Blog

Da mine børn gik i gymnasiet, forekom det mig, at de var i stand til at læse lektier, chatte på Messenger og høre musik samtidigt – eller var de? I hvert fald installerede det i min hjerne et romantisk billede af, at hvis man blot lod musikken strømme inspirerende igennem sig, så kom der guddommelig kvalitet ud af de intellektuelle anstrengelser. Jeg har aldrig været rigtigt god til det med musik og koncentration på same tid, men nu er det jul, og jeg bøjer mig ikke for mine naturlige begrænsninger. Jeg har sat Händels Messias på anlægget og sat mig for samtidigt at skrive et essay om julens tingel-tangel. Det må kunne lade sig gøre.
Jeg har billeder for mit indre øje af den julepynt, der hang på både min barndoms juletræ, mine bedsteforældres og min mosters og onkels. I mit barndomshjem fik min søsters og mine klodsede kreationer som en selvfølge plads på juletræet, side om side med min fars mere kreative og trænede frembringelser. Vi tilbragte altid en eftermiddag i december med at lave julestads af glanspapir, silkepapir og hvide strimler af tyndt karton til fletning af de for mig stadigt komplicerede, flerdimensionelle stjerner. Jeg erindrer enkelte glaskugler, som min mor enten havde arvet eller købt, og som i et stadigt svindende antal fortsat eksisterer i vores egne gemmer. Mine forældre var moderne og satte elektriske lys på juletræet. Det blev pyntet en lille uge før jul og stod tændt i de mørke morgen- og aftentimer. Det forbinder jeg stadig med den ultimative julehygge. Og her er ledsagende julemusik helt på sin plads. Til gengæld overlevede juletræet kun med nød og næppe 2. juledag. Min far kunne efter en uge med rødgranens tiltagende vissenhed, som det demonstrerede ved at drysse uhæmmet, bare man strejfede det, ikke få det ud hurtigt nok. Min mor havde ikke samme hastværk og mente nok, at man i det mindste kunne vente, til den sidste helligdag var overstået. Men så blev det også rippet for pynt og lys, havedørene til terrassen blev slået op og træet lempet ud i kulden, efterladende sig stort set alle nåle indendørs. Så kom støvsugeren frem, og jeg nød det raslende sug af nålene, der fløj op igennem røret. Da det værste og sjoveste var overstået, overtog min mor støvsugningen og kom ned på alle fire for at jagte de nåle, der i festlige spring havde spredt sig overalt i stuen.
Min mormors og morfars juletræspynt står mere utydeligt for mig, og jeg tror ikke, at noget af det eksisterer mere. Til gengæld husker jeg min undren, der grænsede til uro, over de levende lys på træet. Der stod, som man vist havde klogeligt for vane dengang, en spand vand i passende nærhed af juletræer, så man kunne slukke en eventuel brand. Min morfar var en mild og ængstelig mand, og det er måske hans angst for ildebrand, der har sat sig i mig og helt udvisket billedet af, hvad der ud over de levende lys hang på juletræet. Måske var juletræet slet ikke det vigtigste, for jeg husker tydeligere de mange hjemmelavede juledekorationer, der stod mange steder i stuerne, og de juleløbere, broderede ophæng, uroer og kravlenisser, der flimrede for øjnene overalt i lejlighedens to stuer.
Min mosters og onkels hjem, hvor vi ofte holdt jul, var anderledes smagfuldt julepyntet i et miks af gammelt og moderne. De har ingen børn, og derfor var stilen mere voksen. De havde begge sans for design, dekoration og farver, så det var en varm eventyrverden af uforlignelig julehygge at træde ind i. Deres juletræspynt bestod både af arvestykker fra min onkels familie, hjemmelavede hjerter og muffer og nyere ting indkøbt igennem årene. Muffer…? Ja, muffer, som det var en tradition af frembringe i min onkels familie og som han lærte min søster og mig at lave. Man tager det tomme paprør fra en rulle toiletpapir, svøber det i rødt silkepapir, der stikkes godt ind i rørets ender, lægger et tyndt lag vat omkring hele røret, så der kun stikker en lille ende rødt silkepapir ud i hver ende, limer et smalt rødt kartonbånd om maven på muffen og fuldender værket med et rødt silkebånd, trukket igennem røret og bundet sammen i en passende længde så det kan hænges på en af juletræets grene. Min søsters og mine muffer var ikke så flotte, stramme og ensartede som min onkels, så dem fik vi med hjem til eget brug. Deres juletræ havde også elektriske lys, så det kunne stå tændt i dagevis, uden at man behøvede at holde skarpt øje med det. Min kreative onkel havde lavet adskillige smukke og fantasifulde juledekorationer med diverse grønt og bær fra haven, tilsat små fugle og nisser, der gemte sig i vildnisset. Den vildeste miniatureverden at fortabe sit barnlige blik i. Og det hele var indhyllet i det varme skær af levende lys.
Da mit første barn blev født, boede vi i en lejlighed, hvor et almindeligt juletræ ville være blevet stuens absolutte, altopslugende midtpunkt i en grad, så ingen ville kunne sno sig forbi det. Så vi valgte et lille træ, der blev placeret på et stort skrummel af en skænk, som var en del af et møblement, som min farmor og farfar havde købt, da de blev gift engang midt i 20’erne. Vi var også de lykkelige ejere af det tilhørende spisebord med fire ubekvemme stole. Det hele var et svendestykke, som havde forlenet det oprindelige, unge hjem med tung, gedigen borgerlighed. Vi tog ikke så meget stilling til det æstetiske udtryk, men var blot glade for at have nogle møbler at starte vores eget familieliv op på. Vores reolsystem var en kombination af mit ungdomsværelses vangereoler og en opretstående skibsbriks, hvor lamelbunden var fjernet og erstattet af hylder. Funktionelt, halvgrimt og et par årtier forud for Ikeas billige etableringskit i et noget mere up to date stiludtryk. Samlingen af juletræspynt skulle bygges op fra bunden, og det skete i det nu hedengangne Daells Varehus i Nørregade, der havde et efter tiden overvældende udvalg, også i den beskedne størrelse der passede til vores lille træ. Det var ikke just kunsthåndværk af uforglemmelig skønhed eller kvalitet, men det havde oprindelighedens iboende kraft og fremmaner stærke minder om en særlig epoke i mit liv som ung hustru og mor.
Siden blev vi igennem 25-30 år entusiastiske samlere af juletræspynt med en personlig historie, ofte købt med hjem fra talrige rejser i ind- og udland, både med og uden børn. Når træet skulle pyntes og stadsen forsigtigt fremdrages af papæskerne, svøbt i vat, silkepapir eller tiloversblevne juleservietter, væltede ferieminderne op i samme takt. Vi har altid pyntet juletræ sammen med børnene, og der var kamp om de bedste pladser på træet, sjovt nok altid nogenlunde i øjenhøjde, så der efter sengetid var basis for lidt voksenomrokering for at skabe en vis balance. Vores juletræer har aldrig været farveafstemt eller decideret smagfulde – snarere overvældende, minderige og sjove. Meget julepynt er alt for tungt, og der var krise, når en særligt elsket ting tyngede grenen faretruende mod gulvet og måttet flyttes til en stærkere gren. Vores juletræer var ind imellem et ganske voldsomt syn, der gav mindelser om karneval og fastelavnsris. Især de år, hvor børnene mente, at det tungt læssede træ lige manglede en gang flagguirlander, fehår og lametta for at fuldende udtrykket.
Træet stod i mange år på et tæppe, som min mormor havde syet og broderet for mange, mange år siden. Det var lavet af groft, stift sækkelærred, kantet med et bredt, rødt bånd. På tæppet var der en stor krans af broderier, som kunne ses, når træet stod i midten. Det var klassiske nissfigurer i sving med alverdens julelege. Det ene af motiverne var en skrækslagen gås, der pilede afsted, mens et par nissebørn kastede en lasso omkring dens spinkle hals. Endnu mere makabert var motivet med en lyserød gris med åbent, skrigende gab og en store stegegaffel og en drabelig kniv boret ned i ryggen, skarpt forfulgt af ivrige nissebørn. Sådan et design ville ikke have slået an i dag, og det endte efter mange års brug da også med, at jeg med en kærlig tanke til min elskede mormor, der ellers var meget dygtig til håndarbejde, smed det ud. Jeg kunne ikke holde synet af de lidende dyr ud mere. Nisser falder erfaringsmæssigt i to kategorier: dem der ligner søde små børn eller hyggelige bedsteforældre – og så dem der ser lidt diabolske og gnomagtige ud. De sidste har for altid givet mig et tvetydigt og utrygt forhold til nisser.
Da børnene blev store og siden flyttede hjemmefra, ændrede jeg gradvist syn på julen. Jeg har altid elsket den, men fortidens charmerende hurlumhej omkring julekalendere, kalenderlys, adventskrans, juledekorationer, kravlenisser, julebagning, konfektproduktion, juletræspyntning, klassisk julemad, TV-julekalender m.v. mistede sin magi og blev erstattet af glæden ved julens musik, levende lys, en enkelt adventsdekoration og måske en vase med gran – og frem for alt hyggeligt samvær. De senere år har børnene selv fået familie, som vi har holdt juleaften hos (med en lille ængstelse for om de nu kunne skabe den samme stemning som os, for slet ikke at tale om stemningen i vores barndomshjem – tankevækkende som barndommens jul har boret sig dybt ind i én som den i grunden eneste rigtige). Det er kommet så vidt, at de år, hvor vi ikke selv har holdt juleaften, har vi ikke haft juletræ, og jeg har sandt at sige ikke savnet det (særligt meget). I år er det vores tur igen, og jeg glæder mig til at skabe en hyggelig og festlig aften, ikke mindst for børnebørnene. Jeg har besluttet mig for, at ambitionen om, at den skal nå min egen barndoms magi, vil give mig alt for meget præstationsangst, så målet om hygge og fest må være nok.
Er der så gjort nyerhvervelser til juletræet på årets rejser? Nej, det er der ikke. Det er ikke så ofte, man forbavses over sig selv, men det skete, da jeg af alle steder stod i en gammel, stemningsfuld, stor boghandel i Thorshavn på Færøerne i august måned. Jeg osede rund og kom ind i afdelingen for julepynt og så straks en smuk, buttet søpapegøje med rødt næb, røde fødder og fin sort/hvid fjerdragt i sprødt glas – lige til at hænge på juletræet. Og jeg vidste med det samme, at den havde jeg ikke behov for at købe. Jeg erkendte i et splitsekund, at jeg er kommet ind i den fase af mit liv, hvor jeg er holdt op med at samle udstyr, og hvor det snarere handler om at forenkle og skille mig af med ting end at anskaffe mig nye. Erkendelsen var sand, føltes rigtig og gav alligevel et lille, vemodigt sug i maven. ”Vi pynter juletræ med det, vi har”, tænkte jeg.
Jeg ved, at det vil være hyggeligt, når vi om nogle dage åbner kasserne og hænger de kendte klenodier på træet, og jeg spørger mig selv, hvornår den dag kommer, hvor jeg vil sige til børnene – som min just afdøde far ind imellem har sagt til mig – når de falder over et eller andet, de har knyttet sig til siden barndommen ”tag du bare det, hvis du godt kan lide det. Jeg kan sagtens undvære det”.