Blog

Da jeg for 30 år siden mødte min kommende, dejlige bonusdatter for første gang hjemme i det hus, hvor hun boede med sin far – min nye kæreste – og hendes lillebror, blev jeg præsenteret for et børnesyn og en pædagogik, som så ud til at bygge på endeløs frihed og kreativitet, og som i sin konsekvente gennemførelse var fremmed for mig, og som jeg ikke helt forstod.

Hun var 5 år og i fuld sving, sammen med genboens jævnaldrende datter, med at bage et eller andet i køkkenet. Mel, vand, køkkenredskaber og diverse andre elementer, føg om ørerne på dem, mens de grinede højt og havde det skønt. Jeg spurgte vantro min kæreste, om ikke pigerne skulle havde lidt hjælp til bageprojektet, men det afslog han og mente, at de blot skulle have lov til at boltre sig og selv finde vej gennem bagekunstens mysterier. Slutproduktet opstod aldrig, og slagmarken blev pludselig forladt, da legen ikke så ud til som ved et mirakel at munde ud i noget potentielt spiseligt. Og det hørte ikke med til den frie opdragelse af bede de små piger om at hjælpe til med at rydde op i køkkenet.

Når jeg bagte med mine børn, var det ikke en leg men en opgave. Det var mig, der styrede processen og satte en ramme for børnenes mere afgrænsede, kreative eksperimenter med at røre, ælte og forme, og jeg lagde aldrig skjul på, at der lå en opskrift til grund for udfoldelserne. De skulle ikke opfinde noget selv, helt fra bunden. Det siger uden tvivl en hel del om mit kontrolbehov og mit ubehag ved, at alting er fedtet, og gulvet knaser af sukker.

Jeg skal ikke kunne sige med sikkerhed, hvilke af vores fire sammenbragte børn, der fik den bedste basisviden om bagning, og hvordan det sidenhen har påvirket deres yderligere tilegnelse af viden og lyst til at udfolde sig med bagning – for slet ikke at tale om chancen for et nogenlunde succesfuldt produkt.

Erindringen dukker op i forbindelse med adskillige, lettere frustrerende museumsbesøg, hvor jeg fornemmer, at både udstillingsarkitekturen og museumspædagogikken bevidst inviterer mig til selv at finde formål, hoved og hale på udstillingen. Men det har jeg oftest ikke forudsætningerne for, så i stedet for at føle mig guidet, undervist, hjulpet og inspireret, føler jeg mig ofte bare som en forvirret, dum dame, der spilder tiden.

Seneste eksempel på en sådan krævende oplevelse var vores besøg på LUMA Arles, Parc des Ateliers, i sydfranske Arles, som navnet afslører. Når jeg skal beskrive, hvad det går ud på, kunne jeg – i en forfængelige bestræbelse på at virke intellektuelt velkørende – fristes til først at læse grundigt op på lektien, nærstudere den brochure, vi fik på stedet, slå svære ord og begreber op og få det hele til at se sammenhængende og spændende ud. I stedet kaster jeg mig ud i en intuitiv beskrivelse, som måske giver indtryk af den forvirring, sådan et sted kan efterlade én med:LUMA Arles er et kultur- og museumscenter, centreret omkring en hovedbygning tegnet af den amerikanske arkitekt Frank Ghery. LUMA ligger i en nyanlagt park, designet af landskabsarkitekten Bas Smets. I parken ligger der en håndfuld kæmpe store industribygninger, hvoraf flere har tjent som konstruktions- og renoveringshaller for tog. Nogle af disse bygninger har ”mistet” tagbelægningen, medens murene og selve tagkonstruktionen er renoveret. Et par af de største bygninger var tilsyneladende tomme og lukkede. I en enkelt var der en udstilling. I hovedbygningen, der er 9 etager høj, var der adskillige etager med kontorer og noget der kunne tyde på konference- og undervisningsfaciliteter. Måske også noget med forskning…? Så vidt jeg forstod, er stedet helliget samtidskunst, baseret dels på en permanent samling, dels løbende udstillinger.

Udfordringen var med andre ord dobbelt: både at begribe de nyetablerede fysiske rammer, og tage samtidskunsten ind som en berigende oplevelse. Det stiller krav til gæsten – men faktisk i alle højeste grad også til museet.

Når man inden besøget læser på hjemmesiden, hvad LUMA handler om, er det også dér meget svært at få greb om stedet og dets idé, og dermed sine egne forventninger. Jeg havde nærmest mest bange anelser, belært af besøg lignende steder.

Vi nærmede os hovedbygningen, som ligger stor og majestætisk, ligesom hvilende på en cylinder af glas. Den er, ikonisk for Frank Gherys arkitektur, bygget op af to typer forskudte metalplader, der reflekterer lyset forskelligt. Vi kunne ikke umiddelbart se indgangen, og der var ingen skilte, der viste vej. Vi fik forvildet os et stykke ned i parken, før vi vendte om og med en vis irritation tænkte, at det måtte da for pokker være muligt at finde indgangen. Det lykkedes omsider, og inden for spejdede vi efter en reception eller et billetsalg, men fik kun øje på et lille rullebord med en computer og et par unge mennesker bagved. De var til gengæld venlige, rakte ud og spurgte, om de kunne hjælpe os. Det viste sig, at det var gratis at komme ind, hvilket formentlig siger en hel del om fransk kulturpolitik, men af en eller anden uforklarlig grund, fik vi alligevel et par billetter, som vi skulle vise ind imellem. Måske til brug for statistik. En ung mand, der lignede én, der læser arkitektur eller kunsthistorie, gav os en smuk lille brochure i A5 format på 70 sider. Han begav sig endog om på vores side af rullebordet og gennemgik brochuren grundigt, måske fordi han vidste, at dette sted ikke var ligetil at få greb om. Det var brochuren desværre heller ikke.

Franskmænd har en forkærlighed for at gøre ting indviklede, at formulere sig i et komplekst akademisk sprog og give selve rammeforklaringen et kunstnerisk, legende, performanceagtigt præg. Vi taler og læser begge fransk, så vi slog flere gange med tiltagende hidsighed op i brochuren for at søge en enkel forklaring på logistik, idé og indhold, men hver gang forgæves. Nu har jeg den liggende ved siden af mig og rækker igen og igen ud efter den, men den forbliver en utilnærmelig, lidt fjendtlig ting, der ikke vil forstås. Jeg fornemmer, at både den og hele stedet siger til mig, at det slet ikke er meningen at udstyre gæsten med en klar ramme- og indholdsfortælling. Det skal man skabe selv ud fra sine egne oplevelser og sansninger. Det kan nogle, med de rigtige forudsætninger og dertil afpassede hjernevindinger, sikkert, men jeg kan ikke – og jeg gider ikke. Det kræver noget af mig, som jeg ikke har evner, mindset og tålmodighed til, og jeg bliver utryg og undermineret af at føle mig dum. Jeg føler mig ikke engang talt ned til – jeg føler mig slet ikke talt til.

Vi fandt tilfældigvis vej ind i en lille biograf, hvor de viste en film med Frank Ghery, der fortalte om byggeriet og projektet. En ældre, mild mand, der faktisk var i stand til at forklare sin idé med den banebrydende arkitektur. Han gav en hjælpende hånd og gjorde det muligt at beskue bygningen og opleve den inde- og udefra med udbytte.
Vi tumlede søgende rundt i stueetagen, hvor øret pludselig opfangede noget korsang. Jeg listede mig omkring et hjørne og så nogle ansatte i sving med – under direktion – at afsynge et eller andet. En enkelt af dem sendte mig et blødt og skælmsk blik, som kunne tyde på en solidarisk tilkendegivelse af, at hvis jeg fandt dette lidt underligt uforståeligt, så gjorde hun det også. Vi fandt vej ind i et galleri med samtidskunst fra den permanente samling. Store, mystiske, imponerende installationer. Man kan lade blikket surfe hen over helheden og lade indtrykket synke ind, eller man kan udvælge sig en enkelt eller to værker, dvæle ved dem og prøve at komme i dialog. ”Nu har du fat i noget”, tror jeg, den ikke tilstedeværende kurator ville sige til mig. I stedet forsøgte jeg – traditionelt men helt forkert – at læse mig til en forståelse på bitte små, dårlige belyste og helt uforståelige tekster.

Der var flere mindre gallerier i hovedbygningen med hver deres udstilling, men dem sprang vi over i et forsøg på ikke at belaste hjernen og nervesystemet så meget, at der ikke ville være energi til at se resten af området. Vi var jo dybt begravet i vores dobbeltopgave med at forså både de fysiske rammer og udstillingernes indhold.
Inden vi begav os udenfor, ville vi tage et kig på museumsbutikken og forventede noget i retning à la Louisianas museumsbutik, der efterhånden mest minder om en lokal udgave af Illums Bolighus – men altid hyggelig at ose rundt i. På LUMA er det ganske anderledes. Butikken bestod af et par meget store rulleborde med diverse kunstbøger. Spontant tænkte jeg, at de måske var ved at gøre hovedrent i butikken og derfor have samlet det mest nødvendige på et par rulleborde og kørt dem udenfor, men nej, dette var butikken. Super enkelt, alvorligt og fokuseret – ingen dikkedarer.

Ude i parken var de to største, gamle industribygninger tilsyneladende tomme og lukkede på trods af de lovende men svært tilgængelige beskrivelser af stedets faciliteter, potentiale og visionerne for det. Vi havde forestillet os, at de måske rummede kunstner atelierer eller kæmpeinstallationer. Det ville have været hjælpsomt og ærligt at skrive, at disse steder endnu ikke var fuldt udviklet, at man ikke havde råd til at varme dem op – eller hvad den gode forklaring nu kunne være. Men vi hev bare i de låste døre og trykkede næsen flad mod ruderne ind til de mørke haller, uden at blive klogere. Ordløshed er en dårlig løsning.
I en enkelt af de industrielle faciliteter var der en udstilling med det navnet ”Même dans le pénombre, je chante encore” – der betyder noget i retning af ”Selv i halvskygge synger jeg stadig”. Den bestod af værker fra den igangværende 34. kunstbiennale i Sao Paulo. Jeg anede ikke, at en sådan eksisterede, og det fremgik ikke umiddelbart, om de udstillede værker var frasorteret, på vej til Sao Paulo, eller om dette var en lokal afdeling af biennalen. Både brochure og tekstplancher var kompakte og skrevet helt og aldeles indefra en kunstnerhjerne og ud til en beskuer. Værkerne var ikke uinteressante, men når jeg rakte ud efter dem, forblev de mystiske og bortvendte. Ingen hjælp at hente for en hjerne som min.

Vi fandt en fin lille café på området, hvor vi spiste en hyggelig frokost, der heldigvis ikke var kunst men bare mad. Jeg tog mange billeder af LUMA, og vi gik endnu en runde i stueetagen, hvor vi fik øje på et par kæmpe store snoede rutchebaner, som man kunne glide ned ad fra 2. sals højde. Og vi beundrede et uhyre smukt trappeforløb og opdagede i toppen en drilsk spejlinstallation af Olafur Eliasson. Den bygning kan noget.

Jeg var udmattet og fortumlet, da vi forlod stedet, og på vej til bilen, erindrede jeg pludselig en essaysamling af den norsk-amerikanske forfatter Siri Hustvedt, hvori hun fabulerer over bl.a. kunstteori, og bruger den til at fortælle om et enkelt værk, en installation, på MOMA. Da jeg kom hjem søgte jeg på nettet efter bøger om kunstteori og fandt frem til den velanmeldte ”Samtidskunstens teorier” af den tyske professor i filosofi og æstetik Juliane Rebentisch, som jeg bævende kastede mig over. Optimistisk tænkte jeg, at her er nøglen til at få styr på begreberne, så jeg ikke bliver så frustreret næste gang, jeg skal se samtidskunst i en hyper moderne setting, der går nye veje i udstillingsarkitektur og museumspædagogik. Men selvfølgelig gik jeg – om ikke i stå, så ned i gear – efter de første sider. Super svært stof, spækket med begreber og referencer jeg aldrig har hørt om. Men nu bider jeg tænderne sammen og læser den, alt imens jeg må erkende, at det er hårdt at bane vej for ny læring og erkendelse, når hjerne har trådt de samme spor i 65 år.

Jeg er sikker på, at både Frank Ghery og det øvrige team bag LUMA (som dølger metafortællingen om idé, finansiering, vision, aktiviteter m.v. i kunstneriske, akademiske tåger), hvis de læste dette essay, ville sige, at med al den energi, frustration og ambition, det har skabt i mig, har jeg da virkelig fået noget ud af mit besøg, og så må LUMA være på rette spor.