Den aldersløse kerne
Jeg har lige haft fødselsdag. Sidste lørdag blev jeg 66 år. Hverken rundt eller halvrundt, hverken gammelt eller ungt – en slags mudret midt imellem, som man nemt kan glide forbi uden at gøre noget nummer ud af det. Man kan vende tallene om, så der står 99. Det er min spillevende mosters alder, og vi er i gang med at forberede hendes 100-års fødselsdag. Det er da noget.
Efterhånden som jeg bliver ældre, oplever jeg min fysiske alder som noget mere og mere uvirkeligt, surrealistisk, irrelevant. Jeg har grundlæggende ikke noget imod at blive ældre, men det føles meget mærkeligt, at afstanden mellem kroppens fysiske alder og fornemmelsen af min indre kerne bliver større og større. Min indre kerne, mit jeg, fornemmer jeg helt klart som aldersløst, medens jeg med mit blotte øje kan se, at min krop ældres, og den snakker i stigende grad med i hverdagen. Derfor alle de mange timer på yogamåtten, i fitness centret og på løbestierne, så den kan opretholde en naturlig kontakt til det aldersløse jeg – så længe det varer. Fødselsdagen er en fejring af kroppens fysiske alder, men det er også en god anledning til at fejre hele mennesket med alt, hvad det rummer af evner, erfaringer og personlighed – alt det der bor i det aldersløse jeg.
Februar er lysets måned
Bare synet af datoen ”den 3. februar” – min fødselsdag – giver et lille gib i mig. Den er lagret i min hukommelse og mine følelser som en ganske særlig dag. Fuldstændigt som alle andre mennesker har det med deres fødselsdag. Noget ikonisk, noget symbolsk, den dag hvor man på en helt speciel måde var centrum for både egen og andres opmærksomhed, hvor lyset faldt anderledes end normalt, hvor stemningen fra morgen til aften var helt speciel, og hvor man følte sig hyldet i en særlig aura. Som barn tænkte jeg, at andre måtte kunne se den aura, og hvis de ikke lod sig mærke med den, havde jeg lyst til at prikke dem på armen og sige ”hej, jeg har altså fødselsdag i dag!”.
Da jeg som barn bemærkede mig, at stort set alle oplevede februar som en skrækkelig kold og mørk måned, langt fra både jul og påske, væmmelig på niveau med november, kun tålelig fordi den er kortere end andre måneder, blev jeg såret og ked af det, for det var jo min måned, og derfor mere magisk og betydningsfuld end alle andre måneder. Jeg kan endda huske, at det gav et lille stik i mig, da min far fortalte mig om Kyndelmisse den 2. februar, som ifølge traditionen betragtes som vinterens strengeste og koldeste dag. Som om heller ikke han forstod, hvor dejlig februar var. Nu deler jeg fødselsdagsmåned med mit barnebarn, Billie, der fylder år den 18. februar. Så nu er vi to til at hylde denne skønne og magiske måned midt på vinteren, hvor lyset vender stærkt tilbage.
Min barndoms fødselsdage
Til gengæld gjorde mine forældre meget ud af min søsters og min fødselsdag. Min kreative far havde altid lavet et skilt med en særlig hilsen på, der henviste til netop det år, vi nu tog fat på. Særligt skiltet med ”Tillykke frøken teenager”, da jeg fyldte 13 år, husker jeg som en anerkendelse af, at det var noget særligt at blive teenager, men også som en lidt pinlig afsløring af min meget ungdommelige og sårbare forfængelighed. Som om jeg havde mest lyst til at have min glæde over nu at være en del af dette attraktive segment for mig selv. Fødselsdagsskiltene stod på gulvet ved siden af sengen, hvor også gaver fra mine forældre og søster lå spredt ud, så hele sceneriet var det første, der mødte mine øjne, da jeg slog dem op på dagen.
Fødselsdagens indholdsmæssige betydning har svinget kolossalt hen over årene. I barndommen, hvor andre tog sig af fejringen, lige fra morgenbord over skoledagen, aftensmaden med besøg af mormor og morfar og børnefødselsdagen søndagen efter, var det bare én lang, gyngende festdag. Senere, når jeg som voksen selv måtte iscenesætte fejringen, blev det lidt mere besværligt og ikke helt så vigtigt for mig selv, men derimod i høj grad for mine børn og forældre. Børn forstår simpelthen ikke, at forældre kan have lyst til at tage lidt let på deres egen fødselsdag. Måske frygter de, at forældrene så også kunne finde på at tage let på deres? Gud forbyde det. Børnene glæder sig næsten lige så meget til deres forældres fødselsdage og som til deres egen og bistår gerne ivrigt med at pakke den gave ud, de selv giver, fordi de er så stolte og spændte på reaktionen.
30 år er ikke en rund fødselsdag
Da jeg var gravid med min datter, og fyldte 30 år, var jeg lidt optaget af, at dette var min første runde fødselsdag, hvor jeg symbolsk overskred tærsklen fra et ungdoms- til et voksenårti. Det nævnte jeg for min mor, der måske selv skulle vænne sig til at have så voksen en datter, for jeg erindrer, at hun belærte mig om, at man først for alvor kunne tale om runde fødselsdage fra man fyldte 40 år. Min langt mere autonome søster tillagde ikke min mors holdning betydning, kendte den måske slet ikke, og inviterede alle sine venner til en kæmpe fejring, da hun fyldte 30 år.
Grundfølelsen af en ganske særlig dag bliver liggende i kroppen, hele livet igennem. Som barn og ung er man dog hurtigt videre, i fuld fart på vej mod den næste fødselsdag – det kan ikke gå hurtigt nok med at blive ældre.
Tid til meditation
Sådan er det ikke længere. Nu er det en dag, der inspirerer til opmærksomhed på hvert enkelt øjeblik. På de hyggelige sms’er der drysser ind, det lille flag på stang der har prydet utallige fødselsdagsmorgenborde igennem årene fra børnene var små, indprentning af vejret netop i dag, en stille morgenmad, et kærligt lykønskningskort og en gave fra min elskede, velgørende yoga på stuegulvet, et brusebad og overraskelsen over i spejlet med indlagt lys for første gang rigtigt at have lagt mærke til en fure fra mundvigen ned mod kæbebenet, formiddagskaffe og min mands hjemmebagte scones, en gåtur og middag på en hyggelig restaurant.
Så er det også slut med at meditere stille over livets gang og dets aftryk på kroppen, for nu kalder det største og lykkeligste lysglimt: forberedelse af besøg af børn, svigerbørn og børnebørn, alt inkl. 17 personer. Vildt og vidunderligt, og en påmindelse om, at den 3. februar altså er en skøn dag, ligesom i 1958, hvor sneen – efter min fars beretning – væltede ned og indhyllede alt i hvid, glitrende magi.
