste møbler må have været stuvet af vejen for at give plads til de måske 35 familiemedlemmer, der var inviteret med. Dine forældre har formentlig flottet sig og hyret en kogekone til at bistå med tilberedning af middagen, og måske en enkelt serveringsdame til at få maden på tallerkenerne.
Du manglede noget
Far var i grove træk den introverte og intellektuelle, medens du var den ekstroverte og praktiske. Det kan både være et perfekt match og en eksplosiv cocktail. Jeg har altid oplevet, at I grundlæggende havde et godt ægteskab, hvor I supplerede hinanden og lærte nye sider af livet at kende. I havde en stabil og givende vennekreds, I rejste sammen og tog del i kulturlivet. Men du havde et socialt behov og en lyst til fest og farver, som nok ikke blev tilgodeset nok. Det lå ikke i tidens forståelse af ægteskabet at sætte sig selv og sine egne behov igennem, så du har nok ikke insisteret på det. Inspireret af nogle bekendte foreslog du engang far, at I skulle gå til folkedans, og jeg kan huske hans chokerede og sjælsrystede reaktion, der var et rungende nej tak. Måske bare nej. Der blev holdt konfirmationer og enkelte runde fødselsdage i vores barndomshjem, men jeg tror, du ville have elsket nogle gedigne familiefester med dans og musik. Og jeg husker mange hyggelige nytårsaftener, hvor vi lånte mormors og morfars fjernsyn, hvor der sågar var indkøbt enkelte bordbomber, et par sjove hatte til os to søstre og en enkelt rulle serpentiner, hvor vi spiste god mad, fik slik og spillede spil – men en fest med rigtig gang i den er der aldrig blevet holdt, selvom jeg tror, du ville have nydt det.
Sætter det sig spor, når man igennem et langt ægteskab må undertrykke en livfuld side af sig selv? Måske. Far så ikke rigtigt den side af dig, og hvordan skal man så få den opmærksomhed, man længes efter? Du har altid haft et godt helbred, lige til du fik Parkinson. Men det skulle man ikke tro, for du udviklede fra omkring 40-års alderen en ekstrem fokus på krop, helbred og lægelig behandling. Du havde kortvarigt nogle angstreaktioner, jeg ikke forstod, og du ”gik i overgangsalderen som 39-årig”, noget du ofte gentog som et udtryk for, at nu var der altså seriøst noget at kigge nærmere på. Du virkede ikke bekymret eller ked af det. Tværtimod kom du i hormonbehandling hos en anerkendt, ældre gynækolog, som du glad og trofast konsulterede, indtil I vel begge gik på pension nogenlunde samtidigt. Da var du næsten 70 år og måtte overgå til behandling hos din praktiserende læge, der mente, at nu måtte du holde op med den uendelige hormonbehandling, der medførte, at du stadig menstruerede og blev holdt kunstigt ung og vital. I stedet fik du konstateret let forhøjet blodtryk, og der dukkede mystiske smerter op, som du nærmest værnede om og blev behandlet for. Måske ville man have behandlet dig anderledes i dag, og jeg kunne have ønsket for dig, at du i en tidlig alder havde haft adgang til nogle gode psykologsamtaler, der kunne kaste lys over, at det måske var noget helt andet og bagvedliggende, du bøvlede med. Fars begrænsede psykologisk indsigt rakte ikke til at reflektere nærmere over disse dynamikker. Han elskede dig højt, kørte dig tålmodigt til uendeligt mange undersøgelser og behandlinger, som han ikke forstod eller stillede spørgsmålstegn ved, og anskuede alene din situation i et åndeligt perspektiv, hvilket kan synes skånsomt, men det hjalp dig ikke.
En dygtig lærer og pædagog
Du uddannede dig, efter din mosters valg, til lærer. Hun var selv lærer, ugift og parat til at finansiere sine to niecers læreruddannelse. En anden livsvej kom aldrig på tale for nogen af jer. Jeg tror, du var glad for at være lærer, selvom du senere i livet, da dine egne døtre skulle vælge uddannelse, nævnte, at du egentlig gerne ville have læst geografi eller medicin. En påmindelse om at mærke efter, hvor evner og interesser ligger. Du underviste, indtil du i takt med tiden tog orlov for at passe os der hjemme. Jeg havde som helt lille, mens du stadig underviste, en kærlig barnepige i skikkelse af en ældre dame, som jeg elskede højt. Da jeg blev lidt større, kom jeg i den lokale menighedsbørnehave, som jeg hadede, og da min søster var kommet til, tog du skridtet og blev hjemmegående. Det tror jeg egentlig ikke passede dig særlig godt. Du havde sans for kvinders frigørelse, ret til at udfolde deres evner, og pligt til at sørge for – i givet fald – at kunne klare sig selv.
Efter 10-12 år ville du gerne i gang igen, men du havde ikke mod på at bide skeer med folkeskolen igen. Det tror jeg dog sagtens, du havde kunnet, for du var i ét og alt en fremragende og indlevende pædagog. I stedet valgte du at tage et kursus i maskinskrivning, formentlig i ydmyg forventning om, at et kontorjob kunne du vel altid få. Jeg kunne slet ikke se dig sidde på et kontor, og din store chance kom heldigvis, da du i stedet søgte og fik en ledig stilling som lærer på Rigshospitalets børneafdeling. Det blev dit livs mest succesfulde karriereskridt. Du var elsket af både børnene og deres forældre, fordi din undervisning udgjorde et aspekt af normalitet i de meget syge børns liv. Du fortalte ind imellem sjove og rørende historier om dit arbejde, men du holdt igen med den virkelighed, der handlede om, at børnene ind imellem ikke overlevede deres sygdom. Du skjulte det ikke, men delte det nænsomt. Det gav os indsigt i andre og langt mere grumme skæbner end vores egen.
På et tidspunkt deltog du i en lærerkongres, der strakte sig over et par dage, og jeg tror, at du blev fagpolitisk vakt og nød at være blandt livlige, entusiastiske og kæmpende fagfæller. Du kom hjem med glød i øjnene og fortalte levende om både diskussioner og markante personligheder – ikke mindst Annette Westrup, en flamboyant, selvbevidst, flot, sjov og fagligt aktiv kvinde. Jeg kunne fornemme, at du beundrede hende.
Sport var ikke rigtigt dig
Som helt ung udfoldede du dig indenfor atletik og badminton, men den konkurrenceprægede sport var ikke noget for dig. Du fortalte engang, at da din badmintonketcher knækkede under en hård opbremsning i en sporvogn, lagde du dén idrætsgren på hylden. Jeg syntes, det var synd for dig, men jeg fornemmede, at det for dig snarere var en velkommen vej ud af sportstyranniet.
Du var lidt mageligt anlagt og havde det godt i et sofahjørne med et tæppe om benene, en kop te i den ene hånd og en bog i den anden. Men en eller anden form for motion skulle man jo for skams skyld dyrke, så senere blev det kvindegymnastik med fejesving og yndefulde vimpler og tøndebånd, for i en mere moden alder at handle om yoga. Det var der ikke mange i din alder, der dyrkede dengang i 60’erne, og det stod for mig som noget lidt mystisk og stillestående. Jeg har en klassisk yogabog, du dengang købte, ”Yoga – lærebog for begyndere” med billeder af yogakoryfæet Edith Enna, der i fyldig kvindestørrelse og klassisk badedragt indtager de mest smidighedskrævende stillinger.
Moderne opdragelse
Vi fik en moderne opdragelse i takt med tidsånden i 60’erne. Væk var ”ro, renlighed og regelmæssighed”, og ind kom ”krav, kærlighed og kontakt”. Det var ikke kun krav om, at vi skulle lave lektier, tale pænt og holde orden på vores værelser, det var også krav om, at vi igennem barndommen skulle gå til spil, svømning, dans og måske et par andre ting, vi selv valgte. Der var ingen forventning om, at vi skulle være dygtige til noget af det, vinde konkurrencer eller optræde – vi skulle bare stifte bekendtskab med forskellige klassiske discipliner, så vi vidste, hvad det ville sige at have et instrument i hænderne og læse noder, svømme med en vis sikkerhed i vand samt bevæge kroppen til musik.
Du havde et moderne, rummeligt og afvæbnende konfliktsyn. Jeg hørte dig jævnligt minde os om, at alle velfungerende familier og ægtepar ind imellem har konflikter og skænderier. De er ikke farlige, men tværtimod nyttige, fordi de lærer os noget om hinanden, og ikke mindst om hvordan man efter en konflikt bærer sig ad med at blive gode venner igen. Det var dog en ufravigelig regel, at man ikke måtte lade solen gå ned over et skænderi, hvor nyttigt det end havde været – man skulle blive gode venner inden sengetid.
Seksuallivets veje og vildveje anså du det som din naturlige opgave at orientere mig om. Jeg husker engang, hvor du sad ved symaskinen og dens beroligende, snurrende motor ledsagede din fortælling om, at alle voksne mennesker havde et seksualliv. Det kom som lidt af et chok for mig. Alle voksne…? Altså også dig og far…? Ja da, svarede du ganske afslappet. Jeg var i begyndelsen af puberteten og havde hos nogle skolekammerater – drenge – både stiftet bekendtskab med den moderne lærebog for unge om sex ”Dreng, pige, mand, kvinde” og et udvalg af godt slidte pornoblade. Ingen af delene havde kastet et specielt afklarende lys på emnet, så din fortælling var både afdramatiserende, overraskende, nøgtern og hverken for meget eller for lidt. Efterfølgende lånte du seksualoplysende bøger på biblioteket, som du lod ligge fremme til fri afbenyttelse, og da jeg fik min første kæreste som 16-årig, gjorde du mig det klart, at det var nu, jeg skulle en tur til lægen for at få prævention.
Måske fordi vi var piger, anså far det ikke som sit gebet at bidrage til seksualoplysningen, eller måske var han genert. I hvert fald husker jeg en situation, da jeg stadig var i en alder, hvor man sad på skødet og kunne undgå øjenkontakt, og hvor han uden supplerende svinkeærinder læste op af ”Hvordan mor?”, den tids allerede gammeldags bibel, hvor man springer det seksuelle intermezzo over for at gå direkte til det dramatiske møde mellem ægcelle og den sædcelle, der på mystisk vis var kommet indenfor i varmen.
Eftermiddagste
Der er altid blevet drukket meget te i mit barndomshjem. Jeg er aldrig vågnet op til duften af kaffe, men har fra en tidlig alder lært nydelsen ved at lukke hænderne om et varmt, dampende krus te, lige fra morgenteen over eftermiddagsteen til aftenteen. Der var ikke tale om kaffeforsagelse, det var bare en sjældnere foreteelse. Især eftermiddagsteen kom igennem min barndom og hjemmeboende ungdom til at betyde noget helt særligt. Som lærer kom du forholdsvist tidligt hjem fra arbejde, nogenlunde samtidigt med os. Du havde ofte købt ind på hjemvejen, og når du kom hjem, gik du straks ind i soveværelset og skiftede tøj til noget hjemligt og behageligt. Derefter satte du kursen mod køkkenet, hvor du satte vand over til te og anrettede en bakke med brød, smør, ost og marmelade. Om fredagen havde du altid købt en kage – dem fra bager Rubow på Holte Stationsvej var du særligt begejstret for. De var dyre – 2 kroner og 75 øre midt i 70’erne. Så satte vi os i hver sin lænestol omkring dit klassiske Hans Wegener sybord, I havde købt i begyndelsen af jeres ægteskab. Dér kunne vi sidde i lang tid, alt imens vi hver især gennemgik dagens timer og oplevelser i skole og siden gymnasium, som du spurgte og lyttede interesseret til. Du var en rigtig god, nærværende, fordomsfri og ikke-dømmende lytter, som man tillidsfuldt kunne fortælle alt, og det gav især mig, der hælder lidt til den introverte side og derfor har brug for at sortere og arkivere dagens oplevelser, ro og orden i sindet.
Husmoderkompetencer
Som mange andre kvinder havde du i 60’erne anskaffet dig en elektrisk symaskine og gik uden så mange dikkedarer i gang med at sy gardiner, badekåber, sengetøj og kjoler – både til dig selv og til os, ikke mindst når vi i en årrække skulle til afdansningsbal og hvert år fik en ny kreation. Jeg husker, at du syede en hvid kjole med store blå prikker til mig – overskåret i livet og med mørkeblåt, struttende tylsskørt i flere lag under. Den var en drøm, og jeg syntes, du var virkelig dygtig.
Du var en god kok, der mestrede samtlige discipliner fra barndommens hverdagsmad med koteletter og stegte sild, over mad til årets begivenheder som påske og jul, stort anlagte gæstemiddage, bagning og nye trends indenfor vegetarisk kost. Du samlede på opskrifter, og jeg elskede at kigge i dem, fordi de også afspejlede adskillige årtiers kvinderoller og kvindemode, og ikke mindst kostens voldsomme udvikling igennem årene. Du var engageret i sund kost og fulgte godt med i moderne ernæringslære. Vi havde ikke særlige opgaver i køkkenet, men du lærte os alligevel gradvist at få styr på grundlæggende madlavning. Du anså det ikke for en del af vores opdragelse som unge kvinder, men som nogle kompetencer enhver bør have. I gymnasiet gik jeg i klasse med en pige, der skulle et år på husholdningsskole efter studentereksamen, og det kan jeg huske, at du syntes var gedigent spild af tid. Så svært var det heller ikke at lave ordentlig mad.
Far fik du aldrig lært at lave mad. Han stod ofte for morgenmaden i weekenden og var godt til at koge æg og riste brød på minuttet, og til at skære halve grapefrugter løs fra skallen med en sjov, takket kniv, der var krum i spidsen. Og søndag aften stod han ind imellem for et fad smørrebrød på kvarte skiver rugbrød, fint anrettet og pyntet så alle rester blev brugt, og toppen var et stort fad udskåret frugt. Først da han var blevet alene efter din bortgang, kom han i sving med gryderne og fik smag for det, selvom hans retter havde primært fokus på, at intet måtte gå til spilde og derfor ofte var sammensat af mystiske rester, som kun han selv fandt velsmagende.
Mormor og bonusfarmor
Du blev mormor første gang som 53-årig, og i løbet af de efterfølgende 16 år fik du yderligere 3 børnebørn. Den rolle har været én af de aller vigtigste i dit liv, og du har udfyldt den med så meget kærlighed, nærvær og engagement, at alle dine 4 børnebørn i dag har et stærkt og nuanceret billede af deres mormor. Børnebørnene lå for dig i naturlig forlængelse af din rolle som mor – de var en berigelse af familielivet, der nu havde føjet en ekstra generation til. Du tilbød det mormor-samvær, som man i dag næsten skal slå krøller på sig selv for at levere: tid, ro, snak, spil, gåture, madlavning, lysbilleder, havearbejde, gamle Anders And blade – små trygge sysler, der som perler på en snor samlede sig til noget meget stort, dybt og værdifuldt. Og du var altid – altid – til rådighed, når børnebørnene var syge, eller vi trængte til en anden form for praktisk håndsrækning. Dit ældste barnebarn tog du og far med på et par ret modige og krævende charterrejser til Tunesien og Marokko, men lige så højt rangerer de mange ture til jeres lille sommerhus uden fjernsyn, hvor den intense hygge og tryghed også centrerede sig om helt enkle ting. De yngre børnebørn oplevede i deres barndom dit fulde udtræk af omsorg og nærvær, men du nærmede dig også den alder, hvor din Parkinson sygdom – uden at vi vidste det – begyndte at svække dine fysiske og mentale kræfter.
Da jeg i 1995, efter skilsmissen fra børnenes far, giftede mig igen, blev du bonusfarmor til to børn på dengang 7 og 9 år. Som den kloge kvinde og erfarne pædagog du var, havde du stor respekt for børnenes relation til deres egne bedsteforældre, som du på ingen måde gik i bedene, men du var levende interesseret i de to nye medlemmer af familien, og det rørte dit både personlige og professionelle hjerte, at den yngste igennem flere år havde lidt svært ved at finde ud af sig selv, og du bidrog uden ophør med et lyttende øre, spørgsmål og gode råd. Selv da du var aller mest dement, arbejdede du dig igennem hjernetågerne og spurgte mig, hver gang vi sås, ”hvordan går det Jacob?” – som på det tidspunkt var en yderst velfungerende ung mand, der havde fundet sin vej i livet.
På plejehjem
Du oplevede at få to oldebørn, men da var du flyttet på plejehjem på grund af din sygdom, der efterhånden var ret fremskreden, så de to små kiggede du smilende og lettere nysgerrigt på, men du var gledet lidt ind i dig selv, og du ville måske have kigget med samme blik på et par hundehvalpe eller kattekillinger.
Det var svært at få tiden til at gå med noget konstruktivt, da jeg besøgte dig på plejehjemmet, for din demente hjerne var urolig, vagtsom og utilfreds. En bekendt havde fortalt mig, at i hendes familie havde de altid sunget og spillet meget sammen, og hun havde stor glæde af at synge sammen med sin mor, der nu var på plejehjem som du. Ved mit næste besøg hos dig havde jeg derfor taget Højskolesangbogen med, men jeg havde helt glemt, at vi aldrig har haft tradition for at synge sammen. Jeg bladrede lidt i den, mens jeg med en fremmedgjort følelse i maven ledte efter en sang, som ikke ville falde helt skævt ud, men det satte du en overraskende klar stopper for, da du sagde ”nej, vi skal ikke synge, det bliver alt for følelsesladet”. Du var nemlig også en nøgtern og realistisk kvinde, der hurtigt gennemskuede mit uautentiske forehavende, og jeg lagde med både lettelse og respekt sangbogen i tasken. Selvfølgelig blev vi ikke ud af den blå luft pludselig sådan en familie, ”der synger og spiller sammen”, hvor hyggeligt det end lyder.
Du er her stadig
Jeg ved, du stadig er i live, p.t. dog alene på det åndelige plan, og jeg er fuld af tryghed og glæde ved at tænke på, hvor godt du har det dér med alt det, der interesserer dig. Og så er jeg sikker på, at én af de opgaver, du med størst entusiasme har kastet dig over på det åndelige plan, er at være en klog og opmærksom skytsengel for dine fire børnebørn.
Kort efter din bortgang var vi nede i vores hus i Maubec i Frankrig, som du aldrig fik set og heller ikke helt forstod, at vi havde købt. Jeg var ude og løbe en lille tur og fik pludselig sådan en lyst til at få en hilsen fra dig – et tegn på, at du var i live, tænkte på mig og havde det godt. Da tanken slog ned i mig, kiggede jeg ned på vejen foran mig, og i samme øjeblik så jeg et lille, rødt hjerte malet på jorden. Jeg har set det igen siden, så det var ikke et syn, der forsvandt, og jeg ved ikke, hvilket formål det tjener, men da jeg så det første gang, var jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at det var den hilsen fra dig, jeg netop havde længtes sådan efter.
Mor, du er i mit hjerte, og vi følger hinanden. ”Man savner ikke noget, man har fået”, lærte jeg engang på min uddannelse til psykoterapeut. Jeg syntes dengang, det lød lidt hårdt, men jeg tror, der er noget om det. Minderne om dig, og alt det du med din kærlighed har givet og betydet for mig, lever i bedste velgående, men jeg savner dig ikke som noget, jeg ikke fik nok af eller længes efter at have fået endnu mere af. Du gav alt, hvad du kunne, så godt du kunne, og jeg beder ikke om mere. Nu kan vi bare nyde hinanden fra hver vores position i verdensaltet.
