Ikke mange begivenheder i årshjulet bliver der drømt om, tænkt på, diskuteret, sparet sammen til, forberedt og ventet på med længsel som den årlige, lange sommerferie. Den er ligesom kronen, belønningen, den store forløsning. Om den så altid kan leve op til det store forventningspres er en anden sag.
Jeg har lært at rejse velforberedt og systematisk. Igennem hele min barndom var det en fast del af sommerferien, at en uges tid blev brugt på at gennemtrawle et hjørne af Danmark. Min far, der var inspektør i Finanstilsynet, var i dagtimerne på inspektion i små, lokale pengeinstitutter, mens min læreruddannede mor viste min søster og mig alt, hvad der var at se og opleve på egnen.
Vi rejste i familiens lille, lyseblå Folkevogn – den samme type og farve igennem mange, mange år. Efter fire år var den ”nedskrevet”, som min far sagde, uden at jeg helt forstod, hvad det betød. Men det var noget med, at nu havde mine forældre sparet nok op til, at de med provenuet fra salget af den gamle bil kunne købe en ny – magen til. Jeg havde ikke stærke meninger om bilmærket, men jeg syntes, det kunne være spændende at prøve en anden farve, men det kom aldrig på tale. En Folkevogn skulle være lyseblå. Min far havde et upassioneret og praktisk forhold til biler, som var en brugsgenstand for ham. Så billig og funktionel som muligt i forhold til vores behov. Den holdning har fulgt mig siden, og jeg kan nemt blive nervøs og utryg ved min mands udprægede bilglæde og trang til store motorer. Jeg har taget med mig, at der er noget umoralsk og ekstravagant ved det. Det eneste, jeg har forsøgt at forføre ham til på bilfronten, er en frisk og livlig farve, men han har til gengæld altid sværget til sort eller mørkeblå. Mondænt og kedeligt.
Folkevognen var pakket med fornuftigt tøj til al slags dansk vejr og en passende mængde nøje udvalgt legetøj, senere gerne blot bøger. Vi boede på ordentlige, beskedne hoteller og spiste på pæne, jævne restauranter. Vi har boet på utallige sømandshjem og missionshoteller med en bibel i sengebordsskuffen, blanklakerede gulve, neutrale eller ingen billeder på væggene og hvidt, stift sengetøj – og altid eget bad og toilet. Den slags har jeg lært et lille forbehold overfor at dele med andre. På én af turene overnattede vi på Fjerritslev Kro, og der var hele natten igennem tung lastbiltrafik på landevejen udenfor. Næste dag fortalte min far, at det var fiskebilerne, der efter nattens auktioner i Hirtshals og Hanstholm var på vej ned gennem Jylland og videre ud i Europa med danske fisk. Det gav et sug i maven af de begyndende forestillinger om en stor verden uden for Danmark.
Til morgenmad bestilte mine forældre to ”morgenkomplet” og to glas mælk. Det sidste kunne de efter min mening godt have sprunget over i anledning af ferien, for jeg har aldrig kunnet fordrage mælk. Vi blev åbenbart tilstrækkeligt mætte af de to morgenkomplet’er, for min mor pakkede diskret eventuelle rester ind i en serviet og tog det med på dagens udflugt. Hvis der en sjælden gang indgik wienerbrød i stedets morgenkomplet, blev det helt sikkert pakket ned til senere fortæring, for den slags var ikke morgenmad efter mine forældres standarder.
Der udspillede sig hver morgen et helt særligt, lille ritual som afslutning på morgenmaden. Min mor havde et afslappet og naturligt forhold til sin krop og dens funktioner, og fra en tidlig alder lærte jeg om peristaltikken, der kunne gå helt i stå, når man var ude og rejse. Derfor røg min mor en halv cigaret og drak en kop kaffe ved morgenbordet, lige indtil hun blev bleg, fik kvalme og gang i maven. Hun gjorde meget ud af at fortælle, at en cigaret på den tid af dagen absolut ikke smagte hende, det var nærmest en medicinsk nødvendighed, men det virkede hver gang.
Vi kørte med min mor ved rattet min far hen til det pengeinstitut, han skulle inspicere, og derefter tog vi hul på den dagsudflugt, min mor havde planlagt. Og vi spildte ikke tiden. Min mor var ikke lærer for ingenting. Hun var forberedt til fingerspidserne, men på en pædagogisk måde, der passede til den alder, vi havde på det pågældende tidspunkt. Vi rejste altid bevæbnet med ”Turen Rundt i Danmark” og diverse kort at køre og vandre efter. Vi fik ikke lov til at sidde passivt og uvidende om de geografiske forhold på bagsædet. Min mor viste os på kortet, hvor vi var, hvor vi skulle hen, og hvad de mange forskellige tegn og symboler på de geodætiske kort betød – gårde, skov, kirker, møller, højdeforskelle, hede, fugtige områder, fyrtårne. Da jeg var gammel nok til at sidde på forsædet, blev det min opgave at følge nøje med på kortet, og hjælpe min mor med at finde vej, så hun ikke jævnligt blev nødt til at stoppe op i vejsiden og konsultere kortet igen – længe før GPS’ens tid. Selv nu, hvor man trygt overgiver sig til GPS’en, og derfor ofte ikke ved helt præcist, hvor man befinder sig, synes jeg, at man som ”ordentligt” rejsende skal sidde med kortet på skødet og følge med.
På vej til bestemmelsesstedet for dagens udflugt var vi inde forbi en lokal købmand, bager og viktualiehandler, som der dengang i 60’erne lå i alle småbyer, for at købe rugbrød, pålæg, kage og sodavand. Kniv, smørebræt, servietter og den slags havde vi med hjemmefra. Vi fik lov til at vælge noget pålæg, der både var praktisk at håndtere i en klit eller skovbund, men som samtidigt var lidt ud over det sædvanlige i anledning af ferien. Måske afskåret kødpålæg. Når vi havde parkeret bilen, tog vi det nødvendige grej med og begav os ud i landskabet for at kigge nærmere på alt fra Rubjerg Knude Fyr, Den Tilsandede Kirke, Råbjerg Mile, Spøttrup Slot, marsken, Dybbøl (ikke kun en enkelt skanse som model for resten, nej alle 17), Himmelbjerget, Fregatten Jylland, Hammershus, rundkirker – og de færøske fjelde. Alle de klassiske seværdigheder og en hel del sekundære og tertiære der også rummede en historie, det var værd at kende. Min mor læste op og fortalte, og vi lyttede, som børn gør, halvvejs opmærksomme, halvvejs optaget af noget der klør eller en stor bille, der kravler på jorden. Noget sad fast i hukommelsen og kunne sidenhen formidles nogenlunde udenad til mine egne børn, andet røg gennem hullerne i sien. Men intet forblev uformidlet, og jeg lærte, at alt er interessant, hvis man dykker ned i det. Der var også indlagt tid til badning og afslapning i solen efter den medbragte frokost – en fin balance mellem leg, læring og afslapning. Min mor var en god chauffør, og vi følte os trygge, mens vi lå på knæ på bagsædet og kiggede ud af bagruden, før sikkerhedsselernes tid.
Det skete en enkelt gang, at min mor kørte resolut ind til siden og tog en ung, blaffende værnepligtig i uniform med et stykke vej. Vi kørte ellers altid forbi blaffere, måske mest fordi der ikke var plads til dem i bilen, men sikkert også fordi det var utrygt at tage fremmede med op og køre. Min søster og jeg kiggede tavse og usikre på den unge værnepligtige, som sad der ved siden af vores mor på forsædet. Da han var sat af, forklarede min mor, at soldater i uniform kunne man roligt stole på.
Om eftermiddagen kørte vi hen og hentede min far, da hans arbejdsdag var forbi, og det hændte, at sparekassedirektøren, der jo havde nervepirrende fint besøg fra Tilsynet i København, inviterede hele familien til kaffe og kage i det tilstødende, private hjem. Så sad vi lidt generte, yderst på stolen og spiste fruens hjemmebag og drak sodavand, mens vi kiggede os rundt i stuen og opdagede, at man ikke indretter sig ens overalt i landet. Og vi lærte, hvordan man konverserer høfligt, samtidigt med at man gerne må stille interesserede spørgsmål for at lære mere om de mennesker, man besøger, og det sted i landet man befinder sig. Jeg lærte også at fornemme, at min far havde en venlig men en anelse distanceret tilgang til situationen, fordi han ikke ønskede at fraternisere med lederen af et pengeinstitut, som han måske havde kritiske kommentarer til efterfølgende.
Til aftensmad bestilte mine forældre altid dagens ret, som enten var det billigste eller eneste på menuen, og det var ofte mere end rigeligt. Solid, dansk mad og altid dessert, ofte serveret på hyggeligt, blomstret service og på en pæn dug.
Det var uforligneligt skønne ture, der rummer essensen af min barndoms værdier, og som har dannet model for alle senere rejser, både i Danmark og udlandet, og både med vores sammenbragte børn og min mand. Sådan en nedarvet model er meget personlig og matcher ikke uden videre andres måde at rejse ”rigtigt” på. Og selvom man skulle få lyst til at eksperimentere med andre tilgange til det at rejse, truer den nedarvede model altid med at blive den strenge målestok. Alt hvad der er mere intuitivt, afslappet og lystbetonet har jeg lært at anse for useriøst, dovent og uambitiøst – for man risikerer jo at rejse lige forbi en kirke med fine kalkmalerier uden at opdage dem. Jeg tror nok, at min mand og hans børn ind imellem har følt det lettere træls at skulle lægge øre til mine oplæsninger, for de fik ikke lov at slippe, før jeg var færdig.
Kærligheden, måske den tillærte, til Danmarks natur, historie og kultur ligger som en varmende og ledende understrøm under alle senere rejser til ind- og udland, og efter utallige fantastiske rejser til udlandet har jeg genopdaget Danmark som rejseland og er blevet nysgerrig på at udforske og dvæle ved et område. Både for at gense det og for at finde ud af, hvad der er sket på de år, hvor mine antenner har været rettet mere mod udlandet. For nylig genså jeg Fregatten Jylland i Ebeltoft, som jeg første gang så som barn, dengang bare som en kæmpe, flad pram, dækket af en enorm presenning. Ikke engang min mors ivrige oplæsning og fortælling kunne fremmane et eneste billede af, hvad det engang havde været. Nu er den restaureret og ligger med master og rigning og kan besøges. Og efter at have lyttet til Tom Buk Swientys gribende historie om slaget ved Helgoland, begyndte der at opstå en samlet fortælling. At Fregatten Jylland så også har været kongeskib og har sejlet flere gange til De Vestindiske Øer, som vi besøgte for nogle år siden, berigede oplevelsen.
Punkter markeres, streger tegnes, og cirkler sluttes.
