Jeg husker 60’erne og 70’erne, hvor jeg var barn og ung, som et par årtier, hvor der var masser af politisk engagement på gadeplan med demonstrationer og happenings. Det meste var ret fredeligt, om end emnerne var dybt alvorlige: Vietnam-krigen, atomkraft, oprustning under den kolde krig, forurening, oprør mod autoriteter, kvindekampen, Israel/Palæstina, Verdensbankens møde i Bella Centret etc. etc.
Jeg er vokset op i en familie, hvor man politisk havde venstreorienterede præferencer og forholdt sig aktivt til samfundsspørgsmål, men der var ingen aktivistiske tilbøjeligheder, og jeg har aldrig deltaget i en rigtig demonstration. Jeg tror, mine forældre tænkte, at det var en ineffektiv og småfarlig måde at udtrykke sine synspunkter på. Faktisk er jeg nok opdraget til at være lidt af en bangebuks – ikke verbalt men fysisk.
Derfor står det for mig som en bemærkelsesværdig engangsbegivenhed, da jeg i 6. klasse sammen med et par kammerater foreslog vores vikarierende klasselærer, at vi skulle arrangere et demonstrationstog på skolen som protest imod intet mindre end forurening i bred almindelighed og Barsebäck i særdeleshed. Vores elskede klasselærer, frk. Moustgaard, var en ældre dame, der i længere perioder var sygemeldt. I hendes fravær havde vi et hav af forskellige unge vikarer, og én af dem var frisk på at lade vores klasse skrive en sang og male nogle bannere til formålet. Vi arbejdede seriøst med det, og til sidst var vi klar til at gå rundt på skolens gange fra klasse til klasse, banke på, åbne døren og vandre ind med vores hjemmelavede bannere og sang. Vikaren har nok sikret sig skoleinspektørens accept på forhånd, for den slags var aldrig sket på skolen før. Vi var frygtløse, højtsyngende og selvsikre i vores kamp for at redde verden – naturligvis inspireret af den almindelige, omfattende demonstrationspraksis i de år.
Det undrer mig, at denne succesfulde manifestation ikke gav mig blod på tanden til en mere aktivistisk ungdom, men måske blev jeg skuffet over, at forureningen ikke stoppede, og Barsebäck ikke lukkede, når vi nu var så klare i spyttet. Men ting tager jo tid, og i dag, hvor jeg bor på Amager Strandvej, kan jeg glæde mig over, at Øresund, der dengang ikke var badeegnet på disse kanter, nu slår bølgerne op på en flere kilometer lang og ren badestrand med klitter, og at Barsebäck, som vi har udsigt til fra vores lejlighed, nu er under nedlukning.
For et par uger siden så jeg den nye film om Bob Dylan – A Complete Unknown. Jeg har aldrig lyttet til hans musik, fordi jeg ikke kunne lide hans snerrende og snøvlende stemme, teksterne var svære både at høre og forstå, og hans evindelige mundharpe skar i ørerne. Men jeg er gået glip af noget, kan jeg nu se, hvor hans alter ego Thimotée Chalamet gestalter ham fantastisk, og hvor teksterne ledsager musikken. Det er jo både poesi og skarpe holdninger af højeste karat. Og i samspil med Joan Baez og hendes klare sopran er der smæk og protest for skillingen. Et engagement, en vrede og en vilje til at forandre verden med de midler, de nu havde til rådighed: tekst, musik og stemmer. Fuldstændigt ligesom mig i 6. klasse😉
Vi overlevede den kolde krig og fik Sovjetunionen ned med nakken uden at overveje et øjeblik, hvilke følger det kan have at hovere så skamløst over en falden fjende. Og nu står vi så i suppedasen. Rusland tager hævn og forfølger sine territoriale ambitioner, og vi har i den såkaldt frie verden igennem flere årtier levet tankeløst over evne med en næsten religiøs tro på kapitalismens velsignelser. De store tabere er klimaet og en verden med mere lighed og retfærdighed. Den ene krise tårner sig oven på den anden: en skruppelløs og uforudsigelig amerikansk præsident, et NATO der slår revner, trusler om amerikansk annektering af Grønland, et Mellemøsten på konstant eksplosionsniveau. Det er for meget, for stort, for truende, for uvirkeligt, og vi virker ligesom lammede og vantro på samme tid.
Det mest resolutte, danske svar på dette uoverskuelige sammensurium af højspændte kriser er øjeblikkelig og markant oprustning af hidtil usete dimensioner. Og kvindelig værnepligt. Jeg spørger mig selv, hvor protesterne bliver af. Hvor er den glødende indignation, vrede og vilje til at skabe en bedre verden, som prægede de aktivistiske 60’ere og 70’ere, og som ind imellem på ny er trådt i karakter hen over de senere årtier? Greta Thunbergs klimakampagne fik tusinder på gaden, og Israels modsvar på 7. oktober er heller ikke gået stille af.
Jeg må gætte mig frem. Det er vigtigt, spændende, personligt udviklende men ufarligt at protestere og demonstrere, når man dybest set føler sig usårlig og på sikker grund, som vi i store træk har gjort i den vestlige verden siden afslutningen af 2. verdenskrig. Den kolde krig var truende, men måske overtrumfet af en udefinerbar følelse af sikkerhed trods alt. Siden dengang har vi i den vestlige verden trampet der ud ad med sikker tiltro til, at vi havde fat i den lange ende både politisk og økonomisk. I dag tør vi dårligt se os tilbage af skam over det spor af naivitet og selvtilstrækkelighed, vi slæber efter os. Men vi vidste ikke bedre og må sande, at det bibelske udtryk ”dåren vandrer dér, hvor engle ikke tør træde” rummer en tindrende sandhed.
Når jeg skriver ”vi” og ”os” tænker jeg mest på den generation, jeg selv tilhører – os der er født i 50’erne. Har vi lidt tømmermænd over en letsindig livsstil igennem hele det opsving, der nu måske er ved at ramme muren? Det er os, der har opdraget de unge voksne, der er født i 80’erne og 90’erne, og som tilsyneladende ikke er specielt utrygge eller bange for den vaklende verdensorden. De har aldrig kendt andet end tryghed og fremgang og er faktisk ikke rigtigt til at ryste. De sympatiserer med ”den palæstinensiske sag” uden at have nogen dyb indsigt i den, de engagerer sig i klimasagen uden (ligesom os andre) at opleve en stærk politisk vilje til at gøre noget drastisk ved den, og hvad kan man så egentlig stille op på individniveau? Det vender sig ikke i dem ved fornyet debat om atomkraft. Når de lytter til politikernes unisone ønske om massiv oprustning, bliver de ikke rigtigt bange. De tænker måske, at det bliver vi åbenbart nok nødt til, og vi må jo have råd til det, siden det besluttes uden tøven.
De ønsker at leve, leve stærkt og aktivt, se verden og vise den til deres børn – og de rollemodeller, de instinktivt tager farve af: os, deres forældre, har ikke vist vejen for noget som helst andet end det, der har bragt verden til kogepunktet. Så man kan ikke bebrejde dem noget.
Men hvor er opråbet og protesten fra os, der har rødder i de aktivistiske 60’ere og 70’ere? Vi ved jo godt, at vi hverken kan stoppe Trump, Putin, Netanyahu, klimakrisen eller uligheden i verden med demonstrationer, men hvor er det indre pres, der kan få os til at råbe, at verden er skør, at vi vil en anden vej? Er vi blevet for skræmte, for gamle, for illusionsløse, for ugidelige? Deler vi de unges tillidsfulde tro på, at det nok går over, at nogen fixer det, at så slemt går det nok ikke?
Jeg er personligt voldsomt anfægtet af udsigten til dramatisk oprustning i Danmark. Ikke alene bliver min passifisktiske grundholdning udfordret, men jeg drives også ind i et ulideligt dilemma. Når man lever i en verden med ufred, brutalitet og primitivitet, er man nødt til med rimelige midler at beskytte liv og værdier. Men hvad betyder det helt konkret? Hvor langt skal man gå? En vis militær robusthed er nok nødvendig, men jeg tror, det er meget svært at trække stregen mellem nødvendigt selvforsvar og angreb på en fjende, man føler sig provokeret af, og hvis hensigter og værdier man på ingen måde deler. Jeg er bange for, at man langsomt drives ind i krigen og pludselig er langt forbi legitimt og nødvendigt selvforsvar.
Jeg bliver bange, når Danmark går forrest, råber højest og viser ubegrænset vilje til oprustning – og det synes jeg, vi gør. Jeg er bange for, at det tiltrækker en uønsket opmærksomhed og bringer os i skudlinjen. Ikke fordi vi er store og vigtige, men fordi vi konstant provokerer og fører os frem. Vores regering, og ikke mindst statsminister, er surfet ind på de bonede gulve og boltrer sig hjemmevant mellem Europas toppolitikere. Det er fristende, sexet, spektakulært – og sikkert også sjovt og dybt tilfredsstillende. Men er det fredens vej? Det er kedeligt, usexet og nemt at overse den stille, nedtonede, ikke-agressive attitude, som dog sagtens kan rumme sin egen form for modstand – og som er langt mindre farlig. Hvorfor prøver vi ikke det?
Og nu kan det pludselig ikke gå hurtigt nok med at indføre kvindelig værnepligt. Jeg vifter afværgende hånden forbi øjnene som for at udviske billedet af mine børnebørn, herunder fire dejlige piger, i militær udrustning, måske på vej i krig. Det er ikke til at holde ud. Jeg vil betegne mig selv som feminist i den forstand, at jeg ønsker fuld ligestilling mellem kønnene, og hvis mænd skal aftjene værnepligt, bør det samme gælde kvinder. Men jeg synes, den skal drejes konsekvent væk fra det militære formål og tjene samfundsmæssige og humanitære interesser i stedet. Det bør være Danmarks bidrag – andre, der er stærkere i troen på, at man kan bekæmpe krig med krig, må tage sig af det militære.
Det turde jeg godt gå i demonstration for – den første i mit liv, hvis man lige ser bort fra den modige manifestation i 6. klasse.
Foto af AJ Colores på Unsplash
