Hvad er egentlig luksus? Det har vi nok alle sammen hver vores opfattelse af, farvet af opvækst, livsvilkår, personlighed, smag og behag. Jeg kan nemt komme i tanke om smykker, tøj, tasker, mad, vin, hoteller, ferier etc., som jeg til hver en tid vil kalde luksus. Men jeg ved ikke, om min nydelse altid er helt ren og uden forbehold. Ind imellem er den, men den kan også være blandet op med en følelse af overdreven ekstravagance, af skam over at kaste om sig med penge, af at erhverve sig ting som glæder kortvarigt men hurtigt glemmes, af en pludselig indre påmindelse om mangel på bæredygtighed. For megen luksus på bekostning af andre – på bekostning af opmærksomheden på mere ægte værdier. Men hvad er det så for noget? Det lyder lidt klichéagtigt.
Jeg havde en stille stund for nylig, der bragte mig på sporet. Vi tilbragte et par dage i Hamborg, og efter en formiddag med intense oplevelser af Caspar David Friedrichs overrumplende og magiske værk i Hamburger Kunsthalle, faldt vi udmattede omkuld på hotelværelset og besluttede os for at blive dér i nogle timer, til vi skulle spise aftensmad. Vi lagde os på sengen, for det øvrige møblement var sparsomt. Vi stablede os op med puder i ryggen, læsestof ved hånden og sank ned i afslappet læsning af bøger og aviser, og et kig på de billeder jeg havde taget på museet. Og her opstod magien. Jeg kunne ikke springe op og stryge skjorter, vaske tøj – hænge op – lægge sammen, rydde op, lave regnskab, købe ind, lave mad, mødes med familie og venner, tage en tur i SATS ….. alt det der holder mig konstant beskæftiger i hverdagen. Jeg befandt mig i en konkret, fysisk og mental pause. Ingen kunne nå mig. Ingen ville mig noget. Ligesom man kan opleve det under en flyvetur. Pligterne er aldeles udenfor rækkevidde, og man lader dem fare uden betænkelighed.
Det er luksus – gratis og uudtømmelig. Hvad kan man ønske sig mere?
