Kunstmuseet Trapholt har for tiden en omfattende og flot retrospektiv udstilling om designeren Nana Ditzel, der i 2023 ville være fyldt 100 år.
Hun var en imponerende kvinde – fuld af kreativ energi og selvstændig virkelyst. Uddannet møbelsnedker, så fundamentet var konkret, håndværksmæssigt funderet. Oven på lagde hun i årevis en enorm designmæssig kraft, der gik i alle mulige retninger: møbler, smykker, tekstiler – alt sammen med blik for, at det skulle kunne masseproduceres og gøre menneskers liv lettere, sjovere og mere farverigt.
Hendes storhedstid var i min barndom og tidlige ungdom og faldt i tråd med andre, tidstypiske designere, så hendes udtryk har indprentet sig som en del af min kulturelle og stilmæssige bagage – også selvom jeg i dag ikke synes, at alt, hun har lavet, er faldet heldigt ud. Men det er jo en retrospektiv betragtning, der ikke trækker noget fra hendes mod, opfindsomhed og frihedstrang.
Jeg bevægede mig både inspireret og anfægtet igennem udstillingen, fordi den trak så stærke tråde tilbage til den mest ubevidst formative tid i mit liv. Det første store panorama i udstillingen handlede om Nana Ditzels ambition om at skabe stærkt kolorerede liggemøbler til voksne. Hendes tanke var, at hvis man anbragte sin krop i næsten liggende stilling, støttet af formfaste skumgummipuder i forskellige udformninger, ville der opstå en uformel, afslappet stemning mellem mennesker, og snakken ville gå livligt og ubesværet, befriet for de hæmninger der opstår, når man holder sig til det konforme og vanemæssige.
Det slog mig, at disse slanke, elegante, selskabsklædte mennesker kunne have været mine forældres middagsgæster. Tøjstil, frisurer, farver og den afslappede omgang med alkohol og tobak rev mig 60 år tilbage i tiden. Den eneste forskel var, at mine forældres gæster sad i vores møbler – moderne, tidløse Hans J. Wegner møbler. De lå ikke på gulvet.
Når jeg i dag ser på billedet, tænker jeg, at det har krævet en del gymnastisk elegance, især for kvinderne, iklædt stramme, A-formede kjoler i Jaqueline Kennedy stil, at komme fra stående position ned i halvliggende stilling. Hvordan gjorde de egentlig? Det fandt jeg senere ud af.
Udstillingsrummet var designet som et stort prøv-det-selv rum i trappeformation, hvor man frit kunne afprøve diverse pudetyper i forsøget på at finde en behagelig, afslappet og naturlig halvliggende stilling. Jeg havde selv nederdel på den dag, så jeg afveg ikke fundamentalt fra de chikke damer på billedet. Jeg kiggede mig omkring i det halvtomme rum. Ingen andre gjorde forsøget, og ingen ville have set mig, hvis jeg gjorde. Men jeg holdt mig genert og utilpas tilbage med en irriteret følelse af at være noget mere konform og stram i betrækket en Nana Ditzel.
Så jeg gik videre ind i det næste rum, der i samme livlige farveskala var fyldt med møbler til børneværelset og børnebiblioteket. Det gav mening og mindede mig om mine egne børns – og nu børnebørns – spændstige tumlen i begge scenerier. I det følgende rum forfulgte Nana Ditzel vedholdende sin vision for den møbelmæssige ramme om de voksnes afslappede og fortrolige samtale i gulvhøjde – nu omkring møder og andre arbejdsmæssige situationer.
Inden vi vendte om og gik samme vej tilbage for at fortsætte til udstillingens andre temaer, fremgik det af en forklarende tekst, at liggemøblerne til voksne aldrig rigtigt var slået igennem, hvorimod de var gået rent ind hos børnene. Jeg drog et lettelsens suk over, at jeg nok ikke var alene i verden med min akavede, kropslige generthed – og indåndende straks en fast beslutning om, at så turde jeg godt prøve at anbringe mig i voksen-ligge-møblerne.
Jeg tog frakken af, lagde tasken fra mig, tog kameraet frem og bad min mand tage et billede af mig, afslappet henslængt i møblementet. Jeg skal hilse og sige, at med en lidt kropsnær nederdel, måske en anelse stive knæ og ømme hofter er det svært at få anbragt sig uden først at have været en tur nede på alle fire for derefter at vælte sig halvtungt over i sidde-liggende stilling. Første intuitive bevægelse derefter er at få løftet numsen op og trukket nederdelen ned over lårene, hvorefter man kan gå i gang med at afprøve forskellige placeringer af benene, så der ikke er helt frit udsyn op til trusserne. Det ender med en dydig prinsesseagtig stilling, hvor det ene ben er lagt afslappet og graciøst hen over det andet i ankelhøjde. Hvis man yderligere har en lille taske, et glas bobler eller én af datidens populære sjussser og en tændt cigaret at holde styr på, er man slet ikke færdig med at arrangere sig i scenografien endnu. Og turen op er en uundgåelig gentagelse i omvendt rækkefølge, startende med en uelegant position på alle fire.
Jeg siger det bare: det er ikke praktiske voksenmøbler – men det er tankevækkende, hvor stærke følelser det sætter i gang, når kroppen bliver tvunget ud af sin komfortzone, og man føler sig komisk. Jeg gad dog godt prøve igen, denne gang iklædt en kjole af Nana Ditzels skønne tekstiler og fantastiske smykker, men det bliver nok ikke til noget. Til gengæld holder jeg endnu mere målrettet på med yoga og styrketræning, så jeg i det mindste kan komme nogenlunde ubesværet med ned i børnebørnenes møblement i gulvhøjde – og op igen.
