Da jeg var barn i Grøndalsvænge, kom min søster og jeg ofte hos en familie, der boede få stenkast fra os på én af de idylliske veje med frugtnavne. Vi boede på Hyldebærvej, og den anden familie på Hindbærvej. Min søster var veninde med familiens jævnaldrende datter, og jeg så lidt op til storebroderen, som var for gammel til at være min kammerat – hvilket piger og drenge i øvrigt ikke var særligt ofte dengang – men jeg havde blik for ham og beundrede især hans fantastiske modeljernbane, som han lod mig stå og kigge på, mens togene kørte rundt i varierede landskaber af byer, bjerge og åbent bondeland. En slags bonsai-oplevelse i mit modtagelige sind.
Moderen var hjemmegående, og faderen var skolelærer og kom hjem fra arbejde tidligt på eftermiddagen. Derfor havde familien en tradition for at samles om eftermiddagsteen, som min søster og jeg deltog i, når vi var på legebesøg. Der hjemme fik vi også eftermiddagste med vores hjemmegående mor efter skoletid, og det var en stjernestund, men min far var aldrig med, fordi han først kom hjem fra arbejde ved spisetid. I den anden familie var mor, far og børn samlet, og det gav en særlig, og for mig lidt usædvanlig stemning. Der blev serveret te og brød med ost og marmelade.
Bordet var dækket med det 60’er tidstypiske Relief stel, som jeg i en alder af omkring 10 år forelskede mig håbløst i. Keramikkens lysebrune farver og ru overflade med de fremhævede bladformer stod i kontrast til koppernes indvendige, cremefarvede og helt glatte og skinnende glasur. Brød og tilbehør blev serveret på stellets middagstallerkener, hvis flade midte var glaseret i en fed og skinnende olivengrøn. Jeg var helt solgt, og bare synet og berøringen af form og farver skyllede igennem mig som en fysisk glædes- og tilfredshedsfølelse.
Til min mormors store overraskelse og glæde begyndte jeg i denne tidlige alder at ønske mig tekopper og kagetallerkener i Relief stellet – og jeg fik dem af min mormor og morfar, og har dem stadig. Det er tungt, lidt stentøjsagtigt, og kopperne kan ikke stables, fordi de er bredere for neden end for oven, så min mand har flere gange i årenes løb spurgt, om det måske var på tide at skille sig af med det. Men jeg elsker det, så det kommer ikke på tale – tværtimod blev jeg lykkelig, da jeg for et par år siden hos en marskandiser fandt nogle af de skønne middagstallerkener med den olivengrønne midte, og mine børn har siden foræret mig en tekande, en flødekande og en lille kageasiet, som de har fundet hos en marskandiser. Jeg har tit kigget på det og spurgt mig selv, hvorfor jeg er så glad for det, og først nu, mange år efter min første forelskelse, ved jeg det: jeg har noget med keramik, det taktile, glasuren, oplevelsen gennem fingrenes varsomme vandren på overfladen.
Det genopdagede jeg – stadig uvidende om min faible – da jeg som 17-årig var i England på et sprogkursus. På hjemvejen havde vi et kort stop i London, hvor der var mulighed for at shoppe, og jeg faldt i svime med et sug i maven, da jeg i et stormagasins porcelænsafdeling pludselig stod overfor et større udvalg af Wedgewood porcelæn. Især de blå og grønne krukker, skåle og figurer med den karakteristiske, ru overflade og det fint forarbejde, hvide biscuit mønster gjorde mig både lyksaligt slap i kroppen og indgød mig den helt særlige beslutsomhed, der hedder ”jeg må eje det – koste hvad det vil”. Og det gjorde det så – det var ikke billigt, jeg passer godt på det og har aldrig fortrudt.
Keramikmuseet Clay i Middelfart et ét af Danmarks skønneste museer. Det ligger ufatteligt smukt i skovbrynet midt imellem den gamle og den nye Lillebæltsbro, med udsigt til dem begge. Museet er et slaraffenland for en keramikelsker, og for et års tid siden var der en vidt favnende udstilling, kurateret af keramikeren Peder Rasmussen, der fortalte historien om keramik på kryds og tværs med udgangspunkt i værker fra museets enorme samling. Jeg købte hans bog, Keramikkens Sprog, som var en fryd at læse og nærstudere keramiske værker i – og den gav, som titlen inviterer til – netop et, for mig begyndende, sprog for, hvad man oplever, når man ser, berører og nyder keramik. Det er et sprog, jeg aldrig har betjent mig af før, og som åbner op for en forståelse og beskrivelse af, hvorfor keramik med sin materialitet, tyngde, tekstur og overflade af forførende glasurer kan gribe én om hjertet, så det kan føles helt ned i maven.
Derfor måtte Clay genbesøges, da udstillingen ”Playing with fire: Edmund de Waal og Axel Salto” åbnede for nogle måneder siden. Edmund de Waal – ham med den fantastiske, familiebiografiske roman ”Haren med de ravgule øjne” – er en anerkendt, britisk keramiker (men en endnu bedre forfatter), der nærer stor kærlighed til vores danske Axel Saltos keramik, der ligger så fjernt fra hans egen som tænkes kan. De Waals keramik er papirtyndt, hvidt og svævende og efter min smag en lille smule kedeligt. Det ser sart ud og minder om skrøbeligt glas, et materiale som jeg er lidt mange for, og som forekommer mig lunefuldt og uvenligt.
I modsætning hertil står Saltos let genkendelige krukker og figurer med deres robuste former og fede glasurer tungt og sikkert på deres brede fod, og prætenderer ikke nogen lethed og ynde. De er selvsikre, tidløse i deres uimponerethed, og en fryd for øjet, fingrene og den fysiske lyst til at tage dem i favnen og kramme dem. Her duer det desværre ikke med insisteren at sige ”jeg må eje det – koste hvad det vil”, for det er uvurderlige klenodier, som sjældent er til salg på auktioner. Så må et billede række.
Det giver ro, afklaring og mulighed for at lægge kloge strategier omsider at vide, hvad man fejler: forelsket i keramik.
