Da jeg var barn havde jeg ikke nogen specifikke drømme om, hvad jeg gerne ville være, når jeg blev stor. Jeg kunne ikke engang se mig selv som filmstjerne, damefrisør eller indehaver af en slikbutik. Det var først i de spirende teenageår, at billederne begyndte at dukke op for mit indre blik, og da gik de i retning af socialrådgiver, præst eller litterat.
Det første billede, som nok havde mest substans, var præget af et ønske om at ”gøre noget for nogen, som havde brug for hjælp”. Præsten stammede fra et sværmeri omkring min konfirmation, og drømmen om at studere litteratur hang sammen med min glæde ved at læse bøger. Jeg delte mine forestillinger med mine forældre, som ikke umiddelbart bifaldt nogle af disse karriereveje. Ingen af dem kunne se mig i præstekjole i en næsten tom kirke, og det med litteraturen kunne dækkes ind som en sund fritidspassion – ikke noget man kunne leve af. Socialrådgiveren måtte de acceptere som en værdig figur at stræbe efter, men de mente nok, at det ville blive en tung vej i mødet med mange triste skæbner.
Således demotiveret endte jeg med at læse jura som min far. Et fag der kedede mig til døde, og som jeg uden mindste gnist af ægte interesse slæbte mig igennem uden nogen sinde at se lyset eller mærke glæde, stolthed og forventning ved min nye identitet som jurist. Men mine forældre var tilfredse og tænkte, at med en juridisk embedseksamen kunne man altid finde en fornuftig vej igennem livet. Dog tror jeg nok, at min mors mere gnistrende og livfulde grundstemning ikke helt kunne få radiokontakt med mit valg. Men hun udfordrede det desværre ikke.
Med eksamensbeviset i hånden kunne en ny vifte af fantasier og muligheder potentielt folde sig ud. Kunne jeg se mig selv som glødende engageret advokat? Skulle jeg søge i retning af en karriere indenfor politi og retsvæsen? Eller skulle jeg som min far betræde vejen som embedsmand i statsadministrationen? Jeg var hverken modig eller blodig i mine ambitioner, så det blev, ikke overraskende for nogen som helst, en karriere som embedsmand, der blev mit lod.
Jeg har i min knap 40-årige karriere bestridt en lang række stillinger, som har lært mig meget om både jura, diverse faglige specialer, samfundet, andre mennesker og mig selv, og hvor jeg har nydt tillid og anerkendelse. Jeg har løst opgaver, truffet beslutning og spillet ind i komplicerede kontekster med mange forskellige mennesker i vidt forskellige miljøer. Set fra den synsvinkel har jeg været privilegeret og har al mulig grund til at føle mig taknemmelig. Samtidig har nogle bølger af tvivl og uro dog jævnligt skyllet igennem mig.
Når man i sin ungdommelige umodenhed og usikkerhed lader sig drive med af strømmen og ønsket om at gøre andre tilfredse, er det ret svært at opleve sin karriere som et livsvalg – man ser det snarere som en slags skæbne, hvor det bare blev sådan. Det er ikke den mest effektive form for energizer. Man kører mest på rutinen og sin opdragelse, der for mit vedkommende tilsagde, at man måtte gøre sig umage og ikke have en forventning om, at et arbejde nødvendigvis skulle være direkte sjovt og motiverende. Opfyldelse af pligten var løn i sig selv. Det kom først i en moden alder til mig, at der også ligger en beslutning og et ansvar i at lade sig føre med strømmen. Først dér fandt jeg modet til for alvor at præge min videre vej og finde ind på et fagligt spor, der matchede mine evner og interesser.
Alligevel kan man ikke komme uden om, at karrieren som en eller anden slags bureaukrat former sig som én lang række af talte og skrevne ord, processer, forhandlinger, kompromisser, møder, notater, referater, rapporter, planer, evalueringer og afrapporteringer, der kan udmatte én til marven og skabe seriøs tvivl om, hvorvidt man overhovedet har udrettet noget af betydning. Hvilken impact har man haft? Hvilke spor har man sat sig? Bliver man husket for noget som helst? Kunne enhver anden have udfyldt ens plads?
Jeg har ingen forfængelig drøm et personligt eftermæle, men jeg leder ind imellem i min erindring efter et produkt, et resultat, hvorom jeg kan sige, at det har jeg skabt, eller i det mindste været med til at skabe. Det er der jo nok, men det kan i bakspejlet se luftigt og uhåndgribeligt ud.
Nu har jeg forladt arbejdsmarkedet og har kastet mig over alle de kreative, kropslige, konkrete, kulturelle, mellemmenneskelige og kunstneriske aktiviteter, hvortil lysten har hobet sig op til eksplosionspunktet igennem hele min karriere, og jeg nyder med taknemmelighed hvert eneste øjeblik. Men man kan som borger i Danmark – selv som pensionist – ikke undslippe kontakten med bureaukratiet.
Jeg er som alle andre borgere underlagt de nye og ikke helt ukomplicerede regler om affaldssortering i 10 fraktioner. Det foregår på en særlig måde som beboer i en lejlighed i Københavns Kommune – og på en helt anden måde som beboer i et sommerhus i Odsherred Kommune. Begge regelsæt øver vi os i hver dag, og vi er efterhånden blevet ret gode til det, selvom man ikke helt kan frasige sig en nagende tvivl om, hvorvidt al denne komplicerede sortering nu også fungerer efter hensigten. Det kan ingen rigtigt svare på, så jeg fortsætter mine bestræbelser. Dog har det undret mig, at jeg i vores lokale ”skaldeskur” blandt de mange containere ikke kunne finde én til bioaffald, på trods af at netop denne fraktion anses for særlig vigtig.
Derfor ringede jeg en dag til Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune for at gøre opmærksom på denne mangel. Det var meget vanskeligt at nå frem til nogen, der mente, at de havde ansvar for denne sag. I første omgang lykkedes det ikke, fordi ansvaret blev trillet tilbage til den lokale ejerforening, og jeg opgave midlertidigt mit forehavende. Lige indtil jeg blev så irriteret over kommunens arrogance, at jeg forsøgte mig igen, nu forberedt på en brandtale præget af mit juridiske ordforråd, der ikke helt var gået i glemmebogen.
Det lykkedes at få kontakt til en person, der ikke kunne løse sagen men lovede, at jeg ville blive ringet af op én, der kunne. Det forventede jeg ikke ville ske, men en skønne dag for nylig blev jeg ringet op af en mand, der mente at kende vores området ud og ind, fordi han personligt havde trådt sine såler flade netop her, og som på trods af min insisteren ikke kunne tro, at vi manglede en container til bioaffald. Men han lovede ”at kigge på det ved lejlighed”. Det lød ikke lovende, men for en uges tid siden, da jeg låste op til skraldeskuret med plast- og papaffald i hånden, så jeg med en blanding af vantro og begejstring en helt ny container til bioaffald og et stativ med de grønne poser, som skal bruges til den slags.
Jeg lagde nænsomt og kærligt hånden på denne nye, fysisk virkelige container og mærkede en strøm af stolthed og glæde over at have fundet igennem bureaukratiet og banet vej for denne ægte, håndgribelige løsning på et vigtigt samfundsproblem. Det er første gang jeg har følt mig fortjent til det ridderkors for mange års tro tjeneste i statsadministrationen, jeg fik for en del år siden. Dengang vidste jeg faktisk ikke helt, hvad Majestæten mere præcist belønnede mig for – det ved jeg nu.
Billede af Brian Yurasits på Unsplash
