Jeg erindrer ikke, at jeg som barn havde drømme om en særlig uddannelse eller beskæftigelse som voksen. Jeg vidste, at min mor var læreruddannet, men hun gik hjemme hos min søster og mig i en længere årrække, da vi var små, så jeg oplevede hende ikke dengang som erhvervsaktiv. Det kom først senere. Jeg vidste også, at min far var jurist, og at han arbejdede på et kontor med skrivemaskiner og søde, ældre kontordamer, som lod min søster og mig prøve skrivemaskinerne, når vi en gang imellem var på et hurtigt besøg på min fars kontor. Faktisk troede jeg, at hans arbejde var at tegne ugler, for det syntes jeg, at han var rigtigt dygtig til. Han var inspektør i Bank- og Sparekassetilsynet, som senere kom til at hedde Finanstilsynet.
I folkeskolens sidste klasser, d.v.s. 1. og 2. real, begyndte jeg at interessere mig for sociale og kulturelle spørgsmål, og i forbindelse med min konfirmationsforberedelse blev jeg mere bevidst om min interesse for åndsvidenskab. Jeg kommer ikke fra et hjem med et markant politisk engagement eller med stærke interesser for kulturlivet, og alligevel tror jeg, at jeg er blevet stærkt præget i begge retninger. Mine forældre stemte fra De Radikale og mod venstre, ikke altid trofaste mod et bestemt parti. Det var helt udelukket at stemme fra midten og mod højre, kunne jeg fornemme. Kultur var noget, man forbrugte med en blanding af interesse og pligt, og noget man som gode forældre skulle præsentere et bredt udvalg af for sine børn.
Vi var flittige brugere af biblioteket i hele min barndom, og da vi på skolen blev introduceret til skolebiblioteket, opdagede jeg, at bøger var noget ganske fremmed for en stor del af mine skolekammerater, og jeg fandt selv skolebiblioteket lille og kedeligt sammenlignet med det store og bugnende bibliotek på Brønshøj Torv, som vi jævnligt slæbte posevis af bøger hjem fra. Jeg læste voldsomt meget, og fik på et tidspunkt den vage idé, at jeg måske gerne ville læse litteraturvidenskab. Det ord kendte jeg ganske vist ikke, men litteraturen åbnede vidunderlige verdener for mig.
Vi blev i folkeskolen introduceret til Politikens ”Hvad kan jeg blive?”, som datidens mest avancerede opslagsværk at hente inspiration til uddannelsesvalg i. Og så fik vi besøg af en uddannelsesvejleder, der stod til rådighed for klassen en times tid, så vi kunne spørge ind til mulighederne. Ikke mange sagde noget, men jeg husker tydeligt en pige, der tog mod til sig og sagde, at hun godt kunne tænke sig at blive landmand. ”Landmand?!” udbrød den lamslåede, kvindelige uddannelsesvejleder, skubbede brillen lidt ned på næsen, kigge ud over kanten og spurgte, om pigen overhovedet var klar over, hvor fysisk krævende det ville være for en kvinde at være landmand. Så var den dialog slut, og måske slukkedes der her en selvstændig og inderlig drøm.
Mit sociale engagement opstod dels i samtalerne med min far om åndsvidenskabelige spørgsmål, dels fra min mor der havde en grundlæggende omsorg for børn, især de sårbare og mindre priviligerede. Hun var igen begyndt at undervise, ikke længere på en almindelige folkeskole men på Rigshospitalets børneafdeling, hvis skoleundervisning hørte under en nærliggende folkeskole. Dér arbejdede hun i mange år, og det blev kronen på hendes karriere. Jeg tror, hun var en fremragende og omsorgsfuld lærer, højt værdsat af de syge, indlagte børn og deres forældre, som hun tilbød et lille frirum af normalitet, og hun kom hjem med de vildeste beretninger om børn, sygdom og sociale baggrunde, som hun formidlede med en kærlig indlevelse, som gjorde et dybt indtryk på mig. Måske opstod min idé om at blive socialrådgiver derfra.
I forbindelse med min konfirmationsforberedelse kom jeg en del i Philips Kirke på Amager, og en overgang flirtede jeg med tanken om at læse teologi. Det lå ganske vist langt fra mine øvrige, åndelige interesser, men jeg var meget betaget af den unge præst ved Philips Kirke, og måske virkede den autoritet, som præstekjolen, prædikestolen og hans fast håndtryk og øjenkontakt med alle i kirkedøren ved gudstjenestens afslutning dragende på mig.
Jeg har aldrig hørt mine forældre direkte fraråde mig at læse litteraturvidenskab, blive socialrådgiver eller præst, men ordløs påvirkning eller vanskelige spørgsmål kan have samme effekt. Jeg fornemmede bare ikke, at de syntes, det var nogen specielt god idé. Husker jeg, de sagde, at litteratur var en glimrende fritidsbeskæftigelse, at socialrådgiver kunne være en hård og dårlige betalt vej at gå, og at præstegerningen nok ikke havde den store fremtid for sig…..?
Min søster havde ambition om at drive en slikbutik, men denne fremtidsdrøm gled med årene over i en lyst til at blive læge. Heller ingen af disse ambitioner holdt ved. Enden på historien blev, at jeg valgte at læse jura som min far, fordi det inkarnerede hans fornuft og forestilling om, at det kunne man aldrig gå galt i byen med, det kunne føre til så meget. Så var han tilfreds. Min søster var mere søgende og rebelsk, og mine forældre havde ikke stamina til at vente og lade hende finde sin egen vej. Det gjaldt om tidligt at komme ind på et spor, der kunne gøre det muligt at forsørge sig selv, og så kunne man altid dyrke alle mulige interesser ved siden af. Derfor valgte de – ja, sådan var det faktisk – at min søster skulle uddanne sig til sygeplejerske, og de fik hende sågar meldt ind på uddannelsen, mens hun stadig var i Cambridge for at lære sprog efter studentereksamen. Hun har næppe modsat sig det eksplicit på dette tidspunkt, men det gjorde hun, da hun kom hjem. Det lå for langt fra lægedrømmen, så valget faldt i mangel af en hurtig og bedre idé på læreruddannelsen som vores mor. Sikke en opvisning i, på den ene side, manglende selvstændighed hos min søster og mig, og, på den anden side, massiv påvirkning fra gode og kærlige forældre, der uden vaklen anså det for særdeles vigtigt, at vi som piger fik en god uddannelse, så vi havde mulighed for at forsørge os selv. Men den forsigtige borgerlighed, de som krigsbørn begge var rundet af, snakkede højlydt med.
Jeg interesserede mig på ingen måde for jura, og studiet kedede mig gudsjammerligt fra første dag. Der var intet, absolut intet, der fangede min interesse, og derfor syntes jeg også, det var svært. Efter studentereksamen havde jeg tilbragt et år på en fransk sprogskole og boet som logerende i en fransk familie. Jeg kom hjem med flydende fransk, et internationalt udsyn, der aldrig har fået mig til at flyve højere, og en mexicansk kæreste i Paris. Jura var som at falde med et hårdt bump ned i den mest drænende sump. Jeg slæbte mig igennem det første år, læste pligtopfyldende på stoffet, men lovede mig selv, at hvis jeg ikke bestod første årsprøve, ville jeg skifte til fransk. Jeg søgte ind, men bestod derefter første årsprøve på jura, og så forsvandt modet til at tage en selvstændig beslutning, og jeg følte jeg, at døren ud til friheden og mit hjertes valg lukkede sig bag mig. Jeg afstod selv fra at forfølge min drøm om at vælge et studie med hjertet, men mine forældre var tilfredse og så det som et udtryk for erkendelse af, at tingene kommer ikke altid nemt, man må slide for det, og hvem har sagt, at det skal være sjovt og lystfyldt? Så jeg hang på og kom igennem uddannelsen på normeret tid, med et helt ok gennemsnit men uden nogen som helst lykkefølelse eller glad forventning om, at nu skulle jeg i gang med en karriere baseret på det fag, jeg havde studeret.
Jeg havde i et øjebliks inspiration fra nogle især kvindelige undervisere, der kom fra advokatbranchen, afprøvet tanken om måske at gå den vej. Jeg har sikkert kigget nysgerrigt på mine forældre udtryk i ansigtet og læst, at vejen som selvstændig var en fremmed fugl i vores familie, og at det sikkert var en slidsom branche for en kvinde at kaste sig ud i. Der var mere hold i en karriere som embedsmand i det offentlige, så jeg søgte, hvad der var af ledige stillinger i statsadministrationen. Jeg var til samtale i Kirkeministeriet, der tilbød mig en stilling, og jeg kunne også være blevet politifuldmægtig, men det var en stilling i Industriministeriets departement – som min far var affilieret med via hans arbejde i Finanstilsynet – der blev mit valg og min skæbne. Industripolitik har jeg heller aldrig interesseret mig for, og jeg anede faktisk ikke, hvad de mere præcist lavede i dét ministerium. Jeg fulgte den obligatoriske turnusordning og kom rundt i forskellige kontorer i løbet af de første år. Jeg fik gode kolleger, lærte uomtvisteligt meget og havde måske i ny og næ en oplevelse af, at det jeg lavede var interessant, men hvis sandheden skal frem, greb det mig overhovedet ikke, og min identitet som jurist forvitrede og blev noget, jeg nærmest ikke havde lyst til at tale om. Det var ikke det, der var basis i mit liv. Det var derimod bevidstheden om, at jeg havde et job, hvormed jeg kunne forsørge min mexicanske, herboende mand og vores lille søn på et år. Pligten og det solide fundament var argument nok. Jeg forventede end ikke mere.
På et tidspunkt blev jeg til min store overraskelse udpeget til at deltage i et før-leder-forløb for en mindre gruppe fuldmægtige i departementet. Jeg havde aldrig set mig selv som et talent på mit fagområde, men det må nogen jo have gjort. Jeg blev glad og beæret uden at vide, hvad det kunne føre med sig – bare det at blive anerkendt, som jeg var en slags uformel verdensmester i og med succes havde trænet målrettet gennem min barndom og ungdom, var nok til, at jeg ureflekteret gled ind i det forløb. Men jeg blev grebet af de for mig helt nye temaer om ledelse, psykologi, personprofiler og selvudvikling. Det gav mig ingen klar ambition om noget som helst, jeg gled blot med uden fornemmelsen af, at jeg burde eller kunne gøre mig tanker om min karrieremæssige fremtid. Den tænkte jeg som hidtil, at nogen andre formede for mig.
Som et anerkendende led i min før-leder-uddannelse blev jeg tilbudt et barselsvikariat for sekretæren for Retsudvalget i Folketingets Sekretariat. En oplagt chance for at se og lære noget helt andet. Jeg blev nærmest lidt skræmt over at skulle træde nogle måneder ud af min kendte og kedelige arbejdsmæssige hverdag, men jeg sagde selvfølgelig pænt ja tak, uden ambitioner, blot med håbet om, at det ikke ville blive for svært, og at det var hurtigt overstået. Også herfra kom jeg styrket og klogere tilbage, men uden at være særligt bevidst om det. Jeg havde gjort min pligt, og nu var det overstået.
Da jeg kom tilbage til ministeriet, havde jeg vanen tro ingen særlige ønsker til, hvad jeg skulle arbejde med fremover, så jeg tog blot positivt uengageret imod forslaget om at beskæftige mig med turistpolitik, og jeg fik for første gang i min karriere en inspirerende og udviklingsorienteret leder, der havde ambitioner med mig og mit fagområde. Efter et par år opstod der mulighed for at etablere et turistpolitisk sekretariat i Danmarks Turistråd, der i dag hedder Visit Denmark. Det skulle koble ministeriet og Turistrådet tættere sammen omkring de politiske aspekter af turismeområdet, og det var jeg udset til at være leder for. Jeg opfandt det ikke, jeg søgte det ikke, jeg kæmpede ikke for det, men jeg tog taknemmeligt imod det, fordi jeg fandt det fagligt interessant og så det som en overraskende anerkendelse af mine kompetencer, som jeg fortsat var ret ubevidst om og fremmed overfor. Jeg var 35 år, og her tog min lederkarriere sit afsæt.
Når jeg tænker tilbage på disse år, kan jeg tydeligt se fraværet af den livs – og karriereplanlægning, som senere er blevet et absolut must. Og det blev ikke et vendepunkt. Også alle mine senere lederjobs er kommet til mig, mens jeg flød med ad livets og karrierens uforudsigelige veje. For det tror jeg faktisk til dels, de er. Jeg har altid været pligtopfyldende og flittig, men min baggrund og min personlighed har ikke forlenet mig med en aggressiv kampkraft og klare mål. Jeg har beskæftiget mig med det, livet og hverdagen har forslået eller stillet foran mig, og det har jeg lært voldsomt meget af, og jeg er måske endda kommet videre omkring, end hvis jeg havde opstillet klare karrieremål. Jeg er med nutidens briller lidt rystet over min tendens til at flyde flittigt og samarbejdsvilligt med, men jeg kan se, at livet selv stiller mange gode forslag, og at det intuitive samspil mellem disse og egne evner og interesser kan folde et rigt, varieret og lærerigt liv ud.
