Blog

For et par uger siden passede vi vores to ældste drenge-børnebørn på 6 og 9 år, mens mor og far var på kærestetur et døgns tid. Hvis man ikke går alt for meget op i at opdrage og vise børnene, hvordan verden ser ud i voksenhøjde, men tværtimod slipper grebet om sin egen udkigsplatform og prøver at se på verden i børnehøjde, får man et ufiltreret, lærerigt og rørende blik på, hvad det egentlig er, børn ser – og dermed et kig ind i den bevidsthed, som de endnu ikke har så nuanceret et sprog om.
Drengene bor til hverdag i Jyllinge, i et stort, moderne hus med have, som man skal et godt stykke uden for København for at kunne erhverve, selv for to pæne lønninger. Når man på vej derud har lagt Københavns pulserende byliv bag sig og trådt speederen så meget i bund, som man må, ud ad Frederikssund-motorvejen, der som bekendt pludselig ender blindt dér, hvor pengene slap op, skal man huske at sætte farten ned for ikke med fuld fart at køre ud i den smukke Roskilde Fjord med øer, vige, badebroer, småhavne, fugleliv og vandrestier. Stille, fredfyldt idyl. Jyllinge er en super børnevenlig kommune med skoler og institutioner, der breder sig ud over tusindvis af kvadratmeter. Man skal afsætte god tid til at hente børn, for de kan være hvor som helst på det enorme område, hvor både indendørs og udendørs faciliteter sætter storbyens gamle skoler og institutioner i perspektiv.
Jeg havde min friske, gamle moster på 98 år, der har været skolelærer i en menneskealder på én af Frederiksbergs gamle skoler fra slutningen af 1800-tallet, med derud en dag. Hun var himmelfalden over al den plads, og efter at være kommet sig over chokket ved mødet med en brynjeklædt pædagog med langt hår, bemalet ansigt, sværd og skjold, som de små drenge tydeligvis var vildt begejstret for, fik han en lektion i, hvor trangt det havde været at holde både, frikvarter og udendørs idrætstimer i en lille, asfalteret skolegård med 4-5 etager høje mure til alle sider.
Jeg har ikke set et eneste barn med indvandrebaggrund, og alle hedder noget dansk som på vores oldeforældres tid – man griber vist i dag tre generationer tilbage for at finde det helt rigtige, unikke navn, som alle de andre så også hedder. På det kulinariske område er den store verden dog også nået til omegnsdanmark, for drengenes livret er sushi, og da der ligger en glimrende Sticks N’Sushi lige ved siden af vores lejlighed på Amager Strandvej, var det ikke svært – men dyrt – at imødekomme deres ønske. Vi havde booket bord for at give dem en restaurantoplevelse. I lyset af at det tager max en halv time for to sultne drenge at sætte de ønskede sushi-anretninger og et par japanske sodavand til livs, alt imens de både nåede at tegne med de udleverede farver og bestige en trappe til 1. sal, hvorfra de kunne iagttage kokkenes avancerede sushi-kunst (det blev jeg altså rigtig glad for, at de bemærkede), skal man lige overveje, om det står i rimeligt forhold til en regning på 1000 kroner, inkl. to glas vin til de voksne, som blev skyllet ned i ærgerlig høj fart.
Før vi fik set os om, var vi oppe i lejligheden igen, hvor drengene kastede sig over IPad og smartphone for at se film og spille. Her blusser skammen, forvirringen, skuffelsen og magtesløsheden op i mig – og jeg er meget mere selvbebrejdende end irriteret. Vores tilbud om at læse en bog, ”se noget sammen”, spille et spil eller rode lidt med det gamle legetøj fra vores egne børns barndom, prellede af på dem og blev bare mødt med et venlig nej-tak. De sank dybt ind i deres egne film og spil, og den mentale kontakt indskrænkede sig til at oplyse koden til IPad’en, når den hoppede af. Jeg fornemmer, at bøger og højtlæsning hører til i forældrenes godnatritual og forekommer underlige på alle andre tidspunkter af døgnet. Jeg erkender, at det er én af mine skuffelser som bedstemor: jeg havde glædet mig sådan til at læse højt for børnebørnene, men de er ikke rigtigt interesseret i det. Vores brætspil er nok for gammeldags, puslespil er for kedelige, og de Disney-film, vi havde forestillet os måske at kunne se sammen, er for lange og for langsomme i kampen mod de støjende, levende, farverige og hurtige ting, der strømmer ud af deres egne gadgets. Et par af børnebørnene har forsøgt at lære mig at spille Roblox, men jeg forstod ikke deres instruktioner, og min reaktionsevne i det mystiske univers er alt for langsom. Jeg var ikke sjov at spille med/mod. Jeg endte med i drengenes tavse selskab at række ud efter en kop te og mit strikketøj, alt imens jeg iagttog dem i deres individuelle fordybelse, der dog ikke var større, end at de træfsikkert med den ene hånd kunne ramme skålen med fredagsslik. Det var først, da de, trætte efter skole, SFO, restaurant og spil, selv bad om at komme i seng, at jeg aller nådigst og højst overraskende fik lov at læse en Alfons Åberg bog op for dem. Det var tilsyneladende ren sovemedicin, for da jeg forhåbningsfuld rakte ud efter endnu én, var de allerede faldet i søvn.
Hvad skal man så finde på med sådan et par gutter en hel, lang lørdag? Den Blå Planet er et safe choise, men der har de været for et stykke tid siden, og det er faktisk blevet en temmelig bekostelig affære at lade et par løbeivrige drenge suse rundt på må og få halvanden times tid, optaget spotvis af en sjov fisk og ellers mest af hinanden, kravleklodser, udendørs vandpjaskeri og udsigten til frokost med pomfritter. Sikke et surt farmor-opstød fra absolut voksenhøjde! Var det ikke lige netop det, jeg reklamerede for, at man ikke skulle? Kunsten er at tage fordomsfrit udgangspunkt i børnenes naturlige niveau på det alderstrin, hvor de nu befinder sig – og kombinere det opfindsomt og pædagogisk med den gave til børnene, det er, at være nærværende i dialog med dem om det, de oplever, og ind imellem henlede deres opmærksomhed på noget, de er løbet forbi. Og der kan være dage, hvor man ikke er i form til den sport – og det var jeg ikke den lørdag. Derfor blev det ikke Planeten.
I stedet gik der ”ansvarlig farmor” i den, og jeg besluttede, at vi skulle tage en tur til Frederiksberg og besøge oldefar på 96 år, som de ikke ser så tit, og vise versa. Den var de loyalt med på, og foretrak så absolut at tage Metro og bus i stedet for bil. Metro-linjen fra Lufthavnen er altid stuvende fuld, så allerede ved Øresund, hvor vi steg på, var der godt fyldt op og ikke umiddelbart udsigt til en siddeplads. Drengene er simpelthen ikke vant til så meget trængsel og så mange kroppe helt tæt på, og med Københavns utilslørede mangfoldighed på alle planer, var der nok at kigge på. Vi fik os møffet hen på forreste række, hvor folk beredvilligt flyttede sig lidt, så især den 6-årige kunne agere togfører. Men det let afskallede folie med ”døde” billeder af togdøre, fløjter etc. mistede hurtigt sin tiltrækningskraft. Hvorfor har man ikke installeret et gedigent, gammeldags vognstyrergreb, nogle knapper der kan lyse rødt og grønt og noget andet ”levende”, der kan engagere et lille barn i den svære kunst at køre et førerløst metrotog?
Bussen 2A bragte os videre fra Forum ud mod ydre Frederiksberg, og de oplevede glæden ved at have noget udendørs, forbifarende at kigge på fremfor alene at iagttage deres medpassagerer. Vi kørte forbi Guldborgvej, hvor de begge er kommet til verden, og det gav et sæt af genkendelse i den ældste, som straks så tidlige erindringsbilleder for sig. I bussen var det sjovt at trykke på knapper, fordi det virkelig betød noget – nemlig at bussen stopper næste gang. Og de lærte at holde lidt på energien, da de steg ud af bussen, så de ikke blev kørt ned af cyklister.
Det er ubetinget nemt at skabe tætte bånd mellem bedsteforældre og børnebørn, hvis man gider engagere sig i dem. Det er meget sværere at skræve over de to generationer mellem oldeforældre og oldebørn. Jeg håber, at jeg, hvis jeg er så heldig at få oldebørn, vil erindre min ambition om primært blot at nyde synet af dem, mens de laver alt muligt andet end at være optaget af mig. Jeg vil prøve at minde mig selv om, at små børn ofte viger en lille smule fysisk til bage for de ældgamle, fordi oldingeudtrykket kan virke lidt skræmmende. Jeg vil prøve at huske, at jeg måske kommer til at spørge om noget, som de ikke rigtigt ved, hvad de skal svare på (som f.eks. hvordan det går i skolen), og at jeg sikkert ikke kan høre deres svar, hvis de altså svarer. Jeg vil med glæde give deres forældre eller mine egne børn penge til at købe jule- og fødselsdagsgaver til dem, selvom jeg ikke ser dem så tit, og jeg vil se stort på, om de husker at sige tak. Jeg vil prøve at huske, at småbørnsfamilierne har 1000 ting om ørerne og ikke har mig som 1. prioritet, selvom jeg ville elske flere besøg. Jeg vil huske, at da jeg jo ikke har spændende legetøj gemt i kasser under sengen, har de ikke tålmodighed til at blive så længe. Vi blev en times tid den lørdag, og drengene sad med deres IPhones ved spisebordet og spiste små flødeboller, som jeg nogle dage tidligere havde købt til min far. Imens snakkede jeg med min far og hjalp ham med at glæde sig over synes af drengene. De sagde pænt farvel til oldefar, men et rigtigt knus er det tydeligvis svært at give, når kinden er lidt ujævnt barberet, høreapparatet piver, og striktrøjen er overstrøet med krummer. Ak ja, jeg tror faktisk ikke, det er udpræget sjovt at blive så gammel.
På hjemturen stod vi af på Kongens Nytorv, hvor vi havde lovet dem at spise frokost på McDonalds. Min mand stødte til, og vi gik ind og fandt os et bord, som jeg holdt vagt ved, mens drengene og min mand stillede sig op i en uendelig lang og langsom kø. I butikker og restauranter er der ikke langt mellem de skilte, hvor der står ”Vil du være vores nye kollega?”, så det kan ikke undre, at dette tydelige tegn på personalemangel slår igennem på kundeoplevelsen. Ventetiden gav os rig lejlighed til at iagttage de øvrige gæster og stemningen på stedet. A Portas fine, gamle lokaler, der var totalt uigenkendelige, mindede i dag mest om kantinen på et gymnasium. Det myldrede ind og ud med søde, glade, unge mennesker, der spiste, grinede og snakkede med hinanden. Et fint og velindkørt restaurantkoncept til unge, der – ligesom mig, og måske de fleste af os…? – ikke kan stå for det fede, salte smagsindtryk. Men det undrer og ærgrer mig, at Københavns Kommune, eller hvem der nu ”bestyrer” den slags, giver tilladelse til, at ét af Københavns fineste hjørner, med historiske referencer og en aktuel super beliggenhed, giver tilladelse til, at der må ligge en McDonalds. Sådan én vil kunderne altid finde, også selvom den ligger lidt nede ad en sidegade. Her burde der fortsat ligge en god restaurant, eller måske et overdådigt blomstertorv. Når først forarmningen sætter ind, stopper det ikke.
Den ældste på 9 er en følsom, iagttagende og reflekterende dreng, og han opdagede hurtigt en sært udseende dame af ubestemmelig alder, svøbt i et fleecetæppe, med et tomt udtryk i ansigtet, mørkfarvet af druk og andet misbrug, og med en dunst af urin og snavs omkring sig, luske rundt mellem bordene på udkig efter sjatter, madrester og måske muligheden for at sætte sig ned et øjeblik. Hun kom forbi vores bord, lige efter maden var serveret, og i et kort øjeblik stoppede hun op og kiggede på den 9-årige. Jeg kunne se, at han blev forskrækket og bad ham komme over og sætte sig ved siden af mig, lidt væk fra den mellemgang, kvinden bevægede sig rundt ad. Jeg fortalte ham, at der i store byer altid er sådan nogle mennesker, der er psykisk syge, uden arbejde og som tumler rundt for at finde noget at spise, et sted at varme sig og få tiden til at gå. De er som regel helt ufarlige, men man kan godt blive lidt utryg. ”Nu er hun væk, så du kan roligt spise videre” sagde jeg, hvortil han svarede, at ”jeg har helt mistet appetitten”. Så pakkede vi resterne sammen og kørte det sidste stykke med Metro fra Kongens Nytorv til Øresund. Da vi steg ud, gik der en råbende, yngre mand rund på perronen med en stor hund, tydeligvis også påvirket af et eller andet. Så var han ved at have fået storby nok i denne omgang, den 9-årige.
Da drengene blev hentet af deres forældre senere på dagen, og vi fortalte om oplevelserne, bemærkede deres mor bramfrit, at der ude på landet i Jyllinge faktisk ikke findes landsbytosser mere. Hvor er de blevet af? Jaget ind imod byerne? Kan de ikke finde fodfæste i omegnskommunernes ensartethed?
Det blev en intens og nærværende ”tur med drengene”, der udviklede sig uforudsigeligt undervejs, og som viste dem både forside og bagside af storbyens mangfoldighed.
Og jeg fik et stort, nedsmeltende farmor-knus, da de tog hjem.